17 Aug

Udfordringer

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Udfordringer

I dag skriver vi i et meget sørgeligt henseende. D. 3 august 2011 blev vi her på Wonders Make Joy kontaktet af KODAs markedsafdeling. I en e-mail skrev de følgende:

“Vi er blevet gjort opmærksomme på at der ligger musik på jeres hjemmeside. Såfremt kunstnerne er medlemmer af KODA forvalter vi deres musik og derfor skal der indgås aftaler med KODA for at kunne bruge musikken lovligt.

Så vidt jeg kan se på jeres hjemmeside, downloader man sangene til computeren hvorfor I skal indgå en download aftale. Denne kan I læse nærmere om på følgende link:
http://www.koda.dk/kunde/priser-aftaler/internet-mobiltelefon/musik-til-download/

– Markedsafdelingen hos KODA”

Vi har blogget på Wonders Make Joy siden d. 11/3 2010. I begyndelsen skrev vi om musik fra hele Verden, men løbende opdagede vi, at vækstlaget og undergrunden i dansk musik havde så stort talent, at vi måtte skære resten af Verden fra. I dag skriver vi derfor udelukkende om danske bands og solister. Det er her vores hjerter banker stærkest.

I den forbindelse har vi, som mange andre danske musikblogge, taget kontakt til kunstnerne, deres managements eller deres pladeselskaber, og spurgt om vi måtte lægge deres musik til download eller stream. For hvert eneste nummer, der er at finde på Wonders Make Joy, har vi fået skriftlig eller mundtlig tilladelse til at lægge det til enten download eller stream.

Det har i midlertid vist sig, at kunstnere, der er medlem af KODA ikke har retten til at give den tilladelse. Ved at blive medlem af KODA giver kunstneren KODA eneretten til at forvalte denne tilladelse, og hver gang en kunstner har sagt ja til at medvirke i et af vores blogindlæg eller på en kompilation, har han således overtrådt den aftale, som han har underskrevet med KODA, og vi har teknisk set foretaget en ulovlig handling.

I første omgang gik vi ud fra, at det kun gjaldt hjemmesider, der generede en omsætning. Da Wonders Make Joy, som de fleste andre danske musikblogge, ingen omsætning har, men derimod en frygtelig masse udgifter, regnede vi ikke med at det ville blive et problem. Men vi tog fejl. Det er nemlig ligegyldigt, hvorvidt hjemmesiden har en indtægt eller ej – der skal være en aftale med KODA. Og sådan en aftale koster penge.

I store træk koster det 0,85kr hver gang et værk downloades fra en hjemmeside, og 0,1kr hver gang et værk streames fra en hjemmeside. Yderligere beløb kan pålægges, hvis hjemmesiden eksempelvis har en indtægt på downloads/streams. I korte træk; des mere populær hjemmesiden er, des dyrere er den at have.

Med flere hundrede besøgende om dagen har vi ikke råd til at betale det KODA forlanger. Vi har således ikke råd til at indgå den aftale med KODA, som det kræves, for at vi lovligt kan lægge musik og videoer ud til jer. Det betyder, at vi har set os nødsaget til, at trække al musik ned fra vores hjemmeside. Downloads, stream og kompilationer. Og nu tænker I måske, at det langtfra er alle kunstnere, der er medlem af KODA, og det har I ganske ret i. Problemet er bare, at hvis vi besluttede os for at beholde musikken fra de kunstnere, som ikke er KODA-medlemmer, og de så senere melder sig ind i KODA, så skal vi trække det hele ned alligevel. På den måde ville vi blot udsætte en masse arbejde, som vi lige så godt kan få overstået nu. Derfor har vi valgt at trække alt ned – både KODA-medlemmer og ikke-KODA-medlemmer.

Men historien slutter i midlertid ikke her, desværre.

Det viste sig endvidere, at man skal have en videoaftale med KODA for at måtte lægge videoer på sin hjemmeside, hvis et KODA-registreret værk indgår i videoen – uanset om værket indgår som baggrundsmusik eller der er tale om en liveoptagelse, som f.eks. vores Wonder Sessions. Reglen gælder både hjemmesider, der oploader videoerne til egen server, og hjemmesider der embedder videoer fra online videoertjenester, hvor kunstneren selv har lagt videoerne op. For embedder man videomateriale med et KODA-medlems værk i, sker den offentlige fremførelse af musikken på den pågældende hjemmeside, hvilket er omfattet af ophavsretsloven og kræver KODA-aftale.

