Siden jeg begyndte at blogge her fra Roskilde Festival, har jeg tænkt på, hvad det egentlig er bloggerne kan, som resten af Roskilde Festivals medier ikke kan. Hvad er det helt præcist der gør, at os, ikke nødvendigvis journalistuddannede drenge og piger, kan få lov til at komme billigere ind, hænge med de slemme i mediebyen, få gratis kaffe og i det hele taget nyde livet på Roskilde? Jeg tror, at denne her blog vil kunne sætte det meste på plads.
For det første har alle aviserne en etikette, som de skal overholde under festivalen. Det har bloggerne ikke. En del af etiketten er, at de ikke må drikke sig fulde under et seriøst interview for deres chefer. Vi har ikke nogen chefer. Kort sagt kan vi på alle mulige måder opleve festen fuldstændig subjektivt, på lige fod med resten af festivalens deltagere. Modsat alle de gamle nisser fra de store aviser (med undtagelse af Roskilde Festivals egen Orange Press), oplever vi det meget omtalte Orange Feeling helt tæt ind på kroppen.
Alligevel kræver en blog selvfølgelig en form for professionalisme. Så følgende udtalelser er et kompromis mellem at være subjektiv og seriøs blogger på årets Roskilde Festival 2010. For det første: idag gik jeg ind på festivalpladsen og købte 3 store fadøl til mig selv. Dem drak jeg i varmen, og så tog jeg ellers afsted til Florence + The Machine på Odeon. En fantastisk koncert, som på alle mulige måder burde blive anmeldt her på WMJ, men som ikke bliver det, fordi jeg simpelthen var for fuld. Det er én af de ting du ikke hører politikens Simon Lund sige i sine anmeldelser. Det samme gælder for både Freja Loebs, Electrojuices og Delphics koncerter, der alle sammen var fantastiske, men som ikke ikke bliver anmeldt pga. af for meget øl.
Derudover skal I vide, at Florence Welch minder vildt om Cassie fra serien Skins. En serie som har kørt på TV2 Zulu den sidste måneds tid. Alle hendes bevægelser, hele hendes mimik og især hendes stemmeføring når hun taler. Og så ødelægger hun lidt koncerten for sig selv ved, at spille Candi Station coveret “You Got The Love” som det andet sidste nummer, hvilket resulterede i, at halvdelen af hendes publikum forsvandt under det sidste nummer, som ingen nu kan huske hvad var.
Sidst men ikke mindst var dagens højdepunkt hver eneste gang mediebyens eneste kaffemaskine laver en kande kaffe klar, og alle journalisterne opdager det samtidig. Det er fuldstændig som at se på nøgenløbet. Folk er ældre og med tøj på, men ellers er det sjovt på samme kluntede måde. Alle sammen ting du gerne vil vide, men som ingen af de andre medier fortæller dig. Men her er de!
Jeg vil forsøge at holde jer opdateret herfra med andre sjove sider af festivalen, off the record.
Hygge fra ..
// Lukas K
Comments RSS You can leave a response, or trackback from your own site.
[...] OGSÅ LUKAS’ INDLÆG “OFF THE RECORD ..” PÅ WONDERS MAKE JOY Foto af Lukas [...]