23 Mar

Vintertur

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Vintertur

Lad jer ikke snyde af overskriften. Selvom det på alle tænkelige måder ville være passende at sende en skriftlig svada mod vejrguderne, så er dette ikke et blogindlæg med brok over vejret. Det er tværtimod et blogindlæg med noget dejlig musik.

Københavnske Vintertur, som tidligere har varmet op for Turboweekend og lige nu kæmper for at blive finalister i KarriereKanonen, sendte i går deres første officielle single og musikvideo på gaden. Nummeret hedder “Endless”, og det er minimalistisk, mørkt og energisk – men samtidig dansabelt og en lille smule poppet. Ligesom jeg bedst kan lide det.

Lydbilledet minder om Spleen United, men så alligevel ikke – for mens Spleens vokal er frembrusende som en cyklist, der står op i sadlen på vej op af en bakke, så er Vinterturs vokal noget mere tilbagelænet og blød. De to bands har unægteligt rødder i den samme musikalske muld, men det synes jeg ikke er en negativ ting – tværtimod kan jeg kun se det som noget positivt, at der kommer mere af den slags musik, som jeg allerbedst kan lide. Jo mere god musik, jo bedre. Og det her er god musik.

“Endless” er forløberen til den debut-EP, som Vintertur sender på gaden til april. Jeg krydser fingre for, at resten af EP’en er lige så lækker som singlen, og at Vintertur-drengene kan leve op til det musikalske potentiale, som “Endless” præsenterer. Egentlig er jeg ikke så nervøs. Det virker som om, de her drenge har rimelig godt styr på at lave elektronisk musik.

En kommentar on “ Vintertur ”

  1. […] sparker nemlig 2014 i gang med et supersvedigt projekt. Vintertur, som vi tidligere har omtalt, har netop i dag lanceret deres projekt “2014″, hvor de hver måned i det kommende år […]

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.