11 Aug

Thy Music Collective er i luften!

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Thy Music Collective er i luften!

Hvis du endnu ikke har hørt os omtale Thy, så har du ikke læst særligt mange af vores blogindlæg. For det er efterhånden sket en gang eller 37.

Vi ved ikke helt, hvad de putter i drikkevandet der oppe nordpå, men de avler talent, som om de fik penge for det. Mont Oliver, Quick Quick Obey, Rupture Plains, Artificial Brothers, This is You, Magnolia Shoals – ja, vi nævner i flæng. De er rimeligt godt kørende, for at sige det mildt.

Vi er heldigvis ikke de eneste, der har lagt mærke til Thy-egnens talentmasse. Det har de også selv. Og i erkendelse af den voksende mængde kvalitetsmusik, har en række musikere slået pjalterne sammen og oprettet Thy Music Collective. Her kan lokale bands agere sparringspartnere i stedet for konkurrenter, og i fællesskab er der skabt en musikalsk petriskål, hvor alverdens melodiske cellekulturer kan blomstre. Den var fandme aldrig gået i København. Hvis man ser bort fra CopCol, altså.

Udover at skabe god stemning blandt musikerne, er Thy Music Collective i høj grad også skabt med det formål at sprede Thy-tonerne til resten af landet og cementere de nordvestjyske evner. I den forbindelse har de netop i dag udgivet kompilationen “Songs From Up North #1”, som indeholder 10 numre fra musikkollektivets medlemmer:

Med kompilationen følger også en ny, lækker hjemmeside, hvor man kan læse mere om kollektivet og dets medlemmer. Desuden kan man købe merchandise – f.eks. en ulve-mulepose, som jeg godt gad flashe i min lokale Føtex.

Hjemmeside-launch og udgivelse af “Songs From Up North #1” er de første spadestik til et forhåbentligt frugtbart samarbejde. Der er et væld af dygtige mennesker involveret i projektet, og jeg er spændt på at se, hvad de kan drive det til – udover udgivelser og ulve-poser. Til at starte med optræder de i fællesskab til weekendens Alive Festival i Thisted – med cirka 30 mand på scenen. Det må siges at være en rimelig god start. Vi sender alverdens gode karma nordpå og håber, at de blæser festivalen omkuld.

Vind partoutbillet til Trailerpark Festival

Cody, Mont Oliver, Baby in Vain, Julias Moon, October Dance, Rosemary, Kill J, Ice Cream Cathedral, Sekuoia, Get Your Gun, Reptile Youth, Sleep Party People, Scarlet Pleasure, Nonsens, Benal, Broke, Heimatt, Indians, Giana Factory, Communions, Gäy, Buda, Kasper Bjørke, Simon Dokkedal, Djuna Barnes.. Alt dette, og meget mere, kan du opleve på årets Trailerpark Festival. Fy, for en lækker skefuld.

Programmet er spækket med god musik, når festivalen løber af stablen fra torsdag d. 31. juli til søndag d. 2. august, og det kribler i fingrene for at tage turen over Storebælt og deltage i festlighederne.

Måske kribler det også hos dig.. Måske har du allerede købt billet.. Måske har du ikke råd.. Måske vidste du slet ikke, at alverdens musikalske lækkerier stod linet op på torsdag.. Måske vil du give din højre arm, for at komme med til festen.

Det er heldigvis slet ikke nødvendigt. For vi kræver ingen afskårne lemmer – blot en mail med dit fulde navn. Så er du med i konkurrencen om 1 partoutbillet. Vi udtrækker 2 vindere. Send en mail til mia@wondersmakejoy.dk inden tirsdag d. 29. juli kl. 22.00 – så deltager du i løjerne.

God konkurrencelyst – og god fornøjelse, hvis billetten allerede er i hus!

20 Jul

Tårn

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Tårn

Jeg er – ligesom mange andre – musikskolebarn. Jeg kommer ikke fra et musikalsk hjem, og selvom mine forældre altid har været meget musikglade, har de aldrig været musikkyndige. Derfor har min musikuddannelse været afhængig af andre – først og fremmest den lokale musikskole. Her startede jeg som lille til kor – og i løbet af årene blev både fløjte, sang og bas føjet til programmet.

Jeg brugte timer dernede – og jeg elskede det. Ikke bare fordi jeg lærte en masse om musik, men også fordi jeg lærte en masse mennesker at kende. Mennesker, som var meget dygtigere end mig, og hvis ihærdighed smittede af på mig.

