17 Jul

De sidste 48 timer på Roskilde Festival – uden en eneste tåre

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
De sidste 48 timer på Roskilde Festival - uden en eneste tåre

Vi er altså nødt til at starte et helt, helt andet sted .. Det beklager jeg. Men det seneste års tid har Mia og jeg ikke blogget så meget, som vi plejer. Forklaringen ligger i, at vi simpelthen bare har lavet nogle andre ting. Ikke engang særlig verdensomvæltende ting – gået på arbejde, taget i biografen. Vi har hørt masser af god musik, men har ikke altid fået skrevet om det.

Forklaringen er enkel: Vi skriver, fordi vi godt kan lide at skrive. Ikke fordi musik er vores et og alt, og blogindlæg er vores eneste umiddelbare mulighed for at udleve vores passion. Vi elsker at skrive. I princippet kunne Wonders Make Joy lige så godt være en filmblog. Eller en modeblog. “10 flotte paraplyer i det pureste hør”. Alle ville hade os. Men det ville være skægt, tror jeg.

Navnet “Wonders Make Joy” giver alligevel ikke nogen mening, da slet ikke musikalsk, så det ville i grunden ikke være svært at skifte tema. Men med musik kan vi virkelig få følelserne uden på tøjet. Og det kan vi sgu alligevel ikke rigtig med at par sneakers. Heller ikke dem fra Adidas. Og der er ikke nær så meget hopperi eller kolde øl i biografen. Derfor skriver vi om musik.

Men vi skriver ikke metodisk om de ti nyeste albums, med saglige analyser fra første til sidste track. I stedet skriver vi om de ti albums, som vi kan skrive de bedste tekster om. Det sker oftere end man skulle tro, at vi undlader at skrive om et fabelagtigt album, fordi vi simpelthen ikke kan finde på noget godt at skrive. Og så vil vi hellere lade være med at skrive noget overhovedet. Musik er vores hjertebarn – men den gode historie er stadig det vigtigste.

Grunden til, at det er vigtigt at forstå i netop denne tekst er, at Roskilde Festival for en blogger som mig, er den mest befriende oplevelse på hele året. Så snart festivalen er slut, begynder jeg at glæde mig til næste år. Og mine blogindlæg er langt mere umiddelbare her, end noget andet sted. Hver eneste oplevelse, der sætter sig i hjertet, får dyppet følelsespennen og bliver smidt direkte på interwebs, hvor alle kan få lov at læse med. Det er en utrolig oplevelse. Både at opleve – men i høj grad også at få lov at berette om.

Nogle gange ryger musikken helt i baggrunden, fordi alle de dejlige mennesker, vi møder i musikalske sammenhænge, gør så stærke indtryk. I den kategori er Roskilde en storspiller. For hvis alle mine pissefulde, uvaskede og ildelugtende, regnbuefarvedetights-bærende medcampister ikke var med til koncerterne, og det bare var mig selv, så ville det aldrig være det samme.

Det bedste eksempel på dette, er teksten “Orange Feeling” fra i år, som er den hårdeste mavepuster, jeg nogensinde har fået lige midt på opleveren i blogsammenhænge. Da teksten blev udgivet, sendte jeg en SMS til Sebastian Kjær: “Så er det udgivet! Jeg er selvtilfreds. Jeg genlæste det lige og blev helt rørt. Don’t hate.” .. Det var næsten pinligt. Og jeg bliver stadigvæk rørt, når jeg læser det. “Bare rolig – du er på mit hold”.

For mig har Roskilde Festival 2014 været bekræftende på rigtig mange punkter. Jeg ser ikke mine venner så ofte. Men på Roskilde Festival var de der alle sammen. Og de ville alle sammen sige hej og drikke en øl, og give et kram, og nogen gange et kys. Og så var der alle de folk, jeg ikke kender, som også gerne ville give kram, og nogen gange et kys. Men i det virvar af kram og kys nåede Rolling Stones, eller Cancer, eller Kavinsky, eller OutKast bare ikke langt nok ud over scenekanten til, at jeg er kommet hjem fra Roskilde Festival et utal af musikalske oplevelser rigere. For det er jeg ikke. Det er altid rart at se sine venner, men det plejer at være vildere, gør det ikke? Var det hele ikke lidt nemt i år?

