11 May

SPOT Festival 2014

Skrevet af Mia Kategori: Anmeldelser, Blogge
SPOT Festival 2014

SPOT Festival er min yndlingsfestival. No shit. Yndlings. Ikke fordi jeg har været på en helvedes masse, men stadig.. Jeg er slet ikke i tvivl. Spillestederne, musikken, stemningen i byen – der findes ikke noget tilsvarende. Du kan gå fra koncert til koncert på få minutter, spise en burger på vejen, sige hej til dine venner, lægge dig på noget græs i solen, og gå hjem og sove i din seng, når du bliver træt. Det er succesopskriften på enhver festival – i hvert fald i min bog.

SPOT Festival 2014 levede bestemt op til opskriften – og mere til. Årets festival var den bedste, jeg har oplevet i mine 4 år som musikskribent. Solen skinnede, der var overvældende mange gode koncerter at vælge mellem, og vi havde mange optrædende venner – det var altså skønt.

Som vi skrev her, havde vi 38 koncerter på programmet. Rimelig ambitiøst. Og rimelig urealistisk. Vi nåede lige præcis halvdelen – 19 koncerter. Og selvom 19 ikke lyder af så meget i forhold til 38, så synes jeg faktisk, vi havde rimelig meget fart på i løbet af vores 2 dage på festivalen. Fra én koncert til en anden, indtil vi gik døde og væltede hjem i seng.

Fredag
Fredag eftermiddag var vi klar til at kaste os over dette års festival. Eller.. Halvdelen af os var klar! Den anden halvdel var på arbejde og gik glip af de første koncerter. Heldigvis havde jeg allieret mig med en sød fyr fra Vuf Empire, som jeg kunne tage med til koncert.

Broken Twin, Store Sal
Festivalen startede med yndig, yndig musik fra Broken Twin – til siddende koncert i Store Sals røde plyssæder. Det var sådan set en rigtig rar måde at starte eftermiddagen på. Hun har en flot stemme, Majke, og langsomt – men sikkert – fik hun løsnet op i det anspændte SPOT-publikum, der lige skulle se arrangementet og hinanden an. Tonerne fra debutalbummet “May” fik lov til at sprede sig i Store Sal, og selvom frontfiguren selv var lidt tilbageholdende og ikke sagde mange ord, var det en skøn start på 2 dages god musik.

Louis Rustum og Tais, Lille Sal
Kender I Hukaos? Det håber jeg. Det århusianske musikfællesskab har efterhånden fået skovlen godt under musikbranchen, og der går ikke længe, før de river hele lortet op med rod. De kan altså noget, de drenge.

Derfor var der også sat kryds ved Louis Rustum og Tais – og selvom jeg umiddelbart var lidt skeptisk over en siddende koncert midt på eftermiddagen med den type musik, endte jeg med at blive utrolig positivt overrasket. Da først bassen fik frit spil og de to fyre trådte ind på scenen glemte jeg alt om dagslyset udenfor. De skiftedes til at synge et par numre, hvilket gav en fed dynamik i settet. Louis Rustum charmerede hele salen med sin tilbagelænede musik, men udviste stadig enorm energi på scenen. Og Tais ligeså. Han bevægede sig rundt på hele scenen, mens han smeltede pigehjerter med sin lækre, lækre vokal – der i øvrigt lyder meget federe live end på hans nuværende indspilninger. Mhmm.. Fredagsfløde.

Amason, SCC
Svenske Amason var ét af de bands, vi havde betegnet som et must-see på årets program. Men det var ikke noget stort hit – desværre. Jeg var rigtig glad for den mandlige vokal, men han fik desværre ikke meget spilletid til koncerten på SCC. Måske er det altid sådan. Måske havde både Lukas og jeg fået en lidt anden opfattelse af bandet, end meningen var. Vi var i hvert fald ikke så begejstrede. Ikke fordi de var dårlige – slet ikke. Men det var bare ikke så stor en wauw-oplevelse, som vi havde forventet. De spillede “Went To War”, som er et dejligt, dejligt nummer  – men ellers var det ikke så spændende. Desværre.

The Attic Sleepers, Filuren
Egentlig har vi ikke fulgt så meget med i Karrierekanon i år, men da vi hørte duoen The Attic Sleepers blev vi nødt til at kigge forbi Karrierekanonens scene på SPOT. Mathias og Matias er utroligt søde, og de laver utrolig flot musik. Med smukke numre som “Lines” fik de hele salen til at tie stille og lytte opmærksomt, og da jeg forlod koncerten for hurtigt at løbe på toilettet, kunne jeg ikke komme ind igen på grund af kø. Dumt af mig. Megasejt af dem. Og velfortjent. Æj, det var en fin koncert. De er i øvrigt – og med den største selvfølgelighed – gået videre i Karrierekanon. Se dem lige på Smukfest eller lignende, ikke? Det bliver du glad for.