Én af dem hed Asger. Han kom i høj grad fra et musikalsk hjem, og han havde den naturlige musikalitet, som jeg – og mange andre – forsøgte at tillære os. Gennem årene lærte jeg ham at kende, og jeg husker stadig tydeligt den dag i 9. klasse, hvor jeg sad på hans værelse, og han spillede et hjemmelavet nummer for mig for første gang. Det var sikkert ikke særlig godt efter nutidige standarder – men dengang var det rimelig vildt, at nogen kunne skrive sin egen musik. I hvert fald nogen, jeg kendte.

Siden er vi begge blevet ved musikken, men på hver vores måde. Mens jeg har holdt mig til blogging, booking, management og lignende, er Asger udøvende musiker i en række forskellige konstellationer.

Én af disse konstellationer er bandet Tårn, der har eksisteret siden 2012. I januar udgav de nummeret “Hvis Du Vil Ha’ Mig” med tilhørende musikvideo – en video, der i øvrigt er optaget i Asgers og min hjemby. Nummeret er blødt, men insisterende, og de nostalgiske toner bringer mig tilbage til 90’ernes skolefester, hvor aftenen blev danset væk i en rus af rød sodavand og småforelskelse.

Forleden udgav de så en livevideo af nummeret “Solskin Over Tage”. Lyden er klassisk, og stemningen er – ligesom “Hvis Du Vil Ha’ Mig” – dejligt nostalgisk.

Omkvædet er utrolig ørehængende, og særligt de lyse vokalbidder gør det til en lækker oplevelse. Det er smukt og fint, og nummeret emmer af forliste forhold og hjertesorger. “Jeg er blevet efterladt af én, der tydeligvis har glemt, hvor godt det var”. Av.. Lige i hjertet, hva’?

Melodien i sig selv er enkel, men lyrikken og vokalernes samspil gør det alligevel til en spændende lytteoplevelse, hvor ørerne automatisk spidses.

Tårn rammer tidsånden fint, hvor flere og flere dansksprogede kunstnere toner frem i vækstlaget, og særligt “Solskin Over Tage” har – i mine ører – radiopotentiale. Nummeret har en lethed og tilforladelighed over sig, som jeg tror vil gå rent ind hos mange lyttere, fordi det er nemt at forholde sig til.

En god melodi, en god tekst – der skal ikke så meget til. Vi er i virkeligheden slet ikke så kræsne, os lyttere.

18 Jul

Opsamling på Roskilde Festival 2014

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Opsamling på Roskilde Festival 2014

Roskilde Festival 2014 var mit syvende besøg på en festival, som på alle mulige måder plejer at være samlingspunktet for et helt års følelser, der bliver sluppet fri. Både på godt og på ondt. I år blev det helt anderledes. Selv med gode bands og gode venner, synes jeg ikke rigtig, det lykkedes at give slip.

Efter at have tænkt godt og grundigt over det, og været igennem min egen blogterapi ved at skulle putte mine oplevelser ned på skrift, er jeg kommet frem til, at jeg måske er blevet for god til at planlægge min festival. Ved årets festival var jeg uhyggeligt godt forberedt. Jeg kendte alle kunstnerne, da jeg landede i græsset – med sved på panden og venner i favnen. Jeg vidste også, hvem jeg skulle se af venner, mens jeg var på festivalen. Og det gik uhyggeligt godt med altid at finde nogen jeg kendte.

I det hele taget slap jeg utrolig nemt uden om de udfordringer, man ellers normalt forbinder med at tage på festival. Den ene dag det regnede, var jeg gået tidligt i seng, så jeg opdagede det først bagefter, og solcremen har jeg været god til af huske. Men kan det virkelig passe, at en godt planlagt Roskilde Festival kan ødelægge den?

Det tror jeg den kan for mig. For et års tid siden holdt jeg mere eller mindre op med at lege manager og booker, fordi jeg syntes, det var en kedelig måde at beskæftige sig med musik på. Jeg kunne bedre lide at lave den og høre den, end at arbejde med den.

Ved årets Roskilde Festival var der et element af professionalisme i, hvor godt det lykkedes mig at navigere rundt mellem teltene, og nå de koncerter jeg gerne ville. Men i successen glemte jeg nøglen til Roskilde Festival. At give slip.

