Archive for the Anmeldelser Category
23 Sep

Tako Lako – Pulse Riddle

Posted by Lukas Categories: Anmeldelser, Blogge
Tako Lako - Pulse Riddle

Jeg har en ven, der hedder Daniel. Lige nu er Daniel og Mia ude for at hente ingredienser til en pizza. Denne her historie om at have Daniel boende går et stykke tilbage. Faktisk går den helt tilbage til Spot Festival 2013. Han har ikke boet her lige siden, ganske vidst. Men tilbage i 2013 boede Daniel Pihl og Kasper Boldt, to af vores venner, i vores lejlighed under Spot Festival. Almindeligvis deler de en lejlighed i København, så da de var i Aarhus, manglede de sovepladser og havregryn med mælk. Dét var noget, vi kunne hjælpe med.

En sen aften til dén Spot Festival spørger Daniel mig, om jeg ikke skal med ned og høre Tako Lako. Jeg siger, på det nærmeste ordret, at det lortemusik kan han beholde for sig selv. Jeg havde ikke hørt dem live før. Jeg kendte kun til indspilningerne, og balkan har jeg alle dage haft et virkelig ambivalent forhold til.

Efter at have hørt Tako Lakos “Pulse Riddle” gang på gang over de seneste uger, må det øjeblik, i bagklogskabens klare lys, minde ulideligt meget om en sen aften foran Newbees Festival, hvor jeg fortæller Ulige Numres Jacob Ulstrup, at jeg havde tænkt mig at blive væk fra deres koncert, fordi jeg ikke kunne lide deres optagelser. Jacob forsøgte efter bedste evne at fortælle mig, i sine pæneste ord, at jeg lidt var en fuldemandsdouche, og at det Ulige Numre, der var på vej, var helt anderledes end det gamle. Få dage efter udkom “København”. Idiot-fuldemands-Lukas.

Som I næsten kan forestille jer, så er det sket oftere end ofte, at vores umiddelbare oplevelse af et stykke musik, har resulteret i, at vi er kommet galt afsted. Public relations tror jeg, vi skal holde os langt væk fra. Men én ting er sikkert; Vi er ikke blege for at melde ud, at vi har taget fejl. Og med Tako Lako’s “Pulse Riddle” har det virkelig vist sig at være tilfældet.

Pladen, “Pulse Riddle”, den er fandme mærkelig. De første fem numre er som taget ud af Eurovision Song Contest. 12 points to Belarus. Det er velproduceret balkanpop. Syd-øst europæisk kulturliv og moderne musikproduktion i perfekt symbiose. Jeg synes, det er sjovt. Og det er altså et kompliment, selvom det ikke nødvendigvis lyder sådan.

Jeg er enormt imponeret over, hvor velproduceret lyden er. Jeg synes, det er langt ud over det sædvanlige, og fra ende til anden sætter både pladens første og sidste halvdel mange af de produktioner, som lander i vores mail, til skamme. I længden falder den humor, som jeg oplever i pladens første fem numre, helt til jorden. Men det er på alle mulige måder en smagssag, og når jeg hører pladens anden halvdel, kan jeg sagtens overleve fem numres Eurovision.

Det skal først og fremmest siges, at “Pulse Riddle” ikke er delt op i to. Det er min oplevelse af pladen, som er det. For lige så let som jeg tager på de første fem numre, lige så gravalvorlig er jeg omkring de sidste fem numre.

Det kan siges såre simpelt, at Tako Lako mestrer musik. “Right Hans Leads”-versets dubbede og simple opskrift, sammen med selvsamme nummers omkvæd, rummer fra A-Z al den dybde, som jeg havde håbet på at finde på både Mother Lewinskys debut-EP og The Awesome Welles debutalbum. Det er soundtrackværdigt for hver eneste superheltefilm jeg har set, siden Marvel og DC Comics begyndte at tage sine egne film alvorligt. I et lidt andet univers står Shredder med sine allerspidseste klør på struben af April O’Neil, og hver eneste af de fire Ninja Turtles er døde. Men i sidste sekund rejser den ene sig alligevel og redder April på bekostning af sin egen død. I netop dét øjeblik eksploderer “Right Hans Leads”-omkvædet ud i hver eneste biografsal i hele verden.

Kan det blive bedre? Ja, det kan det godt. Pladens ultimative vinder er det 8 minutter og 33 sekunder lange “The Fury”.

Tako Lako – The Fury

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

“The Fury” er det bedste nummer, jeg har hørt i år. Det er hurtigt som Spleen United, velproduceret som Sko og Torp, og storladent som Disney. Det er lyden af hovedet på hver eneste OL-atlet lige dét sekund, de skal præstere. Hver eneste student efter de har fået 12 til eksamen. En kvindes planlægningsgen i det sekund hun opdager, at hun er gravid. Vi snakker tempo, folkens. Og når tempoet er så højt, og kvaliteten kan følge med så langt som den gør, er jeg ikke bange for at bruge stereotyper. Jeg har lidt travlt for tiden, og mit allerhøjeste ønske lige nu måtte være, at hver eneste ting jeg gjorde, foregik med samme hastighed, påståelighed og kvalitet som “The Fury” gør det.

I mellemtiden er Daniel og Mia kommet hjem. De har købt ind til pizza. Så nu vil jeg sumpe tilbage i den alt for langsomme virkelighed, mens jeg undrer mig over, at jeg, fordelt på to reelle muligheder for at vælge Tako Lako til i mit liv, først som koncert og senest som blogindlæg, har Daniel Pihl boende. Imens kan du høre “The Fury” og glæde dig til at hele albummet “Pulse Riddle” går online på din lokale streamingtjeneste.

28 May

De Dødelige: Opdag

Posted by Mia Categories: Anmeldelser, Blogge
De Dødelige: Opdag

I 1.g forelskede jeg mig i en fyr. Han boede i nærheden af mig, men jeg var aldrig stødt på ham før. Jeg lærte ham at kende gennem fælles bekendte, og langsomt – men sikkert – faldt jeg fuldstændig pladask for ham.

Det er ikke Lukas, jeg snakker om – selvom min historie med ham i høj grad minder om ovenstående. Fyren, jeg taler om, hedder Andreas. Andreas Ringblom Knudsen, for at være mere præcis. En formidabel sanger og sangskriver, som slog benene væk under mig i gymnasiet og den dag i dag stadig formår at tage pusten fra mig. 