“Det er naturligvis altid ting, man kan og skal arbejde videre på, men hånden på hjertet, så synes jeg, at det har været det bedste år nogensinde for Roskilde Festival”. Så stærkt står Christina Bildes citat i Berlingske. Sikkert flere andre steder også. Jeg havde rigtig mange gode oplevelser i år. Men selv med de obligatoriske 48 timer på Roskilde Festival, som efterhånden er blevet et tilbagevendende tema her på bloggen, blev det uden en eneste tåre i svinget.

Det var et dårligt one-night-stand. Det føltes, som at tage alt sit tøj af, og så vil hun hellere sove .. Jeg græder ikke særlig meget i løbet af i år, men jeg plejer at græde lidt på Roskilde Festival. En enkelt tåre, når jeg tager afsted, eller til en eller anden koncert, som virkelig sætter sig i tøjet. Næstefter mit år på Restricted Camping for et par år tilbage, er årets Roskilde Festival den mest uforløste Piña Colada, jeg nogensinde har drukket. Roskilde Festival er altid godt. Men det plejer at være bedre end godt. Meget bedre end godt.

Cancer
Foruden pladsen, der aldrig faldt på plads, var festivalen ellers kun lige gået i gang. Fredag morgen stod jeg op og tøffede op på pladsen for at høre Cancer. I periferien af Pavilion lå publikum og solede sig i ligedele god musik og solskin. Inde under teltdugen skinnede duoen. Jeg er ikke helt solgt til pladen “Ragazzi”, men det er jo for helvede umuligt at samle Kristian Finne og Nikolaj Vonsild i dårlig liveoptræden. Og derfor var det heller ikke en dårlig liveoptræden. Det var en god én af slagsen, og det var der mange, der var enige i. Pladsen var fyldt, og der var smil på hver eneste læbe, jeg kunne se. Men med gratis sodavand i pressecenteret, ja, der er gratis, kolde sodavand i pressecenteret, og høje temperaturer i luften fes jeg derop, og gik i gang med at skrive blogindlægget “Pladsen der aldrig faldt på plads” og køle lidt ned.

Da jeg var færdig, var det videre til Warpaint på den nye scene Avalon. Selv med burger i hånden lød det dårligt .. Sådan rigtig skidt.. Så jeg tog min burger og sodavandsfyldte mave med op foran Orange til Seeed.

Seeed
Det var fandme en mærkelig koncert. Det var fedt, men det var godt nok skørt. Da jeg kom derop, begyndte de at spille et Justin Timberlake-cover, men med tyske tekster, så vidt jeg kunne høre. Så spillede de Baauers “Harlem Shake”. Og man kan jo ikke rigtig hidse sig op over jydepiger i korte, lyserøde stroptrøjer, der er på Roskilde Festival for at høre noget, de kender – og de kender “Harlem Shake” og Justin Timberlake – men det føltes nu alligevel ikke som at stå foran Orange Scene og høre en koncert. Det føltes mere som at gå forbi en lejr med et stort anlæg.

Resten af aftenen blev en solid sammenblanding af lidt af hvert. Jeg gik ned i lejren og tyrede et par øl i svælget. Herefter tog jeg et pitstop til Deftones, bare lige for et enkelt hop eller to i rockens navn, men fumlede mig hurtigt videre ned til Damon Albarn, som til mit held afsluttede sin koncert med Gorillaz. Og det er derfor, der skal være plads til jydepigerne, for når alt kommer til alt, er jeg ikke en meter bedre. Jeg vil også hellere høre noget af det gamle Gorillaz, som jeg kan synge med på, end Albarns nye numre.

Rob Zombie
Pulsen steg og benene tog fart, da vi gik fra Damon Albarn til Rob Zombie. Et sted, lidt til venstre fra scenen, stod der en masse forældrelignende mennesker i frynsejakker og søde smil. Med alkohol i blodet og tosserier i hovedet, forvildede vi os hen til dem, for vi ville rigtig gerne hoppe lidt med vores kroppe. Og ved de voksne var der masser af plads. De smilede, de voksne, mens vi hoppede. En af dem kom over og sagde, at hun syntes, det så ud som om, vi havde det rigtig godt. Det havde vi. Jeg kendte ikke et eneste nummer. Men det var vildt, og vildt var hvad vi havde brug for.