Da vi heller ikke har råd til at betale for en videoaftale, har vi også måtte fjerne alle videoer.

Fra d. 1/9 vil Wonders Make Joy altså være en musikblog med tekst og billeder, kun. Vi anmelder stadig arrangementer og interviewer, og vi modtager stadig meget gerne videomateriale og musik. I midlertid kan vi kun dele musik med jer, hvis kunstnerne selv uploader det til en Soundcloud, Myspace eller Facebook, og vi således kan nøjes med at linke hertil, da dette ikke er en overtrædelse af KODA-reglerne. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan fortsætte vores arbejde som et lovligt foretagende, uden at gå på kompromis med vores egne og jeres ønsker.

Vores sag slutter dog ikke her. Vi har i dag sendt en pressemeddelelse ud til alle vores samarbejdespartnere og andre branchefolk i håb om at de vil være med til at lægge pres på KODA, således at der kan blive fundet en løsning på hvordan frivilligt arbejde i en penge-løs branche kan betale sig.  Alt andet er, i vores øjne, latterligt.

Vi håber I forstår vores situation, og stadig vil følge med.

Roger over!

18 kommentarer on “ Udfordringer ”

  1. Anne Jensen 08/17/2011 at 10:46

    Jeg vil da gerne stadig følge med:-)

    Rent praktisk ser jeg ikke den store forskel – langt langt de fleste kunstnere har jo selv oploadet musik til Soundcloud, Facebook mv. og et link til en de sider vil for jer være en lige så nem måde at dele musikken på.

    Og så kan den udbredte frivillighed i musikbranchen efter min mening altså også godt udgøre et problem. Kunstnerne producerer trods alt musik – det kræver tid og ofte også økonomiske midler – og den eneste indtægt kan sagtens være KODA-afgifter på downloads. Men jeg kan da også sagtens se det ærgerlige i sagen for en ikke-kommercial blog som jeres.

    Mvh. Anne

  2. Rasmus@Namunël 08/17/2011 at 12:39

    Kudos til WMJ for at tage denne diskussion med KODA, og for at sætte fokus på udfordringen for de mange danske blogs.

    Jeg var ikke bekendt med KODAs præcise regelsæt, før jeg læste jeres gennemgang. Jeg er chokeret over at det forholder sig sådan, og jeg sidder lamslået og håber på, at den nævnte stud.jur. i sin iver har overfortolket reglerne. Er egentlig artisterne klar over de opgiver rettighederne til deres eget musik? Jeg har ikke gennemlæst KODAs regelsæt, men nu forholder jeg mig til det I har forlagt.

    HVIS det viser sig at stå til troende, er det en kamp som stensikkert er værd at kæmpe. For hvad er en blog egentlig? Det er det længste du kommer fra fildelingshjemmesider eller lyssky download communities. Blogs spiller en nøgleposition for vækstlaget og udbredelsen af ny og ukendt musik. Det er her læserne opdager artister, som de aldrig ville have stødt på. Det er her fascinationer begynder – fascinationer som netop fører til plade- eller onlinekøb, som jo i sidste ende kommer kunstnerne til gode. Det er her unge mennesker publicerer personlige anbefalinger, og det er i 99 % af tilfældene uden økonomiske incitamenter.

    Der må en regelændring til, som tillader kunstnerne at give tilladelse til online publicering af DERES EGEN musik!

  3. Mikki 08/17/2011 at 13:06

    @Rasmus:

    Som musiker overdrager man ikke rettighederne til sit musik til KODA – de forvalter dem udelukkende. Det er f.eks derfor, at man som medlem ikke skal have lov fra KODA til at lægge sin musik op på diverse streaming- og download sites.

    Med det sagt, er det utroligt sørgeligt, at en blog kan blive for stor til sig selv. Som nævnt er det kun til gavn for bands/artister at blive nævnt på en blog med så mange besøgende, men omvendt er KODA også udelukkende til for musikernes skyld. WMJ befinder sig lidt i et ingenmandsland..

    Men hey, jeg er sgu ligeglad med om jeg skal streame via soundcloud eller via WMJ’s egen afspiller.. Og mon ikke jeg overlever ikke at kunne downloade numrene medmindre kunstnerne giver lov.. Det burde jo alligevel i sidste ende ende op med, at man køber numrene fra kunstnerne..