Dengang jeg lærte ham at kende, hed han bare Andreas. Hans musik var enkel, men vokalen og melodierne var knivskarpe – ligesom de er i dag. Fra smukke ballader som “Backpacker Girl” og “Brother” til fjollerier med skæv dialekt i druksangen “Silky Pubs are Saviours”. Allerede dengang stod det klart, at han havde talent i hvert et fiber af sin krop – og en fantastisk evne til at skrive melodier, der er så forbandet ørehængende, at jeg stadig kan synge med på fraseringerne den dag i dag. 



Andreas er i høj grad stadig noget ved musikken. Du kender ham måske som den ene halvdel af duoen De Dødelige, der pt. rider på en velfortjent bølge af medvind. Med sig har han Ulrik Schultz, og de to fyre har i den grad mast sig helt forrest i køen af danske talenter, der burde overhældes med livejobs og pladekontrakter i alverdens afskygninger.

Tilbage i marts udgav de debutalbummet “Opdag”, der er blevet taget rigtig godt imod – for at sige det mildt. Prominente musikfolk har allerede kastet rosende ord efter de to herrer, og jeg er på alle måder sent til ballet med det her blogindlæg. Men alligevel skriver jeg det – for skulle det ske, at bare én af jer sidder derude og endnu ikke har hørt “Opdag”, så er det på tide.

Som Lukas så rigtigt pointerede den anden dag, så er det ikke til at forstå, at folk hører Burhan G eller lignende, når de kunne høre det her i stedet. Det er smukkerede, blødere, bedre – langt bedre end alt hvad Burhan nogensinde har præsteret. Og det er bestemt ikke ment som en kritik af Burhan G – for han kan så sandelig også skrive popsange. Men ikke ligesom De Dødelige. Slet ikke.

“Opdag” indeholder fem originalnumre, samt et remix af Uschu og et cover af Nik og Jays “Novembervej”. Sidstnævnte er så flot fremført, at man slet ikke opdager, at det er et Nik og Jay-nummer – kun omkvædet afslører nummerets egentlige herkomst.

Første nummer er “Det Har Jeg”, som lægger blødt ud, men langsomt vokser i størrelse. Den stærke vokal manifesterer sig fra starten, og i samspil med de smukke tekster formår den for alvor at kridte banen op for resten af albummet. “Har du mod på at glemme alt? – For det har jeg”. Wauw.

Næste nummer er “Sig Det”, som er et enkelt, men forbavsende virksomt nummer. De bløde synth-toner lægger sig som et varmt tæppe under vokalen, og teksten er hjerteskærende flot. “Hvis du har mod på at leve så sig det – for dine ar giver mig lyst til at blive her”. Så flot. Dét var Burhan sgu aldrig kommet på. Og når andenstemme kommer på, med små lyse knæk på “sig det” og “blive”, så kilder det i ørerne.

“Langt Væk Herfra” er et rendyrket pophit. Omkvædet er formidabelt, og de dansable rytmer gør det til en lækker, lækker sag, som jeg kun kan forestille mig er yderst populær til livekoncerter. For min skyld kunne de godt have udeladt AMRO-delen – men så spicer de det op med lidt pornosax, og så er det helt, helt okay. Og bagefter trækker de den i land med na-na-na-delen, der som en anden fodboldhymne graver sig helt ind til hjernebarken. Ej, men altså.

Herefter byder “Når Vi Falder Frit” på klassisk popmelodi med et drømmende islæt, inden “Vejen Tilbage” åbner op for pladens mest bombastiske nummer. Dét gad jeg virkelig godt opleve på en kæmpe scene med et ton strygere en gang. Det kunne passende være til mit bryllup – apropros videoen.

Albummet afsluttes med Uschus remix af “Sig Det”, og det er jeg ikke så forelsket i – ikke fordi det er dårligt, men fordi jeg det sidste halve år har kastet min kærlighed på Nonsens remix af samme sang. Fy for pokker, hvor er det et lækkert nummer. Den bløde vokal og den dansksprogede tekst fungerer som den perfekte modpol til den hårde bas, og jeg kan på ingen måde få nok.

“Opdag” er en fantastisk lille pakke med musik. Det gør mig glad at vide, at den dansksprogede lyrik kan varetages af andre end diverse dancehall-typer – og særligt, når det gøres så flot. Hvert nummer på albummet emmer af overlegenhed, og de formår hver især at sætte sig fast i både hjerne og hjerte på lytteren. Det er eddermame godt gået, drenge. Bliv for guds skyld ved.

11 May

SPOT Festival 2014

Posted by Mia Categories: Anmeldelser, Blogge
SPOT Festival 2014

SPOT Festival er min yndlingsfestival. No shit. Yndlings. Ikke fordi jeg har været på en helvedes masse, men stadig.. Jeg er slet ikke i tvivl. Spillestederne, musikken, stemningen i byen – der findes ikke noget tilsvarende. Du kan gå fra koncert til koncert på få minutter, spise en burger på vejen, sige hej til dine venner, lægge dig på noget græs i solen, og gå hjem og sove i din seng, når du bliver træt. Det er succesopskriften på enhver festival – i hvert fald i min bog.

SPOT Festival 2014 levede bestemt op til opskriften – og mere til. Årets festival var den bedste, jeg har oplevet i mine 4 år som musikskribent. Solen skinnede, der var overvældende mange gode koncerter at vælge mellem, og vi havde mange optrædende venner – det var altså skønt.

Som vi skrev her, havde vi 38 koncerter på programmet. Rimelig ambitiøst. Og rimelig urealistisk. Vi nåede lige præcis halvdelen – 19 koncerter. Og selvom 19 ikke lyder af så meget i forhold til 38, så synes jeg faktisk, vi havde rimelig meget fart på i løbet af vores 2 dage på festivalen. Fra én koncert til en anden, indtil vi gik døde og væltede hjem i seng.

Fredag
Fredag eftermiddag var vi klar til at kaste os over dette års festival. Eller.. Halvdelen af os var klar! Den anden halvdel var på arbejde og gik glip af de første koncerter. Heldigvis havde jeg allieret mig med en sød fyr fra Vuf Empire, som jeg kunne tage med til koncert.

