20 Jan

Jens-Ulrik Kleemeyer

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Jens-Ulrik Kleemeyer

Solskin og snevejr. Sådan har det set ud i et par dage nu. I hvert fald over Aarhus. Vi er halvvejs gennem vinteren nu, og hvis vi er heldige, er vi færdige med snevejr. Lige så hyggeligt som det er at se sneen falde, lige så træls er den at cykle i. Jeg er heldigvis ikke faldet i år .. Men det er sket før, og det gør ondt. Både på kroppen og sjælen. Det er ikke den sjoveste måde at gøre sig selv til centrum i et lyskryds.

På den ene side vil man gerne kommes til undsætning, når man ligger der på asfalten, og på den anden side vil man helst være alene i sin elendighed. Som regel må man klare den på egen hånd. Der er langt imellem er-du-okayerne og skal-du-have-hjælperne. Skulle jeg i midlertid skyde en masse menneskelige kvaliteter i skoene på en mand, jeg knapt kender, så tror jeg bestemt, at Jens-Ulrik, der er inden i musikeren Jens-Ulrik Kleemeyer, ville tilbyde dig en hånd og et par trøstende ord, hvis du skulle risikere at skvatte i hans nærhed. Og netop det vil jeg give dig mulighed for at opleve nu.

Det er nemlig således, at Jens-Ulrik, der almindeligvis sender sine tekster ud gennem The Green Lives, har samlet fire af sine helt egne sange, og lagt dem ud til fri lyt og hent på Bandcamp. Og sangene er en rigtig fin håndsudrækning til de af os, som er trætte af at falde i sneen; og især til de af os, som i vinterhalvåret er særligt dårlige til at komme op at stå igen. Alle 4 sange vil os fra ende til anden det bedste, og udgør således en musikalsk krammer i kulden.

At The Green Lives er glade for naturen, gives der udtryk for både i navnet, musikken og teksterne, og helt udenom naturen kommer vi heller ikke i Kleemeyers samling af sange med sangen “Forest Song”. For nogen tid siden skrev vi et indlæg med titlen Ik Mer’ Skov, der primært var en opsang til det danske vækstlag. Vi var ikke imod brugen af skov i musikken. Vi var imod brugen af skov som en undskyldning for ikke at have budgettet til at lave noget ordenligt. Men “Forest Song” er bestemt ikke en undskyldning for sig selv, og sammen med numrene “All Together” og “Land” må jeg indrømme, at jeg er jævnt imponeret over, hvad EP’en byder på. Numrene er velproducerede, sammenhængende, følsomme, virkelige og langt mere end jeg havde turde forvente. Jens-Ulriks stemme er mere end bare rar og behagelig og høre på, og sangene er mere end bare godt produceret songwriter-pop.

Jens-Ulrik Kleemeyer – All Together

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Numrene kan som sagt hentes gratis, og jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at gøre det – specielt dem af jer, som er ved at være lidt trætte af sne, kulde og glatte cykelstier.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.