12 May

SPOT Festival 2015

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
SPOT Festival 2015

Okayyy, så det lovede “hvad-skal-du-se-på-SPOT-Festival”-indlæg blev aldrig til noget – der kom en begravelse i vejen. Det beklager vi – men visse ting er man ikke herre over, og begravelser er én af dem. Men I skal i hvert fald ikke snydes for et “nå-hvordan-var-SPOT-Festival-så?”-indlæg. Så det kommer her:

Festivalen i år var anderledes. Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvorfor – men jeg kan konstatere, at SPOT 2015 har efterladt mig med en anden mavefornemmelse end de andre år. Måske var det musikprogrammet, som jeg ikke var helt oppe at ringe over. Måske var det hele begravelses-halløjet, der stadig sad i mig. Jeg ved det ikke helt. Men jeg kunne i hvert fald mærke, at min sædvanlige begejstring ikke heeeeelt var den samme, og at jeg i højere grad havde svært ved at overskue programmet. Men jeg har besluttet ikke at lade det ligge SPOT til last, at jeg måske havde en hård uge op til festivalen. Måske var det præcis lige så godt som det plejer, og blot mig, der ikke var helt klar på fest og farver.

Når det så er sagt, så vil jeg dog alligevel påpege, at jeg synes, festivalen har skiftet karakter. I løbet af de senere år er SPOT Festival blevet langt mere kommercielt orienteret end tidligere, og hvor der før var tale om “et overdådigt tag-selv-bord af musikalske lækkerier” (som der står på vores citat-plakat), synes jeg i høj grad, at der nu er tale om en buffet, hvor antallet af de små lækkerier er halveret og i stedet skiftet ud med retter, som mætter godt – og som man ved, folk nok skal spise, hvis der ikke er andet. Joey Moe, Emil Stabil, Xander – hører de virkelig til på SPOT Festival-menuen? Kunne vi ikke droppe dem og få lækkerierne tilbage?

Dernæst kommer antallet af gentagelser. Kigger man årets program igennem, vil man med nemhed finde flere kunstnere, som har spillet på festivalen tidligere – nogle af dem så sent som sidste år. Asbjørn, Baby In Vain, Benal, Blaue Blume, Cancer, Dísa, For Akia, Heimatt, Hymns From Nineveh, Julias Moon, Keep Camping, Lis Er Stille, Lowly, Lydmor og The Attic Sleepers – for blot at nævne et par stykker. Musikken er dejlig, ja ja – men er ideen med SPOT Festival ikke at præsentere noget nyt og spændende? Noget som har potentiale til at blive stort, men bare lige skal have en chance? I mine øjne falder det lidt til jorden, når man præsenterer de samme navne flere gange – særligt, hvis den pågældende kunstner ikke har lavet noget nyt materiale, men spiller de samme numre som sidste gang.

Og så var der de lidt mere praktiske aspekter.. SCC-scenerne var i år blevet lavet om, således at SCC Minor var flyttet ud i forhallen, mens SCC Major fik lov at fylde hele det store baglokale. Mega fedt for Major – knap så fedt for Minor. Den lille scene fik hurtig samme stemning som Cafe-scenen i Musikhuset: Et gennemgangssted, hvor folk spiser mad, bestiller øl og snakker i stedet for at lytte til musikken. Lokalet var mere eller mindre oplyst det meste af tiden, hvilket gik lidt imod den clubbede stemning, som var tiltænkt ift. musikprogrammet.

Til gengæld var Domen et hit! Den hvide teltdug, de farvede lys og den tunge røg gjorde det virkelig godt, og sammen med Tak Rock-scenen og den udendørs bar, blev der skabt et hyggeligt udendørsareal, som i dén grad kom til sin ret om lørdagen, da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.

Og så til det vigtige: Musikken.

