Archive for the Anmeldelser Category
09 May

SPOT Festival 2013

Posted by Mia Categories: Anmeldelser, Blogge
SPOT Festival 2013

I sidste weekend løb årets SPOT Festival af stablen i Århus. Musikere, publikum og branchefolk stimlede sammen i området omkring Musikhuset for at opleve ny og upcoming musik, og over 120 bands gav koncerter i løbet af de to dage.

Lukas og jeg var akkrediterede, og vi havde en fantastisk festival. Vi havde besøg af to venner fra København, hvoraf den ene af dem arbejder for VUF Empire, og det var gennemført hyggeligt. Modsat tidligere år, hvor vi har fyldt hele festivalen op med møder og aftaler med musikere og branchefolk, så havde vi i år besluttet os for ikke at lave nogen aftaler, men bare tage det løbende, og i stedet fokusere på de koncerter, vi gerne ville nå at se. Og det fungerede skidefint.. Ingen stress – bare god tid, god musik og gode mennesker.

Jeg var, som nævnt tidligere, udvalgt til at være én af de 9 officielle SPOT Tweeps, og min Twitter-app var på overarbejde hele weekenden. Jeg ved, nogle af jer har fulgt med derinde, men for jer andre kommer her et lille (læs: rimelig langt) recap af vores festival..

Fredag

spot-kadieelder

SPOT Festival 2013 startede (for os) med Kadie Elder, der bød på både musik og boblevand. I forbindelse med udgivelsen af deres debutalbum havde de taget champagne med til de fremmødte, og det gav helt sikkert nogle point hos det lidt eftermiddagsgenerte publikum. Udover champagne leverede de fem fyre gedigen elektromusik med lækre beats og lækker vokal, og da koncerten var slut, stod både Lukas og jeg med en rigtig god mavefornemmelse. Ballet var åbnet, og dette års festival lovede usandsynligt godt..

spot-dinner

Efter koncerten begav vi os ned mod Radar, hvor Dinner skulle spille. Vi har skrevet om ham tidligere, så vi kendte godt musikken og manden bag, men alligevel kom det lidt bag på os, hvor syret en oplevelse, det var.. Anders Rhedin, aka Dinner, trådte på scenen alene – med et klæde over hovedet, som dækkede størstedelen af hans ansigt. Med sin dybe stemme og en masse rumklang fangede han publikum fra starten, og selv om et par stykker af de fremmødte var lidt skeptiske i starten, fik han dem lige så stille lukket ind i sit univers. På Twitter beskrev jeg koncerten som et syretrip i solen en søndag eftermiddag, og det er rimelig spot on – men ment på den allerbedste måde. Det var anderledes i ordets bedste forstand.

spot-broke

Efter en sandwich, et hej til Annasaid-drengene og en lille snak med Carsten Holm fra P6, var det tid til Broke. Jeg kendte dem ikke rigtig på forhånd, men Lukas havde hypet dem en del, så jeg havde egentlig en god stak forventninger. Der var fuld smadder på lige fra starten; trommerne trampede derud af, guitaristen smed trøjen, og der blev skruet op for både volume og lysshow. De tre fyre fremstod meget anonyme, som de stod på scenen dækket i røg og langt hår, men alligevel var de fandens markante, fordi deres lyd fyldte så meget. Jeg kan i skrivende stund ikke huske et eneste af deres numre, men jeg kan helt tydeligt huske oplevelsen af at stå til koncerten og høre musikken. Jeg kan huske, at trommerne var super tight, at numrene var støjende, men stadig melodiøse, og jeg kan huske, at guitaristen væltede to forstærkere, sin guitar og sig selv ned fra scenen i afslutningsnummeret. Og mere har jeg egentlig ikke behov for.. Det er nok til, at jeg ville tage til én af deres koncerter igen.

spot-lulurouge

Derefter var det egentlig tid til at splitte op.. Lukas ville se Broken Twin, og jeg var fast besluttet på at se Lulu Rouge, så vi gik hvert til sit – men Broken Twin var så populær, at de måtte lukke dørene pga. pladsmangel. Så Lukas kom (lettere slukøret) tilbage og gik med til Lulu Rouge. T.O.M. og Buda gik på scenen til massive klapsalver, og det kunne bestemt mærkes, at publikum havde savnet dem de sidste 3 år. Med sig havde de Fanney Ósk fra Kúra, Mikael Simpson og Asbjørn, der hver især lagde vokal til et par numre. Alle 3 var formidable, men Asbjørn overskinnede lidt det hele. Med sin fantastiske vokal, sine særprægede dansetrin, og sine meget stramme, højtaljede, hvide bukser og pelsjakke stjal han fokus, og selv de let forskrækkede fyre, der stod bag mig og blev ved med at sige “Er han for real ham der?”, måtte til sidst overgive sig til Asbjørns dans og drengede charme.

