23 Oct

Gennemført debut-EP fra The Giant Youth

Skrevet af Mia Kategori: Anmeldelser
Gennemført debut-EP fra The Giant Youth

Nogle gange er det både en velsignelse og en forbandelse at være anmelder. For det meste er det ret fedt (gratis koncerter og gratis musik kan altid bruges!), men nogle gange ender man i en situation, hvor man skal vælge om man vil være en god ven eller en god anmelder. Og så vælger man det sidste. Størstedelen af de musikere, vi skriver om, er folk, som vi på den ene eller den anden måde har en relation til, og når de spørger, om man vil anmelde deres nyeste album, så er det virkelig svært at sige ja, hvis man ved, at det er lort. Men det er nu én gang præmisserne for en musikblogger, og nogle gange må man bide i det sure æble og sige sin mening – venner eller ej. Andre gange er man nervøs, fordi man ikke ved, hvad man kan forvente, og så kan man ikke sige nej på forhånd, men bliver nødt til at sige ja til at modtage musikken, have den liggende, lytte den igennem – for derefter at skulle kontakte den pågældende og sige, at det altså ikke lige var noget alligevel. Og det er næsten endnu mere træls end bare at sige nej tak fra starten. Derfor er det altid lidt svært at beslutte, om man skal sige ja til at anmelde musik fra venner – og jo bedre venner de er, jo sværere er det at beslutte. For man ved ikke altid hvad man siger ja til, og man kan få helt ondt i maven ved tanken om, at man skal fortælle en god ven, at deres musik, som de har brugt mange arbejdstimer på, ikke er godt nok.

Da jeg sagde ja til at anmelde debut-EP’en fra The Giant Youth, tænkte jeg over ovenstående, fordi én af mine gode venner fra uni er med i bandet. Jeg havde set dem live en enkelt gang, og selvom jeg syntes, at de havde noget rigtig godt materiale, så er det aldrig til at sige, hvordan en indspillet CD ender ud – nogle bands er superfede live, men falder fuldstændig igennem på indspilninger, og jeg ville så gerne have, at deres indspilninger var gode, så jeg ikke skulle have den der akavede “jeres-musik-er-ikke-så-god-og-jeg-vil-helst-ikke-anmelde-den-for-jeg-har-ikke-rigtig-noget-pænt-at-sige”-samtale. Jeg har haft EP’en liggende et stykke tid nu, og efter en del gennemlytninger kan jeg heldigvis – med sikkerhed i stemmen og ro i maven – sige, at jeg ikke havde noget at være nervøs for. Overhovedet. Og når jeg hører hvor godt et stykke arbejde de fire drenge har leveret, så føles det lidt dumt, overhovedet at have overvejet situationen, hvor deres musik ikke skulle have en god anmeldelse. Det er en gennemarbejdet plade, og den fortjener ros.

EP’en hedder “Christine” og indeholder 4 numre. Det er rockmusik med en lille snært af punk, og vokalen er rå og upoleret. Nogle gange fremstår den lidt shaky, men samtidig er den så selvsikker, at det kun kan være med vilje, hvilket giver en afslappet stemning i numrene. Instrumenteringen er enkel, men med delelementer, der gør dem spændende at lytte til.

Pladens første nummer hedder “Screamers // Speakers”, og det er et velvalgt åbningsnummer. Vokalen er anmasende på den fede måde, og de små baggrunds-uh’er fra koret er geniale. Det har en god opbygning, men folder sig ikke ud på samme måde som de andre numre, hvilket gør det velegnet som pladens første nummer. En blid, men velspillet start.

EP’ens andet nummer er titelnummeret “Christine” – et nummer, som jeg har været lidt forelsket i siden jeg hørte det på Myspace for noget tid siden. Introens første toner virker bekendte, og generelt er der noget rart og genkendeligt over nummeret – sammensætningen af trommerne, det lille guitarriff i midten af nummeret osv. Samtidigt er der god afveksling i nummeret, og særligt skellet mellem de bløde vers og de skarpe omkvæd fungerer godt, med “Christine”-stykket som flot afslutning.

Dernæst kommer nummeret “Home”, som i mine øjne har det største radiopotentiale. Guitarriffet er fedt og meget fængende, og nummeret har en klassisk rock-opbygning som gør, at det sætter sig fast. Vers-vokalen er lidt dybere end på de andre numre, og det giver plads til mere spændvidde i resten af nummeret. Samtidigt giver det nummeret en lidt brit-pop’et følelse, som jeg meget godt kan lide.

Det sidste nummer på EP’en hedder “Forever Is A Long Time Ago”, og det skiller sig lidt ud fra de tre andre numre – det er lowfi og meget mere simpelt. Det har en smuk opbygning og går fra et enkelt guitarnummer til et nummer med stadium-følelse, og det er uden tvivl EP’ens smukkeste nummer. Karakteren minder mig om et gammelt Bob Dylan nummer, fremført med rusten stemme og stor indlevelse, og jeg kan ikke lade være med at nærlytte teksten. Det er meget flot musikerhåndværk, og The Giant Youth kan godt klappe hinanden en ekstra gang på ryggen for det her nummer – det er velskrevet og velfremført.

The Giant Youth – Forever Is A Long Time Ago

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Generelt er “Christine” en gennemført EP, og selvom det er drengenes første udspil, så kan man tydeligt mærke, hvad de vil med deres musik. De er sikre i deres stil og deres udtryk, og de har en god musikalsk ro over sig. Jeg glæder mig meget til at følge dem i fremtiden.

The Giant Youth-drengene har været så søde, at give mig 2 EP’er, som jeg kan forære til jer. Så hvis du kunne tænke dig, at få fingrene i “Christine”, så send en mail med dit navn og din adresse til info@wondersmakejoy.dk – så trækker vi lod om 2 heldige vindere. Konkurrencen slutter d. 10. november klokken 14.00.

En kommentar on “ Gennemført debut-EP fra The Giant Youth ”

  1. Sofie Jessen 10/28/2012 at 02:45

    Forever is a long time ago er fantastisk!

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.