03 Jul

Opvarmningsdagene fra A-Z

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Opvarmningsdagene fra A-Z

Det er svært ikke at fortabe sig i det gode humør. Men det er ikke det gode humør, vi er for. Vi er her for musikken, og så kommer det gode humør af sig selv. Og går det godt, så kommer der meget af det. Og det går heldigvis godt, for the most part i hvert fald.

For mig har Rising fyldt meget. Nok for meget. For når alt kommer til alt, er Rising måske, i alle mulige andre sammenhænge end Roskilde Festival, en udemærket scene. En scene, som mange andre scener også er det. Men med Apollo, Apollos område og Apollos lyd til sammenligning, og Pavilion Junior som det umiddelbare alternativ, er det svært ikke at opleve Rising som én af de få gange, hvor Roskilde Festival simpelthen bare ikke har gjort sig umage.

Apollo var til gengæld, som altid, følelsernes fæstning. Om så mit liv afhang af det, kunne jeg ikke skrive en objektiv anmeldelse fra det orange beatmonster. For selvom det altid er godt med en ordentlig mundfuld stiv bas og håret tilbage, så gør det umådelig stor forskel, om jeg har taget mine bedste kammerater med, eller om jeg står bagerst til koncerten og kigger på.

Brynjolfur
Alligevel skulle det ske, at jeg oplevede en koncert, som umiddelbart kunne have klaret sikker passage igennem de fleste scenarier. Brynjolfur var en rødhud på ballonen. Det lyder som en kønssygdom, men det smagte slet ikke sådan. Han var simpelthen bare usædvanlig rød i hovedet, som han stod der og delte ud af godteposen. Men det er også hårdt arbejde at levere så god musik.

Selv på Apollo kan det være en udfordring at spille folk op på tæerne som den første på scenen, men det var ikke en udfordring, som Brynjolfur eller publikum var bekendte med. Stemning var høj, og jeg fik taget mine første rigtige musikalske hop til denne koncert.

Blaue Blume
Skuffelsen over Rising startede med Blaue Blume. Jeg har har senere tænkt over, hvorvidt jeg ville have haft mere til overs for scenen, hvis jeg ikke havde haft en uovertruffen oplevelse med bandet i Lille Sal for et par måneder siden. De langhårede engle i mængden, som bliver mindre og mindre langhårede for hver gang jeg ser dem, gav på alle måder udtryk for at være meget taknemmelige for at være på scenen, så måske er det bare mig, der er gal på den. Jeg tror nu mest på min umiddelbare indskydelse om, at scenen er frygtelig fra ende til anden. Blaue Blume selv var derimod alt andet. Koncerten var ikke den kulmination af følelser og hype, som jeg havde troet den ville være, men det var dejligt at se dem, ikke desto mindre.

Samaris
Tirsdag var der spinkle piger med bas og blæs til morgenmad. Jeg stiger som regel af på elektronisk musik, når det begynder at ligne Sorten Muld for meget, og da pigerne på scenen oven i købet dedikerede ét af numrene til månen, kom Samaris og jeg de to centimeter fra hinanden, som gør hele forskellen. De virkede meget unge, og umiddelbart en smule overvældede over hvor høj deres egen musik kunne være på Apollos højtalere. Det var egentlig en god koncert, men så er der vidst heller ikke mere at sige.

ros-04

Unkwon
Jeg så ikke meget til Unkwon. Eller rettere, Unkwon så ikke meget til mig. Jeg sad helt nede bagved mæ’ øl i æ’ hånd, græs å’ æ’ tøj og bas i æ’ hår. Det var ulideligt rart. Når nu man smider en ferieuge for at kunne tage afsted på festival, så skal man ikke undervurdere bare at stirre ud i luften en gang imellem. Det mest af tiden tænke jeg på, hvorfor – uden nogen umiddelbar musikalsk sammenligning – Natal Zaks ikke har spillet på Apollo endnu.

DNKL
Jeg har alligevel aldrig før oplevet en forsanger, der var så glad for at stå på en scene, at det forstyrrede min oplevelse. Men når der står tre drenge i sort tøj og alverdens noiseeffekter rammer forsangerens stemme på vej ud igennem højtalerne, så skal forsangeren måske ikke gå helt One Direction på den, så publikum taber tråden. Det er bare et tip.

ros-08

Nonsens
Koncerten på Apollo sidste år står som én af de stærkeste oplevelser, jeg har haft på Roskilde. Koncerten på Skatescenen i år var ikke i nærheden af den. Det var blod på alle knæerne, hudskrabere (godt navn til et dårligt punkband, som ville passe perfekt ind på Rising) på albuerne og smil på alle læberne. Men Nonsens på Apollo sidste år var en lektion i amok fra A-Z, og årets koncert levede ikke helt op til samme standard, omend det stadig var drønlækkert. Så hvis du vil have en beskrivelse af, hvordan Nonsens er under alle de bedste omstændigheder, så kan du bare bladre lidt tilbage i arkiverne og finde anmeldelsen fra sidste år. Dét var vildt.

