19 Nov

Nyt fra Alcoholic Faith Mission

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Nyt fra Alcoholic Faith Mission

Nogle gange sker der gode ting, som man ikke har planlagt – som om universet beslutter sig for at dumpe en lille gave i postkassen, selvom det hverken er fødselsdag eller jul. Man er f.eks. taget til SPOT. Man har vadet rundt og snakket med søde mennesker hele dagen, og man er egentlig ved at være lidt træt i kroppen, men man har ventet flere måneder på at se Hymns From Nineveh, så man tager ikke hjem. I stedet beslutter man sig for at finde et sted at sidde ned og hvile benene – f.eks. i Store Sal i Musikhuset, hvor der tilfældigvis er et par ledige pladser under en koncert. Man kender ikke musikken, men de bløde sæder lokker, og derfor sniger man sig ind i mørket og finder en plads. Måske er det stemningen i lokalet, der gør det, måske er det pausen til fødderne og det bløde sæde, men på forunderlig vis ender man med at sidde med en gave i hænderne, som man ikke havde regnet med at få. Og det er de bedste gaver.

Sådan stiftede Lukas og jeg bekendtskab med Alcoholic Faith Mission til SPOT 2011 i Århus. De var ikke en del af vores planlagte festivalprogram, men de endte med at blive en af de bedste oplevelser det år. De 6 mennesker på scenen var glade, hoppende, dansende, skønsyngende og meget, meget taknemmelige – og publikum åbnede både ører og hjerter. Efter koncerten kiggede Lukas og jeg på hinanden med sådan et holy-crap-det-var-godt-blik, og var begge meget overraskede over, at vi ikke kendte noget til musikken på forhånd.

Der er gået noget tid siden SPOT 2011, men Alcoholic Faith Mission er stadig i fuld gang. Prominente folk i udlandet, såsom Lou Reed og Bon Ivers kæreste, har allerede udtrykt deres glæde over det danske band, og med optrædender på Roskilde Festival i både 2011 og 2012 kan det kun være et spørgsmål om tid, før den danske befolkning også melder sig under fanerne som AFM-fans. Med numre som “Running With Insanity” og “Not What Veronica Did” er det næsten uundgåeligt.

Nyeste skud på musikstammen består af en musikvideo. Nummeret hedder “Throw Us To The Wolves”, og det er legende og lækkert – med en anderledes musikvideo, som minder mig om en danseforestilling jeg så på Archauz for nogle år siden.

En kommentar on “ Nyt fra Alcoholic Faith Mission ”

  1. Amalie 11/19/2012 at 19:06

    Sikke en fin blog! Håber du vil slå et smut forbi min.
    Knus Amalie :)
    http://afashiondairybyamalie.blogspot.dk

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.