Archive for the Anmeldelser Category
Hvis jeg dumper min eksamen, er det Jonas Breums skyld

Men det er nu, det brænder på, hendes hovede så fint på skrå
Du ved ikk’, hvem hun er, men du vil ha’ hende, som hun er
Og dansegulvet fyldt, I falder ind i det hele
Og du spørger hende, før hun glider videre:
Vil du danse for altid? 

Så smukt kan det siges. Og så enkelt kan det gøres. Jonas Breum har netop i dag udgivet sit debutalbum, og “For Altid”, hvor ovenstående citat stammer fra, er blot én af pladens mange numre, som cementerer hans status som sangskriver i høj, høj klasse.

Selvom “Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod” er Jonas Breums debutalbum som soloartist, så er han langt fra ny i musikken. Med projekter som Breumm og Coolsville i bagagen har han god erfaring – en erfaring, som i høj grad kommer til udtryk gennem debutpladens 12 numre. Det er tydeligt at mærke, at numrene ikke er blevet skrevet over en weekend i en rødvinsbrandert i et sommerhus med vennerne, men at der er lagt timevis af arbejde i studiet, hvor alting er blevet gennemarbejdet ned til mindste detalje. Der er ingen tilfældigheder, men alligevel har pladen en dejlig jysk og tilforladelig stemning – uden spor af højpandethed.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, og som det diskret fremgår af mit statement i overskriften, så er det forfærdelig læsemusik. Det er stort set umuligt at koncentrere sig om andet end musikken, når først man har trykket play. Jeg fik albummet af Jonas selv, da han spillede til vores Mer’ Støj!-arrangement på Eskil i sidste uge, og det har siddet på anlægget lige siden, hvilket bestemt ikke har gjort noget godt for min eksamenslæsning. Overhovedet. Jeg vil helst ikke slukke for det, men jeg vil helst heller ikke dumpe mine eksaminer, så jeg har virkelig forsøgt at få de to ting til at spille sammen, men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre. Og det er bestemt ikke en kritik af Jonas – tværtimod synes jeg, det er beundringsværdigt, at han har kunne lavet et album, som jeg – efter så mange gennemlytninger – stadig ikke er i stand til at “slå fra” over for, men gang på gang sidder og falder i staver over.

Teksterne er i højsædet. De er ærlige, poetiske og smukke – men stadig med en sådan kant, at man som lytter ikke bare sidder og døser hen i en sværm af romantiske floskler, men fastholder opmærksomheden på lyrikken og vågner op, når strofer som “har taget den i røven endnu en gang, vasket den af med en vredet svamp” pludselig kommer. Han leger med sproget, bryder ord og sætninger op, så man gang på gang må lytte en ekstra gang for at forstå, hvad der bliver sagt og ment, hvilket giver en fantastisk dynamik i de enkelte sange, som f.eks. i min favorit “Indebrændte Drengebørn”, hvor man både holder hus og kæft, og hvor “alt er alt for ærligt talt“.

Jonas Breum – Indebrændte Drengebørn

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Sangene handler om dagligdagen. Om parkrise og barndomsminder, om at tage sig sammen og få gjort noget ved de ting, som man gerne vil, om krig, knald og kærlighed, togture og karruseller, fjender og venner. Og selvom det måske lyder som trivielle emner, så bliver de fremført med en stærk indlevelse, et sprog, som kan gøre selv de mest dagligdags fortællinger spændende, og med en fandenivoldskhed, som gør dem endnu smukkere.

Og det samme gør sig gældende for selve musikken; selvom det ved første ørekast virker som simple melodier, så fremstår de enkelte numre alligevel kraftfulde, når vokalen bliver dubbet, og teksten pludselig bliver sunget af 4 stemmer på én gang. Numrene er opbygget smukt, de vokser sig større og større – og flottere og flottere, men på en meget naturligt måde, så de fremstår organiske og ikke overskygger den enkle vokal.

Pladen udkommer i dag, og kan købes på iTunes lige her. Jeg kan ikke helt beskrive, hvad det er, der er så specielt ved den, som gør, at jeg synes, man skal købe den – men jeg har en fornemmelse i maven, der siger, at den danske musikundergrund ikke har Jonas Breum for sig selv særligt længe endnu. Jeg tror, man bør være med på Breum-bølgen – jeg er overbevist om, at den er på vej, og jeg tror, den bliver stor. Rigtig stor.

Jonas Breum kan i øvrigt opleves på Headquarters i Århus d. 5. maj og på Vega i KBH d. 16. maj. Og hvis jeg tænker tilbage på vores Mer’ Støj!-aften, hvor Jonas med sin jyske ydmyghed og københavnske kant nåede helt ud til det regnvåde tirsdagspublikum, så er jeg ikke i tvivl om, at det er værd at lægge vejen forbi en af de to koncerter.

