23 Sep

Tako Lako – Pulse Riddle

Skrevet af Lukas Kategori: Anmeldelser, Blogge
Tako Lako - Pulse Riddle

Jeg har en ven, der hedder Daniel. Lige nu er Daniel og Mia ude for at hente ingredienser til en pizza. Denne her historie om at have Daniel boende går et stykke tilbage. Faktisk går den helt tilbage til Spot Festival 2013. Han har ikke boet her lige siden, ganske vidst. Men tilbage i 2013 boede Daniel Pihl og Kasper Boldt, to af vores venner, i vores lejlighed under Spot Festival. Almindeligvis deler de en lejlighed i København, så da de var i Aarhus, manglede de sovepladser og havregryn med mælk. Dét var noget, vi kunne hjælpe med.

En sen aften til dén Spot Festival spørger Daniel mig, om jeg ikke skal med ned og høre Tako Lako. Jeg siger, på det nærmeste ordret, at det lortemusik kan han beholde for sig selv. Jeg havde ikke hørt dem live før. Jeg kendte kun til indspilningerne, og balkan har jeg alle dage haft et virkelig ambivalent forhold til.

Efter at have hørt Tako Lakos “Pulse Riddle” gang på gang over de seneste uger, må det øjeblik, i bagklogskabens klare lys, minde ulideligt meget om en sen aften foran Newbees Festival, hvor jeg fortæller Ulige Numres Jacob Ulstrup, at jeg havde tænkt mig at blive væk fra deres koncert, fordi jeg ikke kunne lide deres optagelser. Jacob forsøgte efter bedste evne at fortælle mig, i sine pæneste ord, at jeg lidt var en fuldemandsdouche, og at det Ulige Numre, der var på vej, var helt anderledes end det gamle. Få dage efter udkom “København”. Idiot-fuldemands-Lukas.

Som I næsten kan forestille jer, så er det sket oftere end ofte, at vores umiddelbare oplevelse af et stykke musik, har resulteret i, at vi er kommet galt afsted. Public relations tror jeg, vi skal holde os langt væk fra. Men én ting er sikkert; Vi er ikke blege for at melde ud, at vi har taget fejl. Og med Tako Lako’s “Pulse Riddle” har det virkelig vist sig at være tilfældet.

Pladen, “Pulse Riddle”, den er fandme mærkelig. De første fem numre er som taget ud af Eurovision Song Contest. 12 points to Belarus. Det er velproduceret balkanpop. Syd-øst europæisk kulturliv og moderne musikproduktion i perfekt symbiose. Jeg synes, det er sjovt. Og det er altså et kompliment, selvom det ikke nødvendigvis lyder sådan.

Jeg er enormt imponeret over, hvor velproduceret lyden er. Jeg synes, det er langt ud over det sædvanlige, og fra ende til anden sætter både pladens første og sidste halvdel mange af de produktioner, som lander i vores mail, til skamme. I længden falder den humor, som jeg oplever i pladens første fem numre, helt til jorden. Men det er på alle mulige måder en smagssag, og når jeg hører pladens anden halvdel, kan jeg sagtens overleve fem numres Eurovision.

Det skal først og fremmest siges, at “Pulse Riddle” ikke er delt op i to. Det er min oplevelse af pladen, som er det. For lige så let som jeg tager på de første fem numre, lige så gravalvorlig er jeg omkring de sidste fem numre.

Det kan siges såre simpelt, at Tako Lako mestrer musik. “Right Hans Leads”-versets dubbede og simple opskrift, sammen med selvsamme nummers omkvæd, rummer fra A-Z al den dybde, som jeg havde håbet på at finde på både Mother Lewinskys debut-EP og The Awesome Welles debutalbum. Det er soundtrackværdigt for hver eneste superheltefilm jeg har set, siden Marvel og DC Comics begyndte at tage sine egne film alvorligt. I et lidt andet univers står Shredder med sine allerspidseste klør på struben af April O’Neil, og hver eneste af de fire Ninja Turtles er døde. Men i sidste sekund rejser den ene sig alligevel og redder April på bekostning af sin egen død. I netop dét øjeblik eksploderer “Right Hans Leads”-omkvædet ud i hver eneste biografsal i hele verden.

Kan det blive bedre? Ja, det kan det godt. Pladens ultimative vinder er det 8 minutter og 33 sekunder lange “The Fury”.

Tako Lako – The Fury

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

“The Fury” er det bedste nummer, jeg har hørt i år. Det er hurtigt som Spleen United, velproduceret som Sko og Torp, og storladent som Disney. Det er lyden af hovedet på hver eneste OL-atlet lige dét sekund, de skal præstere. Hver eneste student efter de har fået 12 til eksamen. En kvindes planlægningsgen i det sekund hun opdager, at hun er gravid. Vi snakker tempo, folkens. Og når tempoet er så højt, og kvaliteten kan følge med så langt som den gør, er jeg ikke bange for at bruge stereotyper. Jeg har lidt travlt for tiden, og mit allerhøjeste ønske lige nu måtte være, at hver eneste ting jeg gjorde, foregik med samme hastighed, påståelighed og kvalitet som “The Fury” gør det.

I mellemtiden er Daniel og Mia kommet hjem. De har købt ind til pizza. Så nu vil jeg sumpe tilbage i den alt for langsomme virkelighed, mens jeg undrer mig over, at jeg, fordelt på to reelle muligheder for at vælge Tako Lako til i mit liv, først som koncert og senest som blogindlæg, har Daniel Pihl boende. Imens kan du høre “The Fury” og glæde dig til at hele albummet “Pulse Riddle” går online på din lokale streamingtjeneste.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.