spot-slowolf

.. Og så blev vi lidt trætte. Vores venner fra København ville til Mø, men hverken Lukas eller jeg havde det store behov for at se hende, så vi begyndte så småt at trisse hjemad. På vejen gjorde vi holdt ved Atlas, hvor Slowolf skulle spille. Der var bløde sofaer og øl, og det var sådan set rigtig lækkert, så vi endte med at blive koncerten ud. Vi kendte begge to “See You In My Dreams” på forhånd, men var positivt overraskede over resten af musikken. Man kunne godt mærke, at “See You In My Dreams” var deres stærkeste kort, men resten af settet var stadig ret fedt, og specielt frontmand Andreas Asinghs evne til at synge og spille trommer samtidigt imponerede.

Lørdag

spot-sebastianlind

Andendagens program bød hovedsageligt på halvstore navne og siddende koncerter, hvilket egentlig er ret atypisk – særlig for SPOT Festival. Vi startede med Sebastian Lind i Store Sal. Hverken Lukas eller jeg hører musikken til daglig, men han er ikke desto mindre skidedygtig, og vi ville gerne opleve ham live – særligt når nu vi havde en repræsentant for VUF Empire boende i vores stue. Der blev spillet en god samling af nyt og gammelt, og jeg var meget positivt overrasket. Med små, sjove dansetrin og en overlegen vokal smeltede Sebastian Lind hele Store Sal, og piger måtte forlade deres siddepladser for at komme ud på midtergangen og danse. Stemningen var høj, og da koncerten blev afsluttet med Justin Timberlakes “Suit and Tie” rejste hele salen sig for at danse med.

spot-as

Efter Linds popfremvisning var det tid til den koncert, jeg havde set allermest frem til – nemlig islandske Ásgeir Trausti. Jeg havde forelsket mig i hans nummer “Leyndarmál” hjemmefra, og derfor havde jeg virkelig store forventninger til hans SPOT-koncert – forventninger, som i høj grad blev indfriet. Vokalen var fejlfri og smuk, og det elektroniske element i numrene gjorde sig umådeligt godt. For min skyld kunne han dog godt have droppet de engelske numre, og kun holdt sig til de islandske – det virkede knap så storslået, når man pludselig kunne forstå teksten, og jeg ville ønske, at han kun havde sunget på islandsk. Ikke desto mindre var det en vidunderlig koncert, og fra det øjeblik den sluttede, glædede jeg mig til at komme hjem og høre musikken igen.

spot-turboweekend

Post-Trausti gik vi på jagt efter noget aftensmad uden for SPOT-området (thi det er pissedyrt). Vi endte i Rema, og efter at have indtaget en sandwich på græsset foran Musikhuset, hookede vi op med Annasaid-drengene igen. Vores næste planlagte koncert var We Invented The Night, men da der på dette tidspunkt var herrelang tid til, besluttede vi os for at se Turboweekend, selvom det egentlig ikke rigtig var planen – men så havde vi da noget at tage os til. Det viste sig at være en rigtig god idé. Cirka lige så god som skiveskåret brød. I anledning af udgivelsen af “Shadow Sounds” lavede de nemlig en siddende koncert, hvor de fremførte numrene fra albummet – dvs. velkendte numre, men på en ny og mere afdæmpet måde. Det hele var intimt og nede på jorden, men alligevel bombastisk, og de tog fulstændig røven på os begge, i forhold til hvad vi havde regnet med, vi skulle se. Der var både nye numre som “On My Side” og ældre numre som “Into You”, alle sammen fremført meget mere minimalistisk end normalt. Særligt “Trouble Is” vakte begejstring, og personligt blev jeg meget rørt af at høre nummeret så nøgent – det blev på en måde meget mere voldsomt end originalen, og det kunne jeg rigtig, rigtig godt lide. Silas Bjerregaard er en uhyggeligt dygtig sanger, og koncerten i Store Sal var intet andet end en cementering af hans imponerende vokale evner. Det var overlegent og legende let.

spot-weinventedthenight

Efter Turboweekends magtdemonstration var det tid til noget helt andet. We Invented The Night skulle spille på Café Scenen, og det var én af de koncerter, vi havde sat kryds ved fra starten. Både fordi de har sendt os en del mails, men også fordi man automatisk lægger mærke til et band, som både har Asbjørn og Ida Wenøe fra Boho Dancer med på rollelisten. I dagens anledning var de 9 mand på scenen, som leverede velvoksent post-rock – med 3 vokaler og 2 trommeslagere. Publikum tog rigtig godt imod musikken – særligt “Hestesangen” (ja, det hedder den åbenbart) var fed, med smukke harmonier og fællesklapperi til sidst.

