31 Oct

Spil Dansk Dagen

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Spil Dansk Dagen

I dag løber 13. udgave af Spil Dansk Dagen af stablen. En dag dedikeret til den danske musik.

Som musikblog med fokus på dansk musik mener vi selvfølgelig, at den danske musik skulle have meget mere end én dag om året. Og her mener vi ikke Rasmus Seebach eller Burhan G, men gedigen, vækstlagsmusik, der river dig rundt. Folk som Nonsens, Quick Quick Obey, Asbjørn og Jonas K.P. skulle have lov til at fylde meget mere i det danske lydbillede, og fokus på den danske musik skulle ikke begrænses til én dag om året. Slet ikke, når vi har så forbandet meget godt råmateriale, der bare venter på airplay og opmærksomhed.

Der er selvfølgelig en masse mennesker, der arbejder på at sprede ordet om den danske musik – bl.a. de gode folk hos P6 Beat, der i mange af deres programmer kæmper en brav kamp for at præsentere sofalytterne for ny musik fra den danske muld. Og hatten af for det. Jeg knuselsker jer for det. Men hvad nu, hvis flere programmer – måske endda på andre radiostationer – hoppede med på bølgen? Hvis man skiftede bare hver 5. afspilning af Lordes “Royals” ud med et lækkert, dansk vækstlagsnummer? Tænk på al den musik man kunne nå at høre i løbet af en dag.

Det her indlæg var egentlig tænkt som en reminder, og ikke som et brokkeindlæg. For i anledning af Spil Dansk Dagen er vores kompilationer en oplagt mulighed, hvis dit musikbibliotek trænger til en indsprøjtning dansk musik. Nogle af numrene er ved at have nogle år på bagen, men det gør dem bestemt ikke mindre lytteværdige. Tværtimod. Der er så meget god, dansk musik, der går i glemmebogen, blot fordi det ikke længere kan betegnes som nyt. Som f.eks. Decorate.Decorates “Instructions” eller Choir Of Young Believers’ “Burn The Flag”. Så snart hvalpefedtet er væk, bliver de smidt ud med badevandet – og så er det som om, de aldrig har eksisteret. Mens Rihannas “Pon De Replay”, der efterhånden har rundet de 8 år, stadig spilles lystigt på Danmarks største radiostation. Og det er synd, synes jeg. Rigtig synd.

Kompilationerne indeholder både blød indie, hårdtslående rock og lækker elektro – og det er alt sammen gratis. Mange af jer har måske allerede hentet dem, men nye læsere skulle ikke snydes for herlighederne. Og har du allerede downloadet dem, kan du jo sige det til en ven, så flere får glæde af de gratis goder.

Kompilationerne kan downloades her:
To Sider Af Samme Sommer – med bl.a. Aebeloe, Brother Grimm, Henrik Koefod og Nonsens.
Indieanermusik – med bl.a. Messy Shelters, Scarlet Chives, Sleep Party People og 4 Guys From The Future
Vinter Wonders – med bl.a. Jonas K.P., Brynjar og Borneland, Artificial Brothers og Kenton Slash Demon.
Lyden Af Din Mormors Elsker – med bl.a. Howl Baby Howl, The Malpractice, 18th Dye og Less Win.

God Spil Dansk-dag – og husk også at høre dansk musik i morgen. Der er mange, der gør sig umage, og de fortjener plads på din spilleliste – uanset datoen.

En kommentar on “ Spil Dansk Dagen ”

  1. […] er Spil Dansk Dag i dag, som Mia skrev en tekst om tidligere. Og her er faktisk en lyd, som godt kunne forsvare en masse airplays på en helt almindelige Spil […]

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.