26 Apr

Wonders på tur

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Wonders på tur

På lørdag skal Lukas og jeg på tur. Til Bjerringbro – nærmere betegnet Nørgaards Højskole i Bjerringbro. Der bliver nemlig afholdt GymnasieSpot 2012, hvor vi skal være en del af dommerpanelet.

GymnasieSpot er en konkurrence for gymnasiebands. Det løber af stablen på 4. år, og i år deltager hele 10 bands i konkurrencen om at vinde et betalt job i Århus, fotosession med en professionel fotograf, karriererådgivning fra DMF og billetter til Spot-festival. Altså et ordentlig skub i den rigtige retning for vinderen.

Og den vinder skal vi være med til at finde – sammen med dygtige mennesker fra bl.a. SPOT og DMF. Og vi glæder os! For ikke nok med, at vi kommer til at høre 10 dygtige bands, som vil kæmpe alt hvad de kan, for at vinde titlen som årets gymnasieband, så kommer både Quick Quick Obey  – som vandt sidste år – og dejlige Asbjørn – som pt. er aktuel med sit debutalbum “Sunken Ships” – og spiller, og der er således lagt op til en rigtig god dag med både kendt og ukendt musik.

Festlighederne er åbne for alle – også selvom man ikke går i gymnasiet. Det fulde program kan ses på GymnasieSpots facebook, hvor man også kan finde informationer om billetter, billig transport frem og tilbage til højskolen og lignende.

Vi er rigtig spændte på at se, hvad de forskellige bands har at byde på. For os handler det ikke om, hvem der kan levere det mest færdige og finpolerede show, men hvem der har materialet til at kunne blive til noget stort – dem der har grundstenene for en god produktion, samt viljen og evnerne til at kunne bygge videre på deres musik. Og vi glæder os meget til at se, hvem af de 10 bands, der kan det.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.