Alt i alt var dette års SPOT Festival en festival med rigtig meget at byde på. Mange koncerter, mange spillesteder, mange mennesker – og meget høj kvalitet all round. Vi fik ikke rigtig leget vigtige branchefolk og snakket med en hel masse fremmede mennesker, men vi havde en rigtig god festival med søde mennesker og rigtig gode koncerter. Faktisk havde vi ikke én eneste dårlig koncert. Sidst vi var på SPOT, var der i hvert fald én koncert, vi blev nødt til at gå fra, men det har slet ikke været aktuelt i år. Så big ups til både musikere og bookere.

Og nu er det hele slut.. Og skiftet ud med eksamenslæsning.. Og der går et helt år, før der står SPOT på programmet igen.. Det er fandme trist. Heldigvis er der kun lidt over en måned til næste festivaloplevelse, nemlig Northside Festival. Og vi glæder os.

Tak til SPOT 2013 – vi ses til næste år.

23 Feb

Ny EP fra From The Foxhole

Posted by Lukas Categories: Anmeldelser, Blogge
Ny EP fra From The Foxhole

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg hørte From The Foxhole live for første gang. Det er faktisk så lang tid siden, at de har nået at skifte navn i mellemtiden. Og jeg har glemt, hvad de hed dengang .. Lady-et-eller-andet. The Lady, noget. Jeg kan ikke huske det, og jeg har ikke noget internet. Jeg fisker det frem til sidst i teksten.

Jeg havde ikke store forventninger dengang for lang tid siden på Gimle, da jeg for første gang så et band, jeg ikke kan huske hvad hed, og jeg var der egentlig for at se In Memoirs og Asbjørn, der begge to spillede bagefter. Men de koncerter, som man ikke har nogen forventninger til, viser sig ofte at være de bedste, og From The Foxhole understreger rigtigheden af den tese.

Et eller andet sted mindede From The Foxhole mig om alle indiebands fra de gyldne Myspace og Bandbase-dage. Dengang hvor Veto og Turboweekend delte ud af remixes fra folk, man aldrig havde hørt om før, i hvert fald ikke i Glamsbjerg, hvor jeg voksede op. Dengang hvor Sidste Ambulance, Carpark North, Ginger Ninja, The Blue Van og Sterling sprang frem og blev kæmpestore fra den ene dag til den anden. From The Foxhole havde lidt samme feel omkring sig, og den aften på Gimle kom det bag på mig, at sådanne bands stadig eksisterer. “Everybody Wants to be an Indierocker”-dagene er overståede, og bands som From The Foxhole er så småt ved at være en uddøende race. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg stødte på dem den aften i Roskilde.

Det er som sagt et godt stykke tid siden, at jeg hørte From The Foxhole live for første gang, og selv The Killers “It’s Indie Rock And Roll For Me” er en saga blot. På trods af det har From The Foxhole netop udsendt en EP. 6 fantastiske numre, hvor forsanger Nikolaj Dalgaards dybe vokal er prikken over i’et.

De passer ganske vist ikke ned i nogen musikalsk skuffe med Choir Of Young Believers, When Saints Go Machine, Indians eller en lignende P6/Soundvenue/Regnsky-hype. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor glad jeg har været, for at have deres musiksamling liggende i iTunes over de seneste par uger. De rammer måske et tidspunkt, hvor indierocken er gået lidt i vinterhi, men det gør bestemt ikke musikken mindre god.

Numre som “Black Holy Dreams”, “Echoes In The Foxhole” og “Golden Waste” er måske ikke det mest innovative, der er sket i dansk musik nogensinde, og From The Foxhole kommer måske heller aldrig til at spille stor koncert på Roskilde Festival. Men hvad gør det, at de ikke er populære, når det giver mig og ligesindede mulighed for intimkoncerter, hvor vi ikke skal slås om pladserne med tusinder af publikummer. Hvor vi, omend bare for en stund, kan holde fast i og hylde indierocken og den gode musik. “Black Holy Dreams”, “Echoes In The Foxhole” og “Golden Waste” er hits. Om ikke radiohits, så en anden slags hits, nemlig Wonderhits. En kæmpe tak til From The Foxhole for stædigt at lade pladen spille i samme rille.

Nå ja, og deres gamle navn var Ladysmith.

