Archive for the Anmeldelser Category
30 Apr

RebekkaMaria, Musikhuset (Århus)

Posted by Mia Categories: Anmeldelser
Fredag d. 30. april besøgte RebekkaMaria Århus, og meget er sket siden hendes første album “Queen of France” fra 2008. Præfikset “As In” er blevet slettet for at illustrere, at RebekkaMaria nu for alvor skyder sin solokarriere i gang med et yderst sanseligt og lækkert album, Sister Sortie, som udkom 1. marts 2010. Hun har bevæget sig væk fra den elektro-poppede stil fra hendes første album, og har lavet et langt mere soulet album, hvor hun for alvor får vist sin vokale formåen og sin evne til at skrive fantastiske tekster.

Lige fra bandet gik på scenen var der dans og fest. Omringet af et knaldrødt bagtæppe, blomster og forvoksede rislamper i pink og gul kom hovedpersonen storsmilende ind på scenen – iført lækkert outfit med lange, farverige frynser på jakken, og satte gang i 5 kvarters superfed koncert.

Desværre havde Musikhuset valgt at fylde størstedelen af Rytmisk Sal op med caféborde og stole, hvilket ikke overlod megen plads til den dansen, som folk var så ivrige efter at udøve. Men hvor der er vilje er der vej – og efterhånden samlede der sig en god mængde mennesker helt oppe foran scenen, som lystigt vrikkede fra side til side, til stor fornøjelse for RebekkaMaria, som glædeligt delte ud af dansetrin og blomsterkranse.

“Hvad så Århus – kan I klare lidt pop?”, spurgte den tidligere Lampshade-sangerinde, og spillede op til dans med førstesinglen “Oh Solitude” fra det nye album. Herefter blev publikum revet godt rundt i hendes musikalske formåen, og der blev både spillet gode gamle, dansable electro-numre som “She Lion”, og mere drømmende synth-numre som “When We Fall”. Alt sammen var med til at præsentere det store spektre, som RebekkaMarias stemme spænder over, og jeg var ualmindeligt imponeret over hvor meget kraft og soul der kom frem, når hun bevægede sig ned i det dybe leje. Det ene øjeblik sang hun som en rendyrket black mamma, og i det næste skiftede hun over til high-pitch. Fantastisk!

Hele koncerten bar mere præg af at være en oplevelse end en reel koncert. Scenografien og de kostumelignende outfits gjorde sit, og resten tog rekvisitterne sig af. Der var alt lige fra masker og bjælder, til blomsterparaplyer – og alt sammen udgjorde en del af den stemning, som bandet med stor succes fik skabt. Og da den smukke sangerinde sluttede af med at dedikere det lækre nummer “Army of Foxy” til alle pigerne, og give den som smækker diva på scenen, var aftenen komplet.

I 2007 blev han tilknyttet BBC Radio 1, hvor han lavede dj-set en gang om måneden. I 2008 fik han sit eget show, ”Kissy Klub”, på samme radiostation. I 2009 udkom hans debutalbum ”Youth” – og i 2010 aflyste han sin koncert på Train, fordi han blev bange for askeskyen .. Not cool, Kissy Sell Out, og en uheldig drejning for Train, der havde sat deres lid til at han, sammen med Turboweekend, DJ Nicoline Toft og DJ Zanjani, kunne lave en kæmpe fest på Train fredag d. 23. april.

HELDIGVIS blev vores Turboweekend-koncert-mødom taget med storm. Man ved, at man har været til en god koncert, når man kommer svedig hjem, og det ikke er ens eget sved, og det var lige præcis resultatet af fredagens koncert.
Bandet havde fat i publikum fra første nummer, og de gennemførte koncerten med en klar rød tråd igennem alle deres numre. Aldrig har vi oplevet en koncert, hvor numrene hang så godt sammen, og hvor der var kælet så meget for overgangene numrene imellem. Det fungerede super godt, og gjorde oplevelsen endnu federe! Der blev spillet både nyt (“Ghost of a Chance”, 2009) og gammelt (“Night Shift”, 2007), og nummeret “I’m not a DJ” fik på en rar måde givet smæk til Kissy Sell Outs fravær.

Ikke engang tilbage i 2008, formåede NERD at forvandle Train til en festivalplads, på samme måde som Turboweekend gjorde – og NERD blev heller ikke udsolgt, som Turboweekends gjorde. Turboweekend gjorde på alle tænkelige måder aftenen perfekt – der var mennesker overalt, både unge og ældre, og alle speed-hoppede og sang med på numrene. Og så synger forsanger, Silas Bjerregaard, helt fænomenalt godt.

I disse dage hvor asken hindrer store internationale bands i at optræde, er det dejligt at kunne glæde sige over, at vi har så store danske talenter indenlands. Og så kostede koncerten kun 80 kroner –  well done, Train og ULAH, well done!