1. Roskildeeee!
2. De sørgelige rester
3. Orange Feeling
4. Opvarmningsdagene fra A-Z
5. Pladsen, der aldrig faldt på plads
6. De sidste 48 timer på Roskilde Festival 2014 – uden en eneste tåre

Men det er ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre, fordi jeg er blevet gammel, for på Northside Festival havde jeg den helt omvendte oplevelse. Her gav jeg slip. Og derfor skete der noget interessant i år. Nemlig at Northside Festival blev årets fest, og at hele Roskilde Festival blev pladsen, der aldrig faldt på plads.

Vi har ingen planer om at gå Erik Jensen på festivalen. Så vi prøver igen næste år, og ser om ikke vi måske kan møde hinanden igen, Roskilde Festival og jeg. Der skal mere til, for at give slip på sin første kærlighed, og Roskilde Festival er nu en gang min. Tak for i år, du gamle. Vi mødes snart igen.

De sidste 48 timer på Roskilde Festival - uden en eneste tåre

Vi er altså nødt til at starte et helt, helt andet sted .. Det beklager jeg. Men det seneste års tid har Mia og jeg ikke blogget så meget, som vi plejer. Forklaringen ligger i, at vi simpelthen bare har lavet nogle andre ting. Ikke engang særlig verdensomvæltende ting – gået på arbejde, taget i biografen. Vi har hørt masser af god musik, men har ikke altid fået skrevet om det.

Forklaringen er enkel: Vi skriver, fordi vi godt kan lide at skrive. Ikke fordi musik er vores et og alt, og blogindlæg er vores eneste umiddelbare mulighed for at udleve vores passion. Vi elsker at skrive. I princippet kunne Wonders Make Joy lige så godt være en filmblog. Eller en modeblog. “10 flotte paraplyer i det pureste hør”. Alle ville hade os. Men det ville være skægt, tror jeg.

Navnet “Wonders Make Joy” giver alligevel ikke nogen mening, da slet ikke musikalsk, så det ville i grunden ikke være svært at skifte tema. Men med musik kan vi virkelig få følelserne uden på tøjet. Og det kan vi sgu alligevel ikke rigtig med at par sneakers. Heller ikke dem fra Adidas. Og der er ikke nær så meget hopperi eller kolde øl i biografen. Derfor skriver vi om musik.

Men vi skriver ikke metodisk om de ti nyeste albums, med saglige analyser fra første til sidste track. I stedet skriver vi om de ti albums, som vi kan skrive de bedste tekster om. Det sker oftere end man skulle tro, at vi undlader at skrive om et fabelagtigt album, fordi vi simpelthen ikke kan finde på noget godt at skrive. Og så vil vi hellere lade være med at skrive noget overhovedet. Musik er vores hjertebarn – men den gode historie er stadig det vigtigste.

Grunden til, at det er vigtigt at forstå i netop denne tekst er, at Roskilde Festival for en blogger som mig, er den mest befriende oplevelse på hele året. Så snart festivalen er slut, begynder jeg at glæde mig til næste år. Og mine blogindlæg er langt mere umiddelbare her, end noget andet sted. Hver eneste oplevelse, der sætter sig i hjertet, får dyppet følelsespennen og bliver smidt direkte på interwebs, hvor alle kan få lov at læse med. Det er en utrolig oplevelse. Både at opleve – men i høj grad også at få lov at berette om.

Nogle gange ryger musikken helt i baggrunden, fordi alle de dejlige mennesker, vi møder i musikalske sammenhænge, gør så stærke indtryk. I den kategori er Roskilde en storspiller. For hvis alle mine pissefulde, uvaskede og ildelugtende, regnbuefarvedetights-bærende medcampister ikke var med til koncerterne, og det bare var mig selv, så ville det aldrig være det samme.

Det bedste eksempel på dette, er teksten “Orange Feeling” fra i år, som er den hårdeste mavepuster, jeg nogensinde har fået lige midt på opleveren i blogsammenhænge. Da teksten blev udgivet, sendte jeg en SMS til Sebastian Kjær: “Så er det udgivet! Jeg er selvtilfreds. Jeg genlæste det lige og blev helt rørt. Don’t hate.” .. Det var næsten pinligt. Og jeg bliver stadigvæk rørt, når jeg læser det. “Bare rolig – du er på mit hold”.