Trentemøller
Fredag aften var et kritisk tidpunkt. Classixx, Future Islands og Trentemøller stort set oven i hinanden. Jeg skulle til Trentemøller, no questions asked, men jeg ville egentlig også gerne have set de andre. Men når jeg nu skulle vælge, skulle det sevfølgelig være Trente. Og det skulle helst være i frontpit, og med dans på, og med hvidvin på. Det krævede en del timing, men det lykkedes. Og det var rart.

Han spillede præcis den koncert, jeg havde forestillet mig. Den Trentemøller, jeg forelskede mig i i gymnasiet, er tydeligvis ikke den samme i dag. Veto har gjort det der med at tage en genkendelig klang, som alle elsker, og lavet om til noget andet uden at tabe hverken ansigt eller fans. Justice har gjort det samme. Og Trentemøller har bestemt også gjort det. Og gjort det igen. Og en gang til. Og på scenen gjorde han det også en gang til. For han har jo spillet der før, og da han var der sidst, var det mere end bare en koncert. Det var den største installation, jeg nogensinde har set pryde Orange Scene. Et umuligt projekt at følge op på. Så det forsøgte han selvfølgelig ikke. Det var en koncert med et band, og bandet hed Trentemøller. Og de spillede “Silver Surfer, Ghost Rider Go!!!” og så dansede jeg rigtig meget, og rigtig hurtigt, og så gik jeg hjem og sov.

Se .. Oventående aften havde altså både Cancer, Warpaint, Seeed, Deftones, Damon Albarn, Rob Zombie og Trentemøller. Alligevel kan jeg huske en masse koncertoplevelser uden for Roskilde Festival, hvor jeg er gået rigere hjem. Og nu begynder jeg lige så stille at forstå hvorfor. Men lad os lige tage lørdagen med for en god ordens skyld.

Lørdagen stod på Bottled In England, lidt Manu Chau, James Holden, Arctic Monkeys, Kavinsky, Major Lazer og DJ Nigga Fox. Men da det meste af lørdagen gik nogenlunde ligesom fredagen, vil jeg undlade at bruge for meget tid på, at snakke om at vågne op og drikke kolde sodavand. Gratis. Selvom det var lækkert, og jeg sagtens kunne skrive lange tekster om skønheden i en kold Cola. Kold. På Roskilde. Gratis. Wauw.

Bottled In England
De drenge skulle have haft en sommerdag at spille på. Solskin og blå himmel – det fortjente de. Og de har ellers fået meget høvl fra mig gennem tiden – og til dato forstår jeg stadig ikke helt, hvorfor I alle sammen er så vilde med Bottled In England. Men for en enkelt gangs skyld, er jeg nødt til at sætte mig ud over mine egne musikalske smagsløg, og sige, at Bottled In England ejede Apollo. Ejede. Selv i gråvejret ejede de ballonen, de spillede i, og publikummerne, de spillede for – og hver eneste lyd, der kom ud gennem højtaleren, var så skarp ned til millisekundet.

James Holden
Mens jeg stod og ventede på en hvid kasse med nudler, kunne jeg lige ænse Manu Chao i baggrunden. Men jeg skulle se James Holden. Og jeg skulle allerhelst høre ham spille “Renata”, og det gjorde han. Stemningen var utrolig spredt. Der var mange, der sov den brandert ud, de var kommet til at tage med ombord i løbet af dagen. Andre dansede i det skjulte. Henover publikummerne fra min plads bagerst kunne jeg se enkelte knyttede hænder i vejret, men det var et fåtal.

Jeg har ikke set James Holden før, og jeg tror måske, det var mit stærkeste musikalske Roskilde Festival-øjeblik i år – selvom jeg sad med tyk på maven og nudler i munden. Det var en god frugtsalat af støj, bass og subtile følelser. Megalækkert.

Arctic Monkeys
Med en flok fra lejren fik jeg trukket mig selv med i pit til Arctic Monkeys. Man skal ikke kimse af at tage til koncerter, hvor publikum kender alle numrene. Jeg har set Arctic Monkeys før, og jeg har set koncerter på Orange Scene før. Men jeg har aldrig set en mand overtage en scene så meget, som Alex Turner overtog Orange. Vi stod og jokede om, at der et sted i pitten stod jordens vådeste Soundvenue-anmelder. Hvis I forstår sådan en lille en.