    Mikki

  4. Rasmus@Namunël 08/17/2011 at 13:13

    Det var måske en uklar formulering fra min side. Jeg er ganske klar over, at KODA er et forvaltningsorgan. Jeg påpeger bare det absurde i, at en kunstner ikke selv kan tillade brugen af egen musik på eksempelvis en blog.

  5. Rasmus 08/17/2011 at 15:30

    bevægende læsning.
    Sørgeligt at dedikeret arbejde til gavn for upcomming kunstnere bliver straffet af et outdated system.

  6. Anne Jensen 08/17/2011 at 16:04

    Til orientering har Koda (@koda_dk) lige tweetet, at de kan se problemet for blogs og snarest indkalder til et møde for at diskutere det…

    Anne

  7. […] danske side om nye bands Wonders Make Joy (som godt kunne trænge til lidt søgemaskineoptimering, might I add) har i flere år nu serveret […]

  8. Den glade mand 08/18/2011 at 08:46

    Jeg glæder mig rigtig meget til at høre hvad udfaldet bliver ved det måde i skal have med Koda.

    Jeg er kedaf at sige det, men jeg har sagt det siden 1999/2000 at hvis musik brance foreningerne ikke snart får kriddet deres sko og følger udviklingen, så kan det få fatale konsekvencer på RIGTIG mange områder.

    Vi kan jo alle godt se hvad der er sket. I alt for langtid har foksu være på det faste medie som CD, LP osv osv og man har mere eller mindre vendt hovedet væk fra den Digitale udvikling, hvor alt er blevet nemmer tilgængelig end det var for bare 20 år siden.

    At Koda går ind i en GO dialog hvor man har fået tilladelse af kunstner til at lægge musik online for at promovere dem syns jeg er en rigtig god ting.

    Problemet jeg ser og det er her jeg tror nogle selskaber bliver griske og er totalt tabt bag udviklnigs vognen er.

    Så snart man ser noget musik som er tilgængelig online er der tale om brud på ophavsretten, selvom man rent faktisk har fået lov fra kilden selv.

    Det jeg mener kilden selv må da klart være TRUMF her, at der så evt skal underskrives en kontrakt etc er så noget helt andet. Men jeg ser ikke noget problem i at kilden har en klart aftale med en blog site om at de udgiver nogle numre for at promovere kilden, det skal man jo tage som en skide go ide og ikke få en side nedlagt bare pga en GAMMEL regel fra 1998 som blev alt for gammel da vi gik ind i år 2000.

    Personlig syns jeg at man burde se at få de gamle Pirart briller af SOM jeg er SIKKER på kunne ligge til grund for at vi er kommet her ud hvor vi er nu.

    Så en lille tanke vækkende ting i alt det her: En undersøgelse som ikke er belvet offentlig gjort.

    Har faktisk vist at de folk som downloader musik. Er også de folk som bruger flest penge på musik :)

  9. sven felsby 08/18/2011 at 09:07

    med venner som KODA og IFPI behøver musikerne ingen fjender. Dinosaurernes dødskamp.

  10. Den glade mand 08/18/2011 at 14:19

    “med venner som KODA og IFPI behøver musikerne ingen fjender. Dinosaurernes dødskamp.”

    Kan man kalde dem for venner?
    Tror nærmest det er dem som er tyv knægte i stedet hehe
    Jeg må indrømme, når jeg sidder og ser på hvad de får lukket af sider og så vider så bunder det hele ene og allene ud i PENGE. Jeg forstår at de kæmper med næb og klør for at lukke Torrent sites som deler musik ud. Men Løbet er kørt for dem det er for sent tabt kamp nettet og torrent sites er kommet for at blive om de vil det eller ej.

    Det de skulle tage og bruge deres penge på er at yde support samt hjælpe sider som denne, her har vi tale om en side som har fået Kunstners accept.
    Men som vi kan forstå “Ville” de også lukke det, men nu får sagen en anden lyd, da KODA bliver belyst som om en OLD gammel lov *Gaaaab*

    Men godt for dem at de er vågnet fra deres Dybe CD og kasset bånds søvn.

    Vi har jo set mange gange, at der lægges sag an mod den ene gut på 14 år efter den anden, som lige har hentet et album med Median, og samtidig sætter forældrene i gæld resten af deres dage, et eksembel er da sat.
    Men lad mig lige høre engang ud af den 70-100k som der bliver opkrævet hvor mange tror i så Medina ser af de penge IKKE EN RØD REJE.

    en anden sag. ANDEN (hvis i kender ham) Der var der en gut som blev sagsøgt for 250000kr for at have uploadet sorte kugler. Anden har selv sagt Dette har jeg ikke noget med at gøre? Ser han nogle af de penge tror jeg næppe.