From The Foxhole – Echoes In The Foxhole

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Gennemført debut-EP fra The Giant Youth

Nogle gange er det både en velsignelse og en forbandelse at være anmelder. For det meste er det ret fedt (gratis koncerter og gratis musik kan altid bruges!), men nogle gange ender man i en situation, hvor man skal vælge om man vil være en god ven eller en god anmelder. Og så vælger man det sidste. Størstedelen af de musikere, vi skriver om, er folk, som vi på den ene eller den anden måde har en relation til, og når de spørger, om man vil anmelde deres nyeste album, så er det virkelig svært at sige ja, hvis man ved, at det er lort. Men det er nu én gang præmisserne for en musikblogger, og nogle gange må man bide i det sure æble og sige sin mening – venner eller ej. Andre gange er man nervøs, fordi man ikke ved, hvad man kan forvente, og så kan man ikke sige nej på forhånd, men bliver nødt til at sige ja til at modtage musikken, have den liggende, lytte den igennem – for derefter at skulle kontakte den pågældende og sige, at det altså ikke lige var noget alligevel. Og det er næsten endnu mere træls end bare at sige nej tak fra starten. Derfor er det altid lidt svært at beslutte, om man skal sige ja til at anmelde musik fra venner – og jo bedre venner de er, jo sværere er det at beslutte. For man ved ikke altid hvad man siger ja til, og man kan få helt ondt i maven ved tanken om, at man skal fortælle en god ven, at deres musik, som de har brugt mange arbejdstimer på, ikke er godt nok.

Da jeg sagde ja til at anmelde debut-EP’en fra The Giant Youth, tænkte jeg over ovenstående, fordi én af mine gode venner fra uni er med i bandet. Jeg havde set dem live en enkelt gang, og selvom jeg syntes, at de havde noget rigtig godt materiale, så er det aldrig til at sige, hvordan en indspillet CD ender ud – nogle bands er superfede live, men falder fuldstændig igennem på indspilninger, og jeg ville så gerne have, at deres indspilninger var gode, så jeg ikke skulle have den der akavede “jeres-musik-er-ikke-så-god-og-jeg-vil-helst-ikke-anmelde-den-for-jeg-har-ikke-rigtig-noget-pænt-at-sige”-samtale. Jeg har haft EP’en liggende et stykke tid nu, og efter en del gennemlytninger kan jeg heldigvis – med sikkerhed i stemmen og ro i maven – sige, at jeg ikke havde noget at være nervøs for. Overhovedet. Og når jeg hører hvor godt et stykke arbejde de fire drenge har leveret, så føles det lidt dumt, overhovedet at have overvejet situationen, hvor deres musik ikke skulle have en god anmeldelse. Det er en gennemarbejdet plade, og den fortjener ros.

EP’en hedder “Christine” og indeholder 4 numre. Det er rockmusik med en lille snært af punk, og vokalen er rå og upoleret. Nogle gange fremstår den lidt shaky, men samtidig er den så selvsikker, at det kun kan være med vilje, hvilket giver en afslappet stemning i numrene. Instrumenteringen er enkel, men med delelementer, der gør dem spændende at lytte til.

Pladens første nummer hedder “Screamers // Speakers”, og det er et velvalgt åbningsnummer. Vokalen er anmasende på den fede måde, og de små baggrunds-uh’er fra koret er geniale. Det har en god opbygning, men folder sig ikke ud på samme måde som de andre numre, hvilket gør det velegnet som pladens første nummer. En blid, men velspillet start.

EP’ens andet nummer er titelnummeret “Christine” – et nummer, som jeg har været lidt forelsket i siden jeg hørte det på Myspace for noget tid siden. Introens første toner virker bekendte, og generelt er der noget rart og genkendeligt over nummeret – sammensætningen af trommerne, det lille guitarriff i midten af nummeret osv. Samtidigt er der god afveksling i nummeret, og særligt skellet mellem de bløde vers og de skarpe omkvæd fungerer godt, med “Christine”-stykket som flot afslutning.

Dernæst kommer nummeret “Home”, som i mine øjne har det største radiopotentiale. Guitarriffet er fedt og meget fængende, og nummeret har en klassisk rock-opbygning som gør, at det sætter sig fast. Vers-vokalen er lidt dybere end på de andre numre, og det giver plads til mere spændvidde i resten af nummeret. Samtidigt giver det nummeret en lidt brit-pop’et følelse, som jeg meget godt kan lide.

Det sidste nummer på EP’en hedder “Forever Is A Long Time Ago”, og det skiller sig lidt ud fra de tre andre numre – det er lowfi og meget mere simpelt. Det har en smuk opbygning og går fra et enkelt guitarnummer til et nummer med stadium-følelse, og det er uden tvivl EP’ens smukkeste nummer. Karakteren minder mig om et gammelt Bob Dylan nummer, fremført med rusten stemme og stor indlevelse, og jeg kan ikke lade være med at nærlytte teksten. Det er meget flot musikerhåndværk, og The Giant Youth kan godt klappe hinanden en ekstra gang på ryggen for det her nummer – det er velskrevet og velfremført.

The Giant Youth – Forever Is A Long Time Ago

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Generelt er “Christine” en gennemført EP, og selvom det er drengenes første udspil, så kan man tydeligt mærke, hvad de vil med deres musik. De er sikre i deres stil og deres udtryk, og de har en god musikalsk ro over sig. Jeg glæder mig meget til at følge dem i fremtiden.