ros-12

Say Lou Lou
Fra en trio til en duo, der visuelt var det nærmeste, jeg har været på en koncert i warm-up, der lignende noget fra de store scener. Musikalsk var det en helt anden oplevelse. Ikke noget at skrive hjem om.

ros-20

Mont Oliver
Derfor går jeg direkte videre til en oplevelse, som var værd at skrive hjem om. Jeg var ikke den største fan af Mont Oliver, lidt ligesom jeg ikke var den største fan af Karl William. Men begge to, og senest den første, har i den grad sat mig på plads med live-oplevelser. Det er fuldstændig umuligt ikke at synge med på “19”, når den blæser udover højtalerne – også selvom det er på Rising. “Liiisten – I’m about to lose my mind”. Lige midt på følelserne. “Bare rolig – du er på mit hold”, og alt det der. “Give Me Nothing” er stadigvæk et pishamrende kedeligt nummer. Men hold kæft for en koncert.

Bloody Beach
Tirsdag, efter at jeg havde brugt alt for mange timer i pressecenteret på at gå de seneste dages billeder igennem, stod den på surf. Surf punk. Surf punk calypso, måske endda. Forsangeren dansede fuldstændig som en fuld onkel til familiefest, og på et tidspunkt råbte han: “Vi forstår hinanden”. Og det gjorde vi sgu. Bloody Beach er det band, jeg i år har oplevet, som passede bedst ind på Rising som scene. Roligt og uden så mange problemer. En mand med bar røv dansede rundt foran scenen med et lyserødt telt på sit hoved. Ikke mindre end tre vagter gik forbi ham med samme konklusion; han udgør ikke nogen risiko for nogen. Det skulle da lige være ham selv. Jeg har vedlagt et billede her.

imens vi venter

S!vas
Virkelig mange mennesker. Ikke kæmpe fan. Træls koncert. Jeg tog et billede af ham her i stedet.

sivas

Snavs
Virkelig mange mennesker. Kæmpe fan. Shit mand, det var vildt. Ikke at han kan gøre for det, men han spillede lige et par timer for tidligt. Slick Shoota og Faustix, som fulgte efter, var vilde. Men de havde slet ikke samme power som Snavs havde.  Jeg dansede tæt med Sebastian Kjær fra Mer’ Støj!, som var med til Nonsens sidste år, og vi blev hurtigt enige, at Snavs er det tætteste vi har været på en lignende siden. Dog uden sammenligning.

snavs

Klokken har rundet 17:30, og det er onsdag. Det betyder, at pladsen er blevet åbnet, og de store scener går i gang én efter én. Drake har aflyst. Igen. Han gjorde det også tilbage i 2010.

I couldn’t care less, men Mia har lige sendt mig en skæg SMS fra Aarhus; “Hvis Kanye erstatter Drake, ligesom han gør i England, så bliver jeg så sur, at jeg måske dør”. Hvis Kanye overtager Drakes plads, så er det anden gang i år jeg oplever en aflysning for det bedre. Senest med Bombay Bicycle Club på Northside Festival 2014, som stand-in for St. Vincent. Vi venter begge to i spænding på at finde ud af, hvad det kan blive til. Men én ting er sikkert. Roskilde Festival er gået igang. Og det med et utrolig solidt program. Det bliver fire gode dage med en masse at se frem til.

02 Jul

Orange Feeling

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Orange Feeling

For et par måneder siden var jeg til Spot Festival. Her så jeg to eminente optrædener i Musikhusets Lille Sal fra henholdsvis Blaue Blume og Karl William. Derfor så jeg umådeligt meget frem til at opleve dem begge to igen på Roskilde Festivals nye scene Rising. Men efter at have oplevet Blaue Blume gøre deres bedste for at få noget spiseligt ud af den kubiske katastrofe, har jeg givet op.

Det er altid en drøm at opleve Blaue Blume. Jonas Schmidts stemme alene er en verden for sig, og i konstellation med gruppens øvrige tre medlemmer, for hvem det efterhånden må være en smule trættende at Jonas altid bliver fremhævet som han gør, laver de auditive tryllerier. Og jeg er sikker på, at Karl William også var en oplevelse. Men det blev uden mig. Ikke fordi det behøver være enten eller, men jeg vil hellere opleve ham en anden dag, hvor jeg ikke behøver at skulle have den store umusikalske klods af en scene om benet.

Men, men, men. Roskilde Festival er jo meget mere end Rising. Det er nachos og hvidvin, varme øl i hånden og solskin i vinden, solcreme på næsen og græs på tøjet, mobile tyngdekraftudfordrende anlæg, som kører fra lejr til lejr med det ene hiphop-hit efter det andet, for slet ikke at snakke om Apollo Countdowns massive basshøjtalere og Skatescenens massive menneskemasser, som hver især buldrer til rave, som et vikingehorn, der kalder til kamp. Og vandpistoler, selvfølgelig.

