02 May

Hvad skal du se på Spot Festival?

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Hvad skal du se på Spot Festival?

Om ganske få minutter går SPOT Festival 2013 for alvor i gang. Den Sorte Skole åbner ballet med en koncert i Den Gamle By kl. 23, og fra da af og de næste to dage frem bliver Århus forvandlet til et overdådigt tag-selv-bord af musikalske lækkerier. Over 100 navne er på plakaten, og det kræver således noget hjemmearbejde at finde ud af, hvilke koncerter man skal se.

Hvis du endnu ikke har besluttet dig, eller bare godt kunne bruge lidt inspiration til at få fyldt de sidste huller i programmet, så har vi samlet nogle anbefalinger her. SPOT Festival har de sidste par dage på Twitter kørt med hashtagget #3JegSkalSe, og har på den måde fået brugere til at anbefale 3 bands, som de skal se på festivalen. Det er nemt og overskueligt, og selvom det i forhold til programmets omfang og kvalitet nærmere burde hedde #30JegSkalSe, så har vi valgt at følge stilen. Vi har derfor hver især udvalgt 3 bands, som vi vil anbefale.

Mias anbefalinger:

Lulu Rouge
I mandags udkom albummet “The Song Is In The Drum” – et album, som mange (mig selv inklusiv) har ventet på med længsel siden “Bless You” fra 2008. Fredag spiller de deres første liveshow i 3 år. Med på scenen har de bl.a. Asbjørn og Fannye Osk, og der er ingen tvivl om, at SCC bliver proppet til bristepunktet.
SCC That, fredag kl. 21.30

Ásgeir Trausti
Blød vokal, smukt guitarspil og komplet uforståelige tekster. Ud fra beskrivelsen kunne det lige så godt være Bon Iver – men det er islandske Ásgeir Trausti. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men har udviklet et mindre musikalsk crush i løbet af de sidste par dage, og jeg glæder mig til at se, om han kan leve op til mine forventninger.
Rytmisk Sal, lørdag kl. 18.00

Den Sorte Skole
Samtidig med Ásgeir Traustis koncert i Rytmisk Sal giver Den Sorte Skole, der netop har udgivet deres Lektion III, deres sidste af i alt 3 koncerter under SPOT. Jeg kan selvfølgelig ikke være 2 steder på én gang, og jeg kommer derfor ikke til at opleve den her koncert, men må tage én af de andre – men derfor fortjener den stadig en anbefaling. Koncerten foregår i Store Sal, og der vil være både visuals og lysshow med, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at det bliver den fedeste af de 3 koncerter.
Store Sal, lørdag kl. 18.00

Lukas’ anbefalinger:

Dinner
Dinner er i mine øjne et meget overset navn i det danske musiklandskab. Forhåbentligt vil hans SPOT-koncert få sat gang i den brancheacceleration, som han fortjener.
Radar, fredag kl. 18.00

Broke
Littauer-drenge har alle dage været svære at komme uden om. Broke, som består af Simon Littauer og Mads Bergland, er ingen undtagelse. Jeg er kæmpefan af Lucky Bird, og jeg var kæmpefan af Electrojuice dengang det fandtes. Nu er Broke kommet på banen, og efter at have turneret med Reptile Youth er de i Århus. Det må du ikke gå glip af.
Radar, fredag kl. 19.30

Broken Twin
Broken Twins EP “Hold On To Nothing” har fast plads i vores pladespiller. Vi skifter en gang imellem, men så snart jeg kan komme til det, kommer den tilbage. Det er en fantastisk plade – som både kan høres med 45 og 33 omdrejninger i minuttet alt afhængig af ens humør. At Majke Voss Romme og hendes smukke stemme kommer til Århus er fantastisk. At hun kommer til Århus under SPOT er dog endnu mere fantastisk – og jeg glæder mig til at opleve hende live.
Lille Sal, fredag kl. 21.00

Det var vores besyv. Hvorvidt vi reelt når alle ovenstående koncerter, er aldrig til at sige – men vi vil gøre et ihærdigt forsøg. Hav en rigtig dejlig festival – vi ses derude!

En kommentar on “ Hvad skal du se på Spot Festival? ”

  1. […] Make Joy har lavet 2 x #3JegSkalSe: wondersmakejoy.dk/?p=5994 #SPOT13 #viglæderosheltvildt […]

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.