Archive for the Konkurrencer Category
Vind billetter til Northside Festival 2013

Sidste år havde Northside et enormt godt line-up. Året før havde Northside et enormt godt line-up. I år har Northside et enormt godt line-up. Sidste år var det Justice, Snow Patrol og The xx, der spillede Ådalen op, og i år står lækre, lækre navne som Phoenix, Bloc Part, Left Boy, Portishead og Alt-J for tur. Og vi glæder os som små børn.

Noget andet der skete sidste år, var at Northside Festival var så søde at forære os to billetter, som vi kunne give til jer. Vi lavede en skattejagt, som udover at give to læsere gratis adgang til en fantastisk festivaloplevelse også skaffede en god stak Facebooklikes til nogle af de bands, som vi havde valgt at involvere. Og vi var egentlig ret tilfredse med hele processen – så tilfredse, at vi snakkede med Northside-folkene om at gøre det samme i år. Den var de heldigvis med på.

Reglerne er nøjagtig de samme som sidste år. Så here goes:

For at være med i lodtrækningen om en billet, skal du samle 4 kodeord. De 4 kodeord vil blive givet ét af gangen i løbet af ugen af 4 forskellige bands/musikere, som vil lave en post på deres Facebookvæg med dagens kodeord. Udover kodeordet vil de afsløre, hvem der har det næste kodeord, så du ved, hvem du skal holde øje med dagen efter.

Det første kodeord bliver offentliggjort tirsdag, det andet onsdag, det tredje torsdag og det fjerde fredag. Når det bliver fredag, og du har samlet alle 4 kodeord, skal du sende dem i en mail til mia@wondersmakejoy.dk, og så trækker vi lod om 2 billetter! Konkurrencen slutter søndag d. 7. april klokken 20.00.

Det første kodeord kan findes hos NovemberDecember! Hold øje med deres Facebook i morgen, så får du både kodeord og navnet på det næste band/musiker.

Rigtig god jagt!

Schultz and Forever og Dangers of the Sea på tur

En mail, en pressemeddelelse og en video har ramt vores indbakke. Dangers of the Sea og Schultz And Forever tager hinanden i hånden og stikker af fra staden for at give følsomme forårshåndsudrækninger til hele landet. Odense, Aalborg, Frederiksværk, Sønderborg, Middelfart, vores gode venner hos Ungdomsrådet i Thy, og Radar i Aarhus får besøg.

Schultz And Forever, wow. Vi har skrevet om ham et par gange før, og han er bare stadigvæk, wow. Dangers of the Sea er vi aldrig rigtig nået til. Men det er virkelig lækker musik. Og nu har Dangers of the Sea-forsanger Andreas Bay Estrup og Jonathan Schultz, som bor indeni Schultz And Forever, indspillet en video med Jonas Krog og Paw Ager, der almindeligvis optager video i deres køkken. Nummeret er et cover af Leonard Cohens “One of Us Cannot Be Wrong”.

En alt andet end eksplosiv og actionspræget cocktail. Men hvem har brug for eksplosiv og actionpræget, når man i stedet kan få helt ufarlige Dangers Forever, med kaffe, åbne vinduer og forårssol ind af vinduet. Eller sne selvfølgelig .. Vejret er lidt underligt for tiden.

Langtidholdbare stemmer. Langtidholdbare musikere. Andreas Bay Estrups rygrad af musikere i Dangers of the Sea stammer fra alverdens seje konstellationer, nærmere betegnet Efterklang, Slaraffenland og Saybia. Jeg kan jo næppe forudsige, om Dangers of the Sea og Schultz And Forever findes om 20-30 år. Men skulle jeg sætte mine stemme et sted, ville det være på at stemmerne, strengespillerne, tangenttrillerne og trommestikholderne stadigvæk har en prominent figur i musiklivet til den tid. Alt andet ville være mærkeligt, med den portion talent. Den vender jeg lige tilbage på i fremtiden.

Som sagt besøger Schultz And Forever og Dangers of the Sea århusianske Radar på deres tur, og vi vil gerne invitere jer med til den koncert. Derfor udlodder vi 2 billetter til to heldige vindere, som får lov at opleve dobbeltkoncerten på fredagen gratis. Send en mail med dit fulde navn til mia@wondersmakejoy.dk – så trækker vi lod om billetterne. Konkurrencen slutter torsdag d. 21. klokken 20.00.

11 Mar

Hurra, hurra!

