Archive for the Anmeldelser Category
Når du søger på ‘Afghanistan’ på Google, hører om det i nyhederne, eller tænker over de associationer du får, når nogen siger det, er krig et tilbagevendende ord. Det at have en normal hverdag lyder urealistisk, men ikke desto mindre er det hvad Skateistan forsøger at skabe for Afghanske børn. Skatere og andre frivillige fra hele verden er derfor i skrivende stund i Afghanistan, for at lære børnene at skate, som et alternativ til den hårde hverdag. Og med et så godt projekt skal der selvfølgelig en støttefest til. Line-up’et til denne var blandt flere DJ Tykmester (aka Master Fatman), Bang Bang Club, Kjeld Tolstrup, Lulu Rouge, Lady Box og Dokkedal/Dixen – alt dette gjorde, at WMJ ikke kunne holde sig væk.

Ankomst
Tidligt torsdag morgen åbnede WMJ-bloggen, og allerede en time efter sad jeg i toget mod København, nødsaget til at købe internettid hos TDC for at rette opstartsfejl med siden. Men efter 130 kr var toget nået til Odense og siden kørte igen. Hu hej!

DJ Tykmester
Efter en kort visit i Københavns gådegader nåede jeg smertefrit frem til CPH Skatepark lidt over 16:00. Alle kom og gik ad samme dør – de optrædende, pressen, de involverede og gæsterne. Det var rart og afslappende. Jeg og mine kompagnoner ankom omtrent samme tid som Master Fatman, der gik direkte til DJ pulten, hvor han spenderede en time med at spille afrikanske rytmer og cool surf rock.

Bang Bang Club
Efter et veloverstået DJ-set fra vores allesammens tykke mester, og en time med Copia Doble Systema, overtog Bang Bang Club en skatehal, som lige stå stille fyldtes op. Han hoppede, dansede og kastede med både hænder og brudstykker fra RJD2, for hvem han skal varme op for d. 8 oktober på Train. Et af de numre han spillede, var den velkendte Ghost Writer fra 2002 albummet Deadringer.

Kjeld Tolstrup
Forholdet mellem skatere og gæster udlignede sig langsomt under Bang Bang Clubs set, men der var ingen tvivl om, at festen ingen intentioner havde om, at begynde endnu. Den store skatekonkurrence begyndte 20:00 og alle musikere indtil da var opvarmning. Selv Kjeld Tolstrup, der siden sine gæsteoptrædener i De Sorte Spejdere på P3 har været et kendt ansigt på den danske DJ scene, var opvarmning. Indtil på den anden siden af skatekonkurrencen var skaterne i fokus og fælles for de opvarmende DJs var, at de forstod, at holde sig i baggrunden.

Dokkedal/Dixen og Lulu Rouge
Rollerne ændrede sig i midlertid, da Dokkedal/Dixen overtog settet. De greb mikrofonen, og gjorde sit for at råbe folk op. At folk var lodne til at svare og feste med var synd, for deres set af dansable lækkerbidder lagde i den grad op til det. Forklaring kan være, at de kom en time tidligere på end hvad folk var klar til, for da Lulu Rouge gik på en time efter, med en remixet udgave Smells Like Teen Spirit, overtog gæsterne ramperne fra skaterne, og så blev der danset.

På trods af et godt arrangement har jeg en opfordring til arrangørerne; Når I holder en fed fest med så meget lækkert musik, så hold det da for søren på en fredag! Det er kun gymnasieelever, der kan møde op til fest på en torsdag, der starter klokken 16:00 og slutter klokken 04:00 natten til fredag. Med dette sure opstød slutter jeg af.

Tak til alle deltagende for et fantastisk arrangement – vi ses igen til næste år.

 

Side 9 af 9
  
Nyere indlæg