For mig har Roskilde Festival 2014 været bekræftende på rigtig mange punkter. Jeg ser ikke mine venner så ofte. Men på Roskilde Festival var de der alle sammen. Og de ville alle sammen sige hej og drikke en øl, og give et kram, og nogen gange et kys. Og så var der alle de folk, jeg ikke kender, som også gerne ville give kram, og nogen gange et kys. Men i det virvar af kram og kys nåede Rolling Stones, eller Cancer, eller Kavinsky, eller OutKast bare ikke langt nok ud over scenekanten til, at jeg er kommet hjem fra Roskilde Festival et utal af musikalske oplevelser rigere. For det er jeg ikke. Det er altid rart at se sine venner, men det plejer at være vildere, gør det ikke? Var det hele ikke lidt nemt i år?

“Det er naturligvis altid ting, man kan og skal arbejde videre på, men hånden på hjertet, så synes jeg, at det har været det bedste år nogensinde for Roskilde Festival”. Så stærkt står Christina Bildes citat i Berlingske. Sikkert flere andre steder også. Jeg havde rigtig mange gode oplevelser i år. Men selv med de obligatoriske 48 timer på Roskilde Festival, som efterhånden er blevet et tilbagevendende tema her på bloggen, blev det uden en eneste tåre i svinget.

Det var et dårligt one-night-stand. Det føltes, som at tage alt sit tøj af, og så vil hun hellere sove .. Jeg græder ikke særlig meget i løbet af i år, men jeg plejer at græde lidt på Roskilde Festival. En enkelt tåre, når jeg tager afsted, eller til en eller anden koncert, som virkelig sætter sig i tøjet. Næstefter mit år på Restricted Camping for et par år tilbage, er årets Roskilde Festival den mest uforløste Piña Colada, jeg nogensinde har drukket. Roskilde Festival er altid godt. Men det plejer at være bedre end godt. Meget bedre end godt.

Cancer
Foruden pladsen, der aldrig faldt på plads, var festivalen ellers kun lige gået i gang. Fredag morgen stod jeg op og tøffede op på pladsen for at høre Cancer. I periferien af Pavilion lå publikum og solede sig i ligedele god musik og solskin. Inde under teltdugen skinnede duoen. Jeg er ikke helt solgt til pladen “Ragazzi”, men det er jo for helvede umuligt at samle Kristian Finne og Nikolaj Vonsild i dårlig liveoptræden. Og derfor var det heller ikke en dårlig liveoptræden. Det var en god én af slagsen, og det var der mange, der var enige i. Pladsen var fyldt, og der var smil på hver eneste læbe, jeg kunne se. Men med gratis sodavand i pressecenteret, ja, der er gratis, kolde sodavand i pressecenteret, og høje temperaturer i luften fes jeg derop, og gik i gang med at skrive blogindlægget “Pladsen der aldrig faldt på plads” og køle lidt ned.

Da jeg var færdig, var det videre til Warpaint på den nye scene Avalon. Selv med burger i hånden lød det dårligt .. Sådan rigtig skidt.. Så jeg tog min burger og sodavandsfyldte mave med op foran Orange til Seeed.

Seeed
Det var fandme en mærkelig koncert. Det var fedt, men det var godt nok skørt. Da jeg kom derop, begyndte de at spille et Justin Timberlake-cover, men med tyske tekster, så vidt jeg kunne høre. Så spillede de Baauers “Harlem Shake”. Og man kan jo ikke rigtig hidse sig op over jydepiger i korte, lyserøde stroptrøjer, der er på Roskilde Festival for at høre noget, de kender – og de kender “Harlem Shake” og Justin Timberlake – men det føltes nu alligevel ikke som at stå foran Orange Scene og høre en koncert. Det føltes mere som at gå forbi en lejr med et stort anlæg.

Resten af aftenen blev en solid sammenblanding af lidt af hvert. Jeg gik ned i lejren og tyrede et par øl i svælget. Herefter tog jeg et pitstop til Deftones, bare lige for et enkelt hop eller to i rockens navn, men fumlede mig hurtigt videre ned til Damon Albarn, som til mit held afsluttede sin koncert med Gorillaz. Og det er derfor, der skal være plads til jydepigerne, for når alt kommer til alt, er jeg ikke en meter bedre. Jeg vil også hellere høre noget af det gamle Gorillaz, som jeg kan synge med på, end Albarns nye numre.