26 Mar

Hvad kan man få for 24 kroner?

Posted by Mia Categories: Anmeldelser, Blogge
Hvad kan man få for 24 kroner?

Det er ved at være sidst på måneden.. SU’en er brugt, køleskabet er halvtomt, og du har næsten ingen penge tilbage på kontoen. Måske har du kun 24 kroner tilbage. “Det er fandme ikke mange penge”, tænker du måske, men du vil blive overrasket over at høre, hvor meget lækkert du kan få for kun 24 kroner.

Du kan f.eks. købe 2 spanske agurker og 1 lille leverpostej fra Stryhns i Føtex. Det er en ok aftensmad – forudsat, at du har en eller anden form for brød, selvfølgelig. Ellers bliver det lidt ulækkert. Du kan også købe en 2-zoners busbillet til bybussen i Århus – og så har du endda 4 kroner tilovers, og kan komme helt til Brabrand. Begge to gode bud på, hvad du kunne lave på en mandag aften.

Hvis du hverken kan lide leverpostej eller bustur, så kan du købe Jonas K.P.s nye EP. Den udkom d. 5. marts, og koster kun 24 kroner på iTunes.. Og her kan man tale om, at få noget for sine penge..

EP’en hedder “Abyss”, og er noget af det bedste musikhåndværk, som længe er præsteret på dansk grund. Den indeholder 6 tracks, hvoraf 3 er særligt værd at fremhæve – ikke fordi de andre 3 ikke er gode, men fordi de her 3 er ekstraordinært gode.

Det første er EP’ens 2. nummer, “Day”. Det er et fedt nummer – endda federe end det remix som Mike Sheridan har lavet, som også er at finde på EP’en. Lukas beskrev det som “en god morgen”, forstået på den måde, at man står ud af sengen, tager tøj på, spiser morgenmad, går ud af døren – og alting er pissefedt. Ingen sur mælk på havregrynene, ingen halvkold kaffe, ikke noget regnvejr på vej på arbejde. Sådan er “Day”. Det fungerer.

Det næste nummer, som skal fremhæves, er “All We Share”. Det er EP’ens 5. nummer, og minder lidt om noget, som kunne have været med på Trentemøllers “The Last Resort”-album. Jeg kan virkelig godt lide Trentemøller, og særligt “The Last Resort”, så at en så ung debutant  som Jonas K.P. har kunne lave et nummer, der får mig til at associere til en så dygtig og veletableret kunstner som Trentemøller, det har jeg respekt for.

Det sidste, og allerbedste, er nummeret “Abyss”. Jeg har haft det liggende i mit iTunes siden august sidste år, og har længe ville skrive om det, men har ikke rigtig vidst hvad jeg skulle skrive, fordi jeg gerne ville yde det retfærdighed – hvilket jeg stadig ikke er sikker på kan lade sig gøre, når man kun har et par linjers tekst at gøre godt med. Men here goes:

“Abyss” er – uden pis – det smukkeste og mest velproducerede nummer jeg har hørt i mange år.

Så enkelt kan det siges. Jeg ved ikke, hvad det er med det nummer, men det har virkelig sat sig fast. Normalt har musikken på min iPod en meget kort levetid. Jeg lægger et par numre over, voldhører dem når jeg går til og fra uni, og sletter dem så igen kort tid efter, fordi jeg er blevet trætte af dem. Men ikke “Abyss”. Åbenbart. Jeg har prøvet at slette det, som sådan en slap-nu-lige-af-med-at-høre-det-samme-nummer-intervention, men der går ikke mere end et par dage, før jeg synes det mangler på min spilleliste. Det er ikke sikkert, jeg når at høre det hver dag, men det skal helst ligge der.

Jonas K.P. – Abyss

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Jeg synes, det er helt åndssvagt smukt. Og hvis jeg kun havde 24 kroner, ville jeg bruge dem på “Abyss” . Også selvom det betød, at jeg skulle gå sulten i seng.

28 Feb

Nyt fra Bottled In England

Posted by Mia Categories: Anmeldelser, Blogge
Nyt fra Bottled In England

For et par uger siden offentliggjorde SPOT Festival en række navne til dette års festival. Ét af dem var Bottled In England – den københavnske drum’n’bass duo, som allerede har fået en del opmærksomhed for deres koncerter på både Distortion og Roskilde Festival. Og nu er der nyt fra drengene.

