14 Jul

Felix Felicis

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Felix Felicis

I Harry Potter er der en trylledrik, der hedder Felix Felicis. Man drikker den og bliver superduper heldig, indtil trylleblandingen ophører. Effekten stopper selvsagt på et tidspunkt, og målet med at drikke den er, at man når alle de ting man skal, inden det sker. Jeg mindes ikke en bedre festivaldag, end den som udfoldede sig for fødderne af mig i lørdags på Roskilde Festival. En dag der, som så mange andre, startede med krydderboller. Roskilde Festivals helt egen Felix Felicis. En håndfuld til munden, og en håndfuld til tasken.

Martin Ryum
Jeg bevægede mig langsomt op mod pladsen for opleve en mand, som jeg én gang tidligere har oplevet på Roskilde Festival, da han under mit debutår i 2007 spillede på Odeon med bandet Speaker Bite Me. Martin Ryum. Dengang vidste jeg ikke hvem Speaker Bite Me var, og hvad de kunne. Jeg var mødt op af en enkelt årsag. Martin Ryum er en af min mors ældste venner, og jeg har, selvom det er lang tid siden i dag, mødt ham ved flere lejligheder, herunder min egen konfirmation, hvor han forærede mig min første parfume. Meget voksent.

martinryum-01

Sidenhen har manden udgivet pladen “Uden Garanti”. Min mor fik selvsagt et eksemplar. Eller købte. I hvert fald boede der en udgivelse hjemme i vores CD-samling. Det var en plade, jeg hørte usædvanligt meget dengang. En dag på Odense Musikbibliotek opdagede jeg, at de havde indkøbt 4 eksemplarer af “Uden Garanti”. Det syntes jeg var enormt imponerende. Jeg tænkte meget lidt over, at det selvfølgelig havde været mere imponerende, hvis alle eksemplarerne havde været lånt ud. Ikke desto mindre lærte jeg teksterne på de 8 numre rimelig godt uden ad. Martin Ryums optræden på Gloria denne lørdag morgen var, uden undtagelse, den koncert jeg kunne flest tekster til. Og det var rart med sådan en undtagelse midt i festivalen.

martinryum-05

Rummet var nærmest mørklagt, som det så ofte er. Unge piger i flæng sad foran scenen, og ventede på at det ville blive tid til at Martin Ryum ville træde ind på scenen. Og så gjorde han det. Med to korpiger, og en stor mand på blæs og lignende.

Med en blanding af gamle solosange og Inger Christensen-digte ladge han ro i hovederne på alle de tømmermændsramte publikummer. En underspillet succes med glade smil og masser af ro på settet. Én fra publikum krøb fra anden række helt op foran, og satte sig ned helt tættest på scenen. Lige ved siden af hende stod en pige med helt sort hår. De smilede til hinanden. Alt imens fortalte og sang den scenevante Martin Ryum sig igennem festivalens bedste morgenoplevelse. Afslutningsvist bukkede det fire menneskers store ensemble og forlod scenen. Og således forlod jeg Gloria.

martinryum-02

Kenton Slash Demon
På Apollo spillede Kenton Slash Demon. Og blandt publikummerne stod Sebastian Kjær og Torben Kloster fra lejren. Foruden dem og jeg, og en ekstremt dedikeret eftermiddagsfuld flok oppe foran scenen, så lå de fleste publikummer og solede sig, mens Kenton Slash Demon rykkede tektoniske plader oppe fra Apollo-stilladset. Jeg sneg mig op foran for at skyde et enkelt billede. I samme sekund sugede Jonas Kenton og Silas Moldenhawer alt overblik ud af mig, og sandsynligvis også al strøm og lufttryk ud af hele Roskilde Festival. Jeg havde placeret mig direkte foran Apollos basshøjtalere. Fuck. Jeg aner ikke hvad de satte i gang, men jorden rystede under mig. Kenton Slash Demon skubbede fysisk til mig med deres larm. Armene løftede sig i vejret hos publikum og de råbte på mere. Jonas og Silas smilede flere gange til hinanden henover toppen af en deres fadøl. Det var tydeligt, at både Kenton Slash Demon og det fremmødte publikum nød hinanden.

kentonslashdemon-apollo

Sebastian Kjær og Torben Kloster ville til Efterklang. Jeg ville gerne til Kris Kristofferson. Jeg kender Kris Kristofferson. Det vil sige, jeg kender ikke Kris Kristofferson, musikeren. Jeg kender Kris Kristofferson, skuespilleren. I vampyrtrilogien Blade spiller hans Blades karismatiske mentor og ven, Whistler. Og når Whistler optræder på Orange Scene, så står Lukas med som publikum.

Kris Kristofferson
Solen var højt på himlen, og Kris Kristoffersons figur stod alene på scenen. Ingen flammekastere, ikke noget stort gardin med countrysangerens navn på, og ikke nogen store højtalere, udover, selvfølgelig, Orange Scenes egne. Det var Kris Kristofferson, en akustisk guitar og to monitorer. Jeg har aldrig set noget lignende.

kriskristofferson

Det var varmt, men da empirien vil, at jeg ofte tiltusker mig en solskoldning, når jeg er ude mellem tolv og tre, så tog jeg min tyndeste sweatshirt på, smed min taske fra mig og lade mig lagde mig til at sove midt på pladsen. Der skulle ikke gå meget mere end tyve minutter, før jeg vågnede op igen, fuldstændig rundt på gulvet .. Panikken havde pludselig spredt sig hastigt og voldsomt fra hjertet og helt ud til fingerspidserne. Hvor fanden var min taske? Den lå lige et par meter fra mig. Med tøj og flere tusinde kroners kameraudstyr i havde jeg bare smidt den, og lagt mig til at sove. Ikke mit skarpeste øjeblik.

kriskristofferson-pub

Da jeg nu alligevel var vågen, kunne jeg jo lige kigge mig omkring. Jeg var bare én blandt flokken af publikummer, der udnyttede Kris Kristoffersons rolige set til at tage en lur. De sovendes koncert. Numrene mindede meget om hinanden, men stemningen var så sat og manden så sympatisk, at det ikke gjorde noget.