The Giant Youth-drengene har været så søde, at give mig 2 EP’er, som jeg kan forære til jer. Så hvis du kunne tænke dig, at få fingrene i “Christine”, så send en mail med dit navn og din adresse til info@wondersmakejoy.dk – så trækker vi lod om 2 heldige vindere. Konkurrencen slutter d. 10. november klokken 14.00.

RebekkaMaria & The Hymnboy, Århus Domkirke

I forrige uge var jeg på besøg i Århus Domkirke. Mit første besøg, faktisk – hvilket egentlig er lidt pinligt, når nu Lukas og jeg har boet under 100 meter derfra de sidste 3 år. Men bedre sent end aldrig!  Anledningen var en koncert med RebekkaMaria og The Hymnboy, som var i gang med deres domkirke-tour, hvor de skulle spille i København, Århus, Odense og Aalborg.

Jeg havde på forhånd set både RebekkaMaria og Hymns From Nineveh live, og det var fantastisk gode koncerter – så jeg havde høje forventninger til Domkirkekoncerten. Både forventninger til selve fremførelsen af musikken, men også store forventinger til udvalget af sange. Når jeg er til koncert med en kunstner, som jeg kender rigtig godt, bruger jeg størstedelen af koncerten på at tænke over, hvilke numre jeg gerne vil have, at de spiller. Nogle gange vil man gerne høre alle deres sange, andre gange er det blot nogle få numre, som man håber kommer på setlisten. Med RebekkaMaria & The Hymnboy var det en blanding. Jeg håbede på, at de ville spille så meget som muligt fra Hymns From Nineveh-albummet, for det er det album, som vi har spillet allerflest gange i vores lille kollegielejlighed, og det har en stor stjerne i min bog – men samtidigt håbede jeg også på, at der ville være tid til nogle af de gamle Lampshade-numre, som jeg har hørt på repeat i gymnasiet. Utroligt nok var koncerten som skabt til mine ønsker, og der blev både spillet nyt og gammelt. RebekkaMaria lagde ud med sin “Oh Solitude”, som blev fremført med den smukkeste falset, og bagefter fik Hymns From Ninevehs “So Mournful The Elegy” plads til at folde sig ud under kirketaget.

Samtlige numre blev fremført på smukkeste vis, men et par stykker skillede sig særligt ud. Det første var Hymns From Ninevehs “Hymn For The Lover”, hvor jeg for første gang blev meget opmærksom på, at jeg befandt mig i en kirke. Der var noget ved teksten og dens dybfølte kærlighedserklæring der gjorde, at det hele virkede meget religiøst, og i stedet for at kigge på Jonas Petersen mens han sang, lænede jeg mig tilbage, kiggede rundt på kirkens udsmykninger og lyttede til teksten.

Den næste sang, som gjorde særligt indtryk var “Anywhere With You” – endnu et Hymns-nummer. Det var smilende og rart at lytte til, og omkvædet er så sødt, at man næsten får ondt i maven. Samtidigt var det lidt mere energisk end de andre numre, og fungerede som et hyggeligt afbræk i de stille numre. Publikum sad og vuggede med, og der spredte sig en feel good-stemning i hele kirken.

Sidst, men bestemt ikke mindst, spillede de “Disse Fugle” – et gammelt Lampshade-nummer, som sendte mig direkte tilbage til en dag i min gymnasietid, hvor Lukas og jeg pjækkede fra time og i stedet brugte dagen på en græsplæne med solskin og Lampshade. Nummeret har en smuk, smuk opbygning – fra de lette og legende vers til det dystre C-stykke, som i høj grad kom til sin ret i Århus Domkirke med Rebekkas vokal og Jonas’ chello. Det var voldsomt og meget, meget smukt.

Ovenstående er blot små bidder af den samlede oplevelse, og overordnet set var der mange elementer, som fortjener ros – f.eks. Lampshade-nummeret “Treasure Is”, som, med hjælp fra tidligere Lampshade-medlem Johannes Dybkjær Andersson, blev afsluttet a cappella med en trestemmig gentagelse af ordene “For where your treasure is, your heart will also be“. Stemmerne klingede så fint, og jo flere gange de sang ordene, jo mere fik jeg lyst til, at de skulle blive ved.

