10 Apr

Forårsfornemmelser

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Forårsfornemmelser

Det er fredag, solen skinner, og jeg er halvvejs i mit speciale – så tænkte, at jeg lige ville stikke hovedet forbi bloggen og sige hej. Jeg skriver i øvrigt speciale om offentlig fremførelse af ophavsretligt beskyttede musikværker og den retlige kvalificering af, hvorvidt linking kan anses som en offentlig fremførelse. KODA-sagen og så’n, I ved. Så selvom vi ikke skriver så meget om musik her på bloggen for tiden, skriver jeg om musik et andet sted. Omend på jura-sprog. Men det skal nok blive godt.

Der sker mange dejlige ting i disse dage. SPOT-festival står for døren og jeg glæder mig som altid helt umådeligt meget. Jonas Breum, Nonsens, Aurora, Av Av Av, Hessismore, hukaos, Unkwon, Yung – har I set alle de lækre sager, der er på programmet? Det bliver så godt. Og traditionen tro skal vi nok lave et “hvad-skal-du-se-på-SPOT”-indlæg, hvor vi guider til de bedste koncerter.

Derudover har Oppenheimer åbnet for ansøgninger. Så har du lyst til at spille på årets festival skal du sende din ansøgning inden 1. maj. Sidste år var et brag af en aften, og jeg forestiller mig, at i år bliver mindst lige så godt. Læs mere og ansøg her.

Og så lidt musik. Min mailindbakke er mildest talt uoverskuelig, og jeg har musik nok til et års indlæg. Men man skal jo starte et sted – og det bliver med 3 numre, som gør sig godt på en solskinsdag:

Første video er fra duoen Shy Shy Shy. De udgav singlen “Do Not Ask” i oktober sidste år og er nu klar med deres 2. single “In the Palm of My Hand”. Det har en lækker stemning over sig og lyder som soundtracket til den perfekte fredagsfilm.

Dernæst har drengene fra Eirene udgivet et nyt nummer. Vi lærte dem at kende i forbindelse med Gymnasiespot for et par år siden, og siden da har de bevæget sig med syvmileskridt. Deres EP “Out in The Open” er på trapperne, og singlen “In My Head” er en forløber hertil. Nummeret har en fantastisk volume, og jeg er helt vild med underlægningen og brugen af vekslende rytmer og kor. Den karakteristiske vokal har en snert af Mont Oliver over sig, og det skaber god vidde i nummeret.

Sidst, men ikke mindst, er der nyt fra Goldie Chorus. Med blød 80’er-vokal og en formidabel syret billedside indbyder “Struggling Hearts” til kærestesorger. Særligt versene gør det godt med de små knæk i vokalen i hver sætning, og nummeret lugter langt væk af P6 Beat. I vores gamle lejlighed kunne dab-radioen kun fange P3 og DR Oline (det’ klart), men efter vi er flyttet, har vi nu knivskarp P6 Beat flydende fra højtalerne. Og det er altså en fornøjelse at lytte til om morgenen, mens man spiser sine havregryn. Og “Struggling Hearts” ville passe perfekt ind – lige midt imellem Radiohead og Kliché.

Det var alt for denne gang – forhåbenligt går der ikke så længe, inden I hører fra os igen. Om ikke andet ses vi til SPOT, ikke? Hav en dejlig weekend.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.