Rob Zombie
Pulsen steg og benene tog fart, da vi gik fra Damon Albarn til Rob Zombie. Et sted, lidt til venstre fra scenen, stod der en masse forældrelignende mennesker i frynsejakker og søde smil. Med alkohol i blodet og tosserier i hovedet, forvildede vi os hen til dem, for vi ville rigtig gerne hoppe lidt med vores kroppe. Og ved de voksne var der masser af plads. De smilede, de voksne, mens vi hoppede. En af dem kom over og sagde, at hun syntes, det så ud som om, vi havde det rigtig godt. Det havde vi. Jeg kendte ikke et eneste nummer. Men det var vildt, og vildt var hvad vi havde brug for.

Trentemøller
Fredag aften var et kritisk tidpunkt. Classixx, Future Islands og Trentemøller stort set oven i hinanden. Jeg skulle til Trentemøller, no questions asked, men jeg ville egentlig også gerne have set de andre. Men når jeg nu skulle vælge, skulle det sevfølgelig være Trente. Og det skulle helst være i frontpit, og med dans på, og med hvidvin på. Det krævede en del timing, men det lykkedes. Og det var rart.

Han spillede præcis den koncert, jeg havde forestillet mig. Den Trentemøller, jeg forelskede mig i i gymnasiet, er tydeligvis ikke den samme i dag. Veto har gjort det der med at tage en genkendelig klang, som alle elsker, og lavet om til noget andet uden at tabe hverken ansigt eller fans. Justice har gjort det samme. Og Trentemøller har bestemt også gjort det. Og gjort det igen. Og en gang til. Og på scenen gjorde han det også en gang til. For han har jo spillet der før, og da han var der sidst, var det mere end bare en koncert. Det var den største installation, jeg nogensinde har set pryde Orange Scene. Et umuligt projekt at følge op på. Så det forsøgte han selvfølgelig ikke. Det var en koncert med et band, og bandet hed Trentemøller. Og de spillede “Silver Surfer, Ghost Rider Go!!!” og så dansede jeg rigtig meget, og rigtig hurtigt, og så gik jeg hjem og sov.

Se .. Oventående aften havde altså både Cancer, Warpaint, Seeed, Deftones, Damon Albarn, Rob Zombie og Trentemøller. Alligevel kan jeg huske en masse koncertoplevelser uden for Roskilde Festival, hvor jeg er gået rigere hjem. Og nu begynder jeg lige så stille at forstå hvorfor. Men lad os lige tage lørdagen med for en god ordens skyld.

Lørdagen stod på Bottled In England, lidt Manu Chau, James Holden, Arctic Monkeys, Kavinsky, Major Lazer og DJ Nigga Fox. Men da det meste af lørdagen gik nogenlunde ligesom fredagen, vil jeg undlade at bruge for meget tid på, at snakke om at vågne op og drikke kolde sodavand. Gratis. Selvom det var lækkert, og jeg sagtens kunne skrive lange tekster om skønheden i en kold Cola. Kold. På Roskilde. Gratis. Wauw.

Bottled In England
De drenge skulle have haft en sommerdag at spille på. Solskin og blå himmel – det fortjente de. Og de har ellers fået meget høvl fra mig gennem tiden – og til dato forstår jeg stadig ikke helt, hvorfor I alle sammen er så vilde med Bottled In England. Men for en enkelt gangs skyld, er jeg nødt til at sætte mig ud over mine egne musikalske smagsløg, og sige, at Bottled In England ejede Apollo. Ejede. Selv i gråvejret ejede de ballonen, de spillede i, og publikummerne, de spillede for – og hver eneste lyd, der kom ud gennem højtaleren, var så skarp ned til millisekundet.

James Holden
Mens jeg stod og ventede på en hvid kasse med nudler, kunne jeg lige ænse Manu Chao i baggrunden. Men jeg skulle se James Holden. Og jeg skulle allerhelst høre ham spille “Renata”, og det gjorde han. Stemningen var utrolig spredt. Der var mange, der sov den brandert ud, de var kommet til at tage med ombord i løbet af dagen. Andre dansede i det skjulte. Henover publikummerne fra min plads bagerst kunne jeg se enkelte knyttede hænder i vejret, men det var et fåtal.

Jeg har ikke set James Holden før, og jeg tror måske, det var mit stærkeste musikalske Roskilde Festival-øjeblik i år – selvom jeg sad med tyk på maven og nudler i munden. Det var en god frugtsalat af støj, bass og subtile følelser. Megalækkert.