01

Lis Er Stille, Radar
Fuld smadder – med teatralske melodier, afbleget hår og et begejstret publikum, der havde fyldt Radar til randen. De spillede til Gymnasiespot i forrige weekend, men fordi vi skulle sidde og votere nåede vi kun lige netop at opleve dem gå af scenen – fuldstændig gennemsvedte og uden trøjer på. Der stod vi rimelig meget med en øv-der-gik-vi-glip-af-noget-følelse. Og det gjorde vi. I hvert fald ud fra koncerten på Radar. De er overgearede, men på den allerfedeste måde, og “Lyncher’s Aim” går direkte i blodet. Årh, det er fedt.

Spejderrobot + Emil de Waal feat. Aarhus Jazz Orchestra, Den Rå Hal
Hvem end der har fået ideen til den her koncert, burde få verdens største flødeskumskage. Hold kæft, det er godt tænkt. Spejderrobot på computer, Emil de Waal på trommer – og Aarhus Jazz Orchestra på alverdens instrumenter. Og så lige lidt Kraftwerk oven i hatten. Konceptet holdt 100%, og det var imponerende hvor meget lyd de kunne få ud af Kraftwerks relativt simple numre. Der var både plads til trompet-soloer og tunge elektroelementer, og samhørigheden mellem orkester og de to Crash and Compute-fyre sad lige i skabet. Trans.. Europa.. Express..

Reptile Youth, SCC
Af en eller anden grund har vi aldrig fået set Reptile Youth. Det er ét af de mange bands, hvor man alt for ofte har tænkt “nååh, dem ser vi nok en anden gang”, og så har man aldrig fået dem set. Men nu skulle det være! I hvert fald lige de sidste 10 minutter. Da vi ankom havde Mads Damsgaard allerede publikum i sin hule hånd, og med svejende krøller og energipumpende vokal havde han startet festen for længst. Det er imponerende, hvordan han kan blive ved med at give sig 110% og ikke være faldet om af udmattelse endnu. Må han leve for evigt.

Blaue Blume, Lille Sal
Siden vi hørte Blaue Blume for første gang sidste år, har vores forventninger til en fremtidig livekoncert vokset støt. Og med støt mener jeg “med galoperende hastighed”. Vi har forsøgt at holde os lidt tilbage, men for hver gang vi har hørt et nyt nummer, er vi blevet gladere og gladere for de fire drenge og deres musik. Og så udgav de “In Disco Lights”.. Seriøst, har I hørt det? Det er Disneymusik med skønsang og bløde fraseringer, men samtidig afsindigt skarpt, og noget du aldrig har hørt før. Det er det bedste nummer jeg har hørt i lang, lang tid.

Koncerten i Lille Sal havde topprioritet i vores program. Det var den eneste koncert, vi død og pine ikke måtte gå glip af. Og det med god grund. Det var afsindigt godt. Lige så mærkeligt, som jeg havde håbet, og lige så smukt, som jeg havde drømt om. Jonas Smith har den vildeste vokal – med en imponerende spændvidde. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan synge en hel koncert uden at sætte foden forkert på ét eneste tidspunkt. Og da “In Disco Lights” flød ud af højtalerne, var hele salen solgt. Blaue Blume er det mest originale i dansk musik lige nu. Der er slet ingen tvivl. Hold kæft, hvor er de dygtige. Se dem, inden udlandet snupper dem.

02

Fuck Art, Let’s Dance, Foyer
Efter et par dybe vejrtrækninger oven på Blaue Blume-bombarderingen bevægede vi os ud mod Foyeren og tyske Fuck Art, Let’s Dance. Der var fest. Foran scenen havde der samlet sig en række piger, der berusede – enten af øl eller musik – dansede som om ingen kiggede. De var enormt begejstrede for den lille fyr forrest på scenen, der sammen med sit band leverede potent dansemusik. Den dansende folkemængde voksede sig langsomt større og større, og på trods af at være placeret på festivalens mest udfordrende scenen, formåede Fuck Art, Let’s Dance at holde en gedigen fredagsfest. Hatten af for det.

Lørdag
Lørdagen startede som lørdage gør bedst. Med morgentrætte venner, en sofa, lidt kaffe og god musik på anlægget. I løbet af natten havde vi fået Morten fra In Memoirs på besøg, og han forkælede os med lidt musik fra hans nyeste projekt And The Grenadines. Bagefter sang han 80’er-ballader, mens vi gjorde os klar. Det var virkelig hyggeligt. Det skulle I tage at prøve en dag.

