20 Apr

Weekend-videoer

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Weekend-videoer

Ahhhh, søndag. Selvom det mest af alt føles som lørdag, fordi vi også har fri i morgen. Mandag er det nye søndag. Jeg har sådan set også fri tirsdag og onsdag. Men lad nu det ligge.



Det er weekend, og jeg har samlet et par videoer til jer. Efter vores Florida-tur har der samlet sig en del i vores indbakke, så jeg tænkte, at jeg lige kunne fornøje jer med et par stykker af dem i dag.



The Olympics – 4U

Den første er fra The Olympics – et band, vi har skrevet om et par gange før, senest da de lavede deres anti-sommerhit “Summer’s Gone”.

Nu er de ude med nummeret “4U”, og jeg kan rigtig godt lide det. Synthen er fed, og de skæve toner sætter sig fast i ørerne efter første gennemlytning.

“4U” er i øvrigt starten på et nyt projekt, hvor The Olympics vil udgive et nyt nummer hver måned i 10 måneder. Jeg kan godt lide den form for drypvis udgivelse, og flere og flere begynder at benytte den – bl.a. Vintertur og Asbjørn, som vi kommer til senere i dette indlæg. Det gør udgivelsesprocessen mere dynamisk, og lader i højere grad fans være en del af processen. Megasejt – og jeg glæder mig til næste måned.


Vintertur – Beaches
Og så skal vi netop have fat i Vintertur. Som vi har skrevet tidligere, er de i fuld gang med deres 2014-projekt, hvor de udgiver en nye single med tilhørende video og artwork hver måned. 12 måneder, 12 singles, 12 videoer, 12 artworks.

Så vidt jeg husker, fik jeg vist aldrig skrevet om marts-singlen “Yeah” (se den her), men nu er det blevet tid for april-singlen. Navnet er “Beaches”, videoen er lavet af Anders Hvenegaard og artworket er lavet af Sara Gade.



Som sædvanligt er det elektronisk og lækkert. Øv, hvor jeg håber, de opfører det samlede 2014-projekt live, når alle singler er udgivet. Det vil jeg i hvert fald gerne se.

Asbjørn – Unfollow
Tredje og sidste video er fra Asbjørn – vores all time musikdarling her på bloggen. Måske er du ved at være træt af, at vi altid skriver om ham, men det er fandme svært at lade være, når han er så dygtig. Og hvis du synes, det er slemt, så prøv at sætte “Brotherhood” på – og prøv så at være sur, mens du går og fløjter introen, som du uden tvivl får på hjernen med det samme.



Asbjørn er i gang med sit udgivelsesprojekt “Pseudo Visions”, hvoraf 2 videoer allerede er udkommet. Den senest-udgivne “R Y B” er blevet taget rigtig godt imod, og er blevet spillet en del i radioen. Jeg bliver så glad, hver gang jeg hører den på P3. “Ham kender jeg!”, siger jeg til min familie i bilen, som ikke virker synderligt interesserede. Men det er altså sejt. Og det er et pisseflot nummer.



Nu er næste udgivelse klar – og denne gang er Asbjørn trådt ud af det hus, hvor de 2 sidste videoer har foregået. Nummeret hedder “Unfollow” og er lige så smukt og udforskende, som man kunne forvente.

Det var alt for denne gang! Jeg håber, I nyder solen og påsken. Med påskefrokoster og påskeæg i overflod. God søndag.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.