20 Feb

Karrierekanonen 2011: In Memoirs

Skrevet af Mia Kategori: Blogge, Interviews
Karrierekanonen 2011: In Memoirs

I dag blev det offentliggjort, hvilke 24 kunstnere, der er blevet udvalgt til årets udgave af Karrierekanonen. Blandt de 24 finder vi københavnske In Memoirs. Bag In Memoirs står Morten Fillipsen, som ene mand skaber det, han kalder “sit down and relax with a cup of coffee”-pop. Musikken er melodiøs, afslappende, minimalistisk og yderst velfungerende – netop den type musik du sætter på en søvnig søndag, hvor du ikke kan overskue en pumpende bas eller en forvrænget guitar, men bare skal pleases. For det er dét, In Memoirs musik gør. Den pleaser.

Projektet startede tilbage i 2006, men er endt ud som noget helt andet, end det var tiltænkt. Jeg havde en lille snak med Morten, der forklarede hvordan In Memoirs er blevet til hvad det er i dag.

Hvor stammer navnet In Memoirs fra?
“Hele projektet startede egentlig som en julegaveidé. Jeg selv og en ven ville lave stille og rolig musik, som vi kunne give vores nærmeste venner i julegave. I det led manglede vi så et navn. Vi kiggede på Sigur Ross’ album “Takk”, og fandt det eneste navn, som vi kunne udtale: “Gong”.

Vores venner nåede dog aldrig at få de omtalte gaver, men jeg fortsatte projektet alene, uden rigtig at tænke mere over navnet. I takt med at musikken og projektet blev mere og mere seriøst, gik det op for mig, at “Gong” godt kunne lyde som et dansk energiselskab. Nu stod jeg så og manglede et nyt navn, og da mine sang og tekster tager udgangspunkt i oplevelser, og det at lave musik er et udtryk i sig selv, gav det pludselig god mening at kalde projektet “In Memoirs”.”

Hvilken kunstner ville du helst være support for?
“Bon Iver, uden tvivl. Der er noget helt utrolig ærligt over det, de laver. Eller… Nu Kommer jeg helt i tvivl – Radiohead ville også være fedt.”

Hvis du skulle lave soundtrack til en eksisterende film, hvilken skulle det så være?
“Udover musik, interesserer jeg mig også meget for film. Og når jeg er ved at køre lidt død i hverdagen, sætter jeg mig tit ned og ser “Into The Wild” – budskabet i den film er ret klart, og jeg elsker den for netop det. Dog tror jeg ikke, at det er muligt at lave et bedre soundtrack, end det Eddie Vedder har lavet. Men jeg kunne godt tænke mig at give det en chance.”

In Memoirs laver dejlig musik. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for en smagsprøve:

In Memoirs – Jump Into The River

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

In Memoirs – The Tiger Complex (pt. 1 & 2)

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Det sidste nummer har ikke bare en lidt speciel titel, men også en speciel forhistorie, som Morten Fillipsen forklarede, da jeg spurgte ind til hvad et tiger-kompleks er:

“En aften var jeg i byen på en bar i København. Her oplevede jeg en ret sjov situation. Ved baren stod denne her pige, og hun var helt utrolig smuk – men også én af de typer, som godt selv vidste det. Drengene stod nærmest i kø for at komme i kontakt med hende, selvom de egentlig godt vidste, at de ikke havde en chance hos hende. Men hun var bare for smuk og tiltrækkende. En dreng tog kontakt til hende, blev afvist, og den næste dreng trådte frem. Det var en ret sjov oplevelse. Mest fordi jeg selv, hundrede gange før, har været den dreng, som stod i kø. Det fik mig bare til at trække en parallel til tigeren. Det er et utrolig smukt dyr, men også farligt. Vi bliver tiltrukket af noget smukt, og selvom vi ved, at det er farligt og håbløst, kaster vi os alligevel ud i det. Jeg syntes bare hun og hele situationen fortjente en sang”.

Som led i deltagelsen i Karrierekanonen spiller In Memoirs koncert d. 2. april på Templet i Lyngby. Koncerten starter klokken 21, og det koster en flad 50’er – hvilket må siges at være billige penge for at høre en masse god og upcoming musik.

Jeg krydser fingre for In Memoirs videre færden i Karrierekanonen, og glæder mig til at høre meget mere fra Morten Fillipsen i fremtiden.

HVAD SYNES DU? SKRIV EN KOMMENTAR.