21 Apr

Ananas i egen juice

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Ananas i egen juice

Vi ved, I elsker det, når vi bruger spalteplads på hæmningsløst at gøre reklame for et event, som vi selv er involveret i. Specielt alle jer, som ikke bor i Århus, og bare gerne vil have gratis musik. Så nu gør vi det igen!

D. 24. april holder vi nemlig Mer’ Støj!-arrangement på Fatter Eskil. Sidste gang stod den på baspumpende elektro-aften, hvor vi festede på V58 hele natten – og det var fedt. Men denne gang har vi valgt at stable et arrangement på benene, som viser, at Mer’ Støj! ikke kun handler om at drikke sig fuld på en fredag, men også om at mødes en tirsdag aften og drikke en kop kaffe til noget god musik. Derfor har vi fået de rare mennesker på Fatter Eskil til at holde ekstraordinært åbent, så vi kan invitere jer alle sammen til akustisk aften. Der vil være varm kaffe, kolde øl, søde mennesker og frem for alt; dejlig musik.

Den første, der kigger forbi, er Jonas Breum. Vi har tidligere skrevet om ham her på bloggen – men kun meget kort. Ikke fordi han ikke var dygtig eller værd at skrive om, men fordi han med folk fra Nephew, The Floor is Made of Lava og Kellermensch i ryggen må siges at være rimelig godt kørende. Han skriver smukke sange med skæve tekster i stil med Peter Sommer, men med et blødere og mere poppet udtryk. Dén slags musik, som man ikke bare kan have kørende i baggrunden, men som tvinger dig til at høre efter ordene og den historie, som teksten fortæller. Det er skide upraktisk, når man forsøger at læse til eksamen, men fantastisk, når man ikke skal koncentrere sig om sikringsakter og ekstinktionsregler.

Jonas Breum – Fjendemin

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Den næste vi får på besøg er Echo Me. Lukas og jeg har hans kommende album liggende, og jeg har udråbt det til at være dette års eksamensalbum. Modsat Jonas Breum er det nemlig fantastisk læsemusik – og jeg er ellers kræsen, hvad det angår. 98% af alt mit musik er et no-go, når jeg skal læse kedelige bøger, fordi jeg altid ender med at sidde og synge med i stedet for at koncentrere mig. Men de sidste 2% fungerer, og Echo Mes kommende album hører til den kategori – sammen med Snow Patrols “Eyes Open”, John Mayers “Room for Squares”, Hymns From Ninevehs “Hymns From Nineveh” og Mike Sheridans “I Syv Sind”. Musikken er meget alsidig – der er både pop, rock, country og singer-songwriter-materiale, og manden bag, Jesper Madsen, har en fed stemme, som både fungerer, når han laver højregister-fraseringer, men også når han brøler igennem. Hvis han synger bare tilnærmelsesvist lige så godt, som han gør på sine indspilninger, så bliver det en fantastisk koncert.

Echo Me – Left From The Fire

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Sidst, men ikke mindst, kommer The October Country, som vi af flere omgange har forsøgt at hive til Århus. Timingen har bare været dårlig i alt for mange omgange, men nu kunne det endelig lade sig gøre. Bag The October Country gemmer Esben Hansens smukke vokal sig. Vi gjorde første gang hans bekendskab igennem tilblivelsen af “Indieanermusik”, hvor han medvirkede med nummeret “Where The Sunshine”, og sidenhen på nummeret “Caves”, som vi lagde til download en kold decemberdag tilbage i 2010. For en måneds tid siden sendte han den 6 numre lange EP “Gloomy Pictures” på gaden, og den kan hentes ganske gratis på The October Countrys Soundcloud (så var der lidt til de ikke-århusianske læsere alligevel).

The October Country – Where The Sunshine

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Vi har brugt The October Countrys nummer “Gloomy Planets” i den her video, som gør reklame for eventet. God musik og selvpromovering i én og samme video. Win.

Arrangementet foregår d. 24. april på Fatter Eskil i Århus. Dørene åbner klokken 20.00. Billetter kan købes til 30 kroner i forsalg lige her – og på selve aftenen kan de købes til 40 kroner i døren. Der vil selvfølgelig også blive solgt Mer’ Støj!-trøjer til 150 kroner. I kan læse mere på vores facebook-event.

Jeg ved, at mange allerede har fået læseferie, og at de fleste nok havde tænkt sig at bruge deres tirsdag aften på at sidde og svede over bøgerne – men tag en pause fra læsningen, og byt den dårlige samvittighed ud med noget god musik – i hvert fald bare for en aften.

En kommentar on “ Ananas i egen juice ”

  1. […] jeg skrev i et tidligere indlæg, og som det fremgår af overskriften, så er det forfærdelig læsemusik. Det er stort set umuligt […]

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.