Archive for the Blogge Category
21 Sep

Oppenheimer 2014

Posted by Mia Categories: Blogge
Oppenheimer 2014

Det er dagen derpå på dagen derpå. I fredags var vi til Oppenheimer på Radar, og det var – uden tvivl – en succes. God musik, dygtige afviklere og masser af glade mennesker, der brugte deres fredag aften sammen med os.

Aftenen startede med Heimatt, der som forudsagt blev den perfekte åbner. Som den første festivals-fadøl, der langsomt varmer dine kinder op og får dig i godt humør, gik de på scenen med et smil og fik gjort kål på den værste generthed blandt publikum, der langsomt – men sikkert – begyndte at rokke med til de folkede toner.

01

Fredagens koncert var uden violinist, og selvom det bestemt har sin charme på mange af numrene, var det faktisk dejligt at høre en koncert uden. Det var som om, at der blev mere plads til resten af musikken, og nogle af numrene fik lov til at blive lidt mere rockede end normalt. Det kunne jeg godt lide. Særligt “No Wonder” og et cover af Kavinskys “Nightcall” gjorde indtryk. Desuden spillede de et helt nyt nummer, som jeg desværre ikke kan huske titlen på, men som vil være at finde på det kommende debutalbum, og det var virkelig, virkelig godt. Utrolig ørehængende og radiohit med stort R. Det skal I glæde jer til at høre!

Herefter var det Fjers tur. Hun fremførte sin EP “Beautiful Home” fra start til slut, og det var en vellykket oplevelse. Det var intimt og stille, og selvom ikke alle fremmødte var med på at lytte i stilhed, sænkede der sig en opmærksom ro over Radar. Hun har en flot, flot vokal – også live – som gør sig særligt godt i samspil med backing-vokaler, og som aftenens eneste kvinde skilte hun sig smukt ud fra mængden.

09

Da Sonja Hald skulle på scenen, var salen på det nærmeste fyldt. Publikums-promillen var steget med et par procenter, og stemningen var usandsynligt god. Det var tydeligt at mærke, at en del af publikum var kommet for at høre netop denne koncert, og folk stod helt oppe ved scenen – nogle sågar iført Sonja Hald-huer.

03

Ligesom de sidste gange vi har set dem, leverede Hald-flokken en gennemført koncert. “Du ka’ dø af det der” åbnede ballet, og publikum var med fra starten – og helt til slut. Uanset om man kan lide musikken eller ej, må man tage hatten af for, at Sonja Hald har fundet en niche i det danske vækstlag, som er uudnyttet på nuværende tidspunkt – og de forstår at spille deres kort på den helt rigtige måde. De leverer gode melodier og finurlige tekster, og publikum kvitterer med umiddelbar begejstring. Og det er fuldt fortjent.

Omkring klokken 23 var det tid til – for mit vedkommende – aftenens højdepunkt. Mílford havde taget turen fra København, og efter at have lyttet til debutalbummet “Smithereens” på repeat var mine forventninger tårnhøje.

05

Heldigvis blev de indfriet til fulde – på trods af indledende tekniske vanskeligheder med en guitarforstærker, og en skidesur lydmand, som ikke gad hjælpe de stakkels fyre på scenen.

Det var en smuk, smuk koncert. Forsanger Johan Nørregaard har en ganske unik stemme, som både kan være helt stille og skrøbelig, men også voldsom og højtråbende – og kombinationen af de to gjorde sig fantastisk på scenen. “Skin and Bones” er et af de fineste numre, jeg længe har hørt, og at høre det live var en musikalsk mavepuster fyldt med følelser. Det var fint og hjerteknusende. Lige som det skulle være.

Som afslutning på koncerten spillede drengene et nyt nummer, som også fungerede til UG. De har i den grad fat i den lange ende med deres musik, og jeg glæder mig sådan til at se dem igen snart.

Efter Mílford var det tid til aftenens surprise act – der (trods navnet) ikke var tænkt som en overraskelse, men derimod som et vel-booket trækplaster, der blot blev offentliggjort senere end de andre navne.