Jeg vaklede halvsovende op i pitten, der stod åben på vid gab, og gik helt tæt på scenen. Herfra kunne man også se ham smile og, efter bedste evne, holde øjenkontakt med publikum helt oppe fra den store scene. En enkelt gang glemte han en tekstlinje og startede lidt forkert på en sang. Men det gjorde ingenting. Det var ikke perfektionisternes fest. Det var roens og afslapningens.

The National
Martin Ryum, Kenton Slash Demon og Kris Kristofferson spiller meget forskellig musik, men fælles for dem alle var, at de udstrålede taknemmelighed, både for selv at være til stede på deres respektive scener, og for det publikum, der var mødt op. Det var meget svært ikke at blive en lille smule rørt over. Det næste jeg oplevede var ingen undtagelse. The National var nærmest indbegrebet af taknemmelighed.

thenational

Matt Berninger lod ikke mange chancer passere for at gøre publikum opmærksomme på, hvor vildt de selv syntes det var, at være blevet sat på Orange Scene og dehydrere alle de varme publikummer. For ikke lang tid tilbage, fortalte han, havde de spillet for 400 mennesker. Der var flere end 400 mennesker foran Orange Scene denne lørdag eftermiddag. Mange flere. De fremmødte var opmærksomme og gav meget af sig selv. Og de blev bestemt ikke snydt.

Halvt inde i koncerten forlader Berninger scenen for at gå ned til publikum og sige hej. Det er der mange, der har gjort før. Men så træder han ned til publikum. Det er udsædvanligt, men ikke et uset syn heller. Det er trods alt også sket før. Men så er det som om, at han forsætter og fortsætter .. Og fortsætter noget mere, inde i alle publikummerne, mens han synger i sin mikrofon. Som ikke er trådløs. Fuld front på ledning hen over de mange publikummer han bevæger sig mellem, mens han synger og trækker i ledningen, mens han trækker længere væk fra scenen, så langt at lyden til sidst ryger.

Umiddelbart efter koncerten skrev min gode ven Frederik Lassere følgende:

“Er mildest talt i ekstase! Har fucking set The National og rørt ved Matt Berninger! Jeg kan dø lykkeligt!“

Jeg er helt overbevist om, at masser af andre mennesker har haft det på helt samme måde.

Metallica
De spillede ikke noget jeg kendte. Drak meget hvidvin. Tog til Sigur Rós i stedet.

metallica

Sigur Rós
En verdensomrejse i himlen. Aldrig har jeg fortrudt at forlade en koncert så lidt, som da jeg forlod Metallica og tog til Sigur Rós. Vi var inde under teltdugen, da musikken gik i gang. Det var kæresteparrenes fest. Holden i hånd og kyssen, mens Jónsi Birgissons stemme fyldte hele Arena op. Ren kærligheden. Aldrig har jeg følt mig så velsignet.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil fortælle om alle de numre de spillede, som jeg kendte. Men jeg kan simpelthen ikke navnene på dem. Det var tydeligt, da en pige prikkede mig på skulderen, og spurgte om et specifikt nummer var blevet spillet endnu. Jeg anede det ikke. Og hun udtalte det så korrekt, det lød i hvert fald meget islandsk, så selv hvis jeg kendte det, havde jeg sikkert ikke vidst hvilket nummer hun snakkede om alligevel.

sigurros

Hvidvin og venner, Jónsi Birgisson, og resten af den store flok som fyldte scenen ud. Det var et natteøjeblik på Roskilde Festival, som jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg er til gengæld meget stålsat på at opleve det igen.

Chase & Status
Efter årets smukkeste oplevelse var der late-night technofest på Orange Scene. En fest jeg ikke kan huske synderligt meget af. Jeg dansede vildt og med alle mine bedste venner på festivalen. Årets absolut sidste rave. Så i stedet for, for femte gang, at finde på en masse sammenligninger, som beskriver hvor vildt jeg havde det, så lader jeg det stå. Jeg var meget fuld og meget glad.

Næste morgen vågnede jeg op, så veludhvilet som man kan være. Felix Felicis var brugt op. Jeg var færdig. Så i stedet for at tage til James Blake og Kraftverk, og gå skuffet derfra fordi jeg ikke var i humør til nogen af delene, tog jeg hjem. En smertefri rejse så tidligt på dagen, med pladsbilletter hele vejen til Aarhus Banegård.

Jeg er blevet spurgt et antal af gange, hvordan jeg bare kunne skride før afslutningen, og det er svært at forklare. Men for mig sluttede festivalen natten til søndag. Jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre festivaldag, og slet ikke en bedre afslutning på så lang en uge. Jeg var simpelthen ikke villig til at smide den afslutning ud af vinduet. Så dagens efter den bedste dag tog jeg hjem. Og hjemme i Aarhus ventede Mia med pizza, cola og “The Last of Us” til PlayStation, som jeg kastede mig over med det samme. Og på den måde undgik jeg nærmest helt den gængse festivalblues, men havde et par stille og rolige dage med detox. Tak for nogle fantastiske dage.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.