Broken Twin, Store Sal
Festivalen startede med yndig, yndig musik fra Broken Twin – til siddende koncert i Store Sals røde plyssæder. Det var sådan set en rigtig rar måde at starte eftermiddagen på. Hun har en flot stemme, Majke, og langsomt – men sikkert – fik hun løsnet op i det anspændte SPOT-publikum, der lige skulle se arrangementet og hinanden an. Tonerne fra debutalbummet “May” fik lov til at sprede sig i Store Sal, og selvom frontfiguren selv var lidt tilbageholdende og ikke sagde mange ord, var det en skøn start på 2 dages god musik.

Louis Rustum og Tais, Lille Sal
Kender I Hukaos? Det håber jeg. Det århusianske musikfællesskab har efterhånden fået skovlen godt under musikbranchen, og der går ikke længe, før de river hele lortet op med rod. De kan altså noget, de drenge.

Derfor var der også sat kryds ved Louis Rustum og Tais – og selvom jeg umiddelbart var lidt skeptisk over en siddende koncert midt på eftermiddagen med den type musik, endte jeg med at blive utrolig positivt overrasket. Da først bassen fik frit spil og de to fyre trådte ind på scenen glemte jeg alt om dagslyset udenfor. De skiftedes til at synge et par numre, hvilket gav en fed dynamik i settet. Louis Rustum charmerede hele salen med sin tilbagelænede musik, men udviste stadig enorm energi på scenen. Og Tais ligeså. Han bevægede sig rundt på hele scenen, mens han smeltede pigehjerter med sin lækre, lækre vokal – der i øvrigt lyder meget federe live end på hans nuværende indspilninger. Mhmm.. Fredagsfløde.

Amason, SCC
Svenske Amason var ét af de bands, vi havde betegnet som et must-see på årets program. Men det var ikke noget stort hit – desværre. Jeg var rigtig glad for den mandlige vokal, men han fik desværre ikke meget spilletid til koncerten på SCC. Måske er det altid sådan. Måske havde både Lukas og jeg fået en lidt anden opfattelse af bandet, end meningen var. Vi var i hvert fald ikke så begejstrede. Ikke fordi de var dårlige – slet ikke. Men det var bare ikke så stor en wauw-oplevelse, som vi havde forventet. De spillede “Went To War”, som er et dejligt, dejligt nummer  – men ellers var det ikke så spændende. Desværre.

The Attic Sleepers, Filuren
Egentlig har vi ikke fulgt så meget med i Karrierekanon i år, men da vi hørte duoen The Attic Sleepers blev vi nødt til at kigge forbi Karrierekanonens scene på SPOT. Mathias og Matias er utroligt søde, og de laver utrolig flot musik. Med smukke numre som “Lines” fik de hele salen til at tie stille og lytte opmærksomt, og da jeg forlod koncerten for hurtigt at løbe på toilettet, kunne jeg ikke komme ind igen på grund af kø. Dumt af mig. Megasejt af dem. Og velfortjent. Æj, det var en fin koncert. De er i øvrigt – og med den største selvfølgelighed – gået videre i Karrierekanon. Se dem lige på Smukfest eller lignende, ikke? Det bliver du glad for.

01

Lis Er Stille, Radar
Fuld smadder – med teatralske melodier, afbleget hår og et begejstret publikum, der havde fyldt Radar til randen. De spillede til Gymnasiespot i forrige weekend, men fordi vi skulle sidde og votere nåede vi kun lige netop at opleve dem gå af scenen – fuldstændig gennemsvedte og uden trøjer på. Der stod vi rimelig meget med en øv-der-gik-vi-glip-af-noget-følelse. Og det gjorde vi. I hvert fald ud fra koncerten på Radar. De er overgearede, men på den allerfedeste måde, og “Lyncher’s Aim” går direkte i blodet. Årh, det er fedt.

Spejderrobot + Emil de Waal feat. Aarhus Jazz Orchestra, Den Rå Hal
Hvem end der har fået ideen til den her koncert, burde få verdens største flødeskumskage. Hold kæft, det er godt tænkt. Spejderrobot på computer, Emil de Waal på trommer – og Aarhus Jazz Orchestra på alverdens instrumenter. Og så lige lidt Kraftwerk oven i hatten. Konceptet holdt 100%, og det var imponerende hvor meget lyd de kunne få ud af Kraftwerks relativt simple numre. Der var både plads til trompet-soloer og tunge elektroelementer, og samhørigheden mellem orkester og de to Crash and Compute-fyre sad lige i skabet. Trans.. Europa.. Express..

Reptile Youth, SCC
Af en eller anden grund har vi aldrig fået set Reptile Youth. Det er ét af de mange bands, hvor man alt for ofte har tænkt “nååh, dem ser vi nok en anden gang”, og så har man aldrig fået dem set. Men nu skulle det være! I hvert fald lige de sidste 10 minutter. Da vi ankom havde Mads Damsgaard allerede publikum i sin hule hånd, og med svejende krøller og energipumpende vokal havde han startet festen for længst. Det er imponerende, hvordan han kan blive ved med at give sig 110% og ikke være faldet om af udmattelse endnu. Må han leve for evigt.

Blaue Blume, Lille Sal
Siden vi hørte Blaue Blume for første gang sidste år, har vores forventninger til en fremtidig livekoncert vokset støt. Og med støt mener jeg “med galoperende hastighed”. Vi har forsøgt at holde os lidt tilbage, men for hver gang vi har hørt et nyt nummer, er vi blevet gladere og gladere for de fire drenge og deres musik. Og så udgav de “In Disco Lights”.. Seriøst, har I hørt det? Det er Disneymusik med skønsang og bløde fraseringer, men samtidig afsindigt skarpt, og noget du aldrig har hørt før. Det er det bedste nummer jeg har hørt i lang, lang tid.

Koncerten i Lille Sal havde topprioritet i vores program. Det var den eneste koncert, vi død og pine ikke måtte gå glip af. Og det med god grund. Det var afsindigt godt. Lige så mærkeligt, som jeg havde håbet, og lige så smukt, som jeg havde drømt om. Jonas Smith har den vildeste vokal – med en imponerende spændvidde. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan synge en hel koncert uden at sætte foden forkert på ét eneste tidspunkt. Og da “In Disco Lights” flød ud af højtalerne, var hele salen solgt. Blaue Blume er det mest originale i dansk musik lige nu. Der er slet ingen tvivl. Hold kæft, hvor er de dygtige. Se dem, inden udlandet snupper dem.

