08 Aug

NV

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
NV

Hvad har Smagsdommerne, vejrudsigten i TV Avisen, Sprogminuttet på P1 og filmen Nordvest til fælles?

Svaret er Bjarke Niemann. Spleen United-frontmanden har haft en musikalsk finger med i spillet hos dem alle sammen, og i forbindelse med sidstnævnte har han netop udgivet sit samlede soundtrack. 8 numre, som fungerer som rygsøjle for Michael Noers rå drama om den københavnske bydel og dens indbyggere.

Sædvanligvis er soundtracks ikke noget, vi gør os meget i. Hovedsageligt fordi soundtracks oftest er så symbiotiske med deres film, at det næppe vil give den store mening at omtale musikken uden at gå i detaljer med filmens indhold. Men “NV” er anderledes. Først og fremmest fordi jeg, af uforklarlige årsager, endnu ikke har fået set Nordvest, og således slet ikke ville være i stand til at give detaljer om filmens plot, men også fordi “NV” i sig selv er et værk. Niemann har cuttet navlestrengen til moderskibet, og selvom hans musik uden tvivl komplementerer Noers film til kryds og slange, så fungerer det i høj grad også som et selvstændigt værk.

Bjarke Niemann – Harlem Über Alles

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Bjarke Niemann – Altid i Fart

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

De 8 tracks tager os igennem hver deres univers. “Harlem Über Alles”, hvis Spleen-gener ikke fornægter sig, præsenterer sit melodiske riff, som insisterende graver sig ind og sætter sig fast i din musikalske bevidsthed. “Loebner (NV Edit)”  (en gammel School of Euphoria-kending, nu i nye NV-klæder) og “VT” skruer op for vildskaben og club-stemningen. “Altid i Fart” lægger tungt ud med sin dybe, lækre bas, men kan alligevel ikke lade være med at lege med lydene og lette stemningen til sidst. “NV Ext 11” læner sig tilbage og leverer bløde synthtoner, mens “2400% Lord-Ledervest” åbner op for 2 minutter og 57 sekunders ren rave. “Phantastic Plnt”, hvis gentagende mønster måske bliver en smule kedeligt sammenlignet med de andre numre, efterfølges af “Ikke i Rute”, der med sin pumpende bas, sine distortede lyde og sine bløde bidder uden tvivl er min favorit.

Samlet set er soundtracket utrolig velsammenhængende. Når først du har trykket play på det første nummer, tager Niemann dig i hånden og leder dig igennem resten af pladen – og før du får set dig om, har du lyttet det hele igennem. Kontrasten mellem numrene er stor, men alligevel befinder de sig alle sammen inde på samme musikalske boldbane. Og så kan det godt være, at nogle af numrene er en halvblød badebold, mens andre er en hårdtpumpet basketbold, der kan slå tænder ud, men begge dele er lige velkomment. I hvert fald i mine høretelefoner.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.