Og trækplaster, det var de – for da Rangleklods gik på scenen ved midnatstid, var der godt fyldt i lokalet. Jeg havde dog ikke en oplevelse af, at det var væltet ind med folk, som kun var kommet for at høre Rangleklods. Jovist, der har der sikkert været en flok – men overordnet set, var der mange af de samme mennesker, som havde været der hele dagen. Og det må siges at være en succes. Stemningen var høj, og mens Rangeklods leverede sine velkendte, sveddryppende numre, festede publikum med.

Generelt var der mange mennesker i løbet af hele aftenen – med højdepunkter til Sonja Hald og Rangleklods. Sidste år var der ikke så mange mennesker i løbet af dagen, men fuld knald på til Ukendt Kunstner, som lukkede ballet – og i sammenligning hermed, må dette år siges at være en klar forbedring. Så props til Oppenheimer-folkene, der har sammensat et alsidigt program, der har kunne lokke mennesker til hele dagen.

Årets Oppenheimer var – i mine øjne – en klar succes. Alle koncerterne var gode – og hver koncert bragte noget særligt med sig, hvilket gav en god dynamik i aftenen. Derudover var der fantastisk god stemning bag scenen, hvor alle snakkede med alle og gav en hånd med, når det var nødvendigt. Det oplevede vi ikke på samme måde sidste år, og det gav en dejlig ro blandt de optrædende, og gjorde det til en endnu hyggeligere aften.

Så tak til Oppenheimer. Tak til bands og publikum. Vi havde en dejlig aften, og vi håber, vi ses igen næste år!

18 Sep

Ses vi til Oppenheimer?

Posted by Mia og Lukas Categories: Blogge
Ses vi til Oppenheimer?

I morgen er der fest på Radar. Oppenheimer inviterer, og du skal med.

Og det skal vi også. For ligesom sidste år har vi været så heldige at få konferencier-tjansen, og når showet starter klokken 20, står vi klar på scenen til at præsentere dette års program.

Ballet åbnes af Heimatt, der med garanti kan få dig i fredagshumør. Med deres livsglade indiefolk med masser af klap og “hey!” er de den perfekte katalysator for aftenen, og vi forudser, at de musikcharmer sig ind på livet af hele Godsbanen.

Aftenens næste act er Fjer, der byder på blød electrosoul og smuk vokal. Med numre som “Children” kommer hun uden tvivl til at skille sig ud fra aftenens andre optrædende, og hendes bløde elektroniske toner kommer til at gå sig godt med en fredagsdrink eller to.

Klokken 22 går Sonja Hald på. De vandt årets udgave af KarriereKanonen og er nu i gang med at spille landet tyndt. Og de gør det godt.

Vi har set dem et par gange til Fatter Eskil-prisen, hvor vi har været dommere, og de leverer en gennemført koncert hver gang. Med barndomsminder og røverhistorier – og fantastisk publikumskontakt. Det kan kun blive en god oplevelse.

Herefter er det tid til Mílford – det band, vi glæder os allermest til at se. Vi har skrevet om dem et par gange, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at de har ramt et blødt punkt i vores musikhjerter. I juni måned udgav de debutalbummet “Smithereens”, og det er den fineste samling musik, vi længe har hørt. Bundærligt og meget smukt – båret af forsanger Johan Nørregaards unikke vokal.

Den koncert må I altså ikke gå glip af. Så uanset om I har andre planer – hvad enten det er familiefødselsdag eller vild bytur – så kig lige forbi klokken 23, ikke? Det bliver så godt.

Traditionen tro byder Oppenheimer også på et surprise act – dette år præsenteret i samarbejde med de søde folk fra Northside. Valget er faldet på Rangleklods, og det er vi rigtig, rigtig glade for.

Det bliver fredagsguf for alle lommepengene, når den dynamiske duo indtager Radar og byder på velkendte lækkerier fra udgivelserne “Home” og “Beekeeper”. Den perfekte afslutning på et godt og alsidigt program.

Hele herligheden koster 30 kroner. Billetterne købes i døren, og der er åbent fra klokken 19.

