01 Jan

Velkommen til 2014

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Velkommen til 2014

Godt nytår, kære læsere! Vi håber, I er kommet godt ind i det nye år – med øjne, ører og fingre i god behold.

I dag var det meningen, at vi ikke skulle lave noget. Overhovedet. For det må man godt d. 1. januar. Men for nogle dage siden dumpede der en mail ind i vores indbakke, som nu har gjort det nødvendigt at måtte til tasterne på denne ellers hellige dag.

Vi sparker nemlig 2014 i gang med et supersvedigt projekt. Vintertur, som vi tidligere har omtalt, har netop i dag lanceret deres projekt “2014”, hvor de hver måned i det kommende år vil udgive en single. 12 måneder, 12 singler, 12 artworks og 12 videoer. Det er eddermame blæret. Og ambitiøst. Udgivelserne kommer til at falde på d. 1/1, 2/2, 3/3, 4/4 osv. – helt frem til d. 12. december. Herefter udkommer alle 12 tracks på et samlet album, der – meget passende – får titlen “2014”.

Jeg elsker, når folk får gode ideer og formår at skille sig ud fra mængden. Og det gør det her projekt. I høj grad. Ikke bare er musikken god, men der er tænkt over tingene – der er planlagt og tilrettelagt, og der er lagt en gedigen arbejdsindsats i at få det hele til at spille sammen. Det i sig selv fortjener applaus.

Første track er udgivet i dag – med tilhørende video og artwork. Nummeret hedder “Coastal”, og dets gentagende rytmer, sprøde vokal og bløde clubstemning gør sig utrolig godt sammen med nytårstømmermænd og onsdagstræthed. Videoen er lavet af Bobby Anwa, mens artworket er lavet af Samy Khabthani. Begge kompetente herrer, som formår at holde det visuelle simpelt og melankolsk – smukt i tråd med stemningen i musikken.

“Coastal” er blot den første af 12 kommende udgivelser – den ene forhåbentlig lækrere end den anden. Jeg synes, det er et overordentligt gennemført projekt, og jeg glæder mig allerede til d. 2. februar.

Jeg håber, at ovenstående video har givet jer blod på tanden til at følge med i projektet – og at en enkelt eller to måske så småt kan mærke, at nytårstømmermændene er blevet en lille smule mindre af den musikalske medicin. Hvis ikke, så prøv at hør det igen. Jeg er sikker på, det hjælper. Godt nytår!

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.