Og hvis ikke musikken var nok, gjorde selve stemningen i kirken resten. Der var fyldt op på alle stole, og modsat andre koncerter, hvor publikum tit sidder og småsnakker under numrene og i pauserne, var der komplet stilhed. Alle var opslugt af de to mennesker i midten, og kunne hverken tage øjnene eller ørene fra dem. Og med deres store smil og store taknemmelighed gjorde RebekkaMaria og The Hymnboy aftenen til en fantastisk og meget intim oplevelse. De er søde væsener – særligt RebekkaMaria som er ét af de mest charmerende mennesker, jeg er stødt på i musikbranchen. Når hun står på en scene formår hun at fremstå både sød og sensuel, og man kan ikke lade være med at blive i godt humør af at se på hende, når hun sidder med hovedet på skrå og smiler til sin hymnedreng, mens de synger. Deres samspil er fantastisk, og de komplimenterer hinanden så flot.

Koncerten var en totaloplevelse – en oplevelse, som jeg synes alle burde have. RebekkaMaria & The Hymnboys tour er desværre slut for denne gang, men jeg sætter min lid til, at de gentager succesen. Alt andet ville være synd for alle de mennesker, som ikke fik lov til at opleve dem i denne omgang. Faktisk burde de bare køre på omgang i de danske kirker. En koncert om ugen ville være passende. Så ville problemet med den manglende tilslutning til folkekirken også forsvinde – slut med gudstjenester, hvor præster prædiker for halvtomme kirker, der ville være fuldt hus hver søndag. Lidt snak om Gud, lidt altervin og noget smuk musik – så tror jeg ikke, man kan kræve mere på en søndag.

Radar optog det meste af koncerten, og har eftefølgende lagt en video ud med nummeret “Yours Truly” – et RebekkaMaria-nummer, som i dagens anledning blev dedikeret til Rebekkas mormor, som havde fødselsdag (og i øvrigt befandt sig til koncerten). Videoen yder på ingen måde oplevelsen retfærdighed, men den kan give et lille indblik i den stemning, som var i Domkirken.

Velstøbt album fra Lasse Matthiessen

Mine sange kredser meget om det inderlige. Det lyder måske lidt voldsomt at sige på dansk, men inderlighed omkring kærlighed, omkring livet og dermed døden.”

D. 3. september udgav Lasse Matthiessen sit andet album “Dead Man Waltz”, og den 11 numre lange plade er fyldt med efterårsstemning, smukke vokaler og fængende tekster. Den Berlin-bosiddende musiker har haft stor succes i Tyskland og Østrig, og er nu så småt ved at indtage Danmark også. Jeg synes, det er lidt sjovt med de musikere, som er svært populære i udlandet, men som vi ikke rigtig har nydt noget af herhjemme endnu – som det f.eks. også er tilfældet med Emil Friis, som jeg skrev om for noget tid siden. Er det et tilfælde, at vi i Danmark ikke får øjnene op for de dygtige musikere, som vi selv fostrer – eller er det en målrettet strategi fra musikernes side? Jeg spurgte Lasse, og han forklarede det således: “Jeg har arbejdet meget bevidst på Tyskland. Jeg har gennem lang tid nu boet i Berlin og spillet i Tyskland. Derfor har jeg også valgt at udgive på et tysk label, og udgive dér hvor jeg bor først. Tyskland er et større marked, hvor jeg kan spille og blive spillet mere. Det er også i Tyskland, jeg har mine netværk, og jeg har fået en del opmærksomhed hér fra radiostationer og medier generelt.” Når jeg tænker over det, så er det i grunden en smart måde at gøre det på – langsomt opbygge sin popularitet i udlandet, spille koncerter, udgive album, og så komme tilbage til Danmark. For selv hvis ens musik er dårlig – hvilket slet ikke er tilfældet med Lasse Matthiessen – så er det en god historie, når det fortabte bysbarn vender hjem til Danmark, efter at være faldet i udlandets smag. Man kan ikke undgå at blive lidt stolt. Og det kan næsten kun give opmærksomhed og gøre det nemmere at få sin musik frem – langt nemmere, end hvis man som musiker kun har opereret i Danmark, og så forsøger at slå igennem i udlandet. Nå, tilbage til musikken.

“Dead Man Waltz” er helstøbt og gennemtænkt – fra første til sidste nummer – og Lasse Matthiessen virker som en stilsikker musiker, som ved lige præcis hvem han er som kunstner, og hvad han vil med sin musik. Inderligheden er i højsædet, men på en underspillet måde – fremført i små historier og på en måde, som giver inderligheden en lethed over sig, og gør det nemmere for lytteren at indtage den. “I teksterne udspiller det sig i små historier, i billedlandskaber. Jeg prøver tekstuelt at visualisere mine stemninger: Lydene fra byen før natten lægger sig; fotografier af steder, der fremkaldes; the film noir night. Nogle gange i små fortællinger, som i albumtitel-sangen “Dead Man Waltz”, hvor min intention er at give lytteren et historie-forløb, der hele tiden bevæger sig omkring temaet: soldaten, der klæder sig på og tager på tivoliet – kvinden, som leder efter ham og finder ham –  bandet, som spiller valsen – generalerne, som de begge ved snart tager ham med – den sidste vals før han skal væk“, fortæller Lasse.  På den måde formår han at skabe historier og fortællinger, og fremføre dem på smukkeste vis. Hans vokal er afslappet og ubesværet – de små knæk og variationer gør den levende og lækker at høre på, og på den måde slipper han afsted med at fremføre selv meget simple sange på en spændende måde.

