17 Jul

Opsamling på Roskilde Festival 2012

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Opsamling på Roskilde Festival 2012

9 indlæg blev det til i år om en Roskilde Festival, som på mange måder ikke trådte i karakter for mit vedkommende. Eller sagt på en anden måde, så trådte jeg ikke i karakter som festivaldeltager. Årets program var præget af små talenter, og havde jeg taget mig tiden til bare at bevæge mig rundt på pladsen og opleve musikken, haft pengene til at købe mad og øl, når jeg havde lyst eller forsømt mit ansvar i både Roskilde Rising og her på Wonders, så tror jeg at i år kunne være blevet en stor oplevelse. Det blev det desværre aldrig rigtig, og det er ærgerligt.

Min oplevelse af årets festival er også en konsekvens af manglende større bands med masser af hits – eller måske nærmere manglende større bands for min generation, som har haft masser af hits på denne side af det nye årtusinde. For der er ikke noget som en koncert, hvor du kender alle sangene, hvis du lige skal sparkes i gang, og sådan nogle koncerter manglende jeg i år. Mit indtryk er, at publikummer med bare 5-6 år mere på bagen end jeg selv, har haft en fantastisk festival. Men så meget The Cure, The Cult, The Bruce Springsteen Jam, The Roots, The Gossip, The Apparatjik kender jeg simpelthen ikke, og The Mew og The Malk på Orange, eller The Bon Iver på Arena, er simpelthen ikke nok til at slå mig omkuld i 8 dage.

Min tilstedeværelse på årets festival og musikprogrammet passede ikke sammen i år. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at musikprogrammet holdte, og at det var mig, der var gal på den. Både min tilstedeværelse på Northside Festival og Roskilde Festival har været ligegyldig sammenlignet med tidligere år, hvor jeg både har skrevet bedre tekster og fået mere ud af festivalen. Jeg har aldrig oplevet Roskilde Festival, som jeg oplevede det i år, og forhåbentlig kommer jeg heller aldrig til det igen. Jeg har lært en lektie, håber jeg, og vender tilbage på en helt anden måde næste år.

Nå, men anyways. I løbet af de seneste dage har vi sendt følgende tekster ud:

1. Roskilde Rising og Solskoldning
2. Kúra på Roskilde
3. Linkoban & Analogik
4. Fra tør til våd til tør til våd – Med regnvejr og Rangleklods
5. Roskilde Festival 2012 i billeder (1)
6. At være ussel, køer og Gossip
7. Roskilde Festival 2012 i billeder (2)
8. De sidste 48 fejlslagne timer på Roskilde Festival 2012 (del 1)
9. De sidste 48 fejlslagne timer på Roskilde Festival 2012 (del 2)

Bare fordi jeg ikke har haft en utrolig Roskilde Festival, som jeg jo ellers plejer at have, så er der masser af beviser på, at andre har. Afslutningsvist vil jeg gerne dele en video med jer, som en fyr ved navn Bryan Raaby Andersen har lavet. På rigtig mange planer viser den, hvad jeg er gået glip af i mit luksuseventyr. På trods af alt, tak for i år Roskilde Festival – vi ses næste år.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.