Fredag aften d. 16. April gæstede et af den danske musikscenes nye, store navne, Lucky Bird, Kulturmaskinen i Odense. Det var i rollen som opvarmning for Kiss Kiss Kiss, som de for tiden turnerer Danmark rundt med. Selvom det var lidt tildigt på aftenen – ethvert opvarmningsbands utaknemmelige rolle – fik Lucky Bird hurtigt skabt en god stemning, med gode, fængende sange og en dejlig, afslappet attitude overfor publikum, hvilket gav plads til lidt hyggesnak mellem numrene. Lucky Bird har kun eksisteret siden januar 2010, hvilket som nævnt gør dem til et nyt navn, og også lettere ukendte for de fleste. Det kunne dog overhovedet ikke mærkes på stemningen, hvor publikum virkelig festede igennem på sådan vis, at man næsten kunne få det indtryk, at Lucky Bird var hovednavnet. For min skyld kunne de også sagtens have været det – talentet var tydeligt, musikken fænomenal og menneskeligheden bag et dejligt touch, der kun giver én lyst til at lytte videre. Jeg forventer helt sikkert en masse stort fra deres side, og glæder mig til at høre mere!

Anne Lind
Studerende @ Vestfyns Gymnasium

14 Apr

Daniel Johnston, Voxhall (Århus)

Posted by Lukas Categories: Anmeldelser
Lad os starte midt i det hele – der hvor det underfundige sker, og der hvor man bliver overrasket. Under koncerten oplevede jeg noget usædvanligt. Jeg ville tage lidt noter af omgivelserne, før koncerten gik rigtig i gang, men kunne af en eller anden grund ikke få mig selv til det. En kirke er et helligt areal, med nogle bestemte normer, som man følger uafhængigt af hvor religiøs man er – enten af respekt for troen eller de troende. På samme måde er Daniel Johnston, uafhængig af om han altid rammer tonen lige på eller hvor meget han selv ryster af nervøsitet, en mand jeg har den største respekt for. Inspirationskilde til nogle af min tids største idoler, fantastisk sangskriver, et geni, et kæmpe talent, og den eneste mand, der til sin egen koncert for dedikerede fans kun mødes af kærlighed, når han siger, ”I’m sorry, sometimes I get nervous and can’t play a tune”, og spørger ”What country is this – I’ve lost track”.

‘En aften med Daniel Johnston’ var hvad Vohall tilbød, og det var, hvad de fremødte fik. Arrangementet startede 18:00 med en lille udstilling af både nye og gamle Daniel Johnston kreationer, samt visning af dokumentarfilen ”The Devil And Daniel Johnston”. På den måde var der både lidt for de som ikke kendte ham, og noget nyt til dem der har kendt ham længe.

Jeg tror, at den følelse jeg gik hjem med var, at uanset hvor godt folk synger – eller hvor smukke de ser ud – så er der alligevel lang vej fra en teenageforelskelse i ’When Loves Takes Over’ til ægte kærlighed. Og uanset hvor mange gange jeg har tilkendegivet, hvor højt jeg elsker David Guettas nummer, vil mennesker som Daniel Johnston alligevel altid rumme noget, som de andres numre aldrig får. Noget ægte og ukommercielt – noget simpelt. Så i stedet for at brokke mig over et halvtomt Voxhall, vil jeg hellere glæde mig over, at have oplevet noget inderligt og ærligt.

Tusind tak.

”Er du sur og trist”, så skulle du være taget til Bodebrixen koncert på Kulturmaskinen og klappe med på jazz-hands- indie-pop’ish-hygge-musik, og fået en ordentlig omgang ømme lægge efter at have hoppet en hel koncert. Pasteltøj og dansende guitarister, der trods et alt for lille publikum, brugte tricks som at gå helt ud i siden af scenen og klappe i takt med hænderne over hovedet, gjorde fredag aften fænomenal god! Da jeg så dem sidst (Roskilde Festival 2010) stod folk meget tæt, og det betød, at al dans fra hoften og ned var umuligt. At fredag aften d. 9 april var en intim-koncert skyldes selvfølgelig udelukkende, at billetsalget ikke har været særlig stort – men ikke desto mindre nød de fremmødte godt af at stå tæt på bandet, og samtidig var der plads nok til at bevæge både hofter, knæ og fusselanker.

I forbindelse med denne anmeldelse har jeg en indrømmelse, som samtidig er et statement om hvor fantastisk en koncert det var. Jeg er rimelig ny i felten som anmelder, og jeg har ikke anden erfaring end de anmeldelser, man skulle skrive i niende klasse for at lære om forskellige stilarter. Og da jeg samtidig husker dårligt, har jeg indtil videre set mig nødsaget til, at skrive noter fra koncerter ned i kladder på min Nokia – for på den måde at huske det hele. I år har jeg indtil videre været til Skateistan, Perler For Rumsvin-tour, Lisa Nilsson og Peter Sommer + Stoffer & Maskinen. Fra alle koncerter har min telefon været fyldt op med små beskeder fra koncerten. Men når jeg kigger efter beskeder fra denne koncert, ligger der kun en eneste besked:

”Bode og de andre rødder er cool nok til at stå og se på deres opvarmningband sammen med publikum”.

