20 May

Annasaid: Rite De Passage

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Annasaid: Rite De Passage

Breaking, breaking, breaking. Ikke breaking i dag .. Men i april måned var det breaking, breaking, breaking. Annasaid, dem der udskifter medlemmer, når de bør udgive singler, og udgiver singler, når de bør udgive plader, har udgivet en plade. Vi kigger på, om den var ventetiden værd. Eller, det gør vi sådan set ikke.. Vi skriver bare lidt om musikken, mens vi spiser en grøn sodavandsis. Det er sådan en grøn skub-op-is. Og den minder på mange måder om tonerne fra det århusianske vidunderband. Sød og syrlig på tungen.

Som bekendt kan førstehåndsindtrykket gøre hele forskellen, og Annasaid gav vi hånd til for første gang for rigtig lang tid siden. Eller smagte på, i skub-op-is-metaforen. Jeg turde ikke .. Hverken at give hånd til dem eller at smage på dem. Vi var på Train til deres releasefest, og Mia gik resolut over og præsenterede sig selv og den dengang meget unge blog. Vi købte pladen og skrev efterfølgende om koncerten. Jeg var starstruck som jeg kun én enkelt gang har været det før – Kjeld Tolstrup, Skateistan 2011. Så god var koncerten.

Debutalbummet “Jua” fra 2010 startede med nummeret “Medicine”. En tempofyldt omgang. Lige så tør og spids som lyden var på “Medicine”, lige så melankolske og storladne var afslutningsnumrene “Moonmanstripletan” og “(Parantesis)”. Fire år er gået siden “Jua”, men med introen på “Rite De Passage” formår Annasaid at samle de to albums så godt, at man hverken mærker udskiftning i bandmedlemmer, udskiftning i inspirationskilder eller hvor lang tid det tog at lave den skide plade. Seriøst – åbn Wimp og hør “Moonmanstripletan”, “(Parantesis)” og “Intro” i direkte forlængelse af hinanden. “Intro” kunne have været outro på “Jua”. Det er altså godt skuldret, Annasaid.

Men der er andre numre på pladen end “Intro”, og historien om de numre er en helt anden. “Rite De Passage” er ikke den tekniske kraftpræstation, som jeg, uden at være pishamrende musikkyndig, altid har oplevet “Jua” som. Det er en blanding af stadionrock og at være 12 år gammel og brænde alle sine ulovligt downloadede MP3-favoritter ned på en CD-ROM og blæse trommehinderne i stykker på sin nyindkøbte discman fra tanken, som virkelig gjorde hvad den kunne for ikke at hakke. Og det var svært, for den hoppede på bordet, når man dansede så meget på sit værelse, som man gjorde dengang.

Martin Sahlertz er ingen Chris Martin, men det er sgu lidt Coldplay over det, når Annasaid for anden gang i træk udgiver en samling unge drenges drømme, grøn skub-op-is eller ej, og får det til at lyde så godt som det gør, uden af få mere ros end de gør.

“Can’t Stop The Ringing” lyder lidt af Friendly Fires, men ikke mere end at Annasaids egen kulør stadigvæk fylder størstedelen af lydbilledet. Og “Voices”? Wauw. “Voices in the air, we don’t care”. Et perfekt fuck you til Gaffas firestjernede anmeldelse. Hvis du er 20 år og føler dig lidt udenfor i verden, så prøv at komme tørkindet igennem “Voices” – I dare you. Det er fandme smukt.

“Rite De Passage” er en flot udgivelse, og allermest glæder jeg mig bare til at høre bandet, som gik Dalai Lama på sig selv i fire år, optræde med hele balladen. I det hele taget er “Rite De Passage” din tid værd, så tag at brug noget tid på den. Køb den – eller lyt til den på din foretrukne streamingtjeneste, så Rasmus Seebach eller Medina kan få et nyt sommerhus.

Annasaid – Can’t Stop The Ringing

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Streamingtjenesterne er selvfølgelig ikke de eneste, der skal have lov til at forære Annasaids musik væk – vi vil også være med! Derfor udlodder vi en lækker merchandisepakke med “Rite De Passage”-vinyl, en Annasaid-t-shirt og en Annasaid-mulepose. Send en mail med navn, adresse og t-shirt-størrelse til mia@wondersmakejoy.dk – så deltager du i konkurrencen om de rare sager. Konkurrencen slutter søndag d. 25. maj kl. 20.

Vi glæder os til at høre fra jer – i mellemtiden kan I lytte lidt til “Rite De Passage”.. “Voices in the aaaaaair, we don’t caaaaaare”. God aften.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.