Sidstnævnte havde jeg et run-in med i går. To drenge løb rundt og skød til måls efter hinanden foran Orange Scene. Jeg skulle forbi, så jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for ikke at ende i skudlinjen mellem de to. En umulig opgave. Så pludselig står jeg mellem de to, den ene med sænket, og den anden med hævet pistol. Så sænker den sidste også pistolen, og uden så meget som antydningen af et smil på læben siger han “Bare rolig – du er på mit hold”.

For mig er ordene essensen af Roskilde Festival fra jeg tager afsæt ind i toget i Aarhus, til at jeg en uges tid senere sætter fødderne på perronen igen. Når tyndarmede piger og drenge kæmper med at få deres alt for store baggage op på hylderne over sæderne i toget, så kommer der straks en stærk baryler og sætter taskerne på plads, og siger “Bare rolig – du er på mit hold”. Og når Nonsens spiller rave på Skatescenen, og en solskoldet knægt i bar mave falder lige så lang han er, så står der med det samme en lige så solskoldet knægt i bar mave og rækker ham en hånd med ordene “Bare rolig – du er på mit hold”. Og når en sortklædt langskægget mand tager alt for fuld i frontpit for at høre Slipknot, og kaster op udover det hele, og skal bæres ud igen, er det af orangeklædte vagter, som siger “Bare rolig – du er på mit hold”.

Egentlig er udtrykket blot en lille guldklump i den kæmpe store litterære guldmine af sætninger, som gemmer sig på pladsen. Men for mig var det årets første nære møde med Orange Feeling. Men ikke dagens sidste.

Ved Skatescenen stødte jeg tilfældigvis ind i en meget glad pige, der hedder Line. Hun var, og er, medmindre der et sket et eller andet meget drastisk inden for de sidste 24 timer, kærester med min gamle barndomsven Rasmus Mygind Korsby, som sammen med resten af holdet i Nonsens kaldte til samling på ramperne. Og til Mont Oliver mødte jeg en knægt fra Thy, som kendte alle de gode, som jeg også kender deroppe fra – Mont Oliver inklusiv, så vidt jeg kunne forstå. Han drak lidt af min hvidvin, og jeg drak lidt af hans øl. Det var i høj grad også Orange Feeling.

Udover Tidlige Armbånd, et band det ikke kan betale sig for nogen, at jeg går nærmere ind i min oplevelse af, så har festivalen udelukkende budt på musikaliteter af høj kaliber. Mandagen bød på Brynjolfur og Blaue Blume, og tirsdagen bød på Samaris, Unkwon, DNKL, Nonsens, Say Lou Lou og Mont Oliver. Men I bliver nødt til at vente med at høre om hvordan det hele var. For i opvarmningsdagene har pressecenteret kun åbent mens musikken spiller .. En kende fjollet.

Hvis alt spiller står den på Bloody Beach og Snavs fra nu af, og mere til. Og indtil da, kan I få de her billeder af kigge på, mens I er ved at gå ud af jeres gode skind af spænding over, hvad jeg mon har at skrive om musikken.

Mandag
ros-01
ros-02
ros-03
ros-04
ros-07
ros-08

Tirsdag
ros-05
ros-06
ros-01
ros-02
ros-03

ros-05
ros-06
ros-07

ros-09
ros-10
ros-11

ros-13
ros-14
ros-15
ros-16
ros-17
ros-18
ros-19

01 Jul

De sørgelige rester

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
De sørgelige rester

Walk of shame, dagen derpå og de sørgelige rester. Der er masser af udtryk på Roskilde Festival for alt det rod en enkelt nats fest på en mark lidt uden for Roskilde-by kan lave. Men det er ikke de sørgelige rester, jeg vil skrive om. Når alt kommer til alt, synes jeg faktisk ikke, at de sørgelige rester fra natten før, er så sørgelige endda. For hver halvspist pizza, og hvert par mudderindsmurte underbukser, og hver knækket campingstol, er der en historie. Og eftersom vi er på Roskilde kan vi godt regne med, at historien er god.

Walk of shame er lidt det samme. Det kan godt være, det er sjovt at spotte trætte drenge og piger i udfasede dyrekostumer komme hjem fra alt andet end deres egne lejre. Men det nærmer sig ikke sejren ved at vende tilbage til sin egen lejr i et udfaset dyrekostume, med en knyttet hånd i vejret og et smil på læben, der taler sit tydelige sprog om, hvorfor man pludselig forsvandt i dansemængden natten før. Så hvad er de sørgelige rester så?

Jo, i går havde jeg mit første besøg på den nye scene for upcoming musik, Rising, som har overtaget pladsen fra Pavilion Junior. Nej, vent.. Måske skal jeg i virkeligheden starte et helt andet sted ..

For to år siden havde jeg mit første besøg på Apollo, som var Roskilde Festivals forsøg på at favne de nye elektroniske skud på stammen, som ikke passede ind på Pavilion Junior. Scenen var, om end lidt hård at sluge for beboerne i C, hvor scenen lå fast da festivalen gik i gang torsdag, en kæmpe succes.