02

Fuck Art, Let’s Dance, Foyer
Efter et par dybe vejrtrækninger oven på Blaue Blume-bombarderingen bevægede vi os ud mod Foyeren og tyske Fuck Art, Let’s Dance. Der var fest. Foran scenen havde der samlet sig en række piger, der berusede – enten af øl eller musik – dansede som om ingen kiggede. De var enormt begejstrede for den lille fyr forrest på scenen, der sammen med sit band leverede potent dansemusik. Den dansende folkemængde voksede sig langsomt større og større, og på trods af at være placeret på festivalens mest udfordrende scenen, formåede Fuck Art, Let’s Dance at holde en gedigen fredagsfest. Hatten af for det.

Lørdag
Lørdagen startede som lørdage gør bedst. Med morgentrætte venner, en sofa, lidt kaffe og god musik på anlægget. I løbet af natten havde vi fået Morten fra In Memoirs på besøg, og han forkælede os med lidt musik fra hans nyeste projekt And The Grenadines. Bagefter sang han 80’er-ballader, mens vi gjorde os klar. Det var virkelig hyggeligt. Det skulle I tage at prøve en dag.

Lørdagsslik 
Solskin, slik og Sekuoia- hvad mere kan man forlange en lørdag formiddag? “Lørdagsslik” var endnu et genialt påfund – flødeskumskager til dem også. Folk lå på græsset og nød musikken og den gratis slik fra Malaco, og det var den perfekte mulighed for at opleve Sekuoia, som vi gik glip af aftenen før. Hans bløde toner gjorde sig godt sammen med træthed og tømmermænd, og han agerede musikalsk fluffer til UG.

Quick Quick Obey, Foyer
Vi har set Thisted-drengene fra Quick Quick Obey før, så vi vidste godt, hvad de kunne levere. Vi har hørt deres album og forelsket os i numrene, men alligevel var koncerten i Foyeren en overraskelse. Sidst vi så dem, var det på en lille scene i mørket på Radar, hvor de alle stod placeret bag hver deres instrument. Men koncerten på SPOT gav dem plads til at folde sig ud, og det var meget, meget klædeligt. Forsanger Esben Halkier var over alt – på højtalere, på hug, yderst på scenekanten, alle de steder hans mikrofonledning tillod ham, og det gav en fantastisk energi til de halvdrømmende numre. Og det fungerede samtidig som en kærkommen mulighed for Esben for at demonstrere hans evner til at synge knivskarpt uanset aktivitetsniveauet.

Efterfølgende har Quick Quick Obey modtaget en storm af rosende ord fra prominente musikfolk, der har været dybt imponeret over koncerten i Musikhuset. Og vi er SÅ glade på deres vegne. De har knoklet, udgivet et fantastisk album – og nu er det endelig ved at gå op for resten af musikverdenen, hvor dygtige de er. We fucking told you so..

03

My Heart The Brave, SCC
“Der er lagt i ovnen til en musikalsk succes”. Sådan skrev jeg om My Heart The Brave alias Caspar Hesselager, da han i sin tid marcherede ind på den danske musikscenen med singlen “Keep Me From It”. Marchen fortsatte på SCC, hvor han sammen med Aske Bode, Jacob Haubjerg og Ask Bock leverede melankolsk popmusik badet i røg. Det var en fornøjelse at opleve – og en fornøjelse at se et “mindre” navn på SCC, der ellers plejer at være forbeholdt folk som Mø og Christoffer. Det var fedt at se My Heart The Brave få lov til at sprede vingerne – også selvom publikummet ikke helt kunne fylde pladsen ud. Det giver en helt anden facet af oplevelsen, og musikalsk er der i hvert fald ingen tvivl om, at Hesselager og co. fortjener en hel fodboldbane.

04

November December, Foyer
De spillede til et af vores Mer’ Støj!-arrangementer, og siden har jeg været helt skudt i de 5 Århus-drenge og deres fænomenale vokaler. De har en uovertruffen evne til at synge sammen, og harmonierne flyder som varm sirup på søndagspandekager. Koncerten i Foyeren var endnu et bevis herpå, og for en gangs skyld virkede lokalet faktisk til de optrædendes fordel, idet numrene fik lidt ekstra klang af det store rum. Folk sad på gulvet foran scenen, og rundt omkring kunne jeg høre flere, der sang med på numrene. Det sker altså ikke så tit på SPOT Festival.

League of Extraordinary Gentlemen, Den Rå Hal
Amerikansk rap og dansk electro. Hårdtslående rim og hårdtslående bas. Håndtegn og langefingre. Den her koncert havde det hele. Da jeg i sin tid anbefalede koncerten, vidste jeg ikke helt, hvad jeg kunne forvente af de to fyre – men mine forventninger blev i hvert fald imødekommet til fulde. Ikke bare var musikken usandsynligt lækker, rapperen Note var også usandsynligt sympatisk. For selvom han var big man on campus og hoppede rundt på scenen med bandeord til højre og venstre, så var han alligevel utrolig ydmyg og taknemmelig – så taknemmelig, at han efterfølgende gik hele vejen rundt i Den Rå Hal og sagde “thank y’all for coming” til alle de fremmødte. Det er fandme god stil. Og fandens god musik. Jeg håber virkelig, nogen af jer fangede en af deres impuls-koncerter i København i løbet af ugen.

Copia Doble Systema // Alo Wala, Den Rå Hal
Vi var rimelig meget oppe at køre over League-koncerten, så vi droppede at forsøge at komme ind til Penny Police, og i stedet spiste vi verdens største grillpølse og ventede på Copia Doble Systema. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé – specielt det med grillpølsen. Det gav nemlig lidt ekstra energi til den fest, som ventede på os i Den Rå Hal. De tre Copia Doble Systema-drenge lagde ud med et par numre, hvorefter de fik selskab af Shivani Ahlowala, så de tilsammen dannede Alo Wala. Herefter stod den på fantastisk hiphop-Bollywood-bas-fest – med en guldklædt Shivani i front. Hun udvalgte sig en “cityboy” blandt publikum, og herefter leverede hun i selskab med Copia-drengene en perlerække af dansable numre, til hvilke “cityboy” og resten af hallen rystede hårpragt og bagdel til. Det var SÅ godt.

