03 Jul

Opvarmningsdagene fra A-Z

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Opvarmningsdagene fra A-Z

Det er svært ikke at fortabe sig i det gode humør. Men det er ikke det gode humør, vi er for. Vi er her for musikken, og så kommer det gode humør af sig selv. Og går det godt, så kommer der meget af det. Og det går heldigvis godt, for the most part i hvert fald.

For mig har Rising fyldt meget. Nok for meget. For når alt kommer til alt, er Rising måske, i alle mulige andre sammenhænge end Roskilde Festival, en udemærket scene. En scene, som mange andre scener også er det. Men med Apollo, Apollos område og Apollos lyd til sammenligning, og Pavilion Junior som det umiddelbare alternativ, er det svært ikke at opleve Rising som én af de få gange, hvor Roskilde Festival simpelthen bare ikke har gjort sig umage.

Apollo var til gengæld, som altid, følelsernes fæstning. Om så mit liv afhang af det, kunne jeg ikke skrive en objektiv anmeldelse fra det orange beatmonster. For selvom det altid er godt med en ordentlig mundfuld stiv bas og håret tilbage, så gør det umådelig stor forskel, om jeg har taget mine bedste kammerater med, eller om jeg står bagerst til koncerten og kigger på.

Brynjolfur
Alligevel skulle det ske, at jeg oplevede en koncert, som umiddelbart kunne have klaret sikker passage igennem de fleste scenarier. Brynjolfur var en rødhud på ballonen. Det lyder som en kønssygdom, men det smagte slet ikke sådan. Han var simpelthen bare usædvanlig rød i hovedet, som han stod der og delte ud af godteposen. Men det er også hårdt arbejde at levere så god musik.

Selv på Apollo kan det være en udfordring at spille folk op på tæerne som den første på scenen, men det var ikke en udfordring, som Brynjolfur eller publikum var bekendte med. Stemning var høj, og jeg fik taget mine første rigtige musikalske hop til denne koncert.

Blaue Blume
Skuffelsen over Rising startede med Blaue Blume. Jeg har har senere tænkt over, hvorvidt jeg ville have haft mere til overs for scenen, hvis jeg ikke havde haft en uovertruffen oplevelse med bandet i Lille Sal for et par måneder siden. De langhårede engle i mængden, som bliver mindre og mindre langhårede for hver gang jeg ser dem, gav på alle måder udtryk for at være meget taknemmelige for at være på scenen, så måske er det bare mig, der er gal på den. Jeg tror nu mest på min umiddelbare indskydelse om, at scenen er frygtelig fra ende til anden. Blaue Blume selv var derimod alt andet. Koncerten var ikke den kulmination af følelser og hype, som jeg havde troet den ville være, men det var dejligt at se dem, ikke desto mindre.

Samaris
Tirsdag var der spinkle piger med bas og blæs til morgenmad. Jeg stiger som regel af på elektronisk musik, når det begynder at ligne Sorten Muld for meget, og da pigerne på scenen oven i købet dedikerede ét af numrene til månen, kom Samaris og jeg de to centimeter fra hinanden, som gør hele forskellen. De virkede meget unge, og umiddelbart en smule overvældede over hvor høj deres egen musik kunne være på Apollos højtalere. Det var egentlig en god koncert, men så er der vidst heller ikke mere at sige.

ros-04

Unkwon
Jeg så ikke meget til Unkwon. Eller rettere, Unkwon så ikke meget til mig. Jeg sad helt nede bagved mæ’ øl i æ’ hånd, græs å’ æ’ tøj og bas i æ’ hår. Det var ulideligt rart. Når nu man smider en ferieuge for at kunne tage afsted på festival, så skal man ikke undervurdere bare at stirre ud i luften en gang imellem. Det mest af tiden tænke jeg på, hvorfor – uden nogen umiddelbar musikalsk sammenligning – Natal Zaks ikke har spillet på Apollo endnu.