Selvom pladen fremstår som en gennemarbejdet enhed, og de enkelte numre hænger godt sammen, skiller særligt 3 numre sig ud fra mængden. Det første er “Celluloid”, som er pladens første nummer. Det har en jazzet, fransk stemning over sig, og vokalen får lov til at være tilbagelænet og afslappet. Det får mig til at tænke på en efterårsaften med støvregn og varm kaffe på en fransk café.

Det næste nummer er “Chasing Wolves”, som er min favorit. Guitarspillet er enkelt og simpelt, men understøtter vokalerne på smukkeste vis. Stemmerne klinger flot – både når de synger unisont, og når de synger tostemmigt, og Lasse Matthiesen får vist noget af sin spændvidde – fra de dybe, bløde toner til de høje, skarpe.

Lasse Matthiessen – Chasing Wolves

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Sidst, men ikke mindst, er jeg faldet lidt for nummeret “Leave Today”. Det er lidt mere folk’et end de andre, og hvis man ser bort fra Lasses vokal, så minder det mig om et nummer, som kunne have været med på det nye John Mayer-album – hvilket bestemt er ment som en cadeau. Mundharpespillet og tempoet gør det til et rart afbræk i albummet – men samtidigt har det tilpas blå elementer til, at det stadig passer naturligt ind sammen med de andre numre.

Lasse Matthiessen – Leave Today

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark nok skal få øjnene op for Lasse Matthiessen – og de foreløbige anmeldelser af “Dead Man Waltz” tyder da også på, at Tyskland ikke får lov til, at beholde ham for sig selv. Han er en dygtig musiker og sangskriver, og jeg er overbevist om, at både sangstemme og lyrik kommer til sin ret, når han optræder live – og så snart jeg får muligheden, vil jeg afprøve min tese. Indtil videre er der dog kun annonceret en enkelt koncert i Danmark, som bliver afholdt d. 26. oktober i Karens Minde Kulturhus – men mon ikke der dukker flere datoer op inden længe. Jeg vil i hvert fald gerne opleve ham folde sin smukke musik ud på en scene.

29 Jun

Northside Festival 2012

Posted by Lukas Categories: Anmeldelser, Blogge
Northside Festival 2012

Let’s get to it; Vi har jo ikke skrevet et indlæg siden den 8. juni. Det er godt nok længe siden. Pinligt længe siden. Til gengæld er Mia blevet bachelor i jura, og jeg selv er blevet færdig som multimediedesigner. Hvis jeg kunne gøre det om, og i øvrigt havde et nogenlunde snit med fra gymnasiet (which I don’t), så havde jeg nok valgt at blive jurist også. Men hvad fanden i helvede, så har jeg da et eller andet at skrive på CV’et.

For at blive multimediedesigner skulle jeg skrive 45 sider og forsvare dem. Dagen hvor jeg skulle forsvare dem, var mandagen efter Northside Festival .. Selvfølgelig. Og det var på den præmis, at jeg gennemførte den 3-dages fest, som siden er blevet udråbt til at være en ‘luksus festival’.

Vores omtale af festivalen startede d. 19. februar, hvor vi udgav indlæggene “Lukas: Northside eller Roskilde?” og “Mia: Northside eller Roskilde?”. Vi forsøgte at sætte den evige hymne om, at de to festivaler ikke kan sammenlignes lidt på spidsen. For selvfølgelig kunne de det, og det gjorde vi så hver især – Mia ud fra synspunktet for den gængse koncertgænger, som ikke gider mudder og telttur, og jeg selv ud fra synspunktet for en trofast Roskildetilhænger, som glæder sig til varme dåseøl og tun til morgenmad.

Nu har vi så været afsted, og vi har haft nogle dage til at fordøje vores oplevelser. Og én oplevelse har brændt sig ekstraordinært godt fast. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg er fra Aarhus, og dermed automatisk har en interesse i, at kulturarrangementer i min by bliver en succes, men da regnen væltede ned over plænen, og jeg var nødt til at cykle hjem efter tørt og varmere tøj, havde jeg først og fremmest Northside Festival i tankerne. Hvor var det synd for dem, at de havde forberedt alt det, og så kulminerer det hele i regnvejr. Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde tidligere har stået på en festivalplads og skænket afvikleren en tanke, når regnen begyndte og falde, og publikum forlod festivalområdet. Som regel har jeg bare ondt af mig selv. Eller også har jeg en lille fjer på, og så betyder regnen ikke så meget. Men denne gang stod jeg og tænkte, at det oprigtigt var synd for dem.