05

Karl William, Lille Sal
Kan I huske Hukaos? Jeg sagde jo, de kunne noget. Lørdag aften bød på endnu en Århus-fyr i Lille Sal, og det skulle vise sig at blive dette års største overraskelse. Jeg har ikke været den største Karl William-fan, alene fordi jeg ikke har fået hørt hans musik ordentligt, men de sidste par uger er jeg blevet rigtig glad for “Foruden at Forgude”, som de spiller en del i radioen. Det er et lækkert nummer – så lækkert, at den rødhårede knægt blev nødt til at spille det to gange i træk for at tilfredsstille det skrigende og klappende publikum. Vi var blevet advaret om, at hans vokal ikke var specielt god live, men der var ikke et eneste kiks – i hvert fald ikke noget, vi lagde mærke til, da først musikken spillede. Karl William selv var øjensynligt glad over fremmødet og publikums positive respons på hans musik, og selv efter at have sagt “tusind fucking mange tak” en 6-7 gange, virkede det ikke som om, han rigtig kunne sætte ord på sin begejstring. Det var virkelig fedt at være en del af.

Settet bestod af numre fra den nyligt udkomne EP “Døende” – som du i øvrigt bør købe hurtigst muligt og smide på dit anlæg. Det er en gennemført samling musik, som du helt sikkert vil sætte pris på at have i din musiksamling. Specielt hvis du ikke var der til at opleve magien dén lørdag aften.

Lowly, Foyer
Efter at have rundet Lille Sal-koncerterne af for i år, drog vi videre for at afslutte den næste scene – Foyeren. Og det med en mand, vi tidligere på dagen havde set pryde selvsamme scene. Steffen Lundtoft, der sammen med de fire andre fyre i NovemberDecember havde leveret skønsang blot et par timer tidligere, stod igen klar – denne gang sammen med Lowly. I Lowly spiller han trommer, ligesom han gør det, når Asbjørn skal ud og optræde. I det hele taget er Lowly en noget sammensat størrelse – bestående af mennesker, som allerede spiller i så mange andre genkendelige konstellationer, at det ikke kan betale sig at remse dem allesammen op.

Rummet var proppet med mennesker, men det var en stille koncert med masser af rum til os alle sammen. Lowlys nærvær på scenen var stærk, og nervøsitet kunne man ikke mærke det mindste til. Det lagde en ro over en ofte utilgivelig travl Foyer, som jeg sjældent har oplevet før. Det kræver sit musikkollektiv at få hele Musikhusets banegård til at lytte lørdag aften efter to dages ræs fra koncert til koncert. Men netop sådan et musikkollektiv er Lowly. Well done.

Snavs, Radar
Da lørdag var sidste festivaldag for os, skulle den afsluttes med manér. Og det blev den. I selskab med Snavs og en masse fulde mennesker dansede vi den sidste energi ud af kroppen på Radar, hvorefter vi gik hjem i seng. Settet bar præg af tung bas og utallige drops, og efterhånden som koncerten skred frem blev der plads til både mosh-pit og techno-toner. Det var præcis, hvad vi trængte til efter 2 dages koncerter. Så tak til Snavs og hans bas.

06

Og så blev det søndag. Og så skulle vi til konfirmation. Topfedt. Vi var rimelige flade i konvolutterne – men på den gode måde. Den måde, hvor 2 dages fantastisk musik stadig sad i kroppen og summede.

Som sagt var årets festival en gennemført god oplevelse – og vi har ikke noget at brokke os over. Det skulle da lige være konferencierne.. Hvordan kan man have så god musik, og så dårlige mennesker til at præsentere den? Med undtagelse af Nicholas Kawamura og Per Vers var samtlige konferencierer tåkrummende og akavede – det var helt tydeligt at mærke, at de ikke anede, hvem de optrædende var, men blot læste op fra et papir, som de havde fået stukket i hånden. Det er ikke fair – hverken over for musikerne eller publikum. Så det fikser I lige til næste år, ikke SPOT?

Tak for i år – tak til venner, veninder, branchefolk, SPOT-folk og ikke mindst de optrædende. Vi glæder os allerede til næste år.

Asbjørn er den smukkeste mand i Århus

På et tidspunkt for omkring to år siden trissede jeg rundt inde på Bandbase. Allerede dengang var Bandbase en “platform alá post apocalypse” – sig det høj for dig selv på fransk, så det lyder lidt som en fancy ret, man hverken tør eller bør bestille, i dette tilfælde fordi den primært bestod af musikalske køleskabsrester fra måneden, for ikke at sige året, før. En ødemark, for at sige det mildt.

Men trissede gjorde jeg nu alligevel, og det jeg fandt var godt. Og således lod det sig gøre, at Caspian and The Good Times og Asbjørn and The Strange Ears delte et indlæg her på bloggen d. 18. januar 2011.

»Og så til de mærkelige ører. Det er én, der hedder Asbjørn, der har dem, og det har han så skrevet et nummer om med titlen “Strange Ears”«.

Sådan skrev jeg dengang. Og selvom Asbjørn måske nok har dem endnu, de mærkelige ører, og Caspian for så vidt vides stadig holder fast i gode stunder, så har vi i dag at gøre med to soloprojekter, som på hver sin måde er på vej ud over stepperne.

Caspian er dejlig, men i dag handler det kun om Asbjørn. Eller Asbjørnen, som han kaldte sig selv i den mail vi har fået, sendt til os ganske uvidende om, at vi allerede var sprunget til tasterne for at skrive om singlen “Brotherhood” og den medfølgende video.

Med flyvende dinosaurusser og baglæns steadycam-optagede røgeksplosioner påbegynder Powerclap musikvideoen med en visuel magtdemostration af hvor langt de er nået, siden man så deres minimalistiske, men ligeledes imponerende, billedebehandling af Schultz and Forevers “Falling”. “Brotherhood”-videoen er clean og smuk, og den komplementerer de poppede toner perfekt.

