19 Feb

Bandet, der aldrig udgiver toeren, udgiver toeren

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Bandet, der aldrig udgiver toeren, udgiver toeren

Først er der nogle demoer. Så er der en EP. Så er der en single. Så er der et album.

Det mønster oplever vi tit. Annasaids forløb har dog været noget anerledes. Muligvis har der først været nogle demoer. Det ved jeg ikke, for da vi kom ind i billedet i 2010, var der allerede et debutalbum med titlen “Jua”. Et godt et. Så skete der ingenting i lang tid. Så lavede de udskiftning i bandet. Og så var der en single. Eller også var det omvendt. De var i hvet fald fem personer i en periode, og så var de fire igen. Og to af de nuværende fire var ikke en del af bandet, da debutalbummet udkom.

Anyways.. Singlen udkom i hvert fald på et tidspunkt i udskiftningsprocessen – sammen med beskeden om, at der var et nyt album på vej. Så gik der et år, og så kom der en session, men stadig ikke noget album. Nu er det gået et år mere, og troligt står Annasaid klar med en single til det album, som har været på vej siden Wonders Make Joy havde sin spæde start .. Så I kan nok forestille jer min skepsis, når jeg for tredje gang i dette årti annoncerer, at Annasaid er lige på stepperne med en ny plade. Men nu gør jeg det igen!

For nu er næste single klar.. Og vi har fået lov til at dele den med jer. “Ja ja, den har vi hørt før”, tænker du måske, men en forskel af betydning er, at pladen nu har fået et navn, og navnet er “Rite De Passage”. Så langt har vi aldrig været før! Singlen, som vi har fået lov til at dele med jer, hedder “Collision”, og den tilhørende musikvideo er en fryd. Sjov, skæv og velgennemført. Præcis som Annasaid selv.

“Collision” er så Annasaid, at det er til at træde ud af sit gode skind af. Vi har ikke at gøre med et auditivt hamskifte, men tværtimod en understregning af, at tidligere udspil har været udtryk for en musikalsk detour. Gaffas Foals-sammenligninger i forbindelse med debutalbummet “Jua” har efterhånden 4 år på bagen, men med “Collision” lægges der i ovnen til genbrug af netop disse betragtninger. Det er en tilbagevenden til udgangspunktet. Og for de af os, som synes “Jua” er én af de bedste danske undergrundsplader, er det godt nyt. Rigtig godt nyt.

Heldig som jeg er, har jeg hørt enkelte frekvenser fra den kommende plade, og forudsat at den nogensinde udkommer, så er der mildt sagt os alle sammen noget godt i vente. Derfor er jeg en smule påpasselig med at skrive mere om singlen. Alle de personlige anekdoter og de kreative betragtninger skal gemmes til når bandet, der aldrig udgiver toeren, udgiver toeren.

Vi venter i spænding.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.