    Så kan man jo spørge sig selv IGEN. Hvem er de EGENTLIGE tyvknægte?
    Jeg tror det VIRKELIG er på tide der bliver kigget på hvad pengene bliver brugt på i stedet for at jagte “små” folk og sagsøge dem til helved.

    Håber KODA får øjnene op for at der skal til at komme andre boller på suppen her i Danmark.

  11. Philip 08/18/2011 at 14:27

    Vi var ude for noget tilsvarende for 1½ år siden på vores hjemmeside, Chartbase.dk.

    Vi embeddede en YouTube-video på forsiden. 1-2 gange i døgnet skiftede vi videoen ud med en ny.

    I februar 2010 fik vi så en mail fra KODA.
    Selvom videoerne ikke lå fysisk på vores server, skulle vi åbenbart alligevel betale.

    Vi regnede på det og fandt ud af at det ville koste omkring 3000 kr. om måneden med vores trafik. 3000 i kvartalet til KODA plus 2-3 gange så meget til Gramex.

    Diskussionen udstillede i øvrigt også KODA som nogle der stadig lever i forrige århundrede. Da jeg spurgte om selve linkene til YouTube var i orden juridisk, rablede de noget af med deeplinks (en diskussion der jo hører forrige århundrede til). Dette læste jeg dog sådan:

    KODA er håbløst gammeldags, men jeg (webmaster) ved bedre, nemlig at dette spørgsmål om deeplinking er et anliggende mellem mig og YouTube.

  12. Me 08/19/2011 at 12:43

    Det er jo sørgeligt at se KODA slå den danske musik scene ihjel….

  13. […] on 19. august 2011 by Thomas Christensen Tweet Så fik KODA ram på musikbloggen WondersMakeJoy, drevet på frivillig non-profit basis, med det ene klare formål at promovere ny dansk musik, […]

  14. […] Der findes mange regler, og ikke mindst indenfor musikbranchen. Her kan man let komme til at brænde sine fingre, hvis man giver musik ud på sin blog eller hjemmeside. Wonders Make Joy er en århusiansk blog, som jeg tidligere har nævnt i sammenhæng med udgivelsen af gratis kompilationer. Kompilationer, der skulle give et indblik i den danske musikscene. Henholdsvis nye artister, men også artister, som har været på lidt længere. Alt i alt nogle fremragende kompilationer, hvis jeg selv skal sige det. Men desværre er alt jo ikke gratis, og desværre fik denne blog også fingrene lidt i klemme da de bliver kontaktet af danske Koda (kort for ‘komponistrettigheder i Danmark’). Begrundelsen for henvendelsen skal findes i en ulovlig brug af musikken fra den pågældende artist, som ikke er blevet tilladt af Koda. Situationen bliver forklaret mange gange bedre her. […]

  15. […] er det efterhånden nogle dage siden, at vi udgav blogindlægget Udfordringer, samt sendte en pressemeddelelse ud sådan lidt hist og her i den danske musikbranche. Meget er […]

  16. Jakob 08/24/2011 at 16:20

    “således at der kan blive fundet en løsning på hvordan frivilligt arbejde i en penge-løs branche kan betale sig. Alt andet er, i vores øjne, latterligt.”

    Word!

    Jeg håber musikerne selv er glade for KODA, da jeg til tider har haft svært ved at se deres eksistensberettigelse…

  17. […] hele startede med et indlæg på bloggen Wonders Make Joy. Her berettede bloggerne Lukas og Mia om en e-mail de havde modtaget […]

  18. […] KODA startede med at kræve, at vi trak alt vores musik på bloggen ned, medmindre vi betalte for hvert eneste stream, download og videoafspilning. Et scenarie, der på ingen måde var realistisk med vores økonomiske midler. Derfor sendte vi pressemeddelelser rundt til alle vores samarbejdspartnere i musikbranchen – bloggere, pladeselskaber, musikere – og gjorde opmærksom på, at vi var kommet i klemme. Ikke for at få medlidenhed eller opfordre til modstand, men for at råbe vagt i gevær til alle de mennesker, som var i fare for at brænde fingrene gevaldigt på nogle regler, som ingen af os vidste eksisterede. […]

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.