Asbjørn er så helvede melodisk. Det er lige så “lyst-til-at-synge-med”-skabende som det er genkendeligt. På ingen måde er nummeret som taget ud af debut-albummet “Sunken Ships”, men det er let at høre, at afsenderen er den samme. Musikken er så poppet som en pastelfarvet tyggegummiautomat, og selvom vokalen er stærk nok til at bære hele showet, træder den graciøst i baggrunden, og lader eksperimenterne og legeriet fylde scenen. Med lyse lokker og tætsiddende tøj er det tydeligt at høre og se, at Asbjørn strammer  sig an for at imødegå sin egen atypiske stereotyp.

Spørgsmålet er, hvordan det lader sig gøre for Asbjørn at imødekomme sine egne, eller i hvert fald hele den århusianske musikbranches forventninger. Hvordan går han jorden rundt med musikken, uden at give slip på højskolenormerne, som han er vokset op med?

Heldigvis ser det ud til, at Asbjørn har fundet svaret med “Pseudo Visions”, som er titlen på det udgivelsesmaraton “Brotherhood” sætter gang i – i samarbejde med Powerclap. “Brotherhood”, som kan downloades gratis ved tilmelding af Asbjørns nyhedsbrev, er kun begyndelsen på en serie af singler og musikvideoer, som eftersigende fortsætter helt ind i 2015. Det er svært ikke at blive en lille smule glad ved tanken.

Asbjørn er den smukkeste mand i Århus. Både visuelt og auditivt. Fra to pjask-forelskede bloggere på Rosensgade får I byens flotteste fyr serveret på et sølvfad i videoen “Brotherhood”. Hav en rigtig god mandag.

22 Jan

Debutalbum fra NovemberDecember

Posted by Mia Categories: Anmeldelser
Debutalbum fra NovemberDecember

For et par dage siden, midt i eksamensstress og træthed, nævnte vi på vores facebook, at der er kommet debutalbum fra Århus-bandet NovemberDecember. Nu er eksamen overstået, og jeg har endelig tid til at give pladen lidt mere opmærksomhed.

Jeg stødte på NovemberDecember første gang, da vi inviterede dem til at spille for os til et Mer’ Støj-arrangement på Cafe Paradis. Jeg kendte dem ikke på forhånd, men allerede fra første nummer var jeg tryllebundet af de 5 drenge på scenen, der ubesværet leverede bløde harmonier og smukke melodier. NovemberDecember var ikke bare ualmindeligt søde, de var også ualmindeligt dygtige. Og siden har jeg fulgt dem med interesse.

I mandags udkom så deres debutalbum “From The Swing Into The Deep”. 10 små musikalske perler – pakket ind i overlegne melodier og de smukkeste vokaler.

“From The Swing Into The Deep” lægger ud med nummeret “Ring The Bells” – én af mine favoritter. Et markant åbningsnummer, der fanger lytteren med det samme, og fungerer som den perfekte appetizer for resten af pladen. Det er blødt og rart – og leverer et utrolig højt niveau. Nummeret vokser sig roligt større og større, som at vågne en tidlig morgen og langsomt vågne. Søvnen gnides ud af øjnene, tankerne går fra drøm til hverdag, og man bliver så småt menneskelig og klar til at tage imod dagens udfordringer. “Ring The Bells” er den perfekte start på pladen – og dagen.

NovemberDecember – Ring The Bells

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

En anden favorit er “Battlefields (The Growing Up And The Tearing Apart)” – pladens andet nummer. Vokalerne byder op til dans fra første tone, og harmonierne er knivskarpe. Jeg bliver så imponeret, når så mange mennesker – med hver deres stemme – er i stand til at fremstå som ét organisk instrument. Som om de ikke har lavet andet end at synge i kor med hinanden hele deres liv. Og det er lige netop dét, NovemberDecember kan – både på deres indspilninger og live. Deres vokaler er tryllebindende, og jeg er så glad for, at det kommer til udtryk på pladen. “Battlefields” er uptempo og en markant ørehænger. Omkvædets toner byder op til fællessang, og det lugter langt væk af et hit.

NovemberDecember – Battlefields (The Growing Up And The Tearing Apart)

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

“Ring The Bells” og “Battlefields (The Growing Up And The Tearing Apart)” er uden tvivl mine to yndlingsnumre. Men pladens resterende 8 numre står bestemt ikke tilbage. Numre som “What We Know” og “The Fountain” byder på lidt mere klassisk folk, men stadig fuldstændigt fantastisk – specielt vokalen i “The Fountain”, der midt i nummeret får lov til at råbe igennem. Upoleret og helt nede fra maven – som Glen Hansard, der det ene øjeblik leverer skønsang på blide rytmer, og det næste skriger sit hjerte ud og tager pusten fra dig. Wauw. Mer’ af det.

Der er kælet for detaljerne – som “Interlude II”, der ikke blot er intetsigende fyld, men fremstår som et smukt instrumentelt stykke, der på under 2 minutter slår fast, at de her drenge kan andet end at synge, og på fineste vis leder op til “Save Yourself” – nummeret, der udkom som førstesingle med tilhørende video tilbage i november:

Hele pladen er som én musikalsk omfavnelse, der forsikrer mig om, at der er lysere tider på vej. Foråret og solen er lige om hjørnet, og det hele skal nok gå. Selvom melankolien spiller førsteviolin i mange af numrene, er det med skønheden som dirigent, og selv hvis de kun sang om død og ødelæggelse, ville jeg alligevel se dem som små, glædeskabende, musikalske solstrejf.

Med “From The Swing Into The Deep” tydeliggør NovemberDecember, at der kun er én vej for dem – og det er fremad. De tilhører gruppen af de musikere, som er så dygtige og så “klar”, at de burde være på alles læber – og spillelister. Jeg forstår ikke, hvordan de ikke er allemandseje – så god kvalitet hører ikke hjemme i vækstlaget. Det hører til på radiostationerne og forrest på hylderne i musikbutikkerne. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at de nok skal ende der. Så for nu, er det bare at vente – og nyde musikken.

23 Jun

Northside Festival 2013

Posted by Mia Categories: Anmeldelser
Northside Festival 2013

Lidt over en uge er gået, siden vi stod i Ådalen – klar til en weekend spækket med lækker musik. Og efter nogle dage med billed-kigning og lidt post-festival-blues, er det tid til en lille opsummering af vores Northside Festival.