Da Mumford And Sons et par dage tidligere havde aflyst deres koncert pga. en brækket arm, måtte Northside Festival reagere hurtigt. De fik Veto. Og folk blev sure. Det er noget rod med aflysning af et band med Mumford And Sons kaliber, for der findes jo ikke nogen erstatning for år 2012’s Hipster-Runrig. Det kunne hverken Veto eller Northside Festival gøre noget ved. Igen fik jeg ondt af Northside Festival. Og egentlig også lidt af Veto.

En fyr på facebook kronede Northside Festival som verdens længste Grøn Koncert. Det grinede jeg lidt af. Jeg har selv givet Northside Festival navne som Grøn Koncert Med Musikalsk Integritet og Aarhus Open Air, siden de startede for nogle år tilbage. Men Northside Festival er ikke Grøn Koncert, for Grøn Koncert ville jeg aldrig have ondt af. Northside er en lokal folkefest af proportioner. En tøs med former, om man vil. Og sådan én får man hurtigt ondt af, når hun står ude i regnen, og folk dropper hende. Festivalen har en eller anden feel-good-følelse over sig, og derfor føler man med folkene bag, når det pludselig går i kage for dem.

Men dét sagt, så havde vi en rigtig god festival – regnvejr og aflysninger på trods. Vi havde kun et par få bands, som var must-see, og derfor var det tre meget afslappede dage i Ådalen, hvor vi kom og gik som vi havde lyst til. Egentlig holder jeg fast i alt, hvad jeg skrev i min oprindelige sammenligning mellem Northside Festival og Roskilde Festival. Jeg var glad for at være på Northside Festival, og nu glæder jeg mig til at skulle afsted til Roskilde Festival i morgen. Den fulde oplevelse – som om Northside bare var opvarmning til Roskilde. Men Northside Festival er også en oplevelse. En oplevelse, hvor du kan nå det hele, hvor du ikke har så travlt, hvor du kan tage hjem og hente varmt og tørt tøj, når regnen bliver for strid, og hvor du har tid til at sætte dig på en bænk med en øl og en kammerat, uden at gå glip af 17 bands, fester, lejrbesøg og happenings. Northside Festival er aarhusiansk og jysk, når aarhusiansk og jysk er på sit allerbedste. Lidt langsommere, men solidt, kvalitetsrigt og sammenhængende. Det er nemt og ligetil, og man føler sig godt tilpas. Selvfølgelig er der plads til forbedringer – f.eks. aktivitets-wise. Når der kun spiller ét band af gangen, så kan der hurtigt opstå perioder på et par timer, hvor man ikke gider se koncerter og mangler noget andet at tage sig til, og selvom Northside forsøger at holde publikum på pladsen, så er det meget tiltalende lige at smutte, når der alligevel ikke er noget spændende  på scenen – særligt når man skal være der i tre dage. Hvis det havde været høj solskin alle dagene, havde folk nok bare smidt sig på græsset og stenet lidt, og så havde det ikke været noget problem, men når regnen siler ned, der ikke er noget musik, man gider høre, og der ikke er noget man kan tage sig til udover at købe fancy gourmet-hotdogs og øko-pommes, så går der ikke længe, før folk finder på noget andet at lave. Og det er synd.

Men vent; Hvad med musikken? Justice var for sindssyge. Snow Patrol var for sindssyge. Kooks holdt dansefest. The XX spillede den der sang, de hele tiden bruger på TV2s regionale kanaler. Jeg troede kun, det var for Østjylland, men jeg har fundet ud af, at de bruger den over hele landet. Skørt. Den og Coldplays ‘Paradise’. Og før den Coldplays ‘Viva La Vida’. Og før den Coldplays ‘Clocks’. Coldplayfreaks. Men hey – gæt hvem der for andet år i træk fik mange tusinde mennesker til at hoppe på samme tid, midt i regnvejret, og holdte humøret oppe på en af landets sejeste festivaler? Veto. Just saying. Dem, der vil se Hipster-Runrig skal jo nok få set dem. Mon ikke der bliver rig mulighed for det. Så kan Veto og vi andre holde regnvejrsfest med basarm imens.

Alt i alt var Northside en rigtig god oplevelse. Der var søde venner, masser af øller, superfede koncerter, luksus-festivaltoiletter, flinke frivillige – og selvom vejret eller bookingguderne bestemt ikke var med dem, så fik Northside-folket afholdt en vellykket festival – en festival, som vi med glæde besøger næste år igen.

Hvis I har lyst til at se lidt flere stemningsbilleder fra festivalen, så ligger de på vores facebook lige her – enjoy! Nu vil jeg få pakket det sidste til Roskilde ..