29 Jan

Slow Celebration

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Slow Celebration

Slow Celebration er et virkelig godt navn til et band. Jeg havde en hel masse sammenligninger linet op til at forklare, hvorfor det er et godt navn. Men hvad der startede som et lille afsnit, der var ment som et godt råd, endte som en ordenlig røvfuld til alle de bands, som ikke er så gode til det med navne, men som egentlig ikke er en del af det her indlæg. Afsnittet blev sorteret fra. Men komplimentet skal ikke gå til grunde, så her får du den lige én gang til; Slow Celebration er et virkelig godt navn til et band.

Jeg har sat mig for at skrive om Slow Celebrations EP, for det er en god EP, med gode numre på, med gode mennesker i. Hvis du læste Gaffa og Soundvenue d. 13. januar, da udgivelsen ramte musik-kosmos, så ved du, ligesom jeg, at én ting er helt sikkert.. Soundvenue og Gaffa har fået den samme pressemeddelse.

Efter af have modtaget den, har de sat den ind på deres hjemmesider i tre korte afsnit, begge to. Så har de sat en liste af numrene på udgivelsen ind lige bagefter, også begge to, efterfulgt af Rasmus Weng Karlsens video til nummeret “Fun”. Begge tekster fylder under 1000 tegn i alt.

For at sætte det lidt i perspektiv, var deres tekster færdige, før denne tekst nåede “Rasmus Weng Karlsen”. Og vi er ikke engang nået til musikken endnu. Åh ha, hvad har vi dog gjort galt i denne hipsterstat for at skulle trækkes med musikmagasiner, der i så ringe grad kan leve op til niveauet af den musik de skriver om? Men på den anden side, åh ha, hvad var vi dog gjort for at fortjene Slow Celebrations EP til gratis stream på Soundcloud?

Det er en stærkt udgivelse. Ikke kun i vores regí. “Worlds” har en international kaliber, og jeg mistænker lidt duoen for at have haft numrene klar siden slutningen af november, således at vi kan regne med at se dem på SPOT Festival til maj. Mon ikke.

Slow Celebration er alterego-resultatet af en sammensmeltning mellem Esben, som er inde i Rangleklods, og Reptile Youth’s Mads. Og nu hvor sammensmeltningen har fået tid til at stivne lidt i vinterkulden, har seks stærke produktioner ramt de iskolde asfaltklædte motorveje med spritnye vinterdæk på, og jeg tror på, at udgivelsen kommer til at storme ud af E45 og hele verden rundt.

Alt er godt. For at fremhæve de bedste oplevelser fra pladen er “Neighbours” lidt en rejsegrammofon, der giver mig lyst til at ringe til Esben og spørge, om han ikke nok vil indspille coverversioner af Top 100 pophits fra før årtusindeskiftet. Det er det eneste, jeg kan tænke på, når han omkring 01:40 lægger alletiders Lionel Richie over hele beatet. Elton John, til Whitney Houston, til Phil Collins – feat. Esben. Det ville være en sindsyg udgivelse.

I “Man Of My Own” er der knap så meget Richie, men masser af Rangleklods. Den usmurte cykelkæde af en bas marcherer direkte ud af “Order” fra Rangklods-debuten Beekeeper, tempoet stammer fra ”Enklave” (et nummer fra samme plade), og sammen forvandler de to elementer sig til den dungrende lyd af den sydlige halvkugles tykkeste kamels ørkenvandring på en 120-fps-videooptagelse. Det er storslået og tørt, og lige til at brænde nallerne på. Der er fuld smæk for alle makronerne, når Esbens dybe stemme blæser mig omkuld. Som en fuldvoksen mand, der med tung blæverdunk mavedanser sig igennem det københavnske natteliv og opsamler tynde då-øjede tøser. Med intet andet end stive langefingre tilovers for nattens alfahanner, der misundeligt lurer efter hans bytte. Og de theremin-pivende instrumental-falsetter, som sikkert bare strømmer ud af synthlungerne på diverse Korg-stationer? Fy for helvede, hvor er det hele godt. På “Man Of My Own” er der en vingummi til hver hånd – og en til munden.

Og så er det ikke engang pladens Usain Bolt. For Slow Celebration topper først for fulde gardiner i jamaica-flags-farvede fartlyn på “Light” i en musikalsk 100-meter når, hvad jeg tror er Mads’ stemme i forvrængede klæder, får ham til at lyde som en sort mands gospel-prædiken midt under korsang i en hvidmalet korsbeklædt kirke i Texas.

Muligvis er det en rigtig sort mand. Muligvis er Mads en sort mand. Slow Celebration souler sig i hvert fald igennem slutningen på “Light”, hvorefter “Kids”, et nummer som snildt kan Kanye West’e enhver Taylor Swift af scenen under en takketale, buldrer i knap 5 minutter. “Kids” er lidt som “I’m In It” fra Kanye Wests seneste horcrux “Yeezus”. Nummeret kunne nemlig snildt have været en hel plade for sig selv. Men godt det ikke var, for, for dælen, så var vi godt nok gået glip af en masse.

Hør “Light” lige her, og husk at betale gode musikere med likes og sådan noget. Det er sgu lidt nemmere at sælge sig selv til store pladeselskaber med 15.000 likes på Facebook end med 1.500. Om ikke andet, så tryk en enkelt gang på fingeren, fordi Slow Celebration er et virkelig godt navn til et band.

Slow Celebration – Light

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.