Fra den besked og frem har jeg ikke gemt en eneste. Det synes jeg siger meget om, hvad det var for en koncert.

Nu er det så søndag, og status er, at der ligger en grøn ballon i frugtskålen og noget konfetti i min sofa. Jeg har lige opdaget at Bodebrixen næste koncert er på Studenterhus Århus d. 22 maj. Jeg håber vi alle sammen kommer til at ses der!

Perler For Rum-Svin Tour’ren er Rumpistols og Bjørn Svins projekt, hvor de sammen med upcomming Mofus turnerer landet tyndt. Igår spillede de på Train, og WMJ kiggede med.

Mofus
Bag navnet Mofus gemmer københavnske Anders Bech sig. Han laver electro med følelse. Mange af hans numre indeholder en Mikael Simpson-lignende guitarbund, og når han blander det med sang, ender hans musik som en blanding mellem Sorten Muld og Blue Foundation. Ydmyg som han stod på scenen, udfyldte han (og en unavngiven kvindelig solist) knap og nap rollen som opvarmere. Koncertens højdepunkt var “How Much A Machine Are You”, under hvilket han først rigtigt nåede udover scenekanten. Jeg havde ikke hørt hans musik før koncerten, men efter at have tjekket hans myspace, må jeg være ærlig og anbefale, at man tjekker den ud frem for koncerterne. Det anbefaler jeg i midlertidigt også på det kraftigste at man gør, for hans kompositioner er fantastiske!

Mofus på myspace, klik
her.

Rumpistol
Efter at Mofus havde forladt scenen, trådte Jens Berents Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, op på scenen. Iført t-shirt og guitar tog han det skridt, som Mofus ikke turde at tage. Med sort-hvide glimt af himmel og skov på bagtæppet, og gamle, blinkende lamper placeret i en cirkel omkring ham, skabte han en spænding omkring sig selv og sin musik. Han drak øl under settet, og viste tydeligt med sin krop, at han selv nød aftenen. Alt i alt en meget selvsikker optræden, lige indtil han blev ramt af en stribe tekniske problemer, der resulterede i udmeldinger som: “Dårlig computer karma” og “Det er bare ikke min aften i aften”. Og da han, efter at have genstartet sin computeren for anden gang, endelig færdiggjorde et helt nummer måtte han gå af pga. tidsplanen. En trist affære, for den første halvdel af koncerten var fuld af guf.

Rumpistol på myspace, klik
her.
(hint: hør Acoustic’s “T.P.Ø. (Rumpistol remix)” – det er et af mine absolut yndlingsnumre)

Bjørn Svin
“Godaften” sagde Bjørn Svin og gik i gang. “Jeg har lige fået en ny maskine. Den er indenunder pulten. Og den kan sige waaarh”. Det gjorde den så resten af aftenen og den gjorde det godt. Under navnet Bjørn Svin gemmer Bjørn Christiansen sig. Han har udgivet musik siden 1995, og mest kendt er nok ‘Mer Strøm’. Et nummer, der specielt er blevet spillet de sidste par år grundet Den Sorte Skoles mash-up af det og Malk De Koijns “Å Åå Mæio”.

Under sin optræden kørte han videre med det sort/hvide tema. Han bevægede sig dog væk fra Rumpistols naturtema, og havde i stedet sorte og hvide trekanter til at dreje rundt på lagnet bag sig. At gå fra naturens uregelmæssighedder til trekanternes mere rene struktur beskriver også det, der skete rent musikalsk. Det hele blev mere strukturet og ensformigt – på den måde der gør, at man får lyst til at danse – og hvis ikke musikken gjorde tricket, så gjorde Bjørn Svins egen dans det.
Den høje krop hoppede op og ned, så hans hvide krøller svingede i takt med musikken. Og når han ikke havde hænderne begravet i sine instrumenter og maskiner, svingede de let i luften, som om han dirigerede musikken. Alle kiggede mod scenen.

Det sidste nummer han spillede var ‘Mer Strøm’ og først her lykkedes det, efter at have smidt sin skjorte, at få de der stod foran scenen til at danse.

Bjørn Svin på myspace, klik
her.

En rigtig torsdagskoncert
Musikken var, trods Rumpistols tekniske problemer og manglende selvsikkerhed, god. Hvis man lukkede øjnene var det hele skønt. Det var synd, at koncerten lå på en torsdag. Man kunne tydeligt mærke på folk, at de skulle noget fredag morgen, der hindrede dem i at drikke sig utallige kæppe i øret – mig selv inklusiv. Ikke desto mindre er det fedt, at kunne melde sig ind i klubben af folk, der har hørt Bjørn Svin spille ‘Mer Strøm’ live.