For det første udsender de i løbet af 2012 hele 5 gratis numre, som en del af deres nye projekt “Bottled In England Presents”. De første to numre (“What This Is” og “Change”) er allerede udkommet, og kan downloades ganske gratis på Bottled In Englands hjemmeside. Det eneste du skal gøre, er at lave en post på Facebook. Smart og selvpromoverende – det kan vi lide!

For det andet har de lavet en musikvideo til nummeret “Change”. Selve nummeret er superfedt, Daniel Vognstrups vokal er skarp, nærmest anmasende, og sammen med August Dyrborgs åndssvagt tighte trommerier er der gedigent potentiale for et hold-nu-kæft-hvor-er-jeg-træt-af-at-have-det-samme-nummer-på-hjernen-nummer. Nummeret er så fængende, at Lukas – efter prompte at have sagt nej til at skrive det her indlæg, fordi han synes, Bottled In Englands musik er noget lort – har gået rundt i lejligheden og sunget omkvædet den sidste time. Han forsøgte at bortforklare det og sagde, at det bare var fordi jeg også havde sunget det. Og at det i øvrigt var snyd, at lave nummeret så catchy. Og noget med trommerne. Godt forsøgt, men jeg tror efterhånden han har måttet indrømme, at det bare er et rigtig fint nummer.

Og det har de så lavet en musikvideo til. Nummeret, altså. Ikke Lukas’ brokkeri og syngeri, det ville være mærkeligt. De har fået hjælp fra produceren Jacob Hansen, som bl.a. også har arbejdet med Volbeat og Hatesphere. Om man synes Volbeat og Hatesphere er et kvalitetsstempel eller ej, må være op til den enkelte læser, men resultatet er i hvert fald blevet godt. Der er kulde, ild, skaldede hoveder, tatoveringer, brændemærker og sne, og kontrasten mellem ild og vold og den blege, danske vinter fungerer overraskende godt. Og så er jeg fan af, at musikerne ikke selv optræder i videoen, men overlader pladsen til nogle ukendte ansigter, som får lov til at fortælle en historie.

Enjoy!

Monolog udgiver album under Creative Commons

Under KODA-sagen, hvor vi sloges med KODA om, hvorvidt vi skulle betale for at lægge KODA-medlemmers musik til stream og download, var ét af vores vigtigste argumenter, at det måtte være op til kunstneren selv, om han ville have penge for sin musik eller ej. Og hver gang vi brugte det, svarede KODA, at kunstneren bare kunne udgive sin musik under Creative Commons – en ting, som de færreste rigtig vidste hvad var – og som endnu færre benyttede sig af.

Creative Commons er en mulighed for at skræddersy sin ophavsret til et bestemt værk – f.eks. et musikværk. Normalt har man som ophavsmand den fulde ophavsret til et værk, men med Creative Commons har man mulighed for at “dele ud” af sin ophavsret, f.eks. således at alle må kopiere og distribuere dit musiknummer, så længe du bliver krediteret for det, og at det ikke sker med kommercielle formål for øje. Med andre ord er det en rigtig god måde at få spredt sin musik på. Den eneste betænkelighed ved Creative Commons er, at licensen er uigenkaldelig – dsv. man ikke kan ombestemme sig og begynde at tage penge for sit nummer, hvis det pludselig bliver populært. Der skal altså tænkes lidt, før man laver sådan en licens..

Derfor gjorde det mig så glad, da jeg for noget tid siden modtog et brev fra Uhrlaut. Normalt sender pladeselskaberne tykke pakker, fordi der skal være plads til promoalbums, pressemeddelelser osv., men denne gang var der blot et enkelt papir og et lille plastic-kort. På kortet var et link, som henviste til Uhrlauts hjemmeside. Og på hjemmesiden var der musik. Gratis musik. Og ikke den slags gratis musik, som vi får tilsendt, og så ikke må dele med nogen, men gratis musik med beskeden “Please copy this to all of your friends”.

Musikken kommer fra Monolog, som har lavet albummet Aerodymanic, og udgivet det både på vinyl og som digitalt download under Creative Commons. Musikken er anderledes. Meget anderledes. Jeg vil, for at være helt ærlig, betegne det som støj. Men det er noget af det bedste støj, jeg har hørt længe. Der er tung bas, dyb synth, mekaniske lyde og rå vokal. Og det passer perfekt, når man skal vade igennem Århus en mørk morgen.

Selvom musikken fremstår rå, så er den alt andet end ubehandlet. Man kan tydeligt høre, at der er kælet for detaljerne, og at der er brugt lang tid på at indspille de enkelte elemener i numrene. Og man kan tydeligt høre, at manden bag – Mads Lindgren – er en dygtig musiker, som formår at holde tungen lige i munden, når han sammensætter sin musik.