DNKL
Jeg har alligevel aldrig før oplevet en forsanger, der var så glad for at stå på en scene, at det forstyrrede min oplevelse. Men når der står tre drenge i sort tøj og alverdens noiseeffekter rammer forsangerens stemme på vej ud igennem højtalerne, så skal forsangeren måske ikke gå helt One Direction på den, så publikum taber tråden. Det er bare et tip.

ros-08

Nonsens
Koncerten på Apollo sidste år står som én af de stærkeste oplevelser, jeg har haft på Roskilde. Koncerten på Skatescenen i år var ikke i nærheden af den. Det var blod på alle knæerne, hudskrabere (godt navn til et dårligt punkband, som ville passe perfekt ind på Rising) på albuerne og smil på alle læberne. Men Nonsens på Apollo sidste år var en lektion i amok fra A-Z, og årets koncert levede ikke helt op til samme standard, omend det stadig var drønlækkert. Så hvis du vil have en beskrivelse af, hvordan Nonsens er under alle de bedste omstændigheder, så kan du bare bladre lidt tilbage i arkiverne og finde anmeldelsen fra sidste år. Dét var vildt.

ros-12

Say Lou Lou
Fra en trio til en duo, der visuelt var det nærmeste, jeg har været på en koncert i warm-up, der lignende noget fra de store scener. Musikalsk var det en helt anden oplevelse. Ikke noget at skrive hjem om.

ros-20

Mont Oliver
Derfor går jeg direkte videre til en oplevelse, som var værd at skrive hjem om. Jeg var ikke den største fan af Mont Oliver, lidt ligesom jeg ikke var den største fan af Karl William. Men begge to, og senest den første, har i den grad sat mig på plads med live-oplevelser. Det er fuldstændig umuligt ikke at synge med på “19”, når den blæser udover højtalerne – også selvom det er på Rising. “Liiisten – I’m about to lose my mind”. Lige midt på følelserne. “Bare rolig – du er på mit hold”, og alt det der. “Give Me Nothing” er stadigvæk et pishamrende kedeligt nummer. Men hold kæft for en koncert.

Bloody Beach
Tirsdag, efter at jeg havde brugt alt for mange timer i pressecenteret på at gå de seneste dages billeder igennem, stod den på surf. Surf punk. Surf punk calypso, måske endda. Forsangeren dansede fuldstændig som en fuld onkel til familiefest, og på et tidspunkt råbte han: “Vi forstår hinanden”. Og det gjorde vi sgu. Bloody Beach er det band, jeg i år har oplevet, som passede bedst ind på Rising som scene. Roligt og uden så mange problemer. En mand med bar røv dansede rundt foran scenen med et lyserødt telt på sit hoved. Ikke mindre end tre vagter gik forbi ham med samme konklusion; han udgør ikke nogen risiko for nogen. Det skulle da lige være ham selv. Jeg har vedlagt et billede her.

imens vi venter

S!vas
Virkelig mange mennesker. Ikke kæmpe fan. Træls koncert. Jeg tog et billede af ham her i stedet.

sivas

Snavs
Virkelig mange mennesker. Kæmpe fan. Shit mand, det var vildt. Ikke at han kan gøre for det, men han spillede lige et par timer for tidligt. Slick Shoota og Faustix, som fulgte efter, var vilde. Men de havde slet ikke samme power som Snavs havde.  Jeg dansede tæt med Sebastian Kjær fra Mer’ Støj!, som var med til Nonsens sidste år, og vi blev hurtigt enige, at Snavs er det tætteste vi har været på en lignende siden. Dog uden sammenligning.

snavs

Klokken har rundet 17:30, og det er onsdag. Det betyder, at pladsen er blevet åbnet, og de store scener går i gang én efter én. Drake har aflyst. Igen. Han gjorde det også tilbage i 2010.

I couldn’t care less, men Mia har lige sendt mig en skæg SMS fra Aarhus; “Hvis Kanye erstatter Drake, ligesom han gør i England, så bliver jeg så sur, at jeg måske dør”. Hvis Kanye overtager Drakes plads, så er det anden gang i år jeg oplever en aflysning for det bedre. Senest med Bombay Bicycle Club på Northside Festival 2014, som stand-in for St. Vincent. Vi venter begge to i spænding på at finde ud af, hvad det kan blive til. Men én ting er sikkert. Roskilde Festival er gået igang. Og det med et utrolig solidt program. Det bliver fire gode dage med en masse at se frem til.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.