Og hvis fem koncerter på en aften ikke skulle være nok, er der mere at komme efter.. For allerede fra klokken 17 kan du komme i fredagsstemning, når Northside og Oppenheimer afholder musikquiz på Godsbanen. Der er Northside-præmier og P3-værter, og det bliver uden tvivl den perfekte opvarmning til en aften fyldt med god musik.

Så kig forbi. Det kunne være så hyggeligt. Hør noget musik, drik en øl – vi lover, at det bliver godt.

Ny video fra The League of Extraordinary Gentlemen

Mandage er sjældent særlig spændende. For det meste forsvinder de i en dis af lunken kaffe og arbejdsopgaver, og weekenden synes uendeligt langt væk.

Nogle gange sker der gode ting – som f.eks. i dag, hvor danske Simon Muschinsky og amerikanske NOTE  – bedre kendt som The League of Extraordinary Gentlemen – udgiver ny video..

I har hørt om dem før – The League of Extraordinary Gentlemen. Og ikke bare fra den halvdårlige film fra 2003 med Sean Connery og Captain Nemo.

Vi skrev om dem i forbindelse med SPOT Festival 2014, hvor vi anbefalede, at I kiggede forbi Den Rå Hal på Godsbanen, hvor TLOEG gav deres første koncert på dansk grund. Og jeg håber virkelig, at I hørte efter – for det var en super svedig oplevelse, der på alle måder slog fast med 7-tommer søm, at der er en ny, hårdtslående spiller på banen. Muschinskys knivskarpe rytmer gjorde sig formidabelt med NOTEs dybe rap, og publikum kvitterede med håndtegn og massive klapsalver.

Siden har vi lyttet en del til EP’en “Superconductor” (som kan lyttes her), samt NOTEs kommende soloudspil “Love And Indifference”, som jo desværre ikke falder ned i dansk-kategorien, og derfor ikke vil blive omtalt yderligere her hos os – men lyt lige til det, når det udkommer, ikke? Det er megalækkert.

Og nu er der nyt på vej.. Udspillet “Replay” er en smagsprøve på det album, som forhåbentligt er lige på trapperne. Videoen er lavet af danske 73collective, som har drejet på de helt rigtige knapper og lavet en fed, fed visualisering af TLOEG’s toner.

Allerede ved introen er jeg hooked. Sikke et beat. Der er fuld fart på i nummerets 4 minutter, og det er voldsomt og larmende – på den helt rigtige måde. Både omkvæd og de smukke bevægelser på skærmen sætter sig fast i mit hoved, og energien virker uudtømmelig. Samtidig formår NOTE at levere en helt tilbagelænet vokal, der står i meget skarp kontrast til musikken – og det fungerer virkelig, virkelig godt.

“Replay” er det første af to udspil, og jeg glæder mig allerede til at se det næste. Mere lækker musik, flere lækre billeder – det kan ikke gå hurtigt nok.

26 Aug

Eirene EP

Posted by Lukas Categories: Blogge
Eirene EP

Vi har skrevet om Eirene før. Sidste år udgav de “Hubris”. En, i mine øje, forfærdeligt overset jysk tone. For tonen var ikke engang jysk, eller sjællandsk, eller fynsk for den sags skyld. Tonen var voksen, og stemmen mere voksen end tonen, og produktionen mere voksen end stemmen. For en gruppe, der på daværende tidspunkt havde udgivet ét nummer og stadig bare var en flok gymnasiedrenge, var Mia og jeg ved at falde bagover af begejstring. Og forundring.

Eirene har nu udgivet en EP, og jeg havde ikke være bleg for at lave en joke om ironien i at udgive en fantastisk førstesingle og kalde den “Hubris”, og så følge op med en fantasiløs to’er. Heldigvis er det ikke tilfældet. Ligesom Anne Gadegaard har sin “Arabiens Drøm”, vil Eirene godt nok altid være ensbetydende med “Hubris” i min bog. Og det er der nu også noget fin symbolik i, selvom det ikke er så ironisk. Det med hubris og kvaliteten altså .. Ikke det med Anne Gadegaard.

