05 Sep

Guldlok og de tre bjørne. Og haglgeværet.

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Guldlok og de tre bjørne. Og haglgeværet.

Lidt i forlængelse af vores indlæg om Dinner, kommer her Ocean Views “Sober”. Videoen er alligevel lidt en anden historie end Dinners. Nu skal jeg selvfølgelig passe på med at trække mine egne forestillinger ned over Dinners “You are like LA”, men det virkede som en visualisering af musikken, nærmere end en fortælling for sig. Sådan er det til gengæld ikke med “Sober”. “Sober” er fortællingen om Guldlok og de 3 bjørne. Eller måske nærmere De 3 bjørne og Guldlok. Eller De 3 bjørne og menneskeligheden. Eller De 3 bjørne mod menneskeligheden. Jeg prøver at gå til sagen. Der er bjørne med pistoler. Og en ræv. Og et rådyr. Og de skyder mennesker på lilletrommelyde. Og så er der en masse papirsplatter, som er klippet og klistret af kunstnerne Madeleïne Kate og Victor Nuno. Det er skidefedt.

Ocean View er et meget ungt band, men på trods af det, er der ikke lang tid til hele debutalbummet rammer verden igennem The Big Oil Recording Company – D. 29 oktober for at være helt præcis.

Noget helt andet. Jeg kom til at grine lidt, da jeg læste pressemeddelelsen. Der stod, at bandet har fået meget god omtale, og at dette var sket “på trods af en distance fra sociale medier og omtale (den slags, må deres pladeselskab gøre i smug) – bandet er ikke interesseret i det overfladiske, men derimod i indhold”. Det er som om, at når det skæres ud i pap på den måde, så får det en lidt overfladisk klang, at bandet ikke higer efter det overfladiske .. Jeg tror måske det er fordi at “Bandet interesserer sig i indhold” bliver en lidt flad sætning, når det simplificeres så meget – sandt eller ej. Jeg sidder i hvert fald med et smil på læben over det selv, mens jeg skriver det her. Men det er sikkert ikke ret sjovt, og sikkert heller ikke nødvendigt at få med i det her blogindlæg. Men det kunne jo være, der sad en mere på en anden side, som også synes det var lidt sjovt. I så fald var det her afsnit for dig! Velkommen på bloggen. Vi er glade for, at du læser med.

Vi vender tilbage med noget mere Ocean View, når der er mere Ocean View at vende tilbage med. The Big Oil Recording Company er søde, Ocean View forestiller jeg mig er rigtig søde, og deres larmende indspilninger, helt uafhængigt af pladeselskabets og bandets sødhed, er støjende, stødende, rumlende, spændende og i den grad et hør værd. Så giv dem et hør, og gå ind på deres Facebo .. nej, vent. Og køb deres plade, når den kommer.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.