Lørdagsslik 
Solskin, slik og Sekuoia- hvad mere kan man forlange en lørdag formiddag? “Lørdagsslik” var endnu et genialt påfund – flødeskumskager til dem også. Folk lå på græsset og nød musikken og den gratis slik fra Malaco, og det var den perfekte mulighed for at opleve Sekuoia, som vi gik glip af aftenen før. Hans bløde toner gjorde sig godt sammen med træthed og tømmermænd, og han agerede musikalsk fluffer til UG.

Quick Quick Obey, Foyer
Vi har set Thisted-drengene fra Quick Quick Obey før, så vi vidste godt, hvad de kunne levere. Vi har hørt deres album og forelsket os i numrene, men alligevel var koncerten i Foyeren en overraskelse. Sidst vi så dem, var det på en lille scene i mørket på Radar, hvor de alle stod placeret bag hver deres instrument. Men koncerten på SPOT gav dem plads til at folde sig ud, og det var meget, meget klædeligt. Forsanger Esben Halkier var over alt – på højtalere, på hug, yderst på scenekanten, alle de steder hans mikrofonledning tillod ham, og det gav en fantastisk energi til de halvdrømmende numre. Og det fungerede samtidig som en kærkommen mulighed for Esben for at demonstrere hans evner til at synge knivskarpt uanset aktivitetsniveauet.

Efterfølgende har Quick Quick Obey modtaget en storm af rosende ord fra prominente musikfolk, der har været dybt imponeret over koncerten i Musikhuset. Og vi er SÅ glade på deres vegne. De har knoklet, udgivet et fantastisk album – og nu er det endelig ved at gå op for resten af musikverdenen, hvor dygtige de er. We fucking told you so..

03

My Heart The Brave, SCC
“Der er lagt i ovnen til en musikalsk succes”. Sådan skrev jeg om My Heart The Brave alias Caspar Hesselager, da han i sin tid marcherede ind på den danske musikscenen med singlen “Keep Me From It”. Marchen fortsatte på SCC, hvor han sammen med Aske Bode, Jacob Haubjerg og Ask Bock leverede melankolsk popmusik badet i røg. Det var en fornøjelse at opleve – og en fornøjelse at se et “mindre” navn på SCC, der ellers plejer at være forbeholdt folk som Mø og Christoffer. Det var fedt at se My Heart The Brave få lov til at sprede vingerne – også selvom publikummet ikke helt kunne fylde pladsen ud. Det giver en helt anden facet af oplevelsen, og musikalsk er der i hvert fald ingen tvivl om, at Hesselager og co. fortjener en hel fodboldbane.

04

November December, Foyer
De spillede til et af vores Mer’ Støj!-arrangementer, og siden har jeg været helt skudt i de 5 Århus-drenge og deres fænomenale vokaler. De har en uovertruffen evne til at synge sammen, og harmonierne flyder som varm sirup på søndagspandekager. Koncerten i Foyeren var endnu et bevis herpå, og for en gangs skyld virkede lokalet faktisk til de optrædendes fordel, idet numrene fik lidt ekstra klang af det store rum. Folk sad på gulvet foran scenen, og rundt omkring kunne jeg høre flere, der sang med på numrene. Det sker altså ikke så tit på SPOT Festival.

League of Extraordinary Gentlemen, Den Rå Hal
Amerikansk rap og dansk electro. Hårdtslående rim og hårdtslående bas. Håndtegn og langefingre. Den her koncert havde det hele. Da jeg i sin tid anbefalede koncerten, vidste jeg ikke helt, hvad jeg kunne forvente af de to fyre – men mine forventninger blev i hvert fald imødekommet til fulde. Ikke bare var musikken usandsynligt lækker, rapperen Note var også usandsynligt sympatisk. For selvom han var big man on campus og hoppede rundt på scenen med bandeord til højre og venstre, så var han alligevel utrolig ydmyg og taknemmelig – så taknemmelig, at han efterfølgende gik hele vejen rundt i Den Rå Hal og sagde “thank y’all for coming” til alle de fremmødte. Det er fandme god stil. Og fandens god musik. Jeg håber virkelig, nogen af jer fangede en af deres impuls-koncerter i København i løbet af ugen.