Året efter, det vil sige sidste år, fik den sin faste plads stik syd fra Pavilion Junior. På alle mulige måder gik elektronisk musik og Roskilde Festival op i en højerede enhed. Den historie fortsætter til i år, hvor scenen stadigvæk ligger syd for Pavilion Junior, med den forskel, at der ikke er nogen Pavilion Junior længere.

I stedet for Pavilion Junior er der en lille klodset spånpladefest, der minder om noget man sætter op til Randers By Night, med dårlig lyd, ringe plads og i kedelige omgivelser .. Så for at opsumere har den elektroniske ballon, som vi jo ellers virkelig elsker på her på bloggen, tilsyneladende vokset sig så stor, at vi ikke længere kan give dem, der ikke spiller computer, et ordenligt sted at spille musik.

Rising præsenterede i går Blaue Blume, der unægteligt er den optræden, jeg har glædet mig allermest til at se på Roskilde i år. Bandet var oplagt. Publikum var mindst lige så oplagt. Alt i alt virkede det som om, at det eneste, der stod i vejen for en perfekt oplevelse var scenen.

Umiddelbart bagefter så jeg det The Divers fra periferien med nachos og ost i alt det skæg jeg ikke kan gro, og endnu en gang var det svært at sætte sig udover middelmådigheden, som følger med omgivelserne. Og det på trods af god musik. Faktisk blev jeg så træls over det hele, at jeg gik direkte hjem og lagde mig til at sove. 20:30, du, Roskilde Festival. Det har du alligevel aldrig budt mig før.

Det er svært ikke at tænke tilbage på Northside Festivals fejlskud Red Stage fra sidste år, som de virkelig vendte på hovedet med den nye Northside-yndling P6 BEAT-scene, og gøre sig forhåbninger om, at Roskilde Festival kan gøre det samme med Rising til næste år.

Men der er lang tid til næste år, og indtil da er der ikke andet for, end at forsøge at sætte sig udover skrumlet fra N, som er, og jeg er oprigtigt ked af at sige det, de sørgelige rester af Pavilion Junior.

29 Jun

Roskildeeee!

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Roskildeeee!

Har I nogensinde set Gladiator? Hver eneste gang Russel Crowe er lige ved at dø, ser han sin gamle gård foran sig. Han kan mærke brisen i håret og kornmarken mellem sin fingre. Det er lidt sådan, det føles at sidde i toget på vej mod Roskilde Festival. Jeg kan allerede nu mærke min krop falde på plads efter 5 timers offentlig transport med fuld oppakning, fornemme den første campingstol give efter, når jeg sætter mig i den, og høre den første dåseøl knitre med ølskum, når jeg åbner på den. Nok er jeg ikke ved at dø, men jeg har aldrig tænkt, at det var sådan Russel Crowe havde det i Gladiator. Vi er ikke ved at dø, Russel og jeg. Vi er på vej hjem.

.. Av ja, hvor er det godt. Lige midt på følelserne. Så er Wonders Make Joy tilbage på Roskilde Festival. “Men hvordan lyder musikken mon?”, som Eva Laksø fra Regnsky spurgte efter at have læst et helt indlæg om Schultz And Forever, som handlede om alt andet. Det lyder sgu godt i år, Eva! Du har meget at glæde dig til.

Status er lige nu, at jeg skal veksle billetter til armbånd, bagage til håndbajere og fornuft til dumdristighed. Heimatt, Blaue Blume og We Are The Way For The Cosmos To Know Itself spiller i morgen, så der er masser at se frem til, men for nu stå den på øl, gamle venner og dumme beslutninger.

Roskilde Festival 2014 er i gang.

22 Jun

Northside Festival 2014

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Northside Festival 2014

For præcis en uge siden stod vi i Ådalen og hørte de sidste koncerter til dette års Northside Festival. Trætte, men glade efter en hel weekend med solskin, musik og søde venner. Én uge er gået siden, og det er nu tid til at gøre status over årets festival.

Lad os starte med at sige tak til årets helt store hovednavn; Vejrguderne. For første gang fik vi en hel festival uden regnvejr, og det var umådeligt lækkert ikke at være gennemblødt helt ind til knoglerne tre dage i streg. Sidste år udgav vi en solid brokkeblog om det dårlige vejr, hvor vi kastede skylden på Northside – hovedsageligt fordi de ikke formåede at skabe en festivalplads, som var gearet til tre dages regnvejr. De lovede bedre vejr næste år, og de leverede i høj grad. Det var en hel weekend med solskin, varme briser og røde kinder og næser – og det gør altså alverden til forskel. Så tak. Mere af det.

Vejret var selvfølgelig ikke det eneste positive i år. Langt fra, faktisk. Årets festival var i høj grad en triumf på triumftoget af år med internationale navne af allerhøjeste kaliber. Siden 2011 har programmet været spækket med must see-navne, og selvom festivalen ikke kan måle sig med Roskilde og Smukfest rent kvantitativt, så er de kvalitativt med helt fremme i feltet.

