12 Jul

En deluxe burger uden deluxe

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
En deluxe burger uden deluxe

Sidst I hørte fra mig, var jeg langsomt på vej ned mod Of Monster and Men og bagels. Det er i og for sig fint nok. Hvis ikke det var fordi, Of Monster and Men startede 18:30, og var min første koncert den fredag under festivaldagene. Altså for en uge siden.

Det skyldes simpelthen den tid og det arbejde, der ligger i, ene mand, at skrive, synes jeg selv, ordenlige eller i hvert fald tilfredsstillende tekster, samt at redigere billeder løbende under festivalen. Og forstå mig ret, jeg ville til hver en tid hellere skrive fra festivalen end at være på fri leg og stofarmbånd. Men det skaber nogle huller i programmet, som måske kunne undre jer. Hvorfor var jeg f.eks. ikke til Andy Scott, Om Unit eller Sohn? Bloggehovedet prioriterede at tekste lidt i stedet. Nu er I informeret.

I øvrigt fik jeg aldrig købt nogen bagel. I stedet blev det til en Deluxe Burger og en aflang karton hvidvin, og det var også helt fint. Undtagen burgeren. Som en cheeseburger uden ost, var det en deluxe burger uden deluxe. Men jeg var som sådan også bare på udkig efter en spisbar alkoholsvamp, for at undgå at falde død om i varmen. Dehydreret on the ross, det er ikke boss.

publikum

Of Monster and Men nåede jeg på Arena denne sene fredag eftermiddag. Både Kasper Boldt og Søster Boldt, samt Sebastian Kjær med store dele af resten af lejren på slæb, var med på visit på den, med plads til 18.000 mennesker, store pavilion.

Sikke en hyggefest. Knap tyve meter uden for teltet kunne man sidde i blødt græs og lytte med på alle strabadserne inde i teltet, og nyde overblikket, tumulten, energien og samtidig blive småfuld. Som en dårlig forælder på legepladsen pimpede jeg min egen vin og kiggede på børnene lege.

Jeg er ikke Of Monster and Men-kender. På Roskilde Festival rammes jeg ofte rigtig hårdt af, at bruge det meste af et år på den danske undergrund. Jeg glemmer at høre radio, og hvad der ellers findes af fremtidspåfund. Men “Little Talks” kendte jeg. Og selvom jeg ikke spirede op sammen med resten af de såede frø omkring mig, så sang jeg en lille melodi for mig selv. Det lød nogenlunde ligesom når man tager hovedtelefoner på, og synger en sang man næsten kan halvdelen af omkvædet til, og måske et enkelt vers. Men meget lavt og kun for mig selv. Bare så jeg kunne sige, at jeg havde sunget i kor med Of Monsters and Men. Ikke at jeg ved, hvem jeg skulle fortælle det til.

Kasper Boldt er i øvrigt altid sød til at nusse mig i håret, når jeg sidder stille for længe. Både ham og Daniel Pihl, og en dreng der hedder Mads, og en pige der hedder Katja, som Kasper introducerede mig for under Distortion tidligere på året. De gør det alle sammen. Og jeg har ellers voks i håret, så det må været rimelig træls. Men det er hyggeligt for mig. Jeg er som regel gået lidt i stå, når en af dem træder til.

DevinTownsendProject

Fra én yderlighed til en anden. Devin Townsend Project på Odeon. Jeg kan kun sige det bedste om metalkoncerter og publikummet til dem. Jeg elsker at stå blandt et metalpublikum. Blegfede rockertyper og splejsede nordmænd i canvas-jakker med spikes på, der lugter af alt andet end shampoo. Stereotyper er der nok af, og på Roskilde Festival er de færreste mennesker blege for at gå sin egen stereotyp i møde, eller prøve noget nyt af – bare for en uges tid.

Metalpublikummet er, generaliserende som jeg er, det publikum, jeg stoler absolut mest på. De metalbøverter jeg har mødt i min korte levetid, har ikke været metalbøverter. De har været sarkastiske, intelligente, musikalske og haft masser af selvironi. Det illustrerede sig stærkest under Devin Townsend Projects koncert, at forsanger Devin Townsend fik samtlige sortklædte publikummer til at svinge armene fra side til side, som var de til en Westlife koncert. “Gayer! – Allright, that’s pretty gay”, tilføjede han, og publikum grinede.

I det hele taget var Devin Townsend både lige dele entertainer og musiker, mens han stod på scenen. Imponerende, men ikke halvt så imponerende som variationen mellem metal og melodiske melodi grand prix fraser, og klassisk rockpik. Og som jeg stod der i al rabalderet, og hørte metal med pladsens mest tillidsvækkende publikum og scenernes mest publikumsnære optrædende, frygtede jeg afslutning for at drage videre til hele oplevelsens umiddelbare diamentrale modsætning. Robyn Rihanna Fenty, eller bare Rihanna.

rihanna-02

På pladsen foran Orange Scene stod et mangfoldigt hav af mennesker. Unge og gamle mennesker i alle verdens farverigeste variationer, samlet i håbet om at være mødt op til årets koncert på Roskilde Festival. Det var ikke årets koncert. Det er jeg i hvert fald blevet fortalt efterfølgende. Og det er da også rigtig, at hun måske ikke sang skide meget i sin mikrofon. Men i mødet med idoler, er der sjældent overskud til at sætte tænderne i detaljerne. De publikummer jeg stødte på, virkede i hvert fald rimelig umærkede af hele den satiriske linje, som kendis-Twitter lagde for døren om koncerten allerede før den sluttede.

Rihanna

Min egen oplevelse af koncerten kunne måske godt ende på 2 stjerner. Men jeg stod altså også i hjørnet af scenen og prøvede at tage gode billeder, med påbegyndende alkoholfri ånde, helt alene. Hvis jeg kender mig selv ret, havde jeg, hvis jeg havde været pissefuld og med frie tøjler på Rihanna-æslet, smidt 6 artohjerter. Åben cabriolet i yderste spor af en tysk motorvej, med mine bedste venner på bagsædet, hele vejen fra Orange og tilbage i lejren, for at bruge resten af aftenen på at overbevise diverse hipster-friends om, at de var gået glip af den bedste koncert, som havde ramt Orange Scene siden DeadMau5. Sådan gik det bare ikke. Jeg følte, for anden gang den dag, at jeg havde indtaget en Deluxe Burger uden noget deluxe. Men det skal jo ikke gå ud over Rihanna. Pladsen hoppede, og selvom det ikke var nogen Slipknot-amok, så var der stadigvæk helt ok drøn på.

rihanna-03

Efter at aftenens mørke diva havde lukket scenen med sit ikke selv- men Sia-skrevne “Shine Bright Like A Diamond”, trissede jeg, som en del af taktikken om at bevæge mig hjem i mit telt, forbi Odeon hvor Bixiga 70 var i fuld gang.

Bixiga70

Jeg kom, jeg så, jeg tog et par billeder, og nød at publikum stadigvæk kunne danse funk så sent på natten. Skulle Bixiga 70 nogensinde komme til Danmark igen, er det bestemt en koncert, jeg vil gøre meget ud af at møde op til. Men min fødder sagde, sammen med det meste af resten af min krop, “Lukas – vil du ikke godt være sød ikke at danse funk lige nu”, så jeg lagde mig ned i mit telt og fik en god nats søvn. Eller i hvert fald hvad der kvalificerer sig som en god nats søvn på Roskilde Festival. Jeg sov, og det var godt.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.