29 Oct

Ny musikvideo fra The Great Dictators

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Ny musikvideo fra The Great Dictators

Rød-hvide studenterhuer, øl på græsset, drukspil, ulykkelig kærlighed, havefest, smøger, ældre fyre med langt hår, læderjakker og sorte skinny-jeans, øl-bong, kold før tolv – The Great Dictators formår at indfange essensen af gymnasiet på bare 3 minutter og 42 sekunder. Det er spot on – og meget, meget smukt.

Jeg elsker musikvideoer, som fortæller en historie – hvor det ikke bare er sød fyr/lækker pige, som står foran kameraet og synger og gør sig til, men hvor billedsiden bliver brugt som fortælleredskab – brugt til at understøtte musikkens stemning, og til at få folk til at lytte til teksten. Det giver en bedre oplevelse for seeren, og det giver også selve musikken en bedre chance – for når først man har trykket play, så vil man gerne se hvad der sker med den søde gymnasiepige, og selvom musikken måske er lidt kedelig, så ser man den færdig, og man lytter nummeret til ende. Man vil gerne se, om hun får sin gymnasiefyr til sidst – god musik eller ej.

I The Great Dictators’ tilfælde er musikken dog langt fra kedelig eller dårlig. Den er tværtimod meget smuk. Med dyb, tilbagelænet vokal, flotte korstemmer og god slagtøjsopbygning har “One Of Us” et rart og blødt udtryk, og nummeret fremstår afrundet – som en kop varm te på en kold efterårsdag. Det er mørkt og varmt, men med en blid bismag af lyse korstemmer og lyse toner hist og her.

“One Of Us” er en del af diktatordrengenes EP “Horrorscopes”, som er deres anden udgivelse. Til december kommer den tredje EP “Someday, Nothing Will Happen”, og i 2013 udgiver det 7 mand høje orkester deres debutalbum. “Horrorscopes” kan downloades via Bandcamp, og særligt nummeret “Pride” er værd at give et lyt – det er lidt lettere end de andre numre, og letheden, de mange korstemmer og guitarspillet går smukt i spænd med den dybe og lækre vokal.

En kommentar on “ Ny musikvideo fra The Great Dictators ”

  1. […] benene væk under mig med deres musikvideo til nummeret “One Of Us”, som kan ses her her. De fire fyre har allerede udgivet to EP’er, og på mandag udkommer den tredje EP med titlen […]

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.