Ambitionerne for den bæredygtige linje strækker sig længere end bare musikalsk. Maden er økologisk. Alt materialet trykkes på stenpapir. Der er ingen officiel parkering til biler – kun til cykler. Vi er ikke gode til at være hellige. Vi tager ikke på festival for at være sunde. Men det er et usædvanligt stædigt tiltag, og selvom gourmethotdogen for vores vedkommende var et one-night-stand i 2013, så er vi glade for deres vedholdenhed. Det er god stil, og det er fedt, at de tager ansvar for alle os, som ikke er så gode til at få økohatten på, når vi er på festival.

Vi havde, som alle andre, dårlige oplevelser med betalinger (fucking Payband – vi sagde det jo!) og køer. Og ikke kun køer med mange mennesker i. Også sådan nogle køer, der springer foran i køen ved at vifte med deres små fede fingre eller råbe højt, så barpersonalet reagerer på det i stedet for at betjene de næste i køen. De er idioter – både dem, der snyder, men i høj grad også dem, der betjener dem. Vi kan ikke undgå at stå i kø på Northside, men det ville være rart at tage køerne ud af køerne.

Når det så er sagt; Lad os komme til det vigtigste, nemlig musikken.

Fredag
Vi tog tidligt fri fra arbejde fredag, og med sommerbrise i håret, korte ærmer, solcreme på næsen og armbånd på håndleddene, landede vi fredag eftermiddag på P6 Beat-scenen – årets alternativt til den frygtelige Red Stage fra sidste år.

Ry X
Første navn på Northside 2014 var Ry X – den langhårede surfertype fra Australien. Vi har hørt hans smukke “Berlin EP” et utal af gange, og forventningerne var derefter. 

Det var på alle måder den perfekte start. Sidste år lagde vi ud med Left Boy, og selvom det var en fed koncert, så passer stemningen fredag eftermiddag kl. 14 alt andet lige bedre til bløde indietoner end til hårdtslående bas og fællesdans.

01ryx

Bombay Bicycle Club
Som vi skrev i vores anbefalelses-indlæg, så var vi yderst tilfredse med St. Vincents aflysning – den betød nemlig, at vi kunne få lov til at høre Bombay Bicycle Club. Vi har skamhørt “So Long, See You Tomorrow”, og vi havde sådan håbet, at de kun ville spille numre derfra. Det gjorde de ikke – der var en del ældre ind imellem. Men det var stadig en formidabel koncert – specielt numre som “Luna” og “Carry Me”! For satan, hvor laver de altså noget god musik.

De var utrolig sympatiske på scenen, og selv uden det store show formåede de at lave en fest for de fremmødte. Og så har de verdens sødeste bassist, der griner som en 5-årig, der har stjålet af kagedåsen, hver gang han kigger ud på publikum. Dem vil vi meget, meget gerne se igen. Snart.

02bombay

Reptile Youth
Vi havde egentlig lige set Mads Damsgaard, Esben Valløe og co. på SPOT Festival, men da vi ikke havde andet at lave, gik vi med en flok venner op til grøn scene og nød showet endnu en gang. De er stadig pissefede, og de leverer stadig en god fest. Havde vi ikke lige set dem et par uger forinden, havde vi helt sikkert stået oppe foran og danset med til “Two Hearts”. Er du gal, et godt nummer..

Mount Kimbie
Kan I huske det med køerne i køerne? Ja. Det var her, de slog til. Vi endte med at spilde 20 minutters Mount Kimbie-koncert på at vente på øl. Til sidst blev vi så sure, at vi droppede det. Inkompetente skvadderhoveder.

Så stemningen var måske ikke optimal, da vi endelig kom hen til scenen med den engelske duo. Og den første halvdel af koncerten gjorde det ikke bedre. Det var som om, deres musik ikke nåede ud over scenekanten, men var lidt for clubbet i forhold til omstændighederne. Lyden var skidt, og humøret blev ikke ligefrem bedre. Men så blev der justeret lidt – både på lyd og valg af musik, og lige pludselig blev det fedt. Vi ville nok hellere have set dem om aftenen med lys på, men de endte med at få fyret godt op under P6 Beat-scenen fredag aften, og de sidste par numre var toplækre.

03mountkimbie

James Vincent McMorrow
Vi har hørt hans “Post Tropical” og “Early In The Morning” på repeat siden offentliggørelsen af hans koncert på Northside, og forelskelsen vil ingen ende tage. Han skriver fantastiske melodier med fantastiske tekster, og så fremfører han dem med sin fantastiske stemme, så man får gåsehud. Og sådan bliver han ved i 45 minutter. Ej, men altså..

Det var sådan en fin koncert. En pige bagved os stod og græd, mens hun kiggede lykkeligt op på den skæggede mand på scenen, og foran scenen stod en høj og renskurret fyr, som kunne alle teksterne og diskret sang med på alle numrene. “We Don’t Eat” og “Cavalier” var så flotte, og da koncerten sluttede, ville vi kun have mere. Mere skønsang, mere James. Vi er oprigtigt kede af det, hvis I gik glip af dén koncert. Wauw.

