21 Aug

Oppenheimers Eftermiddag 2013

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Oppenheimers Eftermiddag 2013

Vi kan ikke snurre plader, dreje laserdiscs eller spille op til dans. Vi er blevet tilbudt det et par gange, men vi har sagt nej hver gang. Vi ville sikkert godt kunne møde op og trykke på sync-knappen, ligesom utallige andre bloggere og semi-kendisser, som af uransagelige årsager higer efter at kunne skrive DJ på visitkortet. Men vi vil hellere anbefale en DJ som kan, end at møde op og lade som om.

Derfor blev vi særligt glade, da folkene bag Oppenheimers Eftermiddag henvendte sig med en anden forespørgsel. Vi blev spurgt, om vi ville være konferenciers til dette års arrangement, og modsat alle DJ-tilbudene, så var det lidt mere på vores hjemmebane. For at tale om musik, det burde vi da for helvede have sådan nogenlunde styr på. Så på lørdag indtager vi scenen på Radar, hvor dette års Eftermiddag løber af stablen, og får den udsøgte fornøjelse at præsentere musik hele aftenen.

For at undgå pinlige værts-ping-ponger har vi besluttet, at kun én af os går på scenen. Vi har set for mange awardshows og for meget TV2 News til at have nogen som helst tiltro til, at det er muligt at komme udenom at sige noget dumt, når man skal deles om en mikrofon. Derfor står Mia blandt publikummerne, mens jeg får lov til at lege James fra Halvfemsårs Fødselsdag og pleaser jer alle sammen på allerfuldeste maner. Det er i hvert fald planen.

Musikken bliver leveret af Caspian, Young Dinosaur, My French Friend og Paper Tigers, som er dette års udvalgte. Når de fire opkommere har spillet deres koncerter, går hovednavnet Ukendt Kunstner på scenen og lukker festen. Dørene åbner kl. 19, og det koster sølle 20 kroner at komme ind.

Jeg glæder mig utrolig meget til at besøge Radar. Jeg glæder mig utrolig meget til at præsentere musik fra scenen. Jeg glæder mig virkelig meget til kolde bajere. Men mest af alt glæder jeg mig til en rigtig hyggelig aften, hvor vi kan deles om en masse dejlig musik.

Lad os ses dernede!

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.