15 Apr

Eirene

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Eirene

For et år siden var Lukas og jeg dommere til GymnasieSpot, hvor Mettro og Woodhouse løb med priserne. Om et par uger går det løs igen – denne gang på Atlas i Århus. 8 bands kæmper om titlen som Årets Gymnasieband og de lækre præmier, der medfølger – heriblandt spillejob på V58 og fotosession med professionel fotograf.

Selvom Lukas og jeg ikke skal være dommere i år, har vi alligevel fulgt lidt med. Ét af de deltagende bands skrev nemlig til os for et par uger siden, for at gøre opmærksom på sig selv. Bandet hedder Eirene og kommer fra Ringkøbing, og de har lavet et fedt, fedt nummer, der hedder “Hubris”.

Eirene – Hubris

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Stemningen og vokalen minder mig om Kashmir – og den vestjyske kvintet kunne snildt være lillebror til Eistrup og co, i hvert fald i forhold til “Hubris”. Guitarriffet er iørefaldende og genkendeligt, vokalen er lækker og upoleret, og særligt bridgen til omkvædet har sat sig fast i mit hoved.

Generelt er “Hubris” et meget voksent nummer. Når fem gymnasiefyre går sammen for at lave musik, er resultatet oftest meget prøvende og usikkert, men “Hubris” er et meget selvsikkert nummer, og Eirene fremstår langt fra nervøse og pubertære omkring deres musik. De har indtil videre kun udgivet to numre, så at lave en fuldvoksen bedømmelse er måske lidt overilet, men umiddelbart synes jeg, der er rigtig godt potentiale i de vestjyske drenge. Og uden at have hørt resten af deltagerne til dette års GymnasieSpot vil jeg sige, at Eirene har rigtig gode muligheder for at vinde titlen, når konkurrencen løber af stablen på Atlas om et par uger.

Jeg krydser fingre for Eirene – og for resten af deltagerne. Forhåbentligt bliver det en rigtig god dag, hvor både musiklyttere og branchefolk kan få øjnene op for noget nyt, ungt musik.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.