04jamesvincentmcmorrow

Lana Del Rey
Hun har været et omdiskuteret emne, den gode Lana. Nogen var helt vilde med hendes koncert, andre not so much. Vi melder os under fanerne hos sidstnævnte. Hold kæft, det var kedeligt. Fladt og prætentiøst. Det var faktisk så kedeligt, at vi besluttede os for at lægge os ned på græsset og lukke øjnene lidt, mens vi ventede på The National. Øj, det var en lang koncert. Og den musikløse pause i mørket, efter Lana Del Rey var gået af scenen, gjorde det bestemt ikke bedre. Planlægningsmæssigt havde Northside-folkene gjort deres bedste, for at vi skulle give op og gå hjem i seng.

The National
Men det gjorde vi ikke. I hvert fald ikke lige med det samme. Vi blev og så et par numre med The National – bl.a. “I Should Live In Salt” og “Bloodbuzz Ohio”, som er vores personlige favoritter. Og efter at have sunget med på “I still owe money to the money to the money I owe” gik vi mod udgangen. Vi er ikke kæmpe The National-fans, og derfor havde vi ikke noget behov for at se koncerten til ende – specielt ikke, når der ventede endnu to dage med musik – men vi er glade for, at vi nåede at se lidt. Bare lige for at tage den værste smag af Lana Del Rey.

Lørdag
Lørdag startede rimelig lækkert. Temples var aflyst (but of course), så vi havde først planer i Ådalen til Jurassic 5 kl. 18.30. Så vi tog det stille og roligt, trillede mod festivalpladsen ved 17-tiden, købte en iskaffe og så lidt Mø på afstand. Vi er ikke fans, men det så ud til, at folk foran scenen havde det fedt. Godt for dem.

Jurassic 5
Amerikansk 90’er-hiphop med 5 halvgamle herrer i front. Vi vidste godt, det ville blive godt – men vi havde ikke forudset, at det ville blive SÅ godt. Folk var i herligt humør, og der blev kastet håndtegn og sunget med. Jurassic 5 var eminente til at skabe god stemning, og de leverede det ene lækre nummer efter det andet. Der var overskud og leg med samples, og da de to DJs på scenen med et grin fyrede op for “Turn Down For What” var festen uundgåelig.

05jurassic

A$AP Rocky
Vi havde egentlig glædet os til A$AP, men efter Jurassic 5’s koncert stod det rimelig klart, at han ville få svært ved at overgå de 5 hiphop-onkler, der netop havde sluppet taget om blå scene.

Vi gik ikke tæt på, men stod i stedet på afstand og hørte et par numre. Bassen var overdøvende og alt for voldsom, og det var svært at høre vokalen. Der var en uudtømmelig kilde af “titties” og andre ord i samme dur, og efter at have hørt Jurassic 5 rappe sig igennem en hel koncert uden overdrevet brug af skældsord, virkede det helt akavet at lytte til A$AP’s tekster. 

Det virker dog som om, andre havde en vild oplevelse. Vi er ikke i tvivl om, det har været fedt at stå oppe foran og høre Skrillex/A$AP-nummeret “Wild For The Night”. Så hatten af for det. Måske næste gang!

Turboweekend
Ligesom Quadron var det om fredagen, var Turboweekend om lørdagen vores mad-pause. Så vi tilbragte det meste af koncerten med ryggen til scenen og en øko-burger i hånden. Det var sådan set meget lækkert. Da vi var færdige med at spise, gik vi ned foran scenen og så de sidste par numre. Det var fint. Han synger godt, Silas Bjerregaard. Og de laver gode numre. No news there!

Mew
Johan Wohlert er tilbage, og alle er glade. Vi har tidligere hørt meget Mew, men er faldet lidt af på den de senere år, så forhåbentlig kan Johans genkomst være med til at guide bandet tilbage til den gamle lyd. Måske. Lad os nu se. Uanset hvad, var det rart at være en del af oplevelsen den aften, og det var fantastisk at høre “Zookeeper’s Boy”, “156” og lignende i mørket.

06mew

Röyksopp og Robyn
At høre Robyn er en gammel pigedrøm – for os begge to. Hun spillede på Roskilde for et par år siden, men vi så det ikke, så en optræden i Ådalen var på alle måder et must see for os. Og at hun så havde taget vores gymnasieflamme Röyksopp med, gjorde det bestemt ikke mindre aktuelt.

Showet startede med 40 minutters Röyksopp, hvilket måske var lidt i overkanten, når 90% af de fremmødte kun ventede på at se Robyn gå på scenen. Men det var nu meget lækkert at få lov til at høre de gamle hits som “What Else Is There” – også selvom det ikke var med Karin Dreijer på vokal.

Kl. 01.00 trådte Robyn på scenen, og så gik ballet for alvor i gang med fællessang til “Be Mine”. Herefter fik vi lov at høre lidt fra bagkataloget, inden alle forlod scenen for at komme tilbage i sølv-gevandter og masker til “Do It Again”-delen. Det var så sindssygt lækkert – specielt fordi de havde nosser nok til at fremføre numrene i fuld længde. Det var en magtdemonstration, og selvom vi havde fantastisk ondt i fødderne efter 2 timers koncert, ville vi ikke have undværet ét minut.