Fredag:
Vi lagde ud med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself (aka. vi var fulde, da vi fandt på det her bandnavn og har siden fortrudt det, fordi det er så megalangt). Med glitrende ansigtsmaling og Patrick Batemans dobbeltgænger på trommer sparkede de festen i gang og leverede en hårdtslående koncert, der bestemt ikke lod sig mærke af, at det var tidligt på dagen. Deres numre er toplækre, og de fremførte dem med høj energi. Den perfekte start på festivalen.

cosmos-02

Herefter var det sidde-koncert med Vinnie Who i Store Sal. Jeg er aldrig rigtig faldet helt for hans musik (bortset fra “39”, som er fantastisk), men Lukas er rigtig glad for den nye plade, så vi tog plads i de røde sæder. Det var en god koncert. Hovedpersonen var så sød på scenen, at det næsten hvinede i tænderne. Fjollede rundt, lavede små dansetrin – jeg var småforelsket, da vi forlod salen. Der blev spillet både nyt og gammelt (inklusiv “39”), men alt sammen tilsat stemningen fra den nye plade. Selv numre som “Killer Bee” og “How Can I Be Sure”, der ellers er rimelig disco, fik en makeover og blev tilpasset det nye musikunivers, som kan findes på “Harmony”-albummet.

vinnie-02

Og her bliver jeg så liiiige nødt til at brokke mig igen. For en anden af de negative effekter af karakter-ændringen i musikprogrammet, er det publikum, det medfører. Jeg siger ikke, at SPOT Festival kun er for branchefolk og musiksnobber, men det var så tydeligt at mærke, at der var et andet publikum i år end normalt. Til Vinnie Who-koncerten sad vi foran en flok fyre, der havde forvildet sig ind i Store Sal på vej ned for at høre Emil Stabil. De snakkede højlydt, gjorde grin af de optrædendes tøj, og råbte “Spil noget med Slayer” – alt sammen ting, som ikke hører hjemme til en sådan koncert. Spader.

Efter sødsuppe med Vinnie havde jeg besluttet mig for, at vi skulle forbi Headquarters og høre Black Book Lodge. Halvsmadder med indiemelodier. Men da vi kom derned, var der proppet, så vi kunne ikke rigtig komme frem til scenen og se noget. Og det lød heller ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Så vi blev hængende et par minutter og smuttede så igen. Dagen efter kunne jeg så se på Facebook, at Black Book Lodge var blevet flyttet til et andet tidspunkt, og at det havde været et helt andet band, vi havde hørt. Så deeeet.

Min lillesøster var med på SPOT for første gang, og vi fulgtes ad alle 3. Jeg havde mere eller mindre bestemt programmet for os alle tre, da vi ikke havde haft tid til at sætte os ned og lave en fælles slagplan, men én af hendes ønsker var at høre Julias Moon. Egentlig var de ikke på listen, men jeg har “Palace” liggende på min spilleliste, og det er eddermame et lækkert popnummer, så jeg tænkte, at vi sagtens kunne kigge forbi.

Det var præcis som jeg havde forestillet mig – SCC Major var fyldt med halvfulde piger, der skrålede med på musikken og kastede lange blikke efter forsangeren. De spillede hit efter hit, og de leverede en god koncert – til målgruppen. Det bliver lidt ensformigt og over the top efter et par numre, særligt da forsanger Louis åbnede sin hvide hættetrøje og stod i bar mave. Et unødvendigt cheap shot, når man egentlig laver god musik. Samtidig var Oliver, den anden halvdel af duoen, all over the place og brugte mere tid på at være hypeman end musiker. Det meste af koncerten stod han oppe ved siden af bassisten, hvortil Lukas bemærkede, at det var svært at afgøre, om han ville have sex med ham eller slås med ham. Jeg var ikke så imponeret. Men “Palace” er fandme stadig et godt nummer.

moonmoon-03

Årets første dark horse var finske Noah Kin. Jeg havde kun hørt nummeret “822”, men var faldet pladask for hans rå rap, og han var derfor et af de få must-sees på årets festival. Han lagde hårdt ud og fik hurtigt hele Radar til at nikke i takt til de lækre rytmer. Det var en relativ enkel opskrift, men han fulgte den til perfektion og serverede en koncert lige efter min smag. Ham vil jeg gerne se igen. Snart.

noahkin-01

Dernæst var det tid til norske Susanne Sundfør og hende hjerteskærende popmelodier. Hun spillede på SCC Major og lyden var rigtig skidt – alt for voldsom, og flere af de omkringstående tog sig til ørerne, når musikken gav los. Hvilket var synd, for hendes musik er netop bedst, når den kan få lov til at blive storladende og støjende. Men ikke på den måde.

