23 Feb

Ny EP fra From The Foxhole

Skrevet af Lukas Kategori: Anmeldelser, Blogge
Ny EP fra From The Foxhole

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg hørte From The Foxhole live for første gang. Det er faktisk så lang tid siden, at de har nået at skifte navn i mellemtiden. Og jeg har glemt, hvad de hed dengang .. Lady-et-eller-andet. The Lady, noget. Jeg kan ikke huske det, og jeg har ikke noget internet. Jeg fisker det frem til sidst i teksten.

Jeg havde ikke store forventninger dengang for lang tid siden på Gimle, da jeg for første gang så et band, jeg ikke kan huske hvad hed, og jeg var der egentlig for at se In Memoirs og Asbjørn, der begge to spillede bagefter. Men de koncerter, som man ikke har nogen forventninger til, viser sig ofte at være de bedste, og From The Foxhole understreger rigtigheden af den tese.

Et eller andet sted mindede From The Foxhole mig om alle indiebands fra de gyldne Myspace og Bandbase-dage. Dengang hvor Veto og Turboweekend delte ud af remixes fra folk, man aldrig havde hørt om før, i hvert fald ikke i Glamsbjerg, hvor jeg voksede op. Dengang hvor Sidste Ambulance, Carpark North, Ginger Ninja, The Blue Van og Sterling sprang frem og blev kæmpestore fra den ene dag til den anden. From The Foxhole havde lidt samme feel omkring sig, og den aften på Gimle kom det bag på mig, at sådanne bands stadig eksisterer. “Everybody Wants to be an Indierocker”-dagene er overståede, og bands som From The Foxhole er så småt ved at være en uddøende race. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg stødte på dem den aften i Roskilde.

Det er som sagt et godt stykke tid siden, at jeg hørte From The Foxhole live for første gang, og selv The Killers “It’s Indie Rock And Roll For Me” er en saga blot. På trods af det har From The Foxhole netop udsendt en EP. 6 fantastiske numre, hvor forsanger Nikolaj Dalgaards dybe vokal er prikken over i’et.

De passer ganske vist ikke ned i nogen musikalsk skuffe med Choir Of Young Believers, When Saints Go Machine, Indians eller en lignende P6/Soundvenue/Regnsky-hype. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor glad jeg har været, for at have deres musiksamling liggende i iTunes over de seneste par uger. De rammer måske et tidspunkt, hvor indierocken er gået lidt i vinterhi, men det gør bestemt ikke musikken mindre god.

Numre som “Black Holy Dreams”, “Echoes In The Foxhole” og “Golden Waste” er måske ikke det mest innovative, der er sket i dansk musik nogensinde, og From The Foxhole kommer måske heller aldrig til at spille stor koncert på Roskilde Festival. Men hvad gør det, at de ikke er populære, når det giver mig og ligesindede mulighed for intimkoncerter, hvor vi ikke skal slås om pladserne med tusinder af publikummer. Hvor vi, omend bare for en stund, kan holde fast i og hylde indierocken og den gode musik. “Black Holy Dreams”, “Echoes In The Foxhole” og “Golden Waste” er hits. Om ikke radiohits, så en anden slags hits, nemlig Wonderhits. En kæmpe tak til From The Foxhole for stædigt at lade pladen spille i samme rille.

Nå ja, og deres gamle navn var Ladysmith.

From The Foxhole – Echoes In The Foxhole

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.