14 Nov

En kærlighedserklæring. Og en opfordring.

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
En kærlighedserklæring. Og en opfordring.

Okay.. Here goes..

Hej, jeg hedder Mia, og jeg er Sebastian Lind-fan. Jeg ved ikke, hvordan det startede. Jeg hørte hans “I Will Follow”-album, da det udkom i 2011, og syntes egentlig, det var meget godt – men jeg blev ikke specielt fanget. I hvert fald ikke ud over det sædvanlige. Så var jeg til Spot Festival 2013, hvor jeg så hans koncert i Store Sal. Mest af alt var jeg imponeret over antallet af lyshårede piger, der tydeligvis kun havde købt billet til Spot Festival for at se Sebastian Lind. Det er sgu meget godt booket af Spot-folkene, der stod med en propfyldt sal og hujende piger, der ikke kunne få nok af den syngende charmør. Og jeg var én af dem. Med sin små, skægge dansetrin, sin imponerende vokal og sine dygtige musikere tryllebandt han hele salen, og så snart koncerten var overstået, vidste jeg, at jeg blev nødt til at gå hjem og lytte hans musik igennem.

Og det gjorde jeg så. Og jeg er ikke rigtig stoppet endnu. Hans 2013-album “Messed Up Happy Kid” har gravet sig noget så fantastisk fast i min musiksamling, og jeg bliver ved med at vende tilbage til det. Jeg var på forhånd ret sikker på, at der ville være nogle gode popnumre imellem, men jeg blev oprigtigt overrasket over det samlede niveau. Jeg kan ikke nævne ét dårligt nummer. Og der er altså 19 stk. i alt (i hvert fald på Deluxe-versionen). Nogle af numrene er selvfølgelig bedre end andre, og jeg har da også mine favoritter, men planen om at vælge et par stykker ud, som jeg så kunne sætte på min daglige spilleliste holdt ikke rigtig stik. Det er simpelthen for svært at vælge – mest af alt fordi hele albummet er så gennemarbejdet og velsammenhængende, at det er helt naturligt at høre det hele, frem for at nøjes med et par enkelte numre. Det er fuldstændig ligesom med chips – når du først har taget én, kan du ikke stoppe. Jeg kaster mig gang på gang over Sebastian Lind-posen, og jeg bliver tilsyndeladende aldrig mæt. Ikke endnu i hvert fald.

Numrene er små stykker funklende stof, der er vævet sammen på smukkeste vis.  “Death Monologue” glider langsomt over i “Bring Back The Beat”, “Messed Up” (mit yndlingsnummer!!) over i “Get You”, “Lonely King, pt. 1” over i “Lonely King, pt. 2” og “Clublove” over i “Physical Closure”. Og selvom WiMP gør sit ypperste for at spænde ben for hele herligheden, ved konsekvent at indsætte en pause mellem numrene, så fungerer det fantastisk. Det er med til at skabe hele chips-situationen, hvor du – om du vil eller ej – ikke kan lade være med liiiiige at høre det næste nummer også. Og så det næste. Og det næste. Og så er pladen slut. Og så tænker du, “det var sgu da meget godt”, og så starter du den forfra. Og 6 måneder efter sidder du så her..

Vokalen er i fokus. Sebastian har en formidabel stemme, der både mestrer lyst og mørkt, og der er ingen tvivl om, at den er det bærende elemtent. Men også sangskrivningen og musikken fortjener en kæmpe applaus. Hold kæft, hvor er det godt arbejde. Det er ikke bare pop. Det er ikke bare singer-songwriter. Det er ikke bare electro. Der er hints af det hele, og de enkelte komponenter gør sig særdeles godt i fællesskab. Særligt elektrodelen er kommet under huden på mig, og pladen ville uden tvivl ikke være tilnærmelsesvis lige så god, hvis ikke de elektroniske elementer fik lov til at fylde så meget som de gør. Det er virkelig godt arbejde. Afbalanceret og dybfølt.

“Messed Up” er, som nævnt tidligere, mit yndlingsnummer. Det er skrøbeligt og inderligt, og jeg er helt forelsket i den tilbageholdende vokal, som står i god kontrast til den mere anmasende vokal i det efterfølgende “Get You”. En anden favorit er “Back For You”, der med sin simple, enkle og fine grundform formår at tage pusten lidt fra mig. Vokal og guitarspil er i fokus, og der er ikke så mange dikkedarer – bare en smuk kærlighedssang. Og det er en stor kvalitet på albummet – at sangene er så varierede. Der er både stille, melodiske numre, klassiske pophits og mere vilde numre, som f.eks. “Feel Happy”, hvor vokalen ender i orientalsk-inspirerede fraseringer, som imponerer mig hver gang. Det er virkelig et helstøbt album, og det står øverst på min ønskeseddel til jul.

Men hvorfor skriver jeg alt det her nu? Jo, ser du.. Den 5. december bliver dette års Gaffa-priser uddelt. Og en masse dygtige danske musikere er nomineret – heriblandt Sebastian Lind. Han er nomineret til prisen for årets album, årets mandlinge kunstner og årets popudgivelse – altså hele 3 gange. Det er fandme sejt – og velfortjent, selvfølgelig. Jeg kan fortælle, at jeg allerede har afgivet min stemme, og at Sebastian Lind har fået en stemme i alle 3 nominerede kategorier. Derudover har jeg stemt på en masse dygtige mennesker, som jeg mener, fortjener et skulderklap – bl.a. Den Sorte Skole, Lulu Rouge, August Rosenbaum, Nanome, When Saints Go Machine, Helsinki Poetry, Ponyblod og Troels Abrahamsen. Og nu synes jeg, du skal gøre det samme. Hvis du også har lyst til at give en stemme til Sebastian Lind, er det fedt. Hvis ikke, er det også helt fint. Bare du stemmer! Det kunne være fedt, hvis vi kunne få andre end Nik&Jay og Mø på podiet – men det kræver, at du bruger 5 minutter på at smide er par stemmer efter dine favoritter.

Du kan afgive din stemme her: Gaffa Prisen 2013

God stemmelyst – og god torsdag.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.