Arctic Monkeys
Med en flok fra lejren fik jeg trukket mig selv med i pit til Arctic Monkeys. Man skal ikke kimse af at tage til koncerter, hvor publikum kender alle numrene. Jeg har set Arctic Monkeys før, og jeg har set koncerter på Orange Scene før. Men jeg har aldrig set en mand overtage en scene så meget, som Alex Turner overtog Orange. Vi stod og jokede om, at der et sted i pitten stod jordens vådeste Soundvenue-anmelder. Hvis I forstår sådan en lille en.

Ligesom Trentemøller er Arctic Monkeys også et band, som virkelig er sluppet godt fra en solid bunke hits med deres seneste plade. Jeg kunne godt forestille mig, at en masse unge piger tror, at de er et helt nyt band, og at den seneste udgivelse “AM” er deres debut. For de virker lidt som et helt nyt band. Sammen med Bombay Bicycle Clubs seneste er “AM” én af de plader, jeg har hørt allermest i år. Jeg har 40-60 minutters cykeltur om dagen, så der kan nå at komme mange lyde igennem. Arctic Monkeys har fyldt meget.

Men Roskilde, for helvede. Hvornår er du nogensinde begyndt at være kulminationen på 1 års cykelture? Du plejer jo at være kulminationen på et helt års spænding og begejstring over, hvad jeg mon skulle opleve. Og indtil videre har jeg, foruden et enkelt Gorillaznummer, kun oplevet det, jeg regnede med.

Kavinsky
Fra Arctic Monkeys til Kavinsky. Et must-see. Koncerten blev, til mit held, 20 minutter forsinket. Så jeg fik stort set en fuld koncert med smadder. Og hvis der var én ting, Kavisky bekræftede mig i, så var det, at den ringe Warpaint-koncert tidligere udelukkende var Warpaints skyld. For Kavinskys lyd var vild. “Nightcall” spillede han som obligatorisk sidstenummer. Mhmm.. Koncerten var utrolig præget af det Major Lazer-kaos, som var ved at gå i gang ude ved Orange Scene. Festaberne var få, og smagsdommerne var mangfoldige. Der var mange, der lyttede, og ikke nok, der dansede. Men så tog vi til Major Lazer, og der var alt for mange der dansede. Vi var ikke nemme at gøre tilfredse.

Major Lazer
Jeg så ikke meget af koncerten. Det jeg så, bestod af numse på storskærm. Det blev en tand for meget, synes jeg. Og jeg kan ellers godt lide numser.

Men jeg anbefaler, at I læser Gaffas anmeldelse af koncerten. Det er Jesper Buhl, der har skrevet den, og det er den bedste anmeldelse, jeg nogensinde har læst. “Hvis Diplo ikke gider lade, som om han spiller, gider jeg ikke lade, som om jeg anmelder, så find selv ud af det.” Direkte genialt. Buhl for prez.

DJ Nigga Fox
Klokken var 02:20 natten til søndag. Vi var udkørte. Kolde og ædru. Jeg skulle møde på arbejde tirsdag morgen, og mine venner skulle møde mandag morgen på Nordjyske Medier. Begge dele kom lige pludselig meget tæt på. Hvis vi skulle have én sidste brandert, skulle det være lige nu. Vi kiggede vores programmer igennem, og der var 10 minutter til DJ Nigga Fox på Apollo – en mand, vi ikke anede hvem var. Hurtig beslutning. Vi købte 2 hvidvin, og drak dem med lynets hast. Vi dansede koncerten tynd.

I røgen fra Apollo, der stod ud fra de enorme røgkanoner, som står på hver sin side af scenen, så jeg et glimt at det galskab, jeg havde ledt efter i mig selv syv dage i træk, men ikke fundet. Men kun et glimt, og så var det væk.

Jeg kom hjem i teltet og lagde mig til at sove utroligt tungt. Da jeg vågnede, var jeg fast besluttet på af tage hjem. Så jeg stod op, pakkede mine ting sammen, tog det hele på ryggen og tog hjem til Århus. Ingen Jack White, ingen Moderat. Jeg sagde farvel – uden en eneste tåre.