07robyn

Søndag
Vi elsker søndagene på Northside. Der breder sig en helt særlig stemning, når festivalen er ved at rinde ud. Folk er trætte, men stadig i godt humør, og alle slapper lidt mere af end de foregående dage.

White Lies
For os startede søndagen med White Lies, der – traditionen tro – leverede en fin koncert uden de store udsving. De har lavet nogle smukke numre, men de er ikke verdens bedste liveband. Ikke fordi de spiller dårligt – det er bare ikke så spændende at høre dem på en festival. Enkelte numre kommer til sin ret, men egentlig ville vi hellere høre dem i en stor koncertsal, hvor den bombastiske stemning kommer bedre til udtryk.

Rudimental
“Det er sjældent, at folk går så hurtigt fra basarm til Lars Lilholt-klap”, sagde Sebastian Kjær. Og så er der vist ikke så meget mere at sige om den koncert.. Det var sgu meget sjovt.

Arcade Fire
Arcade Fire er ikke den bedste koncert, vi har set. Ikke i vores liv. Ikke i Northsides historie. Ikke den dag. Desværre.

Overraskende mange mennesker er faldet komplet på halen for koncerten søndag aften, men vi forstår ikke rigtig, hvad de jubler for. Det var en fin koncert, bevares. Men der var ringe publikumskontakt, og de formåede slet ikke at give den pragtpræstation, som vi havde forventet. Bombay Bicycle Club havde ellers leveret opskriften to dage før, så Arcade Fire havde alle muligheder for at lægge Ådalen ned, men de leverede ikke rigtig. Det var for rutinepræget og slet ikke den wauw-oplevelse, som vi havde håbet på. Uanset mængden af konfetti. Øv.

08arcadefire

Queens Of The Stone Age
Egentlig skulle vi hjem efter Arcade Fire, da arbejde og eksamen ventede næste morgen, men med øko-fritter i hånden endte vi alligevel foran blå scene til QOTSA. Og gudskelov for det – det viste sig at være en overraskende fed koncert. Høj energi og søndagsstemning var en fantastisk cocktail, og sammen med de tilbageværende gæster smådansede vi de sidste timers festival ud af kroppen, inden vi hoppede på cyklerne og drog tilbage til Rosensgade.

Årets festival har på alle måder været en succes. Godt vejr, god mad (åhh, flæskestegssandwich!) og god musik. Endnu en gang har Northsides bookere leveret et solidt program og sat barren højt for sig selv til næste år, og vi glæder os til at se, hvad de disker op med til 2015. Vi kan kun forestille os, at det bliver godt. Tak for i år – vi ses næste år!

Syv anbefalinger til Northside Festival 2014

Okay, okay, okay. Vi plejer at drille Northside med deres aflysninger. Men jeg skal ellers love for, at vi er blevet sat på plads i år, da whats-her-face måtte aflyse af “logistiske årsager” og ingen ringere end Bombay Bicycle Club overtog. Ja ja, det er stadig en aflysning (og ikke den eneste i år – traditionen tro), men sikke en feberredning.

Vi er ikke dit fix til udenlandsk musik, men hvis vi havde været det, så havde du fået tudet ørerne fulde med Bombay Bicycle Clubs seneste album “So Long, See You Tomorrow”, som havde det været Blaue Blumes eller Quick Quick Obeys. Det er godt. Det er virkelig, virkelig godt.

Hvis vi havde valgt at lave en liste over bands, du bør høre på Northside Festival 2014, så ville du ikke finde Bombay der. For koncerten i Ådalen er ikke et foreslag. Det er et must. Derfor har vi i stedet lavet en liste over bands, du for alt i verden ikke må gå glip af. Dén liste er Bombay Bicycle Club og seks andre optrædende på.

Læs med nu, så du ikke risikerer at mindes timers gourmethotdog-kø, i stedet for at mindes de syv koncerter på Northside Festival 2014, der dannede dig som menneske. Ja, det lyder måske af meget. Men de har oppet sig i år, den lille festivaltrup, der holder til nede i baggården af Aarhus. Lad os tage det fra en ende af.

Bombay Bicycle Club
Bandets 2014-udgivelse “So Long, See You Tomorrow”, og især nummeret “Luna”, har gjort sig bemærket hos os i år, som I næsten kan forstå på det hele. Vi har lyttet Youtube tør for live-sessions, terpet gamle albums og gjort hvad vi kunne for at forberede os til en af festivalens tidligste koncerter. Vi synes selvfølgelig, det er ærgerligt, at den ligger så tidligt, men hey – de blev booket på en aflysning. Man skal også være taknemmelig en gang imellem. Og det er vi. Big time.

Northside-gengangeren var hverken at finde på lokale spillesteder, Roskilde Festival eller Northside Festivals planlagte program i år, som vi ellers havde forventet, at de ville være, så koncerten på fredag er på alle måder en meget glædelig overraskelse. Som at finde en 50’er i lommen på en gammel jakke. Så sørg for at komme hurtigt ud af hullerne, når de rammer festivalen fredag klokken 16:00.