Eirenes EP hedder “Eirene EP”. Det kan jeg meget godt lide, for at starte et sted. Enkelt. Der er ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de allerede er. Den indeholder fire numre. “Rush”, “Celestine”, “Little Do I Know” og “Loose Ends”. “Celestine” er den bedste, men ikke på bekostning af resten. Næsten i hvert fald.

EP’en sætter af med “Rush”:

“This is / the second / time / we are gonna finish the undone / this time / the beat of the drums / will make you stand up / at once” – (Eirene – Rush på Soundcloud)

.. og den sætter godt af. Men det er ikke mere travlt, end at de giver sig selv plads til en lang række af de ting, vi elsker her på bloggen; unge bands med orgeloptagelser; en ung stemme, som synger fordi den kan synge, og ikke fordi der kun var én i bandet, der turde; og – min personlige favorit – numre, som snildt kunne koges ned til radiosingle-længden 03:00 minutter mod en lille smule musikalsk kompromis, men som ikke er blevet det.

Udover Eirenes “Loose Ends” på 05:13 kan jeg komme i tanke om This Is You’s 04:25 på “Carbon Eyes, De Dødeliges 4:32 på “Sig Det”, og (min favorit) My Heart The Brave’s 16:33 fordelt på “Meditation One”, “Meditation Two” og “Promise (Burns)”. Forestil jer alle tre numre kogt sammen til en 02:45-single, alá hvordan det føles på Kanye Wests “Im In It”. En musikbloggers våde drøm.

“Rush” er en utrolig fin intro, “Celestine” er EP’ens absolutte vinder, “Loose Ends” lukker en knap 20 minutter lang lytteoplevelse meget eksemplarisk. Det eneste nummer, jeg har rigtig svært ved at placere, er det tredje nummer “Little Do I Know”. For at være bund-reel skyldes det, at nummeret falder i baggrund, hver gang jeg hører EP’en. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det drukner lidt i de andre gode sager. Så til sidst endte jeg med at starte EP’en på det nummer, så jeg fik den fulde oplevelse af, hvad end der gjorde, at det ikke satte sig fast. »Det er i grunden et rigtig fint nummer«, sagde jeg til mig selv. »Men det falder altså i baggrunden oven på “Celestine”«, nåede jeg frem til. Og det er selvfølgelig både godt og skidt at have et nummer, der er så godt, at et andet falmer. Jeg tror, det ville have løst sig selv ved at bytte rundt på pladens midterste numre. Så havde “Little Do I Know” i hvert fald fået lov til at få sit spotlight – og “Loose Ends” ville sagtens kunne løfte arven efter “Celestine”.

“Celestine”. Gåsehud skal der til, når forsanger Kristian Kolby Eriksen råber sig op i sit allerlyseste register omkring slutningen af nummerets første minut. I “Celestine” viser Eirene allerbedst deres overskud. De har ikke travlt med at nå en dramatisk afslutning. De har for så vidt ikke engang travlt med at spille god musik. Det har taget den tid, det nu engang ville tage at skrive fire numre, og udgive dem, og spørge, om der tilfældigvis skulle være nogen, som havde lyst til at lytte med. Det havde jeg. Og det håber jeg, at du også har fået. Ikke fordi det virker som om, Eirene nødvendigvis har tænkt sig at betale hvad som helst, for at få dig til det. Men du ville snyde dig selv for en omgang velopdragne unge mænd uden armsved og alt for mange hormoner. I virkeligheden er de unge drenge, når unge drenge er kedeligst .. Men af en eller anden årsag er det Eirene, når det er bedst. Det skal være mig en gåde, hvordan man kan være så ung og have så lidt næsering. Men det lyder fandme godt.

“Eirene EP”. Den ligger på WiMP – og andre streamingsteder, der ikke er gode nok til at få gratis reklame. Den kan også købes på iTunes. Det synes jeg, du skal gøre, hvis du kan lide den. De er nogle søde drenge, og de kunne sikkert godt bruge pengene. Jeg vil i hvert fald gerne kaste et par guldmønter efter de fire knægte – i forhåbning om, at de bliver ved med at lave lækker musik.