Fredag
For mit vedkommende peakede Northside ’13 rimelig tidligt. Vores første koncert var Left Boy, som jeg havde glædet mig til lige siden jeg hørte “Jack Sparrow” første gang i vinters. Jeg kendte ikke hans musik, før han blev offentliggjort til Northside, men i løbet af de sidste par måneder er min musikalske forgabelse vokset støt, og størstedelen af hans numre har ligget på min hverdags-spilleliste siden jeg hentede alle hans udgivelser på hans hjemmeside (hint: download her). Derfor var mine forventinger også rimelig høje.

Vi kom 5 minutter for sent pga. en punkteret cykel, som skulle trækkes hele vejen, og bøvl med presseindcheckning (for andet år i træk!). Det hele var lidt hu-hej-vilde-dyr, men da vi kom hen foran scenen, og bassen bragede ind i hovedet på os for første gang, forsvandt al stress og jag. Left Boy stod på scenen, lige så bleg og ranglet som jeg havde forestillet mig, omgivet af dansere og et væld af rekvisitter. Nogen vil måske sige, at det var ukoordineret og rodet, men jeg syntes, det var lige som det skulle være. Koncerten var én lang fest, og dem på scenen havde det synligt lige så sjovt, som os på græsset. Det var hverken poleret eller forceret, det var bare fis og ballade og god musik. Der var solskin, sæbebobler og fællesdans, og der blev kastet både toiletpapirsruller og vand på publikum. For mig var det den perfekte start på festivalen, og jeg var oprigtigt nervøs for, om de andre koncerter ville virke tamme efter at have set Left Boy rive grøn scene rundt.

01-leftboy

Heldigvis tog jeg fejl. Efter en øl-pause i solen, og en stille protest over Loveshop, var det tid til Kaizers Orchestra. Vi havde begge set dem før, og derfor havde det måske været mere oplagt at se Passenger på rød scene i stedet, men eftersom Kaizers selv havde proklameret, at Northside-koncerten ville være den sidste Kaizers-koncert på dansk jord, kunne vi ikke tillade os at gå glip af det.

Det blev et smukt farvel. Koncerten var noget mere præget af stille numre, end vi havde regnet med – vi så dem på Posten i Odense i gymnasiet, lige efter Maskineri-albummet blev udgivet, og det var fuld smadder og ompafest. Northside-koncerten var ikke helt det samme – men det var stadig en fed oplevelse, som ingen af os ville have været gået glip af – manglende ompafest eller ej. De er fandme nogle seje gutter, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive savnet, hvis det reelt var den sidste koncert i Danmark. Man ved jo aldrig..

02-ko

Franske Phoenix var også på must-see-listen. Men i stedet for at mase os op foran og holde en fest, nød vi musikken på afstand, mens vi fik noget aftensmad. Kun til hittet “Listomania” bevægede vi os tættere på, for at indsnuse stemningen og musikken lidt bedre. Herefter var det tid til Keane, som blev en ualmindelig kedelig oplevelse. Numrene mindede meget om hinanden, og et par gange var jeg overbevist om, at de allerede havde spillet det pågældende nummer før, indtil det gik op for mig, at det hele bare var meget ens. De største hits som “Somewhere Only We Know” og “Everybody’s Changing” var fede nok at kunne krydse af på live-listen, men det var langt fra nok til at holde interessen i halvanden time. Så vi endte med at tage hjem. Vi var ikke kede af at gå glip af The Knife, som leverede en koncert der i den grad delte vandene, og både Nephew og Spleen havde vi set et par gange før, så vi tænkte, at vi hellere ville give os i kast med vores 45-minutters gåtur hjem med 1 styks punkteret lortecykel på slæb.

Lørdag
Planen var, at vi skulle se Kings of Convenience, men fortsatte cykelproblemer og en midtby, som var fuldstændig støvsuget for bycykler trak tiden ud, indtil vi sprang på en bus mod Ådalen.

Vi ankom lige til When Saints Go Machine – et band, som jeg på uforklarlig vis aldrig har fået set live. Det var en fantastisk koncert, med både nyt og gammelt. “Infinity Pool”-albummet gør sig usandsynligt godt på en festival, og de fire fyre leverede en pragtpræstation. Og da vejrguderne åbnede for vandsluserne og gjorde deres bedste for at begrave både scene og publikum i vand og torden, gjorde det kun oplevelsen mere intens. Folk stimlede sammen i ly for regnen, og regnslag og regntøj blev trukket på. Stagehands ilede til scenen for at trække trommesæt og mikrofoner ind bagerst på scenen, men WSGM fortsatte ufortrødent, og til det allersidste nummer trådte Nikolaj Vonsild, som på det tidspunkt var et virvar af langt hår og vådt tøj, helt frem på scenen og gav pokker i vind og vejr. Det var skidefedt, og publikum kvitterede med klapsalver og hujen over en lækker koncert.

04-wsgm

Efter Vonsild og venner var gået af scenen, var regnen pludselig ikke så fed. Vinden var strid, og det var på det nærmeste umuligt at finde ly, hvis ikke man allerede var flygtet til rød scene eller ind under en af pavillonerne. Lukas og jeg blev begge fuldstændig gennemblødte, og selvom solen kom tilbage var alt vådt og koldt. Heldigvis gik Alt-J på scenen og gjorde deres for at synge regnen væk. Musikken var smuk, og havde jeg kunne nyde koncerten i strålende solskin på græsset, havde det helt sikkert også været én af de bedste oplevelser. Men vi var kolde og våde, og Alt-J’s melankolske melodier gav mig mere lyst til at sidde hjemme under dynen med et par høretelefoner på. “Tesellate” var utrolig flot, men jeg ville hellere have hørt den på Train eller Vega en torsdag aften end i Ådalen – jeg er overbevist om, at deres musik vil komme meget mere til sin ret i sådanne omgivelser. Når det så er sagt, så er det stadig en fed, fed booking, og jeg er sikker på, at Alt-J stod øverst på manges liste over bands, de glædede sig til at se på dette års festival.

