02 Dec

Glædelig 1. advent!

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Glædelig 1. advent!

Jeg er en sucker for jul. Julehygge, julemad, julegaver, julelys, julepynt og ikke mindst julemusik. Al musikalsk integritet ryger fløjten, når vi nærmer os december, og min Now Christmas 2002-cd kommer på gedigent overarbejde. I år har jeg forsøgt at være lidt mere cool omkring det, og har oprettet en spilleliste på Wimp med gammelt julecroon, så det hele ikke går op i autotune og bjældeklang, men mine omgivelser virker ikke til at have den samme barnlige glæde for julemusik, som jeg selv har. F.eks. er Whams “Last Christmas” på min fars top 3 over de ting, han hader allermest i hele verden – og det er alligevel ret højt op, når man tænker på al den død og ødelæggelse, som ellers kunne have taget føringen. Men det er så den effekt, George Michael kan have på mænd over 40.

Nå, men i dag er det så 1. søndag i advent, og Lukas og jeg har tændt kalenderlys, åbnet julekalender og pakket adventsgaver op (ja, vi er 22 år og flyttet hjemmefra for længst, men man bliver aldrig for gammel til adventsgaver fra mor). I går var vi til klippe-klistre-bage-dag hos Lukas’ mors familie, og i dag står den på “vi-skal-ud-at-rejse-så-vi-snyder-lidt-juleaften” hos Lukas’ far med julegaver, pakkeleg, julemad og hele svineriet. Så alt i alt er der rimelig god julestemning på Rosensgade lige pt.

Og det skal fejres med god musik! Emil Friis, som vi har nævnt tidligere her på bloggen, har udgivet et julenummer. Det har både bjælder, klokkeklang, julemand, rensdyr og ordet “glistening”, men alligevel har det en eller anden ironisk og afslappet stemning over sig, som gør at Lukas ikke får nervøse trækninger, når jeg sætter det på. Emil Friis’ skæve vokal distancerer sig lidt fra alt det julede, og på den måde er man ikke ved at kløjs i sukkersød marcipan og juleengle, men kan forholde sig lidt bedre til musikken, selvom den er smurt ind i et tykt lag jul.

Emil Friis – Snowing In The Heart

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Nu vil vi begive os ud i sneen i Århus. Hav en rigtig dejlig søndag!

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.