16 Aug

Weekendvideoer – part II

Posted by Mia Categories: Blogge
Weekendvideoer - part II

Så blev det lørdag og dermed tid til anden omgang weekendvideoer. Første runde blev udgivet i går, og i dag graver vi videre ned i den musikalske godtepose.

Og lad os gå lige til sagen. Første video er fra YouYouYou, og det er lækker, blød lørdagspop for alle pengene. Nummeret stammer fra YouYouYous selvbetitlede debut-EP, som blev udgivet tilbage i maj måned, og hvis du endnu ikke har givet den en lytter, så synes jeg bestemt, du skal bruge et par minutter af din lørdag på din foretrukne streamingtjeneste med “YouYouYou EP” i ørerne.

Næste video er fra mit nyeste musikcrush, Ønskeøen. De laver sådan noget rart musik. Helt fint og smukt, men stadig med kant og personlighed. “Forcefull Bliss” er drømmende og svævende, og det gør sig perfekt til en doven lørdag formiddag, hvor man ikke rigtig kan beslutte sig for, om man skal tage sig sammen og lave noget, eller bare blive liggende på sofaen og slumre.

Og så skal vi selvfølgelig forbi Asbjørn, som er påbegyndt 2. kapitel af sin musikalske fortælling “Pseudo Visions”. Det sker med nummeret “The Love You Have In You”, der udover at have en hjerteskærende fin lydside også byder på en smuk, smuk musikvideo. Jeg har altid fundet det fascinerende, når to fyrer kysser (sådan rigtig kysser – ikke bare et fuldemandesnav i byen), og “The Love You Have In You” byder på mandekys af den fineste slags. Videoen emmer af skrøbelighed og intimitet, og der er ikke noget at sige til, at den pt. har over 30.000 afspilninger på YouTube. Wauw.

Sidst, men ikke mindst, er der kommet ny video fra Vintertur. De er stadig i fuld gang med deres 2014-projekt, og videoen for august måned byder på visuals og den sædvanlige, lækre energi.

Det var alt for denne omgang weekendvideoer. Jeg håber, I får en dejlig lørdag.

15 Aug

Weekendvideoer – part I

Posted by Mia Categories: Blogge
Weekendvideoer - part I

Det er fredag, det er weekend, og det skal selvfølgelig fejres med en stak weekendvideoer.

Min mailindbakke er godt proppet med musikvideoer for tiden, så der er nok at tage fat på. Faktisk så meget, at jeg har delt det op i to indlæg. Første omgang får I nu – resten kommer i morgen.

Fredagens første video er fra Team of Experts. De udgav debut-EP tilbage i juni måned, hvor følgende single stammer fra. Der er 90’er-vokal og Big Muff-pedal, og nummeret rammer en nostalgisk nerve i mine ører. Det er simpelt og lækkert.

Næste video er endnu en juni-udgivelse, der har stået i skyggen af festivalsæsonen. Den kommer fra Temple, og jeg er faldet pladask for både nummer og video. Det er meget nøgent – både i overført og bogstaveligste forstand – og jeg er helt fanget af vokalen og den smukke dreng i videoen. Det er lidt dystert, men samtidig meget blødt og smukt – og dét er en flot knivsæg at balancere på i 6 minutter.

Tredje video er fra Dinner, der gang på gang beviser, at udtrykket “gal eller genial” i allerhøjeste grad er et kompliment. I hvert fald inden for musik. Jeg er vild med det skæve, det syrede og det overgearede – og Dinner formår at samle det hele i én lille, mærkelig pakke med lækker, dyb vokal.

Sidste video i denne omgang stammer fra ThePolarShift. Jeg har haft fornøjelsen af at opleve dem live et par gange, og hver gang bliver jeg imponeret over deres evne til at lave ørehængere. Selv hvis nedenstående nummer ikke umiddelbart falder i din smag, vil jeg næsten garantere, at du kommer til at nynne melodien senere i dag, mens du står og vasker op eller blander fredagsslik nede i kiosken. De kan altså ét eller andet.

Det var alt for nu. Vi ses i morgen, hvor jeg er klar med flere videoer. I mellemtiden må I have en dejlig fredag.