05 Jul

Pladsen, der aldrig faldt på plads

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Pladsen, der aldrig faldt på plads

Så skal jeg godt nok love for, at der blev sat gang i festivalpladsen. Outkast, Rolling Stones, Cancer, Warpaint, Seeed, Deftones, Damon Albarn, Cyril Hahn, Rob Zombie og Trentemøller. Bum. Alt sammen inden for to dage. Bum. Warpaint var noget virkelig skidt. Bum. Men resten var virkelig godt. Bum.

Jeg er hærget. Rigtig hærget. Vabler-under-tæerne-hærget. Hver gang jeg vipper min højre fod på en bestemt måde, giver det et jag af smerte op igennem hele benet. Jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg børstede tænder i går, men jeg har helt sikkert ikke gjort det i dag. Og for anden nat i træk har jeg sovet på den forkert side af 5 timer. Den eneste umiddelbare forskel fra i går til i dag er, at jeg i nat også brillerede ved at sove i Sebastian Kjærs gule regntøj fra Helly Hansen i stedet for min sovepose, på Tøffes oppustelige luftmadras. Tøffe bor i kabinen over for min. Det korte af det lange er, at jeg er færdig. Major Lazer spiller i nat klokken 01, og jeg ved med sikkerhed, at jeg kommer til at danse natten tynd. Men lige nu har jeg lidt svært med at gennemskue, præcis hvordan det kommer til at lade sig gøre .. Men Roskilde Festival er jo fra start til slut præcis som Rolling Stones synger det i Wild Horses: “Wild horses, couldn’t drag me away”. Og tømmermænd eller ej, må vi hellere lige vende de seneste dages musikalske udskejelser.

Som officiel festivaldag stikker torsdag ud. Den går senere i gang og slutter tidligere. Færre artister på kortere tid. Det betyder, at mennesketætheden er ekstrem høj på pladsen foran Orange. Alle skal nå de samme koncerter, og alle vil gerne have en god plads. Det bliver ikke mindre packed, når Rolling Stones spiller som dagens absolutte hovednavn. Det skete ved Bruce Springsteen, det skete ved Prince, så selvfølgelig skete det også ved Rolling Stones. Det var nærmest ikke til at bevæge sig. Og oveni det kunne jeg forestille mig, at pladsen også har lidt under skuffede Chance The Rapper-fans, som ikke synes, at Pelle Peters “DJ-sæt”, som Gaffa kaldte det, var erstatning nok. Og med Chance The Rapper ude af programmet, og hvad jeg kunne forstå var en slukøret oplevelse med Earl Sweatshirt, var der tryk på til Outkast. Folk skulle have en god mundfuld hiphop. Og det skal jeg love for, de fik. Allesammen på samme tid. Foran Orange. Jeg har aldrig oplevet noget lignende på en torsdag.

“Spil noget vi kender!” eller “Spil noget med Slayer!” er begge koncertclicheer. Men ikke uden grund, for da kendingerne som “Mr. Jackson”, “I Like The Way You Move” og selvfølgelig “Hey Ya!” bragede ud, kom der en lille smule ro på settet, selvom pladsen stadigvæk ikke altid bragede med. “Hey Ya!” gav desuden anledning at synge “Slay Ya!” (red. Slayer), som Camp-buddy Malte opfandt, da han en af dagene i lejren blev bedt om at spille noget med Slayer. Selv mens jeg sidder og skriver det, fniser jeg over, hvor skægt det er.

Outkast sluttede, så vi stak af. Og da sker det, at en veninde mister sin taske på turen fra Outkast til Lykke Li. Så hende og jeg droppede Lykke Li for at gå ud og lede. Tårene trillede ned af kinderne på hende, og vi holdte i hånd for ikke at miste hinanden i mængderne. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det har set ud. Halvfuld fyr trækker rundt på grædende pige i to timer .. Og vi fandt ikke tasken. Så det var noget uforløst, at jeg tog til Rolling Stones.

Jeg kan ikke min Rolling Stones ret godt, men “Wild Horses” ramte mig alligevel lige midt på følelserne. Som Beatles’ “Black Bird” bliver det nogen gange glemt i mængden af “Satisfaction”-s og “Yesterday”-s.

Herfra og frem kan jeg lige så godt sige, at jeg simpelhen ikke kan huske, hvad der er sket. Men jeg vågnede i hvert fald op ved siden af Tøffe, som man jo kan risikere at gøre det på Roskilde Festival.

Torsdag, set gennem mine øje, blev en torsdag på pladsen, der aldrig faldt på plads.