11 Mar

Hurra, hurra!

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Konkurrencer
Hurra, hurra!

I dag er det vores fødselsdag! 3 år er gået, siden vi søsatte bloggen, og vi kan med glæde se tilbage på nogle år, som har været fyldt med dejlig musik, dejlige mennesker, dejlige koncerter, dejlige festivaler og – ikke mindst – dejlige læsere! Læsere, som trofast følger med i vores indlæg, deltager i vores konkurrencer, kommenterer og liker på Facebook og møder op til vores arrangementer. I er skidesøde, og vi skylder jer alverdens tak.

Sidste år fejrede vi vores fødselsdag ved at udlodde en, hvis vi selv skal sige det, rimelig stor gave. Kammerater, venner, bekendtskaber og samarbejdspartnere donerede alt fra CD’er og LP’er til frisbees og T-shirts, og resultatet blev to kasser fyldt til randen med hygge og musik. I år har vi valgt at gøre det lidt anderledes. Der er nemlig kun én gave. Men hvilken gave!

Kender i Wimp? Wimp er en streamingstjeneste – ligesom Spotify, Sony Music Unlimited, TDC Play og flere til. Forskellen på Wimp og de andre tjenester er, at Wimp er den tjeneste, vi bruger. Vi startede begge hos Spotify, men følte os aldrig helt tilpas. Det var bøvlet og fyldt med reklamer for Rasmus Seebach, og derfor skiftede vi over til Wimp, hvor vi har fundet os godt til rette. Opsætningen og layoutet er enkelt og overskueligt, og reklamerne handler – så vidt vi har oplevet indtil videre – kun om Wimp selv. De har playlister, der kun indeholder dansk musik eller danske musikeres anbefalinger, og så har de for nyligt inkorporeret en række danske musikblogge, som kommer med anbefalinger. Alt sammen ting, som – i vores optik – udgør et overlegent alternativ til Spotify og de andre konkurrenter. Den lyserøde streamingtjeneste er vores ven.

Da vi skulle finde på en fødselsdagsgave til jer i år, var løsningen derfor relativ simpel. Vi skrev til Wimp, fortalte om vores begejstring for deres produkt, og spurgte så, om de havde lyst til at forkæle vores læsere i anledning af vores fødselsdag. Og det havde de! Der var ingen krav om reklamebanner, skjulte links eller andet – bare et ønske om at forsøde tilværelsen for os og vores læsere. Derfor kan vi med glæde fortælle, at dette års fødselsdagsgave består af 1 års Wimp Premium til to heldige vindere.

Et helt år, hvor du slipper for reklamer, men til gengæld kan lytte til de 20 millioner musiknumre på både computer, smartphone og tablet – og hvor du kan gemme op til 3.000 sange, så du kan lytte, selvom du er offline. Der er grundlag for en gedigen musikafhængighed, og vi glæder os ved tanken om, at vi kan være med til at fylde to læseres hverdag med musik. De to vindere kan f.eks. lytte til Helsinki Poetrys “Transport”, Troels Abrahamsens “Husvild 2”, Crash and Computes “Crash and Compute” eller Sebastian Linds “Messed Up Happy Kid” – for bare at nævne et par stykker. Desuden har Wimp netop opdateret deres playliste for Roskilde Festival 2013 – en playliste, du er nødt til at lytte igennem, før du tager afsted i år.

Mulighederne er mange – fremgangsmåden er enkel: For at deltage i konkurrencen om 1 års Wimp Premium skal du blot skrive en fødselsdagshilsen i kommentarfeltet herunder. Vi brugte samme metode sidste år, og det var simpelthen så hyggeligt at læse alle jeres hilsner. Så det gør vi igen! Og vi håber, at I vil lege med og ønske os tillykke. Konkurrencen slutter søndag d. 31. marts kl. 23.00, hvorefter vi udvælger 2 vindere.

Nu vil vi vende tilbage til lagkage og sodavand. Hav en fantastisk dag – og held og lykke i konkurrencen.

10 kommentarer on “ Hurra, hurra! ”

  1. Frederik Lasserre 03/11/2013 at 12:40

    Kære Lukas og Mia.
    Tillykke med de 3 år med WMJ, det har været en fornøjelse at både læse og rent faktisk også feature på bloggen under jeres dækning af Roskilde. (famous, famous famous)
    Jeg håber, at i vil fortsætte jeres Mer’ Støj kampagne og jeg glæder mig til diverse musikarrangementer med jer i fremtiden, når nu jeg er bosat i Århus.

  2. Andreas Campbell 03/11/2013 at 12:53

    TILLYKKE Lukas og Mia! Og tak for jeres store arbejde – ikke kun her på bloggen, men i musiklivet generelt. Dejligt med ildsjæle, der gider gøre en indsats. Håber snart at se jer i det nordjyske!

    Kh. Andreas

  3. Kasper 03/11/2013 at 12:59

    Tillykke med barnet!
    Håber I får en rigtig god dag med masser af lagkage og rød sodavand!

  4. Mads Mikkelsen 03/11/2013 at 13:14

    Stort tillykke Lukas og Mia

    Startede med at følge jer da jeg var på Roskilde. Siden har jeg løbende fulgt jeres blog og aktive deltagelse i den almene bloggerdebat og det har været en fornøjelse hele vejen.

    Vi er super glade for, at I ønskede at bruge os som præmie i jeres fødselsdagskonkurrence.

    Mvh Mads fra WiMP

  5. SIdse Gry Jeppesen 03/11/2013 at 13:59

    Lukas og Mia!

    Er vild med jer! Synes I er så overdrevet seje, og glæder mig til, snart at se jer! Tusind gange tillykke med fødselsdagen WMJ! Må der komme mange flere indlæg, mere smagsdommeri og flere fantastiske anbefalinger!

    Kh
    Sidse

    (p.s. Har allerede Wimp – er meget enig i jeres begrundelse for, hvorfor det owner Spotify og alle de andre, så giv endelig gaven til en, der kan henrykkes for første gang :) )

  6. Mathias 03/12/2013 at 12:08

    Stort tillykke!

    Tak for en rigtig dejlig blog med masser af spændende indslag og sessions. Håber, I fejrer det på en eller anden måde :)

  7. Peter Dupont 03/13/2013 at 13:29

    WMJ – TILLYKKE TILLYKKE TILLYKKE!!!

    Synes, det er så fedt, det I laver. Er ofte herinde for at se, om der er blevet skrevet noget mere. Må der komme mange flere spændende indlæg og debatter fra jeres side af, ville være for lækkert. Fortsat god dag herfra! :))

    Mvh Peter Dupont

  8. Olivia 03/25/2013 at 14:07

    Stort tillykke med de tre år!
    Også tunsind tak for en rigtig god blog med mange spændende og fyldestgørende atikler!

  9. rasmus 03/31/2013 at 18:53

    Hej WMJ.
    I er helt klart en af de bedste blogs der er, om musik i DK.
    Keep up the good work – og bliv endelig ved i 3 år endnu.

  10. Wonders Make Joy 03/31/2013 at 21:13

    Tak for alle jeres søde, søde hilsner!

    De to heldige vindere blev Kasper og Mathias. Stort tillykke – og god fornøjelse med al den gode musik!

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.