Inden I går ind og henter albummet, så får I lige en forsmag. Jeg har valgt nummeret “Vile”, da det, i mine øjne, er det allerfedeste nummer. Jeg har lyttet til det hver dag i et par uger nu, og det er virkelig fedt. Det virker måske lidt rodet ved første ørekast, men efterhånden som man kommer længere ind i nummeret står det klart, at der er en mening med med galskaben, og at de små delelementer spiller absurd godt sammen. Så tag dine høretelefoner på, skru op for bassen og tryk play.

Monolog – Vile

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Jeg hører ikke meget af sådan noget musik, men det her nummer har virkelig ramt mig. Hold kæft, hvor er det godt. Det er hårdt og råt, men samtidig melodisk. Hvis to robotter havde hardcore sex, ville det lyde sådan her. Det er jeg overbevist om. Jeg gad sindssygt godt høre det live – helst i en mørk kælder et eller andet sted i Århus med en sjus i hånden.

Hele albummet kan downloades på Uhrlauts hjemmeside. Nyd de gratis goder – og sig det videre!

Det skal i øvrigt nævnes, at Promus afholder et arrangement om netop Creative Commons, hvor bl.a. KODA, Dad Rocks!, Per Vers og Uhrlaut debaterer og deler ud af deres erfaringer med Creative Commons. Det løber af stablen d. 8. marts klokken 19-22 på Promus (indgang via Råbar) i Århus. Og det er gratis – helt i Creative Commons’ ånd.

Troels Abrahamsen har udgivet et sommerhus

Idéer, der løber ud i sandet er en gammel kending hos os. Nogle gange sender vi endda hele projekter til storskrald, og på helt slemme dage både idéer, op til flere projekter, gamle ting vi har liggende under sengen men aldrig bruger, og ledninger, som vi har i alt for mange eksemplarer, men af uransagelige årsager har gemt alligevel. Og det er sgu svært at smide ud, for i alt for mange tilfælde er det man smider ud jo hverken gået i stykker, blevet umoderne, eller har mistet sin praktiske funktion. I de fleste tilfælde passer tingene bare ikke længere sammen med resten af de ting, der er i hjemmet og så må man gå Robinson på et par lagner, to lysestager, en kurv, 6 glas og en gammel jakke, og sende dem hjem.

I virkelighedens Robinson er der nemlig ikke noget Utopia, som er den ø man ender på i Robinson før man endeligt forlader programmet. Hvis der ikke er plads i huset, så ryger det deifinitivt ud. Lige indtil man er blevet ældre, og har fået lidt flere penge mellem hænderne og har købt et sommerhus. Sommerhuse er nemlig den materielle verdens Utopia, hvor ting, der ikke længere passer med andre ting, kan få lov at søge asyl.

“Husvild#1” er Troels Abrahamsens sommerhus for musik, som ikke passer sammen med nogle af hans andre produktioner, men er for fede til at smide ud. Nu vi er ved det, passer produktionerne på “Husvild#1” heller ikke særlig godt med hinanden. Nu skal jeg passe på hvad jeg siger, for jeg kender jo ikke Troels’ udvælgelsesproces, men for mig at se virker det som om, at numrene er sat sammen sådan lidt tilfældigt. Ikke desto mindre har det haft den effekt, at jeg hørte pladen fra ende til anden uden afbræk. For når skellet er så stort fra nummer til nummer, så tabes man som lytter ikke i albumfælden, hvor alle numrene falder sammen som ét. Og det er jo netop charmen ved et sommerhus; at man kan gå på rov efter stangtennis, slidte fodbolde, gamle bøger, ufuldstændige puslespil, jazzplader, river og koste, madrasser og hvad som helst, som på et tidspunkt at blevet sendt væk hjemmefra.

“Husvild#1” har min varmeste anbefalinger, og faktisk har jeg ikke hørt Troels Abrahamsen så meget, som jeg gør i disse dage, siden han under Supertroels udsendte nummeret “1-2-3” (look it up!). Så tag jer tid til at smutte ind og købe denne selv-kompilerede og dejligt uforfinede pladesamling af et sommerhus, som Absolute Troels Abra-Kadabra-Hamsen har brugt de seneste to år på at bygge, lige her: Troels Abrahamsens Bandcamp.

Troels Abrahamsen – Akill (download)

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Troels har i øvrigt været så sød, at lade os bruge et stykke lyd fra albummet på denne promo-video for vores fødselsdagsgave.

Nummeret hedder “1-800 dot com” og konkurrencen kører frem til d. 11/03. Du kan altså stadig nå at tilmelde dig lige her: Fødselsdagsgaven.

