24 Jun

Et skud fra brokkehoften: Northside Festival 2013

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Et skud fra brokkehoften: Northside Festival 2013

Mia har skrevet en tekst om Northside Festival 2013. Den kan du læse ved at klikke her: Northside Festival 2013. Den opsummerer rigtig godt min oplevelse af festivalen i år. Alligevel har jeg løbende gjort mig nogle tanker om festivalen, som alt i alt passede skidt ind i Mias beskrivelser. Derfor får de sin egen tekstblok her. Spænd sikkerhedsselen, og gør jer klar til procentregning, og både kompromisløs og ukonstruktiv tekst direkte fra brokkehoften.

Northside Festival 2012 havde 32 bookinger og herunder aflyste 3. The Temper Trap aflyste så tidligt, at jeg ikke har kunne google mig frem til, hvem erstatningen var, Mumford and Sons aflyste og blev erstattet af Veto, mens When Saints Go Machine aflyste så tæt på koncerten, at det ikke var muligt at finde en erstatning.

Northside Festival 2013 havde 41 bookinger og herunder aflyste 3. Bloc Party som blev afløst af Loveshop, Modest Mouse som blev afløst af Jagwar Ma, og Michael Kiwanuka som blev afløst af Passenger. Det betyder, at Northside Festival har forbedret deres aflysningsprocent fra sidste års 9,8% med 2,5%, og således ender årets aflysningsprocent på lidt over 7,3%. Det er for højt.

Det er ikke fordi, forklaringerne har manglet. Det er smaddersvært for When Saints Go Machine at optræde uden udstyr, og det er superduper udfordrende for Marcus Mumford at spille guitar med en brækket hånd. Men måske man så skulle passe lidt på med at stjæle Michael Kiwanuka ud af programmet året efter sin egen aflysning, for at tage ham med på tour.

I samme boldgade burde The Temper Trap måske have tjekket deres kalender, før de dobbeltbookede koncerten på Northside sideløbende med forpligtelser i Amerika. For slet ikke at snakke om Bloc Partys aflysning af personlige årsager, dagen før Northside Festival satte i gang. Really? Personlige årsager. De kunne lige så godt have sagt, at det var fordi de skulle ud og købe ind, eller spole videobånd tilbage den dag.

Og sidst, men ikke mindst, Modest Mouse .. Mother fuckers. Aflyser hele deres europaturné for at fokusere på indspilningerne til deres næste album.

Det er jo ikke fordi, Northside Festival kan gøre hverken fra eller til i forhold til aflysningerne. Men det er svært ikke at være mærket af det som publikum. Forestil jer følgende festival; The Temper Trap, Mumford and Sons, Bloc Party, Michael Kiwanuka, Modest Mouse og When Saints Go Machine. Well, fuck. Jeg har svært ved ikke at slippe følelsen af at være blevet en lille smule snydt. Og jeg har ikke en gang betalt for min egen billet.

Præcis den samme følelse står jeg med i forhold til vejret, maden og øllene. Det er jo ganske op til mig selv ikke at tage våddragt med på Northside Festival, ligesom andre havde gjort i år. Ligesom det er helt op til mig selv at indtage øl, vand og mad på pladsen, som alternativ til at tage hjem at spise. Jeg bor faktisk rimelig tæt på.

Virkeligheden var bare, at selvom Northside Festival har helt fair priser på både mad og drikke, helt efter standarden på andre festivaler, så bliver 3 dages festival i stiv kuling, spredt regn, burgere til 60kr og øl til 40kr, uden Bloc Party eller Modest Mouse, en helt anden oplevelse end jeg havde sat næsen op efter. Og Loveshop som erstatning på Bloc Party. Jeg troede vi var blevet enige om at ringe til Veto, når der opstod problemer? Fucking Loveshop. Veto er Northside Festivals Power Rangers når det kommer til aflysninger. Eller måske nærmere Ghost Busters. Who are you gonna call? I hvert fald ikke Loveshop.