Copia Doble Systema // Alo Wala, Den Rå Hal
Vi var rimelig meget oppe at køre over League-koncerten, så vi droppede at forsøge at komme ind til Penny Police, og i stedet spiste vi verdens største grillpølse og ventede på Copia Doble Systema. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé – specielt det med grillpølsen. Det gav nemlig lidt ekstra energi til den fest, som ventede på os i Den Rå Hal. De tre Copia Doble Systema-drenge lagde ud med et par numre, hvorefter de fik selskab af Shivani Ahlowala, så de tilsammen dannede Alo Wala. Herefter stod den på fantastisk hiphop-Bollywood-bas-fest – med en guldklædt Shivani i front. Hun udvalgte sig en “cityboy” blandt publikum, og herefter leverede hun i selskab med Copia-drengene en perlerække af dansable numre, til hvilke “cityboy” og resten af hallen rystede hårpragt og bagdel til. Det var SÅ godt.

05

Karl William, Lille Sal
Kan I huske Hukaos? Jeg sagde jo, de kunne noget. Lørdag aften bød på endnu en Århus-fyr i Lille Sal, og det skulle vise sig at blive dette års største overraskelse. Jeg har ikke været den største Karl William-fan, alene fordi jeg ikke har fået hørt hans musik ordentligt, men de sidste par uger er jeg blevet rigtig glad for “Foruden at Forgude”, som de spiller en del i radioen. Det er et lækkert nummer – så lækkert, at den rødhårede knægt blev nødt til at spille det to gange i træk for at tilfredsstille det skrigende og klappende publikum. Vi var blevet advaret om, at hans vokal ikke var specielt god live, men der var ikke et eneste kiks – i hvert fald ikke noget, vi lagde mærke til, da først musikken spillede. Karl William selv var øjensynligt glad over fremmødet og publikums positive respons på hans musik, og selv efter at have sagt “tusind fucking mange tak” en 6-7 gange, virkede det ikke som om, han rigtig kunne sætte ord på sin begejstring. Det var virkelig fedt at være en del af.

Settet bestod af numre fra den nyligt udkomne EP “Døende” – som du i øvrigt bør købe hurtigst muligt og smide på dit anlæg. Det er en gennemført samling musik, som du helt sikkert vil sætte pris på at have i din musiksamling. Specielt hvis du ikke var der til at opleve magien dén lørdag aften.

Lowly, Foyer
Efter at have rundet Lille Sal-koncerterne af for i år, drog vi videre for at afslutte den næste scene – Foyeren. Og det med en mand, vi tidligere på dagen havde set pryde selvsamme scene. Steffen Lundtoft, der sammen med de fire andre fyre i NovemberDecember havde leveret skønsang blot et par timer tidligere, stod igen klar – denne gang sammen med Lowly. I Lowly spiller han trommer, ligesom han gør det, når Asbjørn skal ud og optræde. I det hele taget er Lowly en noget sammensat størrelse – bestående af mennesker, som allerede spiller i så mange andre genkendelige konstellationer, at det ikke kan betale sig at remse dem allesammen op.

Rummet var proppet med mennesker, men det var en stille koncert med masser af rum til os alle sammen. Lowlys nærvær på scenen var stærk, og nervøsitet kunne man ikke mærke det mindste til. Det lagde en ro over en ofte utilgivelig travl Foyer, som jeg sjældent har oplevet før. Det kræver sit musikkollektiv at få hele Musikhusets banegård til at lytte lørdag aften efter to dages ræs fra koncert til koncert. Men netop sådan et musikkollektiv er Lowly. Well done.

Snavs, Radar
Da lørdag var sidste festivaldag for os, skulle den afsluttes med manér. Og det blev den. I selskab med Snavs og en masse fulde mennesker dansede vi den sidste energi ud af kroppen på Radar, hvorefter vi gik hjem i seng. Settet bar præg af tung bas og utallige drops, og efterhånden som koncerten skred frem blev der plads til både mosh-pit og techno-toner. Det var præcis, hvad vi trængte til efter 2 dages koncerter. Så tak til Snavs og hans bas.

06

Og så blev det søndag. Og så skulle vi til konfirmation. Topfedt. Vi var rimelige flade i konvolutterne – men på den gode måde. Den måde, hvor 2 dages fantastisk musik stadig sad i kroppen og summede.

Som sagt var årets festival en gennemført god oplevelse – og vi har ikke noget at brokke os over. Det skulle da lige være konferencierne.. Hvordan kan man have så god musik, og så dårlige mennesker til at præsentere den? Med undtagelse af Nicholas Kawamura og Per Vers var samtlige konferencierer tåkrummende og akavede – det var helt tydeligt at mærke, at de ikke anede, hvem de optrædende var, men blot læste op fra et papir, som de havde fået stukket i hånden. Det er ikke fair – hverken over for musikerne eller publikum. Så det fikser I lige til næste år, ikke SPOT?

Tak for i år – tak til venner, veninder, branchefolk, SPOT-folk og ikke mindst de optrædende. Vi glæder os allerede til næste år.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.