16 Nov

Debut-EP fra Raised Among Wolves

Posted by Mia Categories: Anmeldelser, Blogge
Debut-EP fra Raised Among Wolves

Jeg startede med at høre dem på nettet, mens jeg ledte efter kunstnere til en kompilation. Så havde jeg dem på besøg i min lejlighed, hvor de spillede i mit køkken. Så var jeg til koncert med dem på Archauz. Så tog jeg til København for at se dem spille til Paper Planes Festival. Og nu sidder jeg med deres debut-EP i hånden. Der er ingen tvivl om, at det er gået stærkt for de syv ulvedrenge fra Raised Among Wolves – men der er heller ingen tvivl om, at det er dem fuldt fortjent, og at de har knoklet for det. Det er nogen af de sødeste drenge, jeg længe har mødt – de er altid i godt humør, og de bliver altid glade, når man møder op. De er nede på jorden og utroligt taknemmelige – hvilket efterhånden er et sjældent karaktertræk i musikbranchen. Og så er de pissedygtige til at spille musik.

Og apropos musik. Debut-EP’en hedder “Bear Tracks” og indeholder 7 tracks. Normalt har en EP på den størrelse 1-2 numre, som virkelig skinner igennem, men på “Bear Tracks” kæmper numrene om opmærksomhed. Det er over-stok-og-sten-indiepop, med legetøjsklaver, klokkespil, metalperkussion, trompet og masser af klap. Man får lyst til at danse rundt i sin lejlighed når man hører musikken, og det er stort set umuligt ikke at klappe med, når de går i gang med håndrytmerne.

EP’ens første nummer er “Ivory Tower”, hvor drengenes evne til at opbygge et nummer bliver helt tydelig – fra indadvendt og skrøbelig vokal, til et fyrværkeri af tung guitar, bas og trommer. Nummeret har mange små finurligheder – de små breaks, klaverspillet og koret, der istemmer “We will all be kings!”, og hver gang jeg hører det, bliver jeg imponeret over, at de formår at putte så mange små bestanddele ind i ét nummer.

Andre gange skal der ikke så meget til – som f.eks. i nummeret “Boys Will Be Kings”, der er min absolutte favorit. Der er ikke meget mere end vokal, klap, guitar og trompet – men det fungerer bare usandsynligt godt! Rytmen og korstemmerne bærer nummeret, og selvom det er så enkelt, så virker nummeret alligevel storladent.

Generelt er de gode til at bruge kontrasten mellem det afdæmpede og det storladne – hvilket gør deres musik til den slags musik, som man stort set altid kan høre, fordi det ikke enten er stille og melankolsk, som f.eks. nummeret “You’re Wrong” eller glad og poppet, som nummeret “You’ll Never Be Lonely”. Der er god alsidighed i numrenes stemning, og selvom de enkelte dele af EP’en – vokalen, klaverspillet, trommerne, korsangen – oftest er meget ens fra nummer til nummer, så sammensætter de det på nye måder, således at numrene hele tiden er spændende at lytte til – og man behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken til hvert nummer, når man nu har noget, der fungerer så godt, og man formår at bruge det på nye måder.

Desuden er drengene gode til at støtte op om hinanden musikalsk – som f.eks. trompetspillet gør det for den flerstemmige korsang i “Tin Foil Empire”, som lyder så fint. Men samtidig er de også gode til at give hinanden plads – man kunne nemt frygte, at de mange instrumenter ville drukne i hinanden, men de veksler hele tiden imellem dem, og giver de enkelte instrumenter plads til at udfolde sig, for så at pakke dem væk igen, så man ikke bliver træt af dem. Det er smart. Det er rigtig smart.

Alt i alt har Raised Among Wolves gjort et rigtig godt stykke arbejde med “Bear Tracks”. Det er en EP, hvor tekster, trompetsoloer, klaverspil, korstemmer og rytmer hænger utrolig godt sammen, og drengene kan i høj grad være tilfredse!

EP’en kan købes på iTunes lige her – hvis du har lyst til at have et fysisk eksemplar (og det har du – den er så fin!), kan den købes på vinyl via ArtRebels hjemmeside.

Og mens du venter på posten, kan du hygge dig med den session, som vi optog i Lukas’ og mit køkken, da drengene var på besøg under SPOT-festival.

Under besøget lavede vi også et lille interview. Det bærer vist mest præg af saftevand og kage – men det er god underholdning!

Se klippene, køb EP’en og glæd dig til at se meget mere til Raised Among Wolves i fremtiden – det gør jeg i hvert fald.