20 Jul

Tårn

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Tårn

Jeg er – ligesom mange andre – musikskolebarn. Jeg kommer ikke fra et musikalsk hjem, og selvom mine forældre altid har været meget musikglade, har de aldrig været musikkyndige. Derfor har min musikuddannelse været afhængig af andre – først og fremmest den lokale musikskole. Her startede jeg som lille til kor – og i løbet af årene blev både fløjte, sang og bas føjet til programmet.

Jeg brugte timer dernede – og jeg elskede det. Ikke bare fordi jeg lærte en masse om musik, men også fordi jeg lærte en masse mennesker at kende. Mennesker, som var meget dygtigere end mig, og hvis ihærdighed smittede af på mig.

Én af dem hed Asger. Han kom i høj grad fra et musikalsk hjem, og han havde den naturlige musikalitet, som jeg – og mange andre – forsøgte at tillære os. Gennem årene lærte jeg ham at kende, og jeg husker stadig tydeligt den dag i 9. klasse, hvor jeg sad på hans værelse, og han spillede et hjemmelavet nummer for mig for første gang. Det var sikkert ikke særlig godt efter nutidige standarder – men dengang var det rimelig vildt, at nogen kunne skrive sin egen musik. I hvert fald nogen, jeg kendte.

Siden er vi begge blevet ved musikken, men på hver vores måde. Mens jeg har holdt mig til blogging, booking, management og lignende, er Asger udøvende musiker i en række forskellige konstellationer.

Én af disse konstellationer er bandet Tårn, der har eksisteret siden 2012. I januar udgav de nummeret “Hvis Du Vil Ha’ Mig” med tilhørende musikvideo – en video, der i øvrigt er optaget i Asgers og min hjemby. Nummeret er blødt, men insisterende, og de nostalgiske toner bringer mig tilbage til 90’ernes skolefester, hvor aftenen blev danset væk i en rus af rød sodavand og småforelskelse.

Forleden udgav de så en livevideo af nummeret “Solskin Over Tage”. Lyden er klassisk, og stemningen er – ligesom “Hvis Du Vil Ha’ Mig” – dejligt nostalgisk.

Omkvædet er utrolig ørehængende, og særligt de lyse vokalbidder gør det til en lækker oplevelse. Det er smukt og fint, og nummeret emmer af forliste forhold og hjertesorger. “Jeg er blevet efterladt af én, der tydeligvis har glemt, hvor godt det var”. Av.. Lige i hjertet, hva’?

Melodien i sig selv er enkel, men lyrikken og vokalernes samspil gør det alligevel til en spændende lytteoplevelse, hvor ørerne automatisk spidses.

Tårn rammer tidsånden fint, hvor flere og flere dansksprogede kunstnere toner frem i vækstlaget, og særligt “Solskin Over Tage” har – i mine ører – radiopotentiale. Nummeret har en lethed og tilforladelighed over sig, som jeg tror vil gå rent ind hos mange lyttere, fordi det er nemt at forholde sig til.

En god melodi, en god tekst – der skal ikke så meget til. Vi er i virkeligheden slet ikke så kræsne, os lyttere.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.