Hvad angår aflysninger er det svært at holde tankerne fra, om Northside Festivals kontrakter er skarpe nok. Efter to år med høje aflysningsprocenter fra lidt for afgørende navne, uden nogle mærkbart tilfredsstillende undskyldninger, med undtagelse af When Saints Go Machine og Mumford and Sons, er det svært at overse Northside Festival som eneste konstant i ligningen. Hverken Mia eller jeg kender detaljerne, og vi er ikke ude efter at give Northside Festival juridiske reprimander. Men vi snakkede med flere om det på festivalen, lidt for ofte uden selv at bringe det på bane, og uanset hvad, må Northside-folkene nok erkende, at snakken lige så stille begynder at gå, og publikum stiller spørgsmålstegn ved, om det måske er for nemt for musikerne at løbe fra deres forpligtelser over for Northside.

Og så til vejret. Vejret i år var et problem, og som publikummer på pladsen virker det som om, Northside har gjort sig flere overvejelser om at udvide pladsen både med scener og publikummer, end at overveje hvad man skal give sig til, når det pisser ned, og der ikke spiller noget musik man kan lide. Andet end at dele plasticsponsorponchoer fra Royal ud, men det er de jo nærmest også nødt til, når vores slagvåben aka paraply konfiskeres i indgangen.

Så hvad gør du, når regnen kommer? Du ifører dig et stykke blåt plastik, venligst udleveret af festivalen, og sætter dig på et rødt stykke plastik, venligst udlånt af kommunen. Og så får du våd røv, for de røde donuts til udendørsbrug samler vand over hele sædet, og fordi lortet er i plastik, skal det enten tørres, blæses eller solvarmes væk .. Which did not happen.

I år forærede Northside Festival Mia og jeg to akkrediteringer. Det betyder at vi kom gratis ind. Og på den anden side af hegnet oplevede vi Nick Cave. Det var den absolut bedste koncertoplevelse, jeg har haft i år, herunder samtlige ni koncerter på Spot Festival 2013, en hel dag på Distortion og rest. Roskilde Festival skal oppe sig for at lægge Nick Cave and The Bad Seeds ned. Einstein spillede keyboard i The Bad Seeds, og Nick Cave fik en lyshåret fan til at græde af glæde .. Og så tørrede han snot af i publikums hænder. Vejret og bookingerne skulle have været meget, meget værre for at ødelægge den oplevelse.

Alligevel går ovenstående ting mig på, og trækker min samlede festivaloplevelse ned. Både for min egen, jeres og Northside Festivals skyld håber jeg på bedre vejr og færre aflysninger, og så ville jeg sætte pris på en udvidet plan for, hvad jeg skal give mig til, når det pisser ned. Selv uden Veto viser regnen sig at være en rimelig tilbagevendende begivenhed.

Når ret skal være ret, så er Northside Festival hverken skyld i vejret eller aflysningerne. Til gengæld kan de stilles til ansvar for mine oplevelser med Nick Cave, Imagine Dragons og Left Boy. Det er ikke noget, vi overser her på Wonders Make Joys redaktion, bedre kendt som sofaen i vores stue. En kæmpe tak for et godt år går ud til internationalt P3-Guld. Øh, jeg mener selvfølgelig Northside Festival 2013.

Vi ses næste år!

4 kommentarer on “ Et skud fra brokkehoften: Northside Festival 2013 ”

  1. Messias 06/24/2013 at 21:21

    “Veto er Northside Festivals Power Rangers når det kommer til aflysninger. Eller måske nærmere Ghost Busters. Who are you gonna call? I hvert fald ikke Loveshop.”

    “En kæmpe tak for et godt år går ud til internationalt P3-Guld. Øh, jeg mener selvfølgelig Northside Festival 2013.”

    Gyldne bemærkninger:D:D:D:D:D:D:D:D:D:D:D:D:D:D

  2. Lukas Kaldan 06/24/2013 at 22:55

    Det er vi glade for at du synes! Vi håber på at Northside også synes vi er lidt sjove :)

    Det tror jeg de gør. Det er trods alt en sød flok der sidder derinde!

  3. Messias 06/25/2013 at 09:55

    Der er vist en der fedter efter fribilletter igen til næste år ;-)

  4. Lukas Kaldan 06/25/2013 at 12:37

    Det kan du fandme tro jeg gør! :)

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.