Ligesom Trentemøller er Arctic Monkeys også et band, som virkelig er sluppet godt fra en solid bunke hits med deres seneste plade. Jeg kunne godt forestille mig, at en masse unge piger tror, at de er et helt nyt band, og at den seneste udgivelse “AM” er deres debut. For de virker lidt som et helt nyt band. Sammen med Bombay Bicycle Clubs seneste er “AM” én af de plader, jeg har hørt allermest i år. Jeg har 40-60 minutters cykeltur om dagen, så der kan nå at komme mange lyde igennem. Arctic Monkeys har fyldt meget.

Men Roskilde, for helvede. Hvornår er du nogensinde begyndt at være kulminationen på 1 års cykelture? Du plejer jo at være kulminationen på et helt års spænding og begejstring over, hvad jeg mon skulle opleve. Og indtil videre har jeg, foruden et enkelt Gorillaznummer, kun oplevet det, jeg regnede med.

Kavinsky
Fra Arctic Monkeys til Kavinsky. Et must-see. Koncerten blev, til mit held, 20 minutter forsinket. Så jeg fik stort set en fuld koncert med smadder. Og hvis der var én ting, Kavisky bekræftede mig i, så var det, at den ringe Warpaint-koncert tidligere udelukkende var Warpaints skyld. For Kavinskys lyd var vild. “Nightcall” spillede han som obligatorisk sidstenummer. Mhmm.. Koncerten var utrolig præget af det Major Lazer-kaos, som var ved at gå i gang ude ved Orange Scene. Festaberne var få, og smagsdommerne var mangfoldige. Der var mange, der lyttede, og ikke nok, der dansede. Men så tog vi til Major Lazer, og der var alt for mange der dansede. Vi var ikke nemme at gøre tilfredse.

Major Lazer
Jeg så ikke meget af koncerten. Det jeg så, bestod af numse på storskærm. Det blev en tand for meget, synes jeg. Og jeg kan ellers godt lide numser.

Men jeg anbefaler, at I læser Gaffas anmeldelse af koncerten. Det er Jesper Buhl, der har skrevet den, og det er den bedste anmeldelse, jeg nogensinde har læst. “Hvis Diplo ikke gider lade, som om han spiller, gider jeg ikke lade, som om jeg anmelder, så find selv ud af det.” Direkte genialt. Buhl for prez.

DJ Nigga Fox
Klokken var 02:20 natten til søndag. Vi var udkørte. Kolde og ædru. Jeg skulle møde på arbejde tirsdag morgen, og mine venner skulle møde mandag morgen på Nordjyske Medier. Begge dele kom lige pludselig meget tæt på. Hvis vi skulle have én sidste brandert, skulle det være lige nu. Vi kiggede vores programmer igennem, og der var 10 minutter til DJ Nigga Fox på Apollo – en mand, vi ikke anede hvem var. Hurtig beslutning. Vi købte 2 hvidvin, og drak dem med lynets hast. Vi dansede koncerten tynd.

I røgen fra Apollo, der stod ud fra de enorme røgkanoner, som står på hver sin side af scenen, så jeg et glimt at det galskab, jeg havde ledt efter i mig selv syv dage i træk, men ikke fundet. Men kun et glimt, og så var det væk.

Jeg kom hjem i teltet og lagde mig til at sove utroligt tungt. Da jeg vågnede, var jeg fast besluttet på af tage hjem. Så jeg stod op, pakkede mine ting sammen, tog det hele på ryggen og tog hjem til Århus. Ingen Jack White, ingen Moderat. Jeg sagde farvel – uden en eneste tåre.

En kommentar on “ De sidste 48 timer på Roskilde Festival – uden en eneste tåre ”

  1. Sebastian 07/17/2014 at 16:14

    Og det var lige præcis fordi du gik glip af Jack White, at du er så ked af det i dag. Det var årets koncert. “Som at skifte sin Opel Kadett ud med Optimus Prime”, skrev en sjov mand på Twitter. Tak Drake.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.