Jurassic 5
Gruppen er den mest overraskende booking på Northside. Jeg lærte dem at kende på omkring samme tidspunkt, som jeg stødte på min første bærbare Apple-computer. Min onkel Uggis 12” iBook. I iTunes-biblioteket lå en masse overset hiphop – overset af mig i hvert fald – og ventede på, at jeg lærte det at kende.

Som Apple-produkter i de fleste varianter har hiphop- og funkcollager fulgt mig lige siden, og det er en drøm at få lov til at høre dem i Aarhus. Hvis vejret er til det, bliver det forhåbenligt en “nu-lægger-jeg-mig-lige-i-græsset-og-lader-som-om-at-jeg-er-immun-overfor-forbrændinger-og-sagtens-kan-tåle-at-ryge-en-masse-cigaretter”-koncert, som Jack Johnson var det på Roskilde Festival i 2010.

Arcarde Fire
Det her kan gøres meget kort. Arcade Fire er årets booking .. i Aarhus. Ikke Northside. Aarhus. Vi har håbet, og håbet, og håbet på Roskilde Festival. Northside Festival laver snigeren og booker Arcade Fire til smilets by. Vores by. Bad ass motherfuckers.

James Vincent
En sød lille fortælling om en sød lille mand, som har lavet nogle søde små plader. Almindeligvis husker vi ikke Northside for vores søde små koncerter. Det syndrom har Spot Festival dækket rimelig godt ind ugerne forinden. Så når vi nærmer os festen på plænen, så går det som regel op i store navne, fadøl, billige shots og burgere. For nej, vi besøger ikke Northside Festival for økologien eller bæredygtigheden.

James Vincent virker til gengæld som en mand, der sorterer sit affald og giver panten fra sine nye økologiske festbryg fra Tuborg til hjemløse. Musikalsk er han i hvert fald sød og godhjertet som dagen er lang, og selvom han aldrig kunne finde på at skælde dig ud for ikke at møde op og høre ham synge “Cavalier”, så burde han nok gøre det, for det er eddermame dejligt musik. Så stram balderne og træd an.

Robyn + Röyksopp
Det er tid til at trylle din basarm frem. Det lyder frækt, og det satser vi også stærkt på, at det bliver. Hvis der er noget, Wonders Make Joy kan lide bedre end luftguitar, så er det knæklys. Northsides regler for paraplyer, madpakker og andre våben gør nok, at man reelt set ikke må have knæklys med ombord på den musikalske skude, som står til søs natten til søndag. Alligevel plejer Northside at lave mindst en “hop-din-fødder-i-smadder”-booking, og i år må det siges at være Robyn og Röyksopp – knæklys eller ej. Hvis der var bare én ting mere, vi kunne ønske os, så var det, at se Asbjørn danse koncerten væk under sig. Skulle vi anmelde koncerten senere er jeg sikker på, at den ville få to af Asbjørns hofter. Ud af to mulige, vel at mærke. Hvis du har noget der glimter, så tag det med. Det bliver en fest.

Ry X
“Uh” er brugt op nu. Lidt ligesom “hey” og “klap klap klap”. Få forstår at udnytte nogen af delene. Men ligesom The Lumineers forstår “hey” og Of Monster And Men forstår “klap klap klap”, så har Ry X styr på “uh”. Og om nogen favner Northside Festival bands, der kan “hey”, “klap klap klap” og “uh”, så selvfølgelig er Ry X på plakaten.

Men han er en tidlig satan. Allerede fredag klokken 14 skal du stå klar. For nok er Northside Festival ingen Spot Festival, og nok har vi haft vores med aflysningerne. Men i langt de fleste tilfælde, så går bandsene altså i gang på slaget. Og det betyder, at du også er nødt til det, hvis du altså, som os, har brug for at starte festivalen med noget “uh” – og selvfølgelig har du det.

White Lies
.. Se, vi har gemt White Lies til sidst. Lukas har set White Lies en gang før på Northside Festival. Ja, så lang tid har de været i gang, den kære festival, at de nu har booket White Lies for anden gang. Det er altså lidt en anden genre end deres kærlighed til P3-konferencierer, øko-mad og Turboweekend. Er vores begejstring total? Ja, det er den. Er der mere at sige? Ja. Vi er ikke sådan helt blæst omkuld af deres nye album .. Og vi kommer nok ikke uden om, at de spiller meget af det. Men vi bærer over med dem og venter på “Bigger Than Us”, som til gengæld, fra top til bund, er ventetiden værd. Det var den i hvert fald sidst.

Hvis du ikke har nogen billet, så er det træls. Med chokoladeovertræls på. For det bliver en god weekend i smilets by. Men selvfølgelig har du en billet. For du læser musikblog lige nu. Og for at være helt ærlig – hvis du læser musikblog og ikke har købt en billet til Northside Festival, så er du selv ude om det. Vi glæder os til at fejre græsset, musikken, øllene og det gode vejr med jer allesammen om et kort øjeblik! Ses snart!