Posted by Mia og Lukas Categories: Konkurrencer
Hurra, hurra!

I dag er det vores fødselsdag! 3 år er gået, siden vi søsatte bloggen, og vi kan med glæde se tilbage på nogle år, som har været fyldt med dejlig musik, dejlige mennesker, dejlige koncerter, dejlige festivaler og – ikke mindst – dejlige læsere! Læsere, som trofast følger med i vores indlæg, deltager i vores konkurrencer, kommenterer og liker på Facebook og møder op til vores arrangementer. I er skidesøde, og vi skylder jer alverdens tak.

Sidste år fejrede vi vores fødselsdag ved at udlodde en, hvis vi selv skal sige det, rimelig stor gave. Kammerater, venner, bekendtskaber og samarbejdspartnere donerede alt fra CD’er og LP’er til frisbees og T-shirts, og resultatet blev to kasser fyldt til randen med hygge og musik. I år har vi valgt at gøre det lidt anderledes. Der er nemlig kun én gave. Men hvilken gave!

Kender i Wimp? Wimp er en streamingstjeneste – ligesom Spotify, Sony Music Unlimited, TDC Play og flere til. Forskellen på Wimp og de andre tjenester er, at Wimp er den tjeneste, vi bruger. Vi startede begge hos Spotify, men følte os aldrig helt tilpas. Det var bøvlet og fyldt med reklamer for Rasmus Seebach, og derfor skiftede vi over til Wimp, hvor vi har fundet os godt til rette. Opsætningen og layoutet er enkelt og overskueligt, og reklamerne handler – så vidt vi har oplevet indtil videre – kun om Wimp selv. De har playlister, der kun indeholder dansk musik eller danske musikeres anbefalinger, og så har de for nyligt inkorporeret en række danske musikblogge, som kommer med anbefalinger. Alt sammen ting, som – i vores optik – udgør et overlegent alternativ til Spotify og de andre konkurrenter. Den lyserøde streamingtjeneste er vores ven.

Da vi skulle finde på en fødselsdagsgave til jer i år, var løsningen derfor relativ simpel. Vi skrev til Wimp, fortalte om vores begejstring for deres produkt, og spurgte så, om de havde lyst til at forkæle vores læsere i anledning af vores fødselsdag. Og det havde de! Der var ingen krav om reklamebanner, skjulte links eller andet – bare et ønske om at forsøde tilværelsen for os og vores læsere. Derfor kan vi med glæde fortælle, at dette års fødselsdagsgave består af 1 års Wimp Premium til to heldige vindere.

Et helt år, hvor du slipper for reklamer, men til gengæld kan lytte til de 20 millioner musiknumre på både computer, smartphone og tablet – og hvor du kan gemme op til 3.000 sange, så du kan lytte, selvom du er offline. Der er grundlag for en gedigen musikafhængighed, og vi glæder os ved tanken om, at vi kan være med til at fylde to læseres hverdag med musik. De to vindere kan f.eks. lytte til Helsinki Poetrys “Transport”, Troels Abrahamsens “Husvild 2”, Crash and Computes “Crash and Compute” eller Sebastian Linds “Messed Up Happy Kid” – for bare at nævne et par stykker. Desuden har Wimp netop opdateret deres playliste for Roskilde Festival 2013 – en playliste, du er nødt til at lytte igennem, før du tager afsted i år.

Mulighederne er mange – fremgangsmåden er enkel: For at deltage i konkurrencen om 1 års Wimp Premium skal du blot skrive en fødselsdagshilsen i kommentarfeltet herunder. Vi brugte samme metode sidste år, og det var simpelthen så hyggeligt at læse alle jeres hilsner. Så det gør vi igen! Og vi håber, at I vil lege med og ønske os tillykke. Konkurrencen slutter søndag d. 31. marts kl. 23.00, hvorefter vi udvælger 2 vindere.

Nu vil vi vende tilbage til lagkage og sodavand. Hav en fantastisk dag – og held og lykke i konkurrencen.

Vind billetter til Ice Cream Cathedral

De skal spille på dette års SPOT-festival, varme op for Fallulah på hendes kommende tour, og i går udgav de deres debutalbum “The Drowsy Kingdom”, som har fået 5 stjerner i både Gaffa og Soundvenue. Den københavnske trio Ice Cream Cathedral må siges at have overordentlig god vind i sejlene for tiden.

