09 May

SPOT Festival 2013

Skrevet af Mia Kategori: Anmeldelser, Blogge
SPOT Festival 2013

I sidste weekend løb årets SPOT Festival af stablen i Århus. Musikere, publikum og branchefolk stimlede sammen i området omkring Musikhuset for at opleve ny og upcoming musik, og over 120 bands gav koncerter i løbet af de to dage.

Lukas og jeg var akkrediterede, og vi havde en fantastisk festival. Vi havde besøg af to venner fra København, hvoraf den ene af dem arbejder for VUF Empire, og det var gennemført hyggeligt. Modsat tidligere år, hvor vi har fyldt hele festivalen op med møder og aftaler med musikere og branchefolk, så havde vi i år besluttet os for ikke at lave nogen aftaler, men bare tage det løbende, og i stedet fokusere på de koncerter, vi gerne ville nå at se. Og det fungerede skidefint.. Ingen stress – bare god tid, god musik og gode mennesker.

Jeg var, som nævnt tidligere, udvalgt til at være én af de 9 officielle SPOT Tweeps, og min Twitter-app var på overarbejde hele weekenden. Jeg ved, nogle af jer har fulgt med derinde, men for jer andre kommer her et lille (læs: rimelig langt) recap af vores festival..

Fredag

spot-kadieelder

SPOT Festival 2013 startede (for os) med Kadie Elder, der bød på både musik og boblevand. I forbindelse med udgivelsen af deres debutalbum havde de taget champagne med til de fremmødte, og det gav helt sikkert nogle point hos det lidt eftermiddagsgenerte publikum. Udover champagne leverede de fem fyre gedigen elektromusik med lækre beats og lækker vokal, og da koncerten var slut, stod både Lukas og jeg med en rigtig god mavefornemmelse. Ballet var åbnet, og dette års festival lovede usandsynligt godt..

spot-dinner

Efter koncerten begav vi os ned mod Radar, hvor Dinner skulle spille. Vi har skrevet om ham tidligere, så vi kendte godt musikken og manden bag, men alligevel kom det lidt bag på os, hvor syret en oplevelse, det var.. Anders Rhedin, aka Dinner, trådte på scenen alene – med et klæde over hovedet, som dækkede størstedelen af hans ansigt. Med sin dybe stemme og en masse rumklang fangede han publikum fra starten, og selv om et par stykker af de fremmødte var lidt skeptiske i starten, fik han dem lige så stille lukket ind i sit univers. På Twitter beskrev jeg koncerten som et syretrip i solen en søndag eftermiddag, og det er rimelig spot on – men ment på den allerbedste måde. Det var anderledes i ordets bedste forstand.

spot-broke

Efter en sandwich, et hej til Annasaid-drengene og en lille snak med Carsten Holm fra P6, var det tid til Broke. Jeg kendte dem ikke rigtig på forhånd, men Lukas havde hypet dem en del, så jeg havde egentlig en god stak forventninger. Der var fuld smadder på lige fra starten; trommerne trampede derud af, guitaristen smed trøjen, og der blev skruet op for både volume og lysshow. De tre fyre fremstod meget anonyme, som de stod på scenen dækket i røg og langt hår, men alligevel var de fandens markante, fordi deres lyd fyldte så meget. Jeg kan i skrivende stund ikke huske et eneste af deres numre, men jeg kan helt tydeligt huske oplevelsen af at stå til koncerten og høre musikken. Jeg kan huske, at trommerne var super tight, at numrene var støjende, men stadig melodiøse, og jeg kan huske, at guitaristen væltede to forstærkere, sin guitar og sig selv ned fra scenen i afslutningsnummeret. Og mere har jeg egentlig ikke behov for.. Det er nok til, at jeg ville tage til én af deres koncerter igen.

spot-lulurouge

Derefter var det egentlig tid til at splitte op.. Lukas ville se Broken Twin, og jeg var fast besluttet på at se Lulu Rouge, så vi gik hvert til sit – men Broken Twin var så populær, at de måtte lukke dørene pga. pladsmangel. Så Lukas kom (lettere slukøret) tilbage og gik med til Lulu Rouge. T.O.M. og Buda gik på scenen til massive klapsalver, og det kunne bestemt mærkes, at publikum havde savnet dem de sidste 3 år. Med sig havde de Fanney Ósk fra Kúra, Mikael Simpson og Asbjørn, der hver især lagde vokal til et par numre. Alle 3 var formidable, men Asbjørn overskinnede lidt det hele. Med sin fantastiske vokal, sine særprægede dansetrin, og sine meget stramme, højtaljede, hvide bukser og pelsjakke stjal han fokus, og selv de let forskrækkede fyre, der stod bag mig og blev ved med at sige “Er han for real ham der?”, måtte til sidst overgive sig til Asbjørns dans og drengede charme.

spot-slowolf

.. Og så blev vi lidt trætte. Vores venner fra København ville til Mø, men hverken Lukas eller jeg havde det store behov for at se hende, så vi begyndte så småt at trisse hjemad. På vejen gjorde vi holdt ved Atlas, hvor Slowolf skulle spille. Der var bløde sofaer og øl, og det var sådan set rigtig lækkert, så vi endte med at blive koncerten ud. Vi kendte begge to “See You In My Dreams” på forhånd, men var positivt overraskede over resten af musikken. Man kunne godt mærke, at “See You In My Dreams” var deres stærkeste kort, men resten af settet var stadig ret fedt, og specielt frontmand Andreas Asinghs evne til at synge og spille trommer samtidigt imponerede.

