04 Oct

Spritny single fra My Heart The Brave

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Spritny single fra My Heart The Brave

Weekenden står for døren. Udenfor er himlen grå, og regndråberne hænger truende i de århusianske skyer. Men i mine høretelefoner er der solskin og sommer.

For blot en time siden dukkede følgende nummer op i mit Twitterfeed. Jeg er kun på min 2. gennemlytning, mens jeg skriver dette, men det tog ikke mange sekunder at beslutte, at jeg ville dele videoen med jer.

Nummeret stammer fra My Heart The Brave – et helt nyt projekt af Caspar Hesselager. Med sig har han Aske Bode, Ask Bock og Jacob Haubjerg, og selvom sammensætningen er ny, er de 4 medlemmer langt fra nybegyndere. Med projekter som Sleep Party People, Bodebrixen, Striving Vines og Pinligtavshed på CV’et har de i høj grad været med til at forme det danske vækstlag gennem de senere år – og My Heart The Brave er uden tvivl blot en fortsættelse heraf.

Nummeret er velproduceret til fingerspidserne. Gennemsyret afslappet og lækkert, men med insisterende energi og et fantastisk beat. Kalypso-rytmerne leder tankerne hen på The Eclectic Monikers monsterhit “Easter Island” – men “Keep Me From It” er samtidig helt sin egen. Vokalen er blød, men samtidig knivskarp, og nummeret er utrolig letlytteligt – og ikke mindst letelskeligt. Det er radiohit med stort R, men jeg ser samtidig et væld af muligheder for remixes og bearbejdelser – enten som downtempo skrabede versioner, eller som basfyldte clubhits ala Knuckle Walkers fortolkning af Panamahs “Børn Af Natten”.

Jeg ved ikke meget om My Heart The Brave endnu. Men noget siger mig, at det langt fra er sidste gang, I kommer til at høre om projektet her på bloggen. Der er lagt i ovnen til en musikalsk succes, og jeg glæder mig til at følge udviklingen.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.