Da jeg første gang lyttede til musikken, var jeg lidt skeptisk. Den alternative pop faldt ikke umiddelbart i min smag, men på en eller anden måde formåede Anja T. Lahrmanns vokal at få mig hevet ind i det musiske univers, som “The Drowsy Kingdom” opbygger, og min nysgerrighed vækkedes. Stemningen i musikken er drømmende og tilbagelænet, og deres lydbillede er meget karakteristisk – og noget man ikke så tit støder på i det danske vækstlag, hvilket gjorde det spændende at lytte til.

Førstesinglen fra “The Drowsy Kingdom” hedder “When You Depart”. Nummeret har en stemning over sig, som minder mig om den klassiske filmscene, hvor helten og heltinden danser sammen til skolebal. Deres bevægelser er helt akavede og stive, men alligevel er det rart og sødt at se på, fordi man ved, det er begyndelsen til den episke kærlighedshistorie, der ender med at fyren står i pigens baghave med en boombox over hovedet. De danser tæt, mens musikken spiller. “When You Depart” kunne nemt være soundtracket til den dans.

Blandt debutalbummets 9 tracks, er “Amber Sail” min favorit. Vokalen er let og luftig, og brugen af korstemmer gør nummeret blidt og legende. Særligt det flerstemmige C-stykke, hvor Anja T. Lahrmann synger ind over sig selv, fungerer flot. Generelt er “The Drowsy Kingdom”, på trods af min indledende skepsis, et lyt værd. Universet er specielt, men samtidig gennemarbejdet og dragende, og jeg anbefaler, at man pakker sig ind i et par høretelefoner og lytter det igennem – med åbne ører og et åbent sind.

Hvis man kan lide, hvad man hører, så kan Ice Cream Cathedral opleves på Radar d. 15. marts sammen med dejlige NovemberDecember. I den forbindelse har vi fået lov til at udlodde 2 billetter til en heldig læser. Send en mail med dit fulde navn til mia@wondersmakejoy.dk – så trækker vi lod om billetterne. Konkurrencen slutter d. 12. marts klokken 20.00.

Rigtig god fredag.

Vind billetter til The Floor Is Made Of Lava og Baby In Vain

Vi har efterhånden opbygget et godt netværk i musikbranchen – og mange af vores musikkollegaer er igennem årene blevet til venner. En af dem er Sidse. Hun arbejder for Volcano, og udover at være sød og rar, er hun også en fremragende pladepusher. Hun tænker altid på os, når der sker noget, og sender ofte CD’er, LP’er og billetter vores vej.

Og nu har hun sendt et par fribilletter til The Floor is Made of Lava til os. De spiller på Train på torsdag sammen med Baby In Vain, og vi starter derfor en lynkonkurrence, hvor 2 heldige læsere kan vinde en fribillet til koncerten.

Send en mail med dit fulde navn til info@wondersmakejoy.dk – så trækker vi lod om 2 vindere. Konkurrencen slutter onsdag kl. 22.00.

Som opvarmning til koncerten får I en gammel kending. Et fantastisk nummer, som Lukas og jeg hørte på repeat i gymnasiet.

God tirsdag!

10 Oct

Vind billetter til Dirty Projectors

Posted by Mia Categories: Konkurrencer
Vind billetter til Dirty Projectors

Hvis det skal være helt rigtigt, skriver vi jo kun om dansk musik og danske festivaler. Men i løbet af årene har vi alligevel haft en del undtagelser til den hovedregel, idet vi har udloddet billetter til diverse koncerter, hvor kun udenlandske kunstnere skulle optræde. Og det er måske ikke helt i stil med vores ønske om kun at skrive om det danske vækstlag, men vores erfaring er, at I bliver så glade for chancen for at vinde fribilletter – så når vi får muligheden for at give jer gratis adgang til fede koncerter, så tager vi den altså. Dansk musik eller ej!

Derfor sagde vi ja, da Vega forleden spurgte os, om vi ville udlodde billetter til Dirty Projectors. De spiller på Vega d. 31. oktober med Callers som support, og vi er ret sikre på, at det bliver en fed koncert. Sidst Dirty Projectors spillede i Danmark var på Roskilde Festival 2010, hvor de sørgede for gedigen dansefest med afrikanske rytmer på Odeon. Og nu er der lagt op til fest igen – og du kan vinde billetter!

Send dit fulde navn til info@wondersmakejoy.dk – så trækker vi lod om 2×2 billetter!
Konkurrencen slutter søndag d. 28. oktober klokken 20.00, og vinderne får besked på mail.

God fornøjelse!