Lørdag

spot-sebastianlind

Andendagens program bød hovedsageligt på halvstore navne og siddende koncerter, hvilket egentlig er ret atypisk – særlig for SPOT Festival. Vi startede med Sebastian Lind i Store Sal. Hverken Lukas eller jeg hører musikken til daglig, men han er ikke desto mindre skidedygtig, og vi ville gerne opleve ham live – særligt når nu vi havde en repræsentant for VUF Empire boende i vores stue. Der blev spillet en god samling af nyt og gammelt, og jeg var meget positivt overrasket. Med små, sjove dansetrin og en overlegen vokal smeltede Sebastian Lind hele Store Sal, og piger måtte forlade deres siddepladser for at komme ud på midtergangen og danse. Stemningen var høj, og da koncerten blev afsluttet med Justin Timberlakes “Suit and Tie” rejste hele salen sig for at danse med.

spot-as

Efter Linds popfremvisning var det tid til den koncert, jeg havde set allermest frem til – nemlig islandske Ásgeir Trausti. Jeg havde forelsket mig i hans nummer “Leyndarmál” hjemmefra, og derfor havde jeg virkelig store forventninger til hans SPOT-koncert – forventninger, som i høj grad blev indfriet. Vokalen var fejlfri og smuk, og det elektroniske element i numrene gjorde sig umådeligt godt. For min skyld kunne han dog godt have droppet de engelske numre, og kun holdt sig til de islandske – det virkede knap så storslået, når man pludselig kunne forstå teksten, og jeg ville ønske, at han kun havde sunget på islandsk. Ikke desto mindre var det en vidunderlig koncert, og fra det øjeblik den sluttede, glædede jeg mig til at komme hjem og høre musikken igen.

spot-turboweekend

Post-Trausti gik vi på jagt efter noget aftensmad uden for SPOT-området (thi det er pissedyrt). Vi endte i Rema, og efter at have indtaget en sandwich på græsset foran Musikhuset, hookede vi op med Annasaid-drengene igen. Vores næste planlagte koncert var We Invented The Night, men da der på dette tidspunkt var herrelang tid til, besluttede vi os for at se Turboweekend, selvom det egentlig ikke rigtig var planen – men så havde vi da noget at tage os til. Det viste sig at være en rigtig god idé. Cirka lige så god som skiveskåret brød. I anledning af udgivelsen af “Shadow Sounds” lavede de nemlig en siddende koncert, hvor de fremførte numrene fra albummet – dvs. velkendte numre, men på en ny og mere afdæmpet måde. Det hele var intimt og nede på jorden, men alligevel bombastisk, og de tog fulstændig røven på os begge, i forhold til hvad vi havde regnet med, vi skulle se. Der var både nye numre som “On My Side” og ældre numre som “Into You”, alle sammen fremført meget mere minimalistisk end normalt. Særligt “Trouble Is” vakte begejstring, og personligt blev jeg meget rørt af at høre nummeret så nøgent – det blev på en måde meget mere voldsomt end originalen, og det kunne jeg rigtig, rigtig godt lide. Silas Bjerregaard er en uhyggeligt dygtig sanger, og koncerten i Store Sal var intet andet end en cementering af hans imponerende vokale evner. Det var overlegent og legende let.

spot-weinventedthenight

Efter Turboweekends magtdemonstration var det tid til noget helt andet. We Invented The Night skulle spille på Café Scenen, og det var én af de koncerter, vi havde sat kryds ved fra starten. Både fordi de har sendt os en del mails, men også fordi man automatisk lægger mærke til et band, som både har Asbjørn og Ida Wenøe fra Boho Dancer med på rollelisten. I dagens anledning var de 9 mand på scenen, som leverede velvoksent post-rock – med 3 vokaler og 2 trommeslagere. Publikum tog rigtig godt imod musikken – særligt “Hestesangen” (ja, det hedder den åbenbart) var fed, med smukke harmonier og fællesklapperi til sidst.

Alt i alt var dette års SPOT Festival en festival med rigtig meget at byde på. Mange koncerter, mange spillesteder, mange mennesker – og meget høj kvalitet all round. Vi fik ikke rigtig leget vigtige branchefolk og snakket med en hel masse fremmede mennesker, men vi havde en rigtig god festival med søde mennesker og rigtig gode koncerter. Faktisk havde vi ikke én eneste dårlig koncert. Sidst vi var på SPOT, var der i hvert fald én koncert, vi blev nødt til at gå fra, men det har slet ikke været aktuelt i år. Så big ups til både musikere og bookere.

Og nu er det hele slut.. Og skiftet ud med eksamenslæsning.. Og der går et helt år, før der står SPOT på programmet igen.. Det er fandme trist. Heldigvis er der kun lidt over en måned til næste festivaloplevelse, nemlig Northside Festival. Og vi glæder os.

Tak til SPOT 2013 – vi ses til næste år.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.