28 Apr

Wyatt Heap remixer Veronica Maggio

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Wyatt Heap remixer Veronica Maggio

For et stykke tid siden fik jeg et gedigent girlcrush på Veronica Maggio – den svenske sangfugl, der bl.a. står bag kæmpehittet “Måndagsbarn”. Jeg dansede rundt til “Jag Kommer”, sang med på “Bas Gillar Horn” og græd lidt til “Snälla Bli Min” (seriøst, hør den). Æj, hvor er hun sød. Og svensk. Så ikke rigtig relevant for Wonders, i og med vi kun skriver om dansk musik.

Og det ærgrede jeg mig egentlig lidt over. Jeg vil altid gerne dele det med jer, når jeg støder på god musik. Jeg havde det på samme måde med Asgeir Trausti – hans islandske baggrund satte lidt en stopper for mine skriverier om hans musik. Men så spillede han heldigvis til SPOT, og så kunne jeg alligevel få lov til at kaste lidt kærlighed på ham.

Nu er det samme heldigvis sket med Veronica Maggio. Vi har nemlig fået en mail fra danske Wyatt Heap, der har haft hendes “Hädanefter” igennem remixmaskinen, og det er jo en glimrende mulighed for at komme uden om vores selvudnævnte regel.

Umiddelbart var jeg lidt skeptisk. “Hädanefter” er mit yndlings-Maggio-nummer, og jeg kunne ikke forestille mig, at et remix ville være klædeligt. Men jeg tog heldigvis fejl. Wyatt Heap har styr på sagerne – også når det kommer til svenske sangfugle og uptempo melodier om parforhold.

Tempoet er sat ned i forhold til originalen, og der er tilføjet lidt lækre klap. Jeg er vild med det. Originalen kan godt blive lidt støjende og voldsom at høre på, når du har hørt den for mange gange i træk (guilty!) – men Wyatt Heaps downtempo remix giver lidt luft til ørerne, så du kan trykke repeat uden at sætte din øresnegl på overarbejde. Kæmpe win.

Hvis du i øvrigt synes, at Wyatt Heap lyder bekendt, så er det fordi, han tidligere har lavet et lækkert remix af Birk Storm, som blev spillet en del på P3. Han har også haft fingrene i Kites and Komets, og generelt er han ferm til at dreje på de rigtige knapper. Specielt når det kommer til tilbagelænede, lækre tracks som ovenstående.

Hold øje med Wyatt Heaps Facebook eller Soundcloud – jeg er sikker på, der kommer flere musikalske lækkerier til os.
I mellemtiden vil jeg gå ud i aftensolen og høre “Hädanefter” på repeat. Igen.

God aften.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.