26 Aug

Eirene EP

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Eirene EP

Vi har skrevet om Eirene før. Sidste år udgav de “Hubris”. En, i mine øje, forfærdeligt overset jysk tone. For tonen var ikke engang jysk, eller sjællandsk, eller fynsk for den sags skyld. Tonen var voksen, og stemmen mere voksen end tonen, og produktionen mere voksen end stemmen. For en gruppe, der på daværende tidspunkt havde udgivet ét nummer og stadig bare var en flok gymnasiedrenge, var Mia og jeg ved at falde bagover af begejstring. Og forundring.

Eirene har nu udgivet en EP, og jeg havde ikke være bleg for at lave en joke om ironien i at udgive en fantastisk førstesingle og kalde den “Hubris”, og så følge op med en fantasiløs to’er. Heldigvis er det ikke tilfældet. Ligesom Anne Gadegaard har sin “Arabiens Drøm”, vil Eirene godt nok altid være ensbetydende med “Hubris” i min bog. Og det er der nu også noget fin symbolik i, selvom det ikke er så ironisk. Det med hubris og kvaliteten altså .. Ikke det med Anne Gadegaard.

Eirenes EP hedder “Eirene EP”. Det kan jeg meget godt lide, for at starte et sted. Enkelt. Der er ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de allerede er. Den indeholder fire numre. “Rush”, “Celestine”, “Little Do I Know” og “Loose Ends”. “Celestine” er den bedste, men ikke på bekostning af resten. Næsten i hvert fald.

EP’en sætter af med “Rush”:

“This is / the second / time / we are gonna finish the undone / this time / the beat of the drums / will make you stand up / at once” – (Eirene – Rush på Soundcloud)

.. og den sætter godt af. Men det er ikke mere travlt, end at de giver sig selv plads til en lang række af de ting, vi elsker her på bloggen; unge bands med orgeloptagelser; en ung stemme, som synger fordi den kan synge, og ikke fordi der kun var én i bandet, der turde; og – min personlige favorit – numre, som snildt kunne koges ned til radiosingle-længden 03:00 minutter mod en lille smule musikalsk kompromis, men som ikke er blevet det.

Udover Eirenes “Loose Ends” på 05:13 kan jeg komme i tanke om This Is You’s 04:25 på “Carbon Eyes, De Dødeliges 4:32 på “Sig Det”, og (min favorit) My Heart The Brave’s 16:33 fordelt på “Meditation One”, “Meditation Two” og “Promise (Burns)”. Forestil jer alle tre numre kogt sammen til en 02:45-single, alá hvordan det føles på Kanye Wests “Im In It”. En musikbloggers våde drøm.

“Rush” er en utrolig fin intro, “Celestine” er EP’ens absolutte vinder, “Loose Ends” lukker en knap 20 minutter lang lytteoplevelse meget eksemplarisk. Det eneste nummer, jeg har rigtig svært ved at placere, er det tredje nummer “Little Do I Know”. For at være bund-reel skyldes det, at nummeret falder i baggrund, hver gang jeg hører EP’en. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det drukner lidt i de andre gode sager. Så til sidst endte jeg med at starte EP’en på det nummer, så jeg fik den fulde oplevelse af, hvad end der gjorde, at det ikke satte sig fast. »Det er i grunden et rigtig fint nummer«, sagde jeg til mig selv. »Men det falder altså i baggrunden oven på “Celestine”«, nåede jeg frem til. Og det er selvfølgelig både godt og skidt at have et nummer, der er så godt, at et andet falmer. Jeg tror, det ville have løst sig selv ved at bytte rundt på pladens midterste numre. Så havde “Little Do I Know” i hvert fald fået lov til at få sit spotlight – og “Loose Ends” ville sagtens kunne løfte arven efter “Celestine”.

“Celestine”. Gåsehud skal der til, når forsanger Kristian Kolby Eriksen råber sig op i sit allerlyseste register omkring slutningen af nummerets første minut. I “Celestine” viser Eirene allerbedst deres overskud. De har ikke travlt med at nå en dramatisk afslutning. De har for så vidt ikke engang travlt med at spille god musik. Det har taget den tid, det nu engang ville tage at skrive fire numre, og udgive dem, og spørge, om der tilfældigvis skulle være nogen, som havde lyst til at lytte med. Det havde jeg. Og det håber jeg, at du også har fået. Ikke fordi det virker som om, Eirene nødvendigvis har tænkt sig at betale hvad som helst, for at få dig til det. Men du ville snyde dig selv for en omgang velopdragne unge mænd uden armsved og alt for mange hormoner. I virkeligheden er de unge drenge, når unge drenge er kedeligst .. Men af en eller anden årsag er det Eirene, når det er bedst. Det skal være mig en gåde, hvordan man kan være så ung og have så lidt næsering. Men det lyder fandme godt.

“Eirene EP”. Den ligger på WiMP – og andre streamingsteder, der ikke er gode nok til at få gratis reklame. Den kan også købes på iTunes. Det synes jeg, du skal gøre, hvis du kan lide den. De er nogle søde drenge, og de kunne sikkert godt bruge pengene. Jeg vil i hvert fald gerne kaste et par guldmønter efter de fire knægte – i forhåbning om, at de bliver ved med at lave lækker musik.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.