03-altj

Hjemme hos os bliver der spillet en del Playstation. Blandt andet Assassin’s Creed. Og efter Imagine Dragons lagde soundtrack til Assassin’s Creed 3-traileren, har de været på vores radar. Ikke fordi vi har hørt hele deres bagkatalog og sat os ind i deres historie, men fordi “Radioactive” er så godt et nummer, at vi begge var overbeviste om, at de var nogen, man skulle holde lidt øje med. Siden er “It’s Time” kommet i heftig rotation på P3, og selvom vi stadig ikke havde hørt meget mere end de to numre, var koncerten på Northside noget, vi havde set frem til. Oplevelsen var energisk, både publikum og musikere havde fuld fart på, og vi var overraskede over, hvor godt folk kendte deres musik og deres tekster. De havde helt tydeligt gjort deres hjemmearbejde bedre end os. Personligt synes jeg ikke, de var helt tight nok til at gå så meget all in på tromme-show, som de gjorde. Når der står 3 personer på en scene, som alle spiller på tromme, så skal de 3 personer virkelig have styr på deres trommestikker, og det havde Imagine Dragons ikke helt – i hvert fald ikke hele tiden. Men det er småting – småting, der i den grad blev overskygget af at høre “Radioactive” for fuld hammer og opleve den energi, som folkene på scenen leverede.

05-id

Efter fællessang med Imagine Dragons hookede vi op med en gammel gymnasieven for at se Nick Cave. Lukas havde set ham før på Roskilde, men var ikke synderligt imponeret, og med en forstuvet fod og udsigten til at skulle stå op i yderligere 3 timer var jeg ikke specielt klar på koncerten. Det lavede Mr. Cave og hans slæng heldigvis hurtigt om på. Den første halvdel af koncerten var for kendere – selvom hverken Lukas og jeg på nogen måde vil betegne os selv som Nick Cave-aficionados, så har vi alligevel hørt en del af hans musik, men vi kendte stort set ikke et eneste nummer. Og foden gjorde ondt. Og gennemsnitsalderen blandt publikum var fordoblet, hvilket altid medfører situationer, hvor 45-årige kvinder skælder ud på omkringstående, fordi de ikke er vant til at være til koncert og tydeligvis ikke evner det. Gamle krager, der skulle blive hjemme og se Vild Med Dans, i stedet for at tage til Nick Cave-koncert og brokke sig. Men så kom alle de gode numre – “The Mercy Seat”, “Papa Won’t Leave You, Henry”, “Stagger Lee” og så videre – alle leveret af en diabolsk Nick Cave, med snot i hele femøren pga. en norsk “superbug”, som han selv kaldte det. Han var helt oppe i ansigtet på publikum, talte til dem, kravlede ned til dem, holdt dem i hånden, råbte af dem – og det var så fedt. Det var absolut den mest nærværende og voldsomme koncertoplevelse på hele festivalen, og jeg er stjerneglad for, at vi besluttede os for at se den på trods af indledende skepsis.

06-nickcave

Søndag
Søndag var på alle måder en lidt grå dag. Den startede med Everything Everyting, som leverede en helt fin koncert, men ikke rigtig var i stand til at børste søndagstrætheden af publikum. “Cough Cough” og “Kemosabe” var fede, men resten af numrene flød meget sammen, og blev til én stor suppe af guitar og falset.

07-everythingeverything

Herefter fandt vi en siddeplads, en kop kaffe og en hindbærsnitte, mens vi lyttede til Ellie Goulding. Koncerten var indledningsvist lidt tam, og særligt hendes cover af Elton Johns “Your Song” virkede lidt malplaceret, men da “Figure 8”, “Anything Could Happen” og “Starry Eyed” flød fra højtalerne blødte både Ellie Goulding og publikum op, og det endte med at blive en helt okay koncert, der nok ville have gjort sig en del bedre, hvis hun havde fået lov til at spille om aftenen.

Fun gik på efter Ellie Goulding, og ligesom med de fleste andre kunstnere på søndags-programmet, var der ikke nogen af os, der havde et særligt stort behov for at se dem – men når vi nu alligevel var der, kunne vi lige så godt tage oplevelsen med. Det er jo ikke fordi, Northside har et væld af andre underholdningsmuligheder, som man kan bruge tid på i de pauser, hvor man ikke gider se koncert. Så vi så Fun. Af mærkværdige årsager valgte de at spille både “Some Nights” og “We Are Young” midt i koncerten, hvilket resulterede i massiv udvandring fra alle de publikummer, som kun var kommet for at høre de to numre. Det var lidt synd, specielt fordi vi dagen forinden havde set Imagine Dragons holde publikum fanget gennem hele koncerten, fordi de først spillede “Radioactive” som det allersidste nummer. Men det må man næsten gå ud fra, at Fun-folkene havde gennemtænkt på et eller andet tidspunkt.

08-pubs

Resten af eftermiddagen gik med Gogol Bordello, Deap Valley, Kashmir og Band of Horses – koncerter, som vi ikke rigtig hørte ordentligt, men hvor vi tussede rundt på pladsen og hyggede med venner og bekendte. Lukas havde planlagt at skulle være smadderfuld til Gogol Bordello, og indhalerede derfor 1 øl og 5 shots på meget kort tid, men der skete ikke rigtig noget, andet end at han blev træt. Så det blev ikke nogen vild fest.

Det blev det til gengæld til Arctic Monkeys. Vi mødtes med gymnasiefolk og maste os ind i menneskemængden foran blå scene. Folk var i sindssygt godt humør, og selvom der var en del skubben og masen var det med god stemning. Der var fælleshop og fællesdans i ca. 30 minutter, indtil Lukas skulle tisse – et uundgåeligt problem, når man har drukket en hel kande øl – og vi måtte klemme os ud af publikumsmassen igen. Efter toiletpause var det fysisk umuligt at komme tilbage til vores venner, så vi hørte resten af musikken på afstand, og da abefesten var slut, forlod vi festivalpladsen for sidste gang i år og vendte snuden hjemad.

09-am

Northside Festival 2013 var bestemt en lækker oplevelse. Der var lækker musik og lækre mennesker – og vi havde nogle koncertoplevelser, vi vil huske længe. Kaizers (formentlig) sidste koncert i Danmark. Nick Cave-koncert med 6 stjerne fra både Politiken, Soundvenue og Gaffa (hvornår er det sidst sket?). Left Boys første koncert i Danmark. Alt i alt megafedt. Men der var også nogle huller – huller i bookingen, huller på pladsen. Overordet set var hullerne dog langt fra nok til at ødelægge min festival, og på trods af regnvejr og cykelproblemer leverede Northside, igen i år, en gennemført musikoplevelse – og vi glæder os allerede til næste år.

Side 1 af 9
  
Ældre indlæg