Numrene sad dog stadig lige i øjet, smukt leveret af hendes knivskarpe vokal. Jeg kan godt forstå, hvis nogle af de fremmødte kneb en tåre eller to, f.eks. til “Memorial”, der må siges at være det perfekte soundtrack til en lørdag aften med kærestesorger og rødvinsbrandert. Hvis ikke du har hørt albummet “Ten Love Songs”, så gør det.

susanne-02

Herefter var det planen at kigge forbi hukaos-drengene, der lavede fest i Rytmisk Sal. Men da vi kom derned, var det Heimdals Sidste Vogter (alias Kidd’s nyeste påfund), der stod på scenen – og det gad vi ikke. Vi satte os ud på gangen med en øl og ventede, og inden vi smuttede mod Store Sal og Blaue Blume nåede vi lige at høre et enkelt nummer med Tais og Louis Rustum.

På trods af, at vi for kort tid siden var på Atlas og høre Blaue Blume, var de alligevel på SPOT-listen. Hovedsageligt fordi jeg gerne ville præsentere min søster for musikken, men også fordi Atlas-koncerten var virkelig, virkelig god. Og gode koncerter i Store Sal kan man aldrig få for mange af.

Desværre levede det ikke helt op til forventningerne. Lyden var mudret, og drengene på scenen sagde ikke et ord – hverken hej, tak eller farvel. Det synes jeg man bør. Andet kommer hurtigt til at virke lidt arrogant – særligt når jeg lige havde set dem på Atlas, hvor Jonas (forsanger) havde snakket lystigt med publikum og skabt rigtig god stemning. Koncerten i Store Sal blev lidt upersonlig, og det gjorde en stor forskel for mig. Det var ikke en dårlig koncert, den var bare ikke så mindeværdig. Æv.

blaue-02

Så snart Blaue-drengene var trådt af scenen, piskede vi mod Domen for at høre de sidste minutter med Nonsens. På trods af min store kærlighed til de tre eksil-bornholmere har jeg aldrig hørt dem live, og derfor satsede jeg stærkt på, at vi kunne nå at høre bare et enkelt nummer, når nu SPOT-folkene havde været så søde at lægge dem oven i Blaue Blume. Og det lykkedes – faktisk nåede vi at høre et par numre, herunder “Apollo”, som er genialt. Bassen var øredøvende, og publikum var klar på fest – der var ingen tvivl om, at både de og Nonsens-drengene kunne have fortsat til den lyse morgen, hvis de havde fået lov.

nonsens-03

Som afslutning på fredagens program kiggede vi forbi Kube på SCC Major. Musikken var lækker og kuben fungerede fedt – hvis ikke det var fordi en flok gymnasiepiger havde indtaget det meste af gulvet foran for at danse, hvilket gjorde det lidt svært at opleve helheden. Men hey, klokken var mange, og benene var trætte, så vi satte os på gulvet og lyttede til tonerne af Mikkel Meyer og co, inden vi gik hjem i seng.

Lørdag:
Lørdag startede på den bedst tænkelige måde: Solskin, drinks og Thy-drengene. Thy Music Collective havde inviteret til day party på Tak Rock-scenen, og det var en fornøjelse at opleve Drengebande, This is You og Quick Quick Obey spille de formiddagstrætte publikummer varme. Stemningen var ualmindeligt god, og for første gang kunne jeg mærke den sædvanlige rare SPOT-mavefornemmelse. For en stund glemte jeg alt om planlægning og program, og nød blot solen og det gode selskab.

thy-01

Først på eftermiddagen var det tid til to indslag fra Karrierekanonen. Første act var Oliver Blanc – aka Julias Moon 2.0. Til sammenligning med Julias Moon leverede Oliver Blank dog en langt mere afdæmpet koncert, med den helt rigtige mængde flødeelektropop – uden bare maver og Nik og Jay-positurer. Forsangeren havde en smuk vokal, som ikke blev druknet i lir, men blot fik lov til at fylde Domen ud. En langt mere ærlig og reel popkoncert end Julias Moon – det kunne jeg godt lide.

oliver_01

De næste på scenen var Paper Cranes, som også viste sig at være et hit. Trommeslageren havde en del problemer med det elektroniske trommesæt, og besluttede sig i løbet af det første nummer for at skifte til det almindelige trommesæt, som stadig stod på scenen. Bare sådan lige uden at gøre det store nummer ud af det. Rimelig køligt og godt gået situationen taget i betragtning. Der var jeg nok begyndt at panikke en lille smule.

Musikken var lækker – elektronisk og soulet. Vokalen fremstod hæs og luftig, hvilket var den perfekte lyd til de kantede toner. Numre som “Rubberbullets” gjorde sig rigtig godt, og hvis de havde en CD, ville jeg købe den og sætte den på repeat hjemme i stuen.

paper-01

Efter de 2 x Karrierekanonen var det tid til årets første og eneste koncert på Voxhall – og samtidig den koncert, jeg havde glædet mig allermest til. Siden norske Aurora udgav singlen “Runaway”, har jeg været blæst omkuld af begejstring over hendes talent, og jeg glædede mig som et lille barn til at finde ud af, om hun var lige så god live, som på sine indspilninger. Egentlig var jeg indstillet på en skuffelse, for hendes indspilninger er virkelig flotte, men min tvivl blev i den grad gjort til skamme, da hun trådte på scenen lørdag aften på Voxhall. Hendes vokal var krystalklar og stensikker – der var ikke skyggen af usikkerhed, og jeg kunne ikke sætte en finger på en eneste frasering. Det er meget lang tid siden, jeg sidst har oplevet det.

aurora-01

Og numrene var fortryllende – om at løbe med ulve og stå under stjernerne. Tilsat fantastiske melodier og smuk instrumentering. Sidste mandag udkom EP’en “Running with the wolves”, hvor de fleste af numrene fra koncerten kan findes, og den kan bestemt anbefales.

Og min begejstring blev bestemt ikke mindre af, at Aurora selv – født i 1996, vel at mærke – var sød at se på. Når musikken spillede var hun professionel og perfektionistisk, men så snart tonerne døde ud, og publikum begyndte at klappe, blev hun forvandlet til en lille, norsk skovalf, der smilede stort, sendte både kys og klap tilbage til publikum og fortalte om hendes bukser, der kradsede.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal høre hende live – og jeg forestiller mig, at hendes karriere snart eksploderer i stjernestøv og succes. Det fortjener hun.

Efter noget aftensmad var det blevet tid til festivalens anden dark horse – Alex Vargas. Vi havde hørt et par numre på forhånd, og Lukas var egentlig ikke så imponeret. Jeg var lidt i tvivl – enten ville det blive rigtig skidt, eller også ville det blive rigtig godt. Heldigvis blev sidstnævnte tilfældet.

vargas-01

Efter blot et par strofer havde Alex Vargas overbevist hele Lille Sal om, at de havde taget den helt rigtige beslutning ved at droppe Rangleklods-koncerten på SCC, og med sine hæse, autentiske stemme smeltede han både pige-og drengehjerter. Hans vokal kommer slet ikke til sin ret på hans indspilninger, og jeg var imponeret over hans spændvidde. Det var stadig flødepop, men tilsat hæshed og lidt kant blev det ikke for meget, men lige tilpas. Bestemt en succes.

Årets sidste koncert blev Samaris. Jeg havde håbet på dyster, nordisk electrofest med masser af bas og gåsehud, men det blev aldrig rigtig en realitet. De spillede på SCC Minor, og gennemgangs-stemningen var markant. Folk var fulde og snakkede højlydt, hvilket tog pusten fra musikken, og forsangeren på scenen var ikke rigtig i stand til at fange publikums opmærksomhed. Hendes stemme var spinkel og hun lignede lidt en, der var skæv, hvilket ikke havde den store gennemslagskraft. Så alt i alt ikke så spændende, desværre.

Samaris blev lidt en flad afslutning på festivalen, men jeg var stadig høj oven på Aurora og Alex Vargas, og samlet set er jeg således – den manglende gode mavefornemmelse til trods – godt tilfreds med årets musikoplevelser. Popdrengene med flødestemme og falset fyldte godt, og selvom jeg også gerne ville have set Vampire Blow, Kenton Slash Demon og Av Av Av, var SPOT Festival 2015 en succes. Med god musik, søde venner og solskin. Vi ses næste år.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.