05 Jul

Pladsen, der aldrig faldt på plads

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Pladsen, der aldrig faldt på plads

Så skal jeg godt nok love for, at der blev sat gang i festivalpladsen. Outkast, Rolling Stones, Cancer, Warpaint, Seeed, Deftones, Damon Albarn, Cyril Hahn, Rob Zombie og Trentemøller. Bum. Alt sammen inden for to dage. Bum. Warpaint var noget virkelig skidt. Bum. Men resten var virkelig godt. Bum.

Jeg er hærget. Rigtig hærget. Vabler-under-tæerne-hærget. Hver gang jeg vipper min højre fod på en bestemt måde, giver det et jag af smerte op igennem hele benet. Jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg børstede tænder i går, men jeg har helt sikkert ikke gjort det i dag. Og for anden nat i træk har jeg sovet på den forkert side af 5 timer. Den eneste umiddelbare forskel fra i går til i dag er, at jeg i nat også brillerede ved at sove i Sebastian Kjærs gule regntøj fra Helly Hansen i stedet for min sovepose, på Tøffes oppustelige luftmadras. Tøffe bor i kabinen over for min. Det korte af det lange er, at jeg er færdig. Major Lazer spiller i nat klokken 01, og jeg ved med sikkerhed, at jeg kommer til at danse natten tynd. Men lige nu har jeg lidt svært med at gennemskue, præcis hvordan det kommer til at lade sig gøre .. Men Roskilde Festival er jo fra start til slut præcis som Rolling Stones synger det i Wild Horses: “Wild horses, couldn’t drag me away”. Og tømmermænd eller ej, må vi hellere lige vende de seneste dages musikalske udskejelser.

Som officiel festivaldag stikker torsdag ud. Den går senere i gang og slutter tidligere. Færre artister på kortere tid. Det betyder, at mennesketætheden er ekstrem høj på pladsen foran Orange. Alle skal nå de samme koncerter, og alle vil gerne have en god plads. Det bliver ikke mindre packed, når Rolling Stones spiller som dagens absolutte hovednavn. Det skete ved Bruce Springsteen, det skete ved Prince, så selvfølgelig skete det også ved Rolling Stones. Det var nærmest ikke til at bevæge sig. Og oveni det kunne jeg forestille mig, at pladsen også har lidt under skuffede Chance The Rapper-fans, som ikke synes, at Pelle Peters “DJ-sæt”, som Gaffa kaldte det, var erstatning nok. Og med Chance The Rapper ude af programmet, og hvad jeg kunne forstå var en slukøret oplevelse med Earl Sweatshirt, var der tryk på til Outkast. Folk skulle have en god mundfuld hiphop. Og det skal jeg love for, de fik. Allesammen på samme tid. Foran Orange. Jeg har aldrig oplevet noget lignende på en torsdag.

“Spil noget vi kender!” eller “Spil noget med Slayer!” er begge koncertclicheer. Men ikke uden grund, for da kendingerne som “Mr. Jackson”, “I Like The Way You Move” og selvfølgelig “Hey Ya!” bragede ud, kom der en lille smule ro på settet, selvom pladsen stadigvæk ikke altid bragede med. “Hey Ya!” gav desuden anledning at synge “Slay Ya!” (red. Slayer), som Camp-buddy Malte opfandt, da han en af dagene i lejren blev bedt om at spille noget med Slayer. Selv mens jeg sidder og skriver det, fniser jeg over, hvor skægt det er.

Outkast sluttede, så vi stak af. Og da sker det, at en veninde mister sin taske på turen fra Outkast til Lykke Li. Så hende og jeg droppede Lykke Li for at gå ud og lede. Tårene trillede ned af kinderne på hende, og vi holdte i hånd for ikke at miste hinanden i mængderne. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det har set ud. Halvfuld fyr trækker rundt på grædende pige i to timer .. Og vi fandt ikke tasken. Så det var noget uforløst, at jeg tog til Rolling Stones.

Jeg kan ikke min Rolling Stones ret godt, men “Wild Horses” ramte mig alligevel lige midt på følelserne. Som Beatles’ “Black Bird” bliver det nogen gange glemt i mængden af “Satisfaction”-s og “Yesterday”-s.

Herfra og frem kan jeg lige så godt sige, at jeg simpelhen ikke kan huske, hvad der er sket. Men jeg vågnede i hvert fald op ved siden af Tøffe, som man jo kan risikere at gøre det på Roskilde Festival.

Torsdag, set gennem mine